You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64661Visninger
AA

26. She is so amazing.

"Så hans mor er ligeglad med ham?" Spurgte Jackson chokeret, jeg nikkede stille for jeg turde ikke stole på min stemme ligenu. Jeg havde ingen anelse om hvorfor, men det gjorde virkelig ondt på mig at vide hvordan Zacs mor behandlede ham. 

Zac havde fortalt hvordan der tit gik flere dage, hvor hans mor ikke sagde et eneste ord til ham, og når han sagde noget til hende, lod hun bare som ingenting. Mens han havde givet mig eksempler på situationer, hvor hun havde gjort det havde han fældet en tårer. 

Zacs mor var tydeligvis syg i hovedet, siden hun ikke kunne se hvor fantastisk en søn hun havde! Jeg nægtede at tro på at hun hadede ham, selvom Zac havde påstået det flere gange under vores snak. En mor kan ikke hade sit eget barn! Zacs mor har åbenbart bare svært ved at vise sin kærlighed, hun havde måske aldrig selv oplevet en mors kærlighed og vidste derfor ikke hvordan der var. 

"Men hun hader ham ikke, det kan hun simpelhen ikke" 

"Det lyder ihvert fald ret sygt, især når hendes søn er så cool" 

"Præcis! Jeg tror problemet er, at hun ikke ved hvordan hun skal udtrykke sin kærlighed overfor ham" Sukkede jeg, Jackson trak på skuldrene "Måske ved hun bare ikke hvor heldig hun er" 

"Det er selvfølgelig også en mulighed! Så må hun meget gerne snart vågne op, og indse hvor dejlig en søn hun har!" Jeg tog en tår af mit glas, der efterhånden var ved at være tomt, jeg havde næsten bællet en hel kande vand, på meget kort tid, men hey! I det mindste var jeg sund.

Jackson fik store øjne, før han lagde sit hoved på skrå og sendte mig et kæmpe smil, det var faktisk lidt uhyggeligt at se på. "Du er genial, Jacks!" Jeg rynkede mine bryn over hans kompliment "Er jeg?" 

"JA!! Zacs mor har brug for et wake-up-call! Så vi må hellere give hende et!" Det var faktisk ikke en hel dårlig ide, men når jeg nu kendte Jackson vidste jeg, at der nok ville komme en helt vildt urealistisk plan her om snart.

"Da jeg var sammen med Kayla, fulgte vi med i serie, hvor der skete noget lignende! Hvad var det nu, den hed?" Jeg gad ikke svarer på hans spørgsmål, fordi jeg var ret sikker på at det var rettet imod ham selv! For hvordan skulle jeg kunne vide hvad serien hed? Han havde ikke engang beskrevet den.

"Life of......Brandy? Det lyder ikke rigtigt! Ej, det ligemeget! Men der var en episode, hvor hovedpersonens bror søgte om fuld-forældre-myndigheder over sin søn, fordi hans ex-kone havde fundet en ny mand og hun satte ham i første række, hvilket ikke var fair overfor sønnen! Anyways! Broren fik forældre-myndighederne over sønnen, selvom ex-konen virkelig gjorde sit for at han skulle blive boende hos hende. Hun droppede hendes fyr, og gjorde sønnen til sin første prioritering. Så det gik op for hende, at hun skulle tage sig sammen, da broren prøvede at tage sønnen fra hende"

Okay.....Det var meget indviklet og forvirrende, men jeg tror jeg forstod hvor han ville hen med det! "Oh-Kay! Så jeg skal søge om at få forældre-myndighederne over en dreng, som ikke er min?"

Jackson sukkede "Nej! Du skal søge om at blive hans værge, for du kan ikke bare søge om forældre-myndighederne uden at være blodbeslægtet eller have en anden relation til ham" Alt Jackson sagde gav faktisk mening, i det lange løb. Siden hvornår havde han tjek på sådan nogle ting? 

"Ja okay! Men bare lige for at være helt sikker: Jeg skal søge om at blive Zacs værge, sådan så hans mor vågner op og indser at hun ikke vil miste sin søn?" Når det blev sagt højt, på den måde lød det jo virkelig dumt, men hvis der var en chance, for at det virkede var det chancen værd. 

Jeg lød bare virkelig som en dum naiv teenager, som ikke havde nogle ide om hvordan verden hang sammen. Men det var ikke noget, jeg bed mærke i, for jeg prøvede og hjælpe Zac! Og det var alt, der betød noget. 

"Ja! Skal vi få det ordenet med det samme?" 

 

*****

 

"Men hvad så, hvis hun stadig ikke vil ha mig?" Spurgte Zac mens han prøvede at virke ligeglad, jeg vidste at det kun var en facade for han nægtede at kigge på mig, og øjenkontakt havde vi ikke haft siden vi forlod huset. 

"Hvad hvis hun bare skriver under, og beslutter sig for at glemme alt om mig?" Foresatte han mens han sad og sparkede ud i luften, han sad dovent lænet tilbage så det ligende han ingen rygrad havde. 

Han prøvede virkeligt at virke stærk, men hans fjerne attitude fortalte mig at han var alt andet. "Det gør hun ik-"

"Men hvad hvis hun gør?" 

"Det gør hun ikke" 

"Hvordan kan du være så sikker?" 

"Fordi du er en fantastisk dreng, en vidunderlig søn! Og sådan en søn smider man ikke bare væk!" Jeg sendte ham et kæmpe smil, idet han forsigtigt kiggede op på mig.

Han åbnede munden og skulle lige til at sige noget, men han blev afbrudt af sagsbehandleren "Miss Collins" Zac satte sig ordenligt op, mens jeg rejste mig af respekt for sagsbehandleren.

"Jeg har fået ordnet papir-arbejdet, så Zachary midlertidig kan bo hos dig, indtil vi har fået kontaktet hans mor. Forhåbelig skriver hun under uden nogle komplikationer, men hvis hun tager sagen videre kan den ende i retten, så jeg håber du har en advokat" Jeg nikkede forstående, for det var vidst ikke et spørgsmål men en konstatering. 

"Hvor lang tid kommer det til at tage, før Zacs mor bliver kontaktet?"

"Det er meget forskelligt, fra sag til sag. Nogle gange tager det uger, andre gange tager det måneder. Det kommer lidt an på, hvor hurtigt dem der undersøger sagen arbejder"

"Er der noget, jeg kan gøre for at få det til at gå hurtigere?" Spurgte jeg håbefuldt, det var ikke penge eller nogen anden form for betaling jeg hentydede til, det var mere om jeg kunne lave noget research, eller noget i den stil.

Sagsbehandleren (som jeg havde glemt navnet på) hævede sit ene øjenbryn. "Jeg synes bare det er synd, for Zachary! At han skal gå og vente på svar, om han kan blive boende hos mig, eller om han skal hjem til sin mor igen" Forsvarede jeg mit spørgsmål.

Sagsbehandleren nikkede en enkel gang og kiggede op i loftet "Jeg skal se, hvad jeg kan gøre"

 

**** 

 

"Jeg stemmer for: Game of Thrones!" Udbrød Zac hurtigt og tog et skridt over imod Jackson, for at vise han støttede Jackson. Jeg sukkede højlydt, det her var en af de få kampe som jeg virkelig ikke havde lyst til tabe.

Jeg var virkelig i humør til noget stille og rolig, som Friends eller Family Guy! Ikke noget så blodigt og overdrevet som Game of Thrones! 

"Du er ikke gammel nok, til at se Game of Thrones!" Han var sikkert heller ikke gammel nok, til at se Family guy! Men så kunne vi se friends! Og grine mens vi sad og spiste popcorn. Det ville være rent hygge! 

"Ej okay, Jackie! Jeg dør ikke af at se nogle enkle scener, med sex eller mord" Prøvede Zac, jeg hævede mine øjenbryn mens jeg kiggede overlegende på ham. "Nej, det gør du ikke. For du kommer ikke til at se Game of Thrones" Zac sendte mig et fornærmet blik og skulle til at protestere, men jeg kom ham i forkøbet "Jeg vil ikke hører noget brok! Gå over og se om du kan finde en anden serie eller film, som du er gammel nok til at se"

Zac fnyste fornærmet og gik over for at finde en ny film/Serie. "Og hvem siger at du ikke kan tage dig af et barn? Det klarede du jo skide godt!" Grinede Jackson og lagde sin arm om mine skuldre.

Jeg rullede med øjnene og gav ham en albue i siden, jeg kunne godt lide komplimentet men det lød meget nedgørende den måde han sagde det på. "Jackie?!" Jeg vendte mig om idet mit navn blev råbt, Jacksons vendte sig også af nysgerrighed. 

"Lottie? Hvad laver du her?" Jeg gav Louis' søster et kram, før jeg sendte hende et kæmpe smil. Selvom Louis og jeg havde slået op, så forgudede jeg hans søster!

Lottie gengældte mit smil, med et større et "Mor, Fizzy, tvillingerne og jeg er i London, for at holde lidt ferie! Vi bor hos Louis og Harry, mens de er væk" Forklarede Lottie stolt. 

Jeg nikkede forstående og skulle til at sige noget, men Jackson afbrød mig "Jeg vil gå over og hjælpe Zac, med at vælge en film" Jeg nikkede i svar, mens Jackson sendte Lottie et lille smil og satte kurs over imod Zac. 

"Jeg er virkelig glad, for at jeg lige fik øje på dig! For Mor og jeg snakkede så sent som for en time siden om, hvor hyggeligt det ville være hvis vi alle sammen tog ud og spiste frokost, mens vi var i London" Det kunne være rigtig hyggeligt, men alligevel lidt underligt at hænge ud med min ex's familie. Mon de vidste at vi havde slået op? For det var lidt akavet, hvis vi hang ud og så Louis ringede dagen efter, og fortalte det.

"Det ville faktisk være rigtig hyggeligt, men hvor er din mor?" 

"Hun er inde i butikken ved siden af, sammen med de andre" Jeg nikkede langsomt og kiggede over imod Zac, som stod nogle meter væk og viftede med en film, som tegn på at han havde fundet en han ville se. 

Jeg vendte mit blik over imod Lottie igen "Okay! Jeg bliver nødt til at gå nu, men du kan bare lige ringe eller skrive til mig, angående den der frokost" Jeg gav Lottie et hurtigt kram og små løb over imod drengende. 

"Endelig! Vi har allerede betalt for filmene og slikken!" 

"Zac, jeg var væk i 5 minutter" 

"Ej, Jackie det var måske lige at underdrive nok!" Bød Jackson ind, jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn "Du snakkede i hvert fald med hende, i 10 minutter!" Det er de hurtigste gående 10 minutter nogensinde! 

"Undskyld mig" Svarede jeg sarkastisk, hvilket bare fik dem til at grine. "Skal vi smutte hjemad?" Spurgte Jackson stille, uden at svarer begav vi os alle tre overimod udgangen.

"Det var Louis' søster, right?" Spurgte Jackson efter noget tid, og brød dermed den tavshed vi havde befundet os i. Vi var alligevel nået et stykke hjemad, før Jackson havde sagt noget. Jeg nikkede "Lottie, men jo det var det" 

"Hvad sagde hun?"

"Alt muligt, hun spurgte om jeg ville spise frokost med hende og hendes familie" Jeg kan bare ikke finde ud af, om jeg skulle gøre det. I mine øjne ville det kun være en lille smule akavet, men det kunne jo være at en hvilken som helst anden person, synes det er sygt underligt. 

"Hvad sagde du til det?"

"Jeg sagde: Ja. Men jeg fortryder det en smule"

"Hvorfor?"

"Fordi det er lidt akavet, efter Louis og jeg har slået op" Jackson stoppede med at gå, han sendte mig et chokeret blik. "HVAD!" Zac og jeg udvekslede blikke da vi stoppede 2 meter fra ham. Jeg rømmede mig "Kan vi snakke om det, på et andet tidspunkt?" Jeg nikkede diskret over imod Zac, men Jackson ignorerede min diskrete gestus og stirrede åbenlyst på Zac. 

"Zac er gammel nok til at hører om det, og desuden det er ikke fordi det er hans forældre der har et skænderi. Det er hans ven, hans midlertidig værge" Jackson var virkelig ivrig efter at snakke om det her, hvilket var det fuldstændige modsatte af hvad jeg var, så jeg ville kører det så langt ned som jeg kunne. Så kunne det være, at han stillede færre spørgsmål! Hvilket ville gøre samtalen kortere og mindre smertefuld.

"Vi følte begge at vi var gledet fra hinanden, her på det sidste. Så det var en fælles beslutning, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det lang tid siden jeg har været så glad" Jeg sluttede af med et stort smil, som ærlig talt gjorde mig mega utilpas, men jeg tror at det spillede sig ud meget godt. 

Jackson var ikke overbevist, men han nikkede langsomt og gjorde tegn til at vi skulle foresætte. Jeg var dybt lettet over, at han bare lod det ligge. Men jeg var dog lidt trist over, hvor dårlig stemningen hurtigt var blevet. 

 

 

****

Jacksons Synsvinkel:

Sååååå....Jackie havde løjet for mig! Men det havde jeg kun fundet ud af, efter jeg havde været ond imod hende. Altså jeg havde ikke slået hende, eller råbt af hende! Ikke sådan ond!

Jeg var ikke helt overbevist om at hun var glad for, at hun og Louis havde slået op. Så jeg havde på en måde snakket nonstop om ham, rost ham til skyrende! For derefter påpege at hun jo var ligeglad, nu når hun var ovre ham! Jeg var gået så langt med det, at jeg endda havde nævnt Louis' nye pige!........Ikke at der var en, men jeg havde opfundet en. Og fortalt Jackie, at det var overalt i sladderbladende, fordi jeg vidste at sandsynligheden for at hun ville læse sladderblade var minimal. 

Jeg ved godt det gør mig til en forfærdelig person, især fordi Jackie åbenbart er sådan en god skuespiller, at hun kunne virke helt upåvirket af det hele. Jeg var faktisk begyndt at tro på, hun var ovre Louis. Men så blev klokken 2, og jeg var gået ned efter et glas vand. På vej tilbage til mit værelse overhørte jeg Jackie snakke med sig selv, ikke på en "Jeg er sindsyg"-måde, men på en "Jeg kan ikke mere"-måde. 

Hun lød helt ødelagt, mens hun græd uafbrudt. De ting hun sagde var alle sammen rettet imod Louis, hun spurgte ham om forskellige ting. Hun forklarede ham forskellige ting, og græd helt ukontrolleret. 

Jeg sad på mit værelse, på gulvet med ryggen op af væggen ind imod Jackies værelse. Jeg følte jeg var nødt til at hører hvad hun havde at sige, selvom tingende ikke var rettet imod mig, og jeg faktisk smuge-lyttede til en privat samtale. Det var mig der havde fremprovokeret denne reaktion hos Jackie, og derfor var jeg nødt til hjælpe hende igennem den.

Jeg kendte dog min kusine godt nok, til at vide hun ikke ville græde foran mig, eller lade mig vide hun var ked af det. Hun ville hjælpe alle andre, før hun ville hjælpe sig selv! Derfor havde jeg iværksat en ny plan! Som gik ud på at Jeg vi-'

Lyden af min ringetone afbrød mine tanker, jeg sprang op fra gulvet for at stoppe lyden og dermed undgå at Jackie ville hører den. Jeg fik hurtigt fanget min mobil, som lå viklet ind i min dyne, jeg pressede telefonen op til mit øre "Rich?" Spurgte jeg hviskende, jeg stillede mig helt op af den modsatte væg, den længst væk fra Jackies værelse. 

"That's me! Hvad så? Hvorfor skulle jeg ringe til dig, klokken lort om natten" 

"Lad nu vær! Det er jo ikke fordi du sov!" 

"Det sagde jeg heller ikke, men det er bare ret underligt at skulle ringe til sin fætter så sent" Jeg vidste godt at han var i byen, det var han næsten altid. Men det her var en smule vigtigt, så jeg ignorerede den høje musik og de larmende folk i baggrunden. 

"Jeg ved det godt, men jeg ville ikke have skrevet til dig, hvis ikke det var vigtigt!" Jeg vidste godt at det Rich og de andre havde gjort, var utilgiveligt men jeg var nødt til at prøve at forsogne Collins-søskende! For jeg vidste at det ville betyde meget for Jackie, selvom hun stadig var vred og såret over det der skete. 

"Fair nok! Hvad sker der, mate?"

"Du bliver nødt til at komme til London"

"Hvad? Hvorfor?" Rich lød meget overrasket over min bekendtgørelse, jeg forstod ham godt for hvis han kom til London, betød det at han ville se Jackie eftersom at jeg boede hos hende, og Jackie ville ikke have noget at gøre med Rich og de andre. Men jeg var nødt til at prøve, det var for Jackies skyld! 

"Fordi det er på tide, at slutte fred med din søster" 

"Jackson, jeg synes ikke det er sådan en god ide" Rich var meget fornuftig at snakke med, så han havde nok ikke fået særligt meget at drikke endnu, det tog jeg som en god ting for Rich var ret dum at hører på det meste af tiden! Så når han en sjælden gang virkede moden, var det kun godt. 

"Giv mig et godt argument, for hvorfor det er en dårlig ide!" Hviskede jeg bestemt, jeg ville ikke lade ham afvise min hjælpende hånd, om så han kom med verdens bedste argument. "Jackson, jeg værdsætter din hjælp, men det her vedrører ikke dig" Svarede Richard neutralt, som om at det intet betød for ham.

"Du har vidst misforstået noget, mate.......Mens du er i byen og har det fedt! Så ligger din søster i værelset ved siden af mit, og græder sin sjæl ud. Takkede være dig, Natalia og Brianna! Jeg håber I alle 3, har virkelig dårlig smag i munden efter det I gjorde imod jeres egen søster. Jeg forstår ikke hvorfor Jackie stadig elsker jer, men det gør hun"

Jeg kunne hører Richard sukke, men han forblev tavs "Der går et tog 15:30, fra Holmes Chapel. Hvis du er med det, så har du min respekt. Hvis ikke, så har jeg ikke mere at sige til dig" Mere sagde jeg ikke, før jeg lagde på. Jeg følte mig som en teenagepige, som lige havde givet sin kæreste et ultimatum, og han skulle nu vælge om han ville være sammen med mig eller ej.

Alle de tøsseserier Kayla var besat af, havde virkelig sat sig fast i mit hoved. Og det var måske ikke sådan en god ting, men hvad ved jeg. 

Jeg gik tættere på Jackies væg, for at opdage hun var stoppet med at græde. Der kom faktisk slet ikke nogle lyde derinde fra, hvilket gjorde mig lidt nervøs for om hun havde hørt min samtale. Jeg listede ud af mit værelse og hen til hendes dør, som stod på klem.

Jeg kiggede forsigtigt ind, og opdagede at hun var faldet i søvn, på tværs af sengen, med Edward ved siden af sig. Jeg skubbede stille døren op, hvilket fik Edward til at løfte sit hoved.

Jeg gik over til sengen og hev Jackies dyne, henover hendes nattøj klædte krop. Jeg lagde min hånd på Edwards hoved og kløede ham bag øret, han lagde sig længere ind til Jackie og hvilede sit hoved på sengen. Jeg skimte hurtigt Jackies ansigt, hendes kinder var helt hævede, hun var rød i hovedet og man kunne se sporene efter tårer. 

Jeg listede stille ud igen, mens jeg virkelig krydsede fingre for at Richard ville komme. 

 

 

****

 

Jeg nikkede og tog en tår af min kaffe, jeg sendte hende et kæmpe smil "Ja, jeg er sikker på det er en god ide!" Gentog jeg for hundrende gang, mens vi forsatte igennem parken. Jeg havde gentaget mig selv igen og igen, men så længe det var hende der lyttede, så havde jeg ikke noget imod at blive ved med det. Jeg elskede virkelig hendes selskab, hun var en helt utrolig kvinde. 

Hun havde det sødeste smil, det dejligste grin og den mest fantastiske humor. Jeg blev sendt hele vejen til himlen, hver gang hun fortalte en af hendes dårlige jokes. For den måde hun selv grinte, så meget at hendes mest smukke smil ramte både hendes øjne og latter, og charmerede sig ind i hjertet på alle der var vidne til det. Var virkelig fortryllende!

Jeg vidste godt det var forkert, der var over en million grunde, til at jeg ikke skulle føle sådan omkring hende, men af en eller anden grund kunne jeg ikke holde mig fra hende. Det var som om at jeg var fortabt uden hende, som om at alt i verden var imod mig, men ligeså snart hun sendte mig så lidt som et lille smil, var det hele bare ligemeget! Jeg behøvede ikke noget job, noget sted at bo, nogle fremtid! Så længe at hun bare var med mig, i nuet. 

Hun fnyste over mit svar og rystede på hovedet af mig, jeg var nødt til virkelig at anstrenge mig for at kigge væk fra hende, men hendes perfekte ydrer gjorde ikke ligefrem sagen lettere for mig. Hvis bare hendes lange smukke brune hår og hendes blanke lidenskabelige øjne, ikke var så tiltrækkende! Så ville jeg måske have en chance her.

"Hun betyder virkeligt meget for dig" Fastslog hun, jeg nikkede uden at kigge på hende. "Hun har altid været ligesom en søster for mig, og det betyder meget for et enebarn!" Hun begyndte at grine, sådan rigtigt, hvilket fik mit hjerte til at galoperer afsted. SLAP AF JACKSON!! 

"Det er jeg også, din dummernik" Grinte hun mens hun slog mig på armen, hun viklede sin egen omkring den, så vi gik arm i arm. Jeg begyndte at få det meget varmt, lige pludselig virkede kaffen udrikkelig på grund af varmen.

"Men jeg har dog en stedbror" Forsatte hun, jeg nikkede lyttende og stirrede ned på Tommo efter hjælp. Ikke fordi jeg havde regnet med at han ville hjælpe mig, han er en hund? Men fordi så virkede det ikke så underligt at jeg ikke kiggede på Eleanor, når hun snakkede til mig. 

"Mine forældre er stadig sammen, så det ville jeg ikke kende noget til. Men Jackie har bare altid været der, selv da hun var i Afrika.....Så skypede vi og skrev til hinanden. Hun er ligesom min bedsteven forklædt som min kusine" Det lød underligt, men det var sandt, jeg ville gøre alt for Jacks og jeg vidste hun ville gøre alt for mig.

Jeg fik overtalt mig selv til at kigge op på Eleanor, jeg bed mig i læben for ikke at sende hende et fjoget smil. "Okay, jeg er overbevist" Mumlede Eleanor sødt, jeg har aldrig rødmet før i mit liv, men jeg kunne mærke at mine kinder blev helt varme. Hvad var det hun gjorde ved mig?

"Det er jeg glad for, især fordi du kender Louis. Så det bliver en smule nemmere, at få dem sammen igen" Jeg vidste godt at det ikke lige var ønske situationen, for Eleanor som ex-kæresten, men det virkede som om at hun var ligeglad. 

"Lad os håbe at det faktum gavner os, mere end det gør skade. Skal vi prøve at ringe til ham?" Jeg nikkede overbevist om at det var en god ide, jeg vidste at Louis ville være fornuftig nok til at tage imod vores hjælp. 

Eleanor tog sin mobil frem og fandt Louis' nummer frem, hun satte sin telefon på højtaler og sendte mig et håbefuldt smil. Den ringede i noget tid, så vi fik gået et godt stykke inden at han endelig tog den. 

"Eleanor, jeg synes ikke det er sådan en god ide, at du ring-' " Eleanor besluttede sig for at afbryde ham, hvilket jeg synes var lidt ærgerligt for jeg var ret nysgerrig, efter at hører hvad han ellers havde at sige.

"Louis, jeg er her sammen med Jackson, Jackies fætter"

"Hvad? Hvorfor hænger du ud med ham? Og hvorfor ringer I til mig?" Louis lød ret forvirret, jeg forstod ham godt, det var rigtig underligt at vi hang ud men vi klikkede bare så godt, at vi....Eller jeg ville ikke stoppe det.

"Vi er blevet rigtig gode venner, og vi ringer til dig, fordi vi er bekymret for Jackie" Venner? Den sved mere end den højst sandsynligt skulle, jeg fremtvang et smil for at maskere mine følelser overfor Eleanor. Jeg lader hende påvirke mig alt for meget, men jeg kan bare ikke lade vær, der er bare noget ved hende, som gør mig helt skør. 

"Hvorfor? Er der sket noget?" Louis lød helt rundt på gulvet og bekymret, jeg forstod ham godt for vi ringede sådan lidt ud af det blå. "Hun savner dig" Bekendtgjorde jeg.

Louis fnyste hånende "Er det her en joke? For det er ikke særligt sjovt" Hvorfor skulle vi ringe til ham og sige det, hvis ikke det passede? "Nej, Louis! Det er ikke en joke. Hun er dybt ulykkelig, og der er kun en idiot i hele verden, som kan ændrer det. Så har du tænkt dig at ringe til hende, eller ej?" Overtog Eleanor og gik lidt i selv-sving, hun skar en grimasse da hun afsluttede sit spørgsmål, som fik mig til at grine lydløst.

Louis sukkede "Tror du ikke at jeg har prøvet? Hun tager den ikke, når jeg ringer. Jeg tror hun har blokeret mit nummer" Jeg sendte Eleanor et blik, som fortalte hende at jeg ikke troede på ham. Man kunne ikke blokerer numre på Jackies lorte telefon, den var fra et helt andet årti så den har sikkert ikke engang snake. Eller....Havde Jackie og Louis slået op, før hun skiftede nummer? Det havde jeg ikke lige tænkt over.

"Hun fik nyt nummer en uge efter alt det med Rex skete, måske er det derfor?"

"Vi slog op dagen efter, eller noget i den stil. Og jeg har ikke fået hendes nye nummer" Louis lød helt såret over det, jeg forstod ham godt! Han følte sig nok overset, men samtidig så forstod jeg godt Jackie. For hvor mange skriver til sin ex, at man har fået nyt nummer? Det er bare underligt, og lidt som om at man sidder fast i foretiden. 

"Jeg sender det til dig senere, men Louis du bliver nødt til at gøre noget" Jeg lød ret fortvivlet, men jeg havde brug for at de fandt sammen igen, for Jackies skyld! Hun fortjente at være glad. 

"Hvis du får hende til New york næste uge, som vi havde planlagt. Så skal jeg nok gøre alt der står i min magt, for at sørger for at hun bliver min igen."

 

****

 

Jackies Synsvinkel:

"Men ellers går det godt?" Spurgte jeg Jay, som nikkede og tog endnu en skefuld af sin lækre isdessert. Jay, Lottie, Fizzy, tvillingerne og jeg var næsten færdige med vores frokost, det havde imod alle mine forventninger været rigtig hyggeligt. 

"Jeg er bare lidt ked af, at skulle læse om de forfærdelige ting min svigerdatter går igennem, på nettet og i aviserne" Hun sendte mig et blik fuld af sorg og medlidenhed. Jeg fik lidt af en klump i halsen, da hun kaldte mig "Sin Svigerdatter" for det beviste bare at Louis ikke havde fortalt dem noget. 

"Det er jo helt forfærdeligt. Er du okay? Ikke bare psykisk, men også fysisk? Jeg så godt billederne af at du blev skubbet, ind over hegnet af paparazzierne, de chikanerer dig jo helt" Foresatte Jay og lagde sin hånd oven på min, jeg tog en dyb indånding "Jeg fik noget af et mærke, men jeg har det fint nok....Det er bare virkelig svært at vænne sig til, at der står paparazzier ude foran mit hus hver evig eneste dag. Og de er uhøflige, højlydte, utålmodige, respektløse og de er ligeglade med at de ødelægger mit liv" En tåre trillede ned af min kind, lige nu var jeg glad for at kokken havde tilbudt pigerne, at de selv måtte lave deres desserter. Så det kun var Jay og jeg ved borderet. Og det faktum at resturanten var helt tom.

Jay trak sin stol lidt ud fra borderet og hev mig derefter ind i et kram "Aw Skat dog! Du skal ikke finde dig i noget, fra de svin. Du må gerne svare igen, hvis de kalder dig ting. Og hvis de skubber så skubber du bare igen, de skal ikke tro at de styrer dig. Det er dig, der sætter grænserne og det skal de forstå" Jay slap mig og tørrede de tårer der var faldet, væk fra mine kinder.

"Du er en stærk pige, du kan godt klarer det. Jeg tror på dig, og du har klaret det super flot indtil videre! Du har taget alt det lort du har fået i hovedet, fordi du er Louis Tomlinsons kæreste med et smil. Jeg ved hvor meget det betyder for Louis, han elsker dig rigtig højt og jeg kan se på dig at du føler det samme for ham" Jeg tror vidst det var på tide at fortælle Jay om Louis og jeg, selvom hun måske ville ændrer syn på mig, var jeg nødt til at fortælle hende det, for hun fortjente at høre sandheden.

"Jay, tusinde tak for alle de søde ord og råd, men jeg bliver nødt til at fortælle dig noget. Jeg beklager virkelig, at jeg ikke fortalte dig det før vi tog til frokost. Men Louis og jeg er ikke sammen mere" Jeg hviskede nærmest det sidste, for jeg synes at det var ret akavet at indrømme overfor Jay, nu når hun havde været så sød imod mig. 

"Jeg ved det godt" Jay sendte mig et støttende smil, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret. 

"Men...?" Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle omformulere mit spørgsmål, så det kom ikke ud som et ordenligt spørgsmål. Jay fnyste "Jeg tror på jer, det er længe siden at jeg har set min søn så glad, som han var sammen med dig. Så jeg håber at han tager sig sammen og prøver på at løse problemerne imellem jer" Jeg sendte Jay et smil, det var rigtig sødt sagt! 

Efter pigerne kom tilbage med deres desserter spiste vi færdigt, tiden fløj bare afsted men det gør den jo altid når man hygger sig. Jay fastslog det faktum at selvom Louis og jeg havde slået op, så kunne jeg altid ringe til hende, hvis jeg havde brug for noget.

Da vi havde betalt regningen og skulle til at gå, gik det op for mig hvorfor det ikke var en god ide, at spise frokost med Jay og pigerne. Ude foran resturanten stod en helt flok af paparazzier, jeg forstod det ærligtalt ikke. Jeg var godt nok venner med Perrie, og ifølge offentligheden datede jeg Louis, og jeg havde været ude for nogle sindsyge ting, men de forfulgte mig jo nærmest! Og der var ingen grund til det, så eftertragtet var det ikke at få et billede af mig.

Jay sendte mig et beroligende smil "Husk alt det, jeg sagde til dig" Hun tog Phoebes og Fizzys hænder, hun skulle til at spørger mig om jeg ville holde Daisys hånd, men jeg kom hende i forekøbet og kopirede hendes smil fra før. 

Lottie tog fat rundt om min arm, jeg kunne mærke at hun var en smule nervøs men hun var alt for gammel til at indrømme det og tage min hånd. Jay havde aftalt med resturant chefen, at hendes bil ville blive kørt frem så vi kun skulle gå 5 meter, før vi var i "sikkerhed" igen. De havde desværre ikke en bagudgang, så vi skulle igennem dem. 

"Er I klar piger?" Spurgte Jay kærligt mens hun skiftevis kiggede på sine døtre, ingen af dem sagde noget. Men det tog Jay sig ikke af, en af tjenerne åbnede døren for os og med det samme begyndte helvede, med blitzene der gik af, menneskerne der råbte og skubbede.

Der var en af de større mænd, der arbejdede på resturanten der førte vej overtil bilen. Jay, Phoebe og Fizzy gik tæt op af ham, jeg prøvede at skynde mig efter men det var som om at menneskerne maste Daisy, Lottie og jeg mere. 

Daisy begyndte at skrige, fordi der var nogle der hev hende i håret, jeg kiggede op på personen som havde fat i hendes hår. Det var en voksen mand, som havde fået fat i hendes hår ved et uheld og nu stod med sit kamera helt oppe i hovedet på os. Manden var bedøvende ligeglad med at han havde fat i Daisys hår, for det var viklet ind i den hånd som han holdte kameraet med. Og han så ikke ud til at ville slippe det. Jeg kiggede fremad for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg håbede at Jay havde set det og hun ville tage over, men da jeg kiggede fremad var Jay og de andre næsten helt forsvundet.

Jeg var nødt til at tænke hurtigt, jeg kunne ikke bare lade ham hive i hende på den måde. Jeg tog Daisys hånd med min anden hånd, så jeg havde en fri arm og slog kameraet ud af hans hænder. Det var ikke lige den bedste metode men han slap hendes hår, så det hjalp. Manden som allerede stod rigtig tæt på mig, så virkelig vred ud! Jeg kunne se på ham, at han prøvede at komme tættere på mig, hvilket fik mig til føle mig truet, så på refleks skubbede jeg ham tilbage. Før jeg fik pigerne og mig selv fremad, i et sindsygt forsøg på at komme væk fra det her.

Jeg fik mast os frem til bilen, hvor Lottie hurtigt kravlede ind på bagsædet. Jeg løftede Daisy op og hoppede ind efter Lottie. Jeg lukkede og låste døren, jeg knugede Daisys lille rystende krop ind til mig mens jeg aede hende på ryggen "Er du okay, Mus?" Hun lagde sine arme rundt om min hals i et stramt kram, hun begravede sit hoved i min skulder.

"Har alle det godt?" Spurgte Jay stille og kiggede rundt, jeg sendte hende et kort nik og lagde derefter alt min opmærksomhed på Daisy. Jay besluttede sig for at kører mig hjem, selvom min bil stod ved resturanten. Der var ikke rigtig nogle som sagde noget hele vejen hjem, nok fordi alle var en smule rystet efter oplevelsen. 

Da vi stoppede ude foran mit hus, vendte Jay sig om og sendte mig et smil "Tak for idag, jeg ringer til dig senere" Jeg gengældte det og nikkede. Daisy var faldet en smule til ro, så da Jay bad hende om at slippe mig hørte hun efter og slap mig ligeså forsigtigt. 

Jeg tørrede hendes kinder med mit ærme og gav hende et hurtigt kram, hun kravlede ned fra mit skød, så jeg kunne komme ud af bilen. Jeg åbnede døren og hoppede ud, mens jeg tog afsted med pigerne. 

Jeg smækkede døren og vinkede til dem, idet de kørte. Jeg tog mig til hånden, den var en smule øm efter min lille "voldelige"-episode, men der var ikke noget at se på den. 

Der var overraskende øde foran mit hus, det var ikke noget jeg beklagede mig over. Jeg havde helt glemt hvordan fortorvet så ud! Jeg begav mig stille ind igennem min have, jeg havde brug for bare at smide mig på sofaen og se en masse tv! Mens at Sean tog sig af Zac, Jackson var et eller andet ukendt sted med en ven. Og hundene ville hygge med mig. 

Jeg gik ind igennem udestuen og smed mine sko, jeg åbnede døren og blev mødt af hundene som højlydt kom løbene imod mig. "Hej med jer! Har I savnet mig?" Spurgte jeg dem med min babystemme, for man snakker ikke normalt til sine hunde....Det gør man bare ikke. 

"Ja, Rigtig meget faktisk" Jeg kiggede forbavset ind imod stuen, hvor Richard stod med hundehvalpe blikket rettet imod mig. Jeg følte mig meget overvældet, men samtidig helt ubeskrivelig glad. Jeg løb over imod ham og kastede mine arme omkring ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...