You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

100Likes
116Kommentarer
65448Visninger
AA

29. New York, New York!

Seans Synsvinkel

Jacksons plan om at få Jackie og Louis sammen igen var underholdende, naiv men underholdende. Jeg elskede at han sammen med Eleanor...Louis' ex, havde arrangeret det hele. Det var endda Louis' fortjeneste at vi boede på dette hotel, han havde lavet en eller anden exclusiv aftale med ejeren, så vi boede på samme hotel som ham, resten af One Direction-drengende og Collins-forældrene.

Klokken var omkring 14 (New York time) og hele vores lille gruppe sov, jeg derimod kunne slet ikke falde i søvn så jeg var taget ned i hotellets bar, for at udforske og drikke. Jeg havde bestilt en drink, der hed Manhattan, fordi den lød cool og jeg var nysgerrig. Jeg havde lavet en pagt med Jackson og Rich, om at vi skulle prøve så mange drinks og mad, som muligt. 

Jeg skulle have en fucking fest, mens vi var i New York og der var ikke nogen der skulle stoppe mig. Det skulle nok blive en grineren ferie, især med Natalia og Brianna.........De tøser var så fucked up, at de nok ville starte et eller andet. I flyet på vej herover havde Brianna flirtet med mig, det var ret sødt men hun var en lille smule for ung til mig! Og hendes søster havde fortalt mig alt om hende, så jeg vidste at hun var a little snake, med bambi-øjne....Jeg skulle ikke nyde noget af hendes lille sorte sind. 

Jeg tog en tår af min drink og skimte hurtigt den lille isolerede bar, den var ret moderne med store vinduer, som var dækket af en form for gardin strimler, så det var meget lidt lys der kom ind af dem, det var nok så det overholde det cool sorte og hvide tema. Baren lå lige over for receptionen og siden der ikke var nogen dør, men blot et kæmpe hul i væggen, kunne man sidde og holde øje med hvem der tjekkede ind, Og det var faktisk præcis det jeg gjorde.

Hele hotellet var indrettet i en moderne stil og alt var perfekt ned til den sidste detalje, ingen af os passede ind og det gjorde det hele meget mere spændende. Jeg boede godt nok til leje i London, men hvis jeg ejede huset og solgte det, så ville jeg stadig ikke have råd til at bo her en uge. Så Louis' aftale med ejeren måtte være helt crazy...Måske havde han lovet ham, at han måtte være med i One Direction. 

Jeg fnyste lidt ved tanken, jeg kiggede ned på det tomme glas, jeg begyndte at kunne mærke at det ikke var min første drink. Eftersom vi var meget få inde i baren, opdagede bartenderen ret hurtigt at glasset var tomt, faktisk før jeg fik sagt noget eller noget. Han skænkede mig en ny drink og byttede den ud, med det tomme glas.

"Sean Long starter dagen ud med de stærke sager!" Jeg kiggede op fra min drink og fik øje på selveste Niall Horan! Jeg sendte ham et smil, mens han satte sig på stolen ved siden af mig "Må jeg godt bede om en flaske vand?" Spurgte han høfligt bartenderen om, som med det samme skaffede en til ham. 

"Hvad så, Niall? Lang tid siden!" Jeg tog en tår af min friske drink, Niall så det og rystede på hovedet før han selv tog en tår af sin vand "Ikke så meget, jeg er lige blevet færdig med et interview. Så jeg tænkte jeg lige ville chille lidt på hotellet, inden jeg skal videre til et meet&Greet" Jeg blev helt udmattet ved tanken, om hans travle skema. 

"Jeg bliver helt træt på dine vejene"

"Hahah...Jeg er vant til det, men jeg sover rigtigt godt om natten" 

"Forstår jeg godt!"

"Så fortæl mig Sean, hvorfor sidder du indenfor og drikker så tidligt om dagen, når du kunne være ude og se dig omkring?" Jeg fnyste over hans spørgsmål og lod en hånd køre igennem mit allerede uglet hår, jeg trak på skuldrene "De andre sover, så jeg tænkte jeg ville tjekke baren ud" Jeg sendte ham et overdrevet smil og skar en henrykt grimasse.

Nialls lykkelige latter fyldte rummet "Jeg kan lide din prioritering! Anyways jeg må nok se at komme videre, men det var godt at se dig!" Niall rejste sig fra stolen og holde sin hånd op, så jeg slog min hånd ind i hans "I lige måde, Niall! Hils de andre" 

"Det vil jeg gøre! Hvis jeg nu skriver Jackies navn på gæstelisten, ville hun så dukke op til koncerten? Det ville være sjovt, at overraske Louis, på den måde" Det var faktisk ikke en hel dårlig ide, men spørgsmålet var bare hvad ville Jackie sige? Jeg tror hun ville lade som om at hun skulle overtales, men i virkeligheden kunne hun ikke vente med at tage afsted. 

"Det er jeg ret sikker på hun ville....Jeg skal nok sørger for at hun kommer!" 

"Fedt nok, jeg sender dig en besked med detaljerne!" Mere sagde han ikke, før han forlod mig alene i baren igen og da slog det mig, at han ikke havde mit nummer eller noget.....Så jeg glædede mig til at se, hvordan han ville løse det problem. Jeg tog endnu en tår af min drink, mens jeg så Niall forsvinde.

 

****

  

Jackies synsvinkel

"Kofi!" Jeg løb over imod ham, da han vendte sig om imod mig. Jeg kastede mig om halsen på ham, mens han lagde sine arme om mig og løftede mig fra jorderen. Jeg havde savnet ham så overdrevet meget, han havde været min tætteste ven, min bedste støtte og den mest fantastiske person de sidste 3 år. Det havde været sindsygt svært at undvære ham og det ramte mig pludselig hvor meget jeg egentlig havde savnet ham.

"Hvorfor græder du, Jackie?" Spurgte Kofi omsorgsfuld, da han satte mig ned igen. Jeg tørrede mine kinder med ærmet på min trøje, jeg havde ikke selv lagt mærke til jeg græd, så jeg udgav et lille fnis "Jeg har bare savnet dig, så meget!"

Kofi fnyste og rystede på hovedet af mig, før han gav mig endnu et kram "Jeg har også savnet dig, min ven" Jeg følte mig helt lettet bare ved at se ham, måske var det fordi at han altid var så good og snakke med? Han førte mig altid på rette vej og sørgerede for at jeg gjorde det rigtige. Kofi slap mig og aede mig på toppen af mit hoved. 

"Det er så godt at se dig, hvordan går det?" Jeg sendte ham det største smil, mens jeg ventede på hans svar "Det går godt, jeg er lige startet i skole, det er ret hårdt. Men jeg må hænge i og gøre mit bedste, for hårdt arbejde er vejen til succes" Jeg fnyste hånende, mens jeg bed mig i underlæben for at skjule det en smule.

"Jeg havde glemt hvor meget du lød som en lykkekage! Jeg har savnet dine gode råd" 

"Nogle er født til at lede, andre er født til at følge" Det var ret fornærmende! Ej, det var ikke. Det var jo Kofi! Den dejligste person, på hele jorderen! 

"Skal vi?" Vi havde aftalt at mødes her, ved parken så vi kunne gå en lang tur og få os en lang lækker snak, præcis som i gamle dage. Jeg gjorde gestus med min hånd, om at vi skulle gå, hvilket Kofi nikkede til og sammen begyndte vi stille at gå. Jeg lagde min arm rundt om hans, så vi gik arm i arm.

"Hvordan går det, med dig, Jackie? Og Louis og alt det spektakel?" Jeg strammede mit greb om hans arm, af ren refleks. Jeg tog en dyb indånding, mens jeg overvejede mit svar. "Der er sket så meget siden sidst jeg så dig, men jeg har det fint trods alt det.....Louis og jeg er ikke sammen mere" 

"Alt ting sker af en årsag, og nogle gange er det bedst at gå hver til sit mens legen er god"

"Kofi....Jeg har ikke tænkt mig at acceptere det, det skal ikke slutte på denne her måde. Jeg elsker ham alt for højt til at give slip på ham. Jeg har brug for at vide, jeg har gjort alt jeg kan for at redde vores forhold. Vi har været igennem alt for meget, til at vores forhold bare kan slutte af sådan en dårlig grund" Jeg lød lidt aggressiv i min tone, men det var noget som betød ret meget for mig, så jeg havde brug for at fortælle ham præcis hvordan jeg havde det i forhold til Louis.

Kofi brød ud i en lykkelig latter, mens han kiggede op i himlen "Hvis det er sådan du har det, så syndes jeg du skal kæmpe for det" Hans bemærkning fangede mig uforberedt, jeg havde regnet med et eller andet lykkekage-citat omkring hvor dumt det var. Det beviste bare at selv den ældste hund, kan lære nye tricks....Selvom Kofi ikke er gammel på nogen måde! Så føltes det lidt sådan, han havde vidst en gammel sjæl.

"Virkelig?" Man kunne næsten høre glæden i min stemme, hvilket kun var godt for Kofis mening betød meget for mig. Kofi stoppede op og vendte sit ansigt imod mig, så han kiggede mig dybt ind i øjnene "Jackie, du betyder rigtigt meget for mig. Jeg betragter dig som familie, jeg ved du fortjener det bedste og hvis Louis gør dig glad, så er han den bedste. Med det sagt......Så kan jeg godt lide Louis, selvom han har gjort nogle dumme ting, men det er op til dig og finde ud af hvem dit hjerte tilhører.......Kun du ved hvem du hører sammen med."

"Det var faktisk en joke, jeg ville bare have dig til at komplimentere mig" Jokede jeg med et smørret smil på læben, Kofi rystede på hovedet af mig "Du har aldrig været en overbevisende løgner."

 

 

**** 

"Jacks! Jeg har en overraskelse til dig!" Skreg Sean ind i hovedet på mig, ligeså snart jeg trådte ind på hotelværelset, hvor Zac, Edward, Tommo, Samson og jeg boede. Vi havde fået det største af værelserne, udelukkende på grund af hundende. 

Man skulle tro Sean havde stået og ventet på, at Kofi og jeg kom tilbage fra parken. Siden han stod så tæt på døren og så overdrevet begejstret ud. Man kunne godt mærke på ham, at han stadig var påvirket af al den alkohol han havde fået indtaget idag. 

Jeg ignorerede Seans meddelese, for at præsenterer Kofi for dem alle..Eller for alle drengende, Nat og Bri turde ikke nærme sig mig, eller mit værelse - Heldigvis. Rich Rejste sig hurtigt fra sofaen og kom over imod os, han rakte ivrigt sin hånd frem imod Kofi, som høfligt tog den.

"Kofi, det er rigtigt godt endelig at møde dig! Jeg vil gerne sige tak på min families vejene, du har virkelig været en fantastisk støtte for Jacks, ikke kun mens hun var i Afrika men også nu" Kofi sendte ham et smil og nikkede lidt "I lige måde. Det har været en fornøjelse at lære din søster at kende, hun er en helt igennem unik person."

"Hyggeligt at møde dig, Kofi........Jeg mødte Niall tidligere!" Udbrød Sean mens han fastholde sit blik på mig, jeg kiggede overraskende over på ham, det var ikke lige det jeg havde regnet med at høre ham sige. Kofi sendte Sean et lidt akavet smil og kiggede derefter ned i gulvet, han vidste for en gangs skyld ikke hvad han skulle sige. "Okay cool, hvor mødte du ham henne?" Sean sendte mig et stolt smil og rømmede sig. 

"Nede i hotel-baren, men det er ikke overraskelsen" Seans smil blev større og større for hvert sekund der gik, ville han virkelig have mig til at spørger om det? Fair nok, hvis det bragte ham så meget glæde. "Hvad er overraskelsen så?"

Vent lige et øjeblik! Havde han set Niall i hotellets bar? Hvad lavede Niall? På vores hote-' BOEDE DE HER?! Jeg var overhovedet ikke forberedt på det her, selvom jeg ville have Louis tilbage. Jeg havde brug for at finde ud af, hvad min plan skulle være, for der var en stor chance for at han var sur på mig efter sidste gang, så det kunne være at han slet ikke ville se mig. Jeg begyndte at blive ret nervøs, for at han slet ikke ville høre på mig, hvis jeg opsøgte ham. Hvad hvis han havde besluttet sig for at hade ham? 

"Du skal til koncert i aften og ikke bare hvilken som helst koncert, du skal til One Direction koncert!" Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle tolke det, for hvis Sean havde mødt Niall og ikke Louis, så var det Niall der havde inviteret mig. Hvilket ville sige at det var Niall der ville se mig, eller måske ville Niall have at Louis og jeg fandt sammen igen. Og derfor havde han inviteret mig, i håb om at vi ville snakke ud og løse alle vores problemer, men det ville jo ikke ske hvis Louis hadede mig!

"Argh Sean....Det tror jeg ikke er så god en ide" 

"Det må du gerne tro, men du tager afsted alligevel!"

"Seaaan!" Jeg havde ikke overskud til at diskutere med ham, for han var fucking stædig og han var stadig lidt fuld, hvilket ikke gjorde det bedre. Kofi begyndte at grine "Jeg er enig med Sean, du får ikke Louis tilbage ved at sidde på dit hotelværelse og håbe på det" Just like that stak Kofi mig i ryggen, jeg kunne ikke bare dukke op til Louis' koncert.......Kunne jeg? 

"Hvor I strenge! I ved Louis og jeg har slået op, men I har ingen anelse om hvordan vi endte det......Louis hader mig sikkert. Og I vil have at jeg bare dukker op til hans koncert?" Jeg havde en klump i halsen, jeg kunne ikke bare dukke op til hans koncert og det vidste de godt. 

Sean sendte mig et medfølende blik, hvilket fortalte mig at han forstod mig og ville lade mig blive hjem-'

"Du tager stadig afsted! Jeg er ked af at sige det, Jackie.......Men hvilken slags ven ville jeg være, hvis jeg lod dig lade denne chance slippe væk?" 

"En god en!" Prøvede jeg, Sean trak på skuldrene som om han var ligeglad, med min mening. "Jeg elsker dig, Jackie.......Men du slipper ikke for at gå til koncerten" Sean sendte mig et smørret smil og gav mig et hånende kram, som om han ville sikre sig at jeg ikke var sur på ham. Jeg var ikke sur på ham, ikke sådan rigtigt ihvertfald, men der var ingen chance for at jeg ville tage til den koncert! 

 

 

****

 

Jeg hadede Sean.

Jeg hadede Kofi.

Jeg hadede Jackson.

Jeg hadede Zac.

Eller jeg hadede dem ikke, jeg var bare virkelig vred på dem alle fire! Jackson havde taget Zac, Rich, Nat, Bri og hundende med ud på en gåtur. Mens ville Sean vise mig og Kofi et sted, han havde besøgt tidligere med Jackson, men da taxaen stoppede var vi ude foran et kæmpe koncertsted, hvor en stor plakat af One Direction var klistret op. Jeg burde have vidst det, da Sean insisterede på at vise os det her cool hemmelig sted, han havde fundet. Men jeg havde været så naiv, jeg havde bare tænkt at han havde glemt alt om koncerten, men næee nej! 

Kofi og Sean havde nærmest tvunget mig ud af taxaen, ved at hive i mine ben mens taxamanden havde kigget forvirret med i scenen. Jeg gav op, jeg kunne ligeså godt prøve at nyde koncerten, for der var ingen vej tilbage nu. Vi stod ved bagindgangen, Sean havde lige givet dørmanden mit navn, dørmanden stod nu og kiggede listen igennem, det ville være super pinligt hvis mit navn ikke stod der! Især nu når jeg endelig havde accepteret, at vi skulle til koncert.

"Jaquelin Collins.......Vi har desværre ingen Jaquelin på listen" Bekendt gjorde dørmanden, Sean som endelig var stoppet med at drikke og derfor var blevet ædru, sukkede irriteret "Det er hendes rigtige navn, men alle kalder hende Jackie. Prøv Jackie Collins" Forklarede han utålmodigt. 

"Det har vi heller ikke" 

"Are you kidding me?!" Sean havde alligevel en del mod, taget i betragtning af at han snakkede sådan til en der var meget større end ham selv. "Der er du, Jackie!" Jeg kiggede over imod vagten og fik øjenkontakt med Liza, som var dukket op ved dørvagtens side. "Kender du dem?" Spurgte dørvagten forvirret, Liza nikkede "Det er Louis' kæreste, hun står lige......" Liza kørte sin finger hen af gæstelisten, mens hun skimmede den "Lige der! Under VIP's." 

Dørmanden så helt flov ud, mens han lukkede os ind "Jeg beklager virkelig misforståelsen" Hviskede han skamfuldt mens jeg passerede ham, jeg fnyste stille "Det skal du ikke tænke på, sådan noget sker."

Liza førte os ind i et lille rum, med nogle sofaer, der var ikke rigtigt andet inde i rummet udover nogle fan-skilte som stod op af væggen. Hun lukkede døren efter os "Tusind tak for hjælpen før, Liza" Det var lidt ydmygende at stå og takke hende, taget i betragtning af hvor meget jeg havde afskyede hende. Men hun virkede ikke så slem lige pt, måske var det fordi hun lige havde hjulpet os backstage? 

"Du behøver ikke takke mig, jeg er bare glad for jeg kunne hjælpe! Anyways.....Jeg har jeres billetter!" Liza fandt hurtigt billetterne frem fra hendes lomme og rakte os dem. Jeg sendte hende et taknemligt smil, inden at jeg kiggede ned på billetten i min hånd "Det er på første række, så han opdager jer nok med det samme! Men....." Liza stoppede bevidst sin sætning og lavede et "2 sekunder"-tegn med sin hånd. 

Hun vendte sig om imod fan-skiltende og samlede et af dem op, hvor der stod: "Louis, my babe" Sammen med en masse små hjerter. "Det ville være så meget mere romantisk, hvis han først så dig når de begynder og spille ´jeres´ sang" Vores sang? Havde vi en sang? Når jeg tænkte over det, fandt mine tanker hurtigt frem til et af mine yndlings minder.....Allerførste gang jeg hørte: Back for you, da Louis og jeg var på vej ud til lufthavnen, efter at han havde været hjemme i under et døgn. Jeg savnede ham så sindsygt meget, at jeg blev helt oprørt bare ved at tænke på det minde, jeg tog en dyb indånding, i håb om at det ville hjælpe mig med at slappe lidt af. 

Det hjalp, men kun lige for jeg havde stadig en kæmpe klump i halsen, men den kunne jeg delvis ignorere ved at lade vær med at snakke. "Så I skal gemme jer bag disse skilte, lige indtil de begynder at spille: Back for you" Forklarede Liza stolt, jeg havde ret! Det var den rigtige sang, jeg havde tænkt på! Så det betød vel, at det var vores sang.....Jeg bed mig i læben, for at stoppe mig selv i at smile alt for stort. 

"Perfekt" Mumlede jeg så lavt, at jeg var i tvivl om der var nogle af dem, der overhovedet hørte det, selvom det måske ikke var meningen de skulle det. Liza nikkede stille "Det er i hvert fald tæt på" Hun havde åbenbart hørt det, jeg sendte hende endnu et smil, som hun gengældte med et der var mindst ligeså stort. 

Hun gav os hver sit skilt, før hun åbnede døren igen "Opvarmningen er slut, så drengende går på lige om lidt...Så I må nok hellere til at finde jeres pladser."    

I løbet af få minutter havde vi taget afsked med Liza og var igang med at finde vores sæde nummerer. Vi satte os i sæderne, Sean begyndte at joke lidt med han snart måtte tage til en Justin Bieber-koncert, fordi han var kæmpe fan, jeg lyttede kun halvt med mens jeg studerede koncertsalen. 

Jeg kendte ikke rigtigt denne side af Louis, så det hele virkede meget fremmed og spændende, jeg elskede tanken om at jeg endelig blev præsenteret for alt dette her. Det her var jo hvad han levede af, det her var det han elskede og jeg var virkelig glad for at få et indblik i det hele. Selvom Louis ikke vidste jeg var her og vi heller ikke var på talefod lige i øjeblikket, så følte jeg at dette bragte os tættere sammen. Jeg ved godt det lød dumt, men det var sådan jeg havde det.

Jeg blev så overvældet af synet, af alle fasene, for de virkede alle så spændte og det gjorde mig overdrevet glad. Jeg var så stolt af Louis og de andre drenge, selvom jeg ikke havde været med under deres kamp for at nå hertil, så betød det her øjeblik så meget for mig. Jeg ved godt det lyder underligt, jeg forstår heller ikke helt selv mine tanker, måske var det bare at være omringet af denne her gode stemning der fuckede mine tanker totalt op, men jeg var glad for at være her.

Pludselig begyndte en melodi at spille, hvilket fik alle pigerne i rummet til at hoppe op af deres sæder og skrige med deres lungers fuldekraft. Lidt efter kom Josh og resten af bandet ud på scenen, de indtog deres positioner og begyndte at spille med på melodien, så musikken blev endnu højere.

Idet de sluttede sangen af kom drengende løbende ind på scenen, hvilket fik pigerne til at skrige endnu højere, jeg troede ikke det overhovedet var muligt. Sean, Kofi og jeg holdte skiltene op foran vores ansigter, mens drengende startede deres første sang. 

Jeg sad stadig ned, for hvis jeg først begyndte at danse og sådan, ville jeg slet ikke kunne stoppe igen. Jeg dansede dog stadig en smule, mens jeg sad ned fordi jeg pludselig var fyldt af energi. Sangen sluttede og folk klappede "Tusind tak fordi I ville komme idag! Det er dejlig at se så mange af jeres smukke ansigter! Har I det godt?" Spurgte Liam glad, Skrigerigerne begyndte på ny. Jeg kiggede forsigtigt op på scenen, mens jeg stadig gemte mig halvt bag skiltet.  

Der gik ikke engang 10 sekunder, før jeg var blevet opdaget af Niall! Vi fik øjenkontakt, hvilket fik ham til at ryste grinende på hovedet. Han vidste jo at vi kom, så han vidste måske også hvor vi sad, så jeg var ikke blevet opdaget alligevel, vi havde bare begge to anerkendt at jeg var her. 

"Det er godt at høre! Her er Heart Attack!" Forsatte Liam, hvorefter musikken begyndte at spille. Jeg holdte mit blik på Louis, mens drengende fyrede den af. "Stor fan?" Jeg fik et chok da min sidemand, som jeg ikke kendte spurgte mig. Jeg kiggede til siden, det var en fyr på ca min alder, som lige havde spurgt mig om spørgsmålet "Hvorfor tror du det?" 

"Dit blik lyser nærmest af glæde og dit smil fylder hele dit ansigt" Grinede han venligt, jeg trak på skuldrene, det var jeg vel? "Er du fan?" Fyren rystede grinende på hovedet.

"Overhovedet ikke, jeg er med min søster" Det var lidt svært at have en samtale kørende, på grund af den høje musik, men det var jo heller ikke meningen at jeg skulle snakke med ham der, jeg prøvede bare at være høflig. Jeg nikkede en enkel gang til fyren og vendte mig derefter om imod Sean, i håb om at han ville stoppe med at snakke til mig. 

Det gjorde han dog ikke, jeg lod som om at jeg ikke hørte ham, hvilket faktisk ikke var en løgn, fordi jeg lyttede til musikken og ikke ham. Men det stoppede ham ikke, han gik skridtet videre og prikkede mig på skulderen, jeg vendte mig imod ham og gjorde tegn med hænderne om at musikken var alt for høj, til at jeg kunne høre ham. Han forstod endelig min hentydning, hvilket gjorde at jeg kunne nyde musikken uden at skulle høre på ham. 

Showet havde nok været igang lidt over en time og jeg havde nydt hvert sekund, det var så fantastisk at se Louis i sit rette element. Det var så stort at være vidne til, at jeg havde lyst til at græde af glæde. 

"Jeg vil gerne dedikere den næste sang, til en rigtig god ven, som jeg har fået igennem en af drengende.......Hun er tilfældigvis tilstede her i aften.....Så den her er til dig, du ved hvem du er! Her er: Back for you!" De andre drenge virkede meget forvirret over Nialls ord, de havde åbenbart ikke fået noget at vide. 

Musikken startede og lidt efter begyndte Liam sangen, jeg udvekslede blikke med Kofi og Sean, som begge gjorde tegn til at jeg skulle rejse mig. Jeg tog nervøst en dyb indånding og rejste mig op, heldigvis var Kofi og Sean så gode venner at de rejste sig sammen med mig. Vi sank alle tre vores skilte, så vi holde dem op foran vores maver. Jeg fik øjenkontakt med Niall igen, men ingen af de andre drenge lagde mærke til os, hvad havde jeg egentlig regnet med? Vi var i en kæmpe koncertsal fyldt med mennesker, så bare fordi vi stod på den forreste række, betød det ikke at de ville ligge mærke til os.

"I'm watching you from the stage! Yeah! Your smile is on every face now! But every time you wake up, you're hearing me say" Selvom man nok normalt kigger på den person som synger, så var mit blik låst på Louis, det var som om at han studerede mængden af mennesker. 

"Goooodbye!" 

"Baby, you don't have to worry! I'll be coming back for you, back for you, back for you, you!" Det var som om at der blev lagt meget mere energi, i denne her sang! Ellers var det bare mig, der synes det virkede sådan fordi jeg selv stod og dansede og sang med. 

"Lately, I've been going crazy! So I'm coming, back for you, back for you, back for you, you!" Niall blinkede til mig, mens han pegede drillende over imod mig, hver gang de sang "You", det var nok fordi ingen af de andre havde opfanget noget. 

Nu var det tid! Det gyldne øjeblik, den hellige stund hvor folk bare skulle lukke, så vi alle kunne nyde min skats fantastiske solo. Jeg fik helt kuldegysninger ved tanken om hans fortryllende stemme, han havde den smukkeste klang i sin stemme jeg nogensinde havde hørt. 

"I've never been so into somebody before! And every time we both touch I only want more......So tell me nothing's going to change, yeah! And you won't ever walk away, yeah! Cause even though every night, you'll know what I'll say!" Klumpen i halsen gav en lyd fra sig, det lød som et klynk men det var nok lyden af at være så pavestolt, at det gjorde ondt. 

Louis så dog lidt trist ud under sin solo, hvilket gav et stik i maven på mig.....Louis, det er vores sang! Du skal være så glad når du synger den, at din glæde smitter alle i rummet! 

"Gooooodbye!"

"Baby, you don't have to worry! I'll be coming back for you!" Niall tog fat om Louis arm og pegede den over imod mig, præcis som han selv havde gjort før, da de sang omkvædet. Louis rystede drillende på hovedet og lukkede sine øjne, mens han blev ved med at pege over imod mig. "Back for you, back for you, you!"  

"Lately, I've been going crazy! So I'm coming back for you, back for you, back for you, you!"

"Right back for youuuuuuu!" Louis tog fat om sin mikrofon med begge sine hænder og idet han åbnede sine øjne fik jeg øjenkontakt med ham. Han så meget forbavset ud, hvorefter han lukkede sine øjne og åbnede dem igen et par gange, det var som om han ikke troede på jeg virkelig var der.

Da det så endelig gik op for ham, at det ikke var noget han forestillede sig, fik han det største smil på læben "Right back for you!" 

"Right back for you!" 

Louis udvekslede blikke med Niall, som om han havde opfattet det hele. "Lately, I've been going crazy. So I'm coming back. Yeah I am coming back"

"Foooor yoooooou"

Louis satte i løb over imod mig, så han endte på scenen lige foran mig "Baby, you don't have to worry! I'll be coming back for you, back for you, back for you, you" Han kiggede mig direkte i øjnene mens han sang, jeg bed hårdt ned i min læbe for ikke at komme til at grine eller smile alt for meget. 

"Lately, I've been going crazy! So I'm coming back for you, back for you, back for you, you!" Louis satte sig ned på knæ, mens han foresatte med at synge. "Right back for you, Right back! Right back for you, Right back! Right back for you, Right back! Right back for you!" Han pegede over imod mig, hvilket fik mig til at rødme en smule....Og med en smule mener jeg, mere end en tomat. 

"Lately, I've been going crazy! So I'm coming back for you, back for you, back for you, you!" De sluttede sangen af, Louis blev siddende på sine knæ mens han trak vejret ret tungt, han sank langsomt sin arm. Han studerede mig med et blik, jeg ikke før havde set ham have, det gjorde mig en smule urolig og jeg blev meget usikker på mig selv.

Louis prikkede en af sikkerheds-vagterne, som stod nede foran scenen på skulderen. Vagten vendte sig imod ham, hvorefter Louis bukkede sig ned imod ham og sagde noget til ham. Jeg var nysgerrig efter at vide hvad han sagde, men samtidig ville jeg ikke virke for ivrig, jeg kiggede derfor over imod de andre drenge som skiftevis kiggede over på Louis, for at se hvad han havde gang i. 

Jeg havde været så optaget af Louis før, jeg slet ikke havde hørt at Zayn var ved at fortælle en historie fra deres tour. Jeg prøvede at lytte til den, men jeg kunne slet ikke få hans ord til at hænge sammen, grunden var nok at jeg fokuserede så meget på ikke at kigge over på Louis, at alt min fokus lå der. 

"Jackie Collins?" Jeg havde slet ikke opfanget at sikkerheds-vagten stod foran mig, før han sagde mit navn. Jeg nikkede usikkert "Jaaa" Jeg lød lidt som om jeg tvivlede på det var mit navn, selvom det overhovedet ikke var tilfældet, han havde bare givet mig et kæmpe chok.

"Følg venligst med" Havde Louis fået smidt mig ud? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, skulle jeg følge med ham? Eller skulle jeg insisterer på at blive? Jeg kiggede op mod scenen, der hvor Louis før havde stået, men nu var Louis ikke til at få øje på. Jeg kiggede spørgende over på Niall, som sendte mig et smil og et enkelt nik.

Jeg tog en dyb indånding og fulgte så efter vagten, jeg sendte et akavet smil til Kofi og Sean, som bare besvarede det med drillende blikke. Vagten fulgte mig ud af en exit-dør, ned af en gang, forbi en anden vagt og ind af en masse andre døre. Indtil jeg stod i et mørkt rum, med en masse ledninger, udstyr, mennesker, elektronik, en trappe og et skilt der pegede op af trappen hvor der stod: "Stage."

Vagten pegede op af trappen, jeg hævede forvirret mine øjenbryn "Jeg skal ikke ud på sc-'" 

"Jack!" Jeg blev afbrudt af den beroligende lyd af Louis' stemme, jeg vendte mig om for at finde ud af hvor den kom fra. Han stod på et af de øverste trin på trappen, jeg kiggede spørgende på vagten, som fnyste mens han pegede op imod Louis "Hvad venter du på? Go on!" Og med et ord gik jeg tøvende hen imod trappen, mens mit blik lå på gulvet, som pludselig var blevet meget interessant. 

Da jeg trådte op på trappen fandt mit blik Louis' som var fuld af varme og kærlighed, pludselig blev jeg helt ivrig efter at være i hans arme. Jeg satte i løb op af trappen, hvilket fik Louis til at tage nogle hurtige lange skridt ned af trappen.

Da jeg var mindre end en meter fra ham, sprang jeg ind i hans favn, hvilket resulterede i at han var ved at falde mens han grinte. Han lagde sine arme om mig og strammede sit greb, det gjorde bare at jeg hev mig selv tættere ind i hans favn. 

"Jeg elsker dig så fucking højt!" Det var ikke meningen at jeg skulle sige noget, og især ikke det. Det var lige offensivt nok, især når jeg ikke havde set ham i så lang tid og vi var jo ikke sammen. Louis fnyste "Jeg elsker dig mere, end du nogensinde kan forestille dig" Det var så fantastisk at høre ham sige det, det hele var bare det perfekte senarie. Alt var perfekt lige nu og hvis jeg kunne så ville jeg blive i det her øjeblik resten af mit liv, men det vidste jeg jo godt vi ikke kunne.

Louis slap mig og lagde sine hænder på mine kinder, så hver hånd havde en kind. Han kiggede direkte ind i mine øjne "Du er her virkelig" Hviskede han stille, som om han stadig var lidt i tvivl, jeg nikkede stille "Jeg er her virkelig" Fastslog jeg med et smil. Louis kærtegnede min ene kind, hvorefter han plantede et enkelt kys i min pande "Vent her!" Mere sagde han ikke før han løb op mod scenen igen.

Jeg kunne høre folk skrige helt overdrevet, da Louis kom frem på scenen igen. Jeg smilede lidt ved tanken om at han var gået af scenen, for at sige hej til mig. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder, for at skjule min rødmen selvom der ikke rigtig var nogen, som kiggede på mig.

Jeg gik med langsomme tøvende skridt ned af trappen, jeg var virkelig rørt af hans gestus. Jeg troede at han ville smide mig ud, men så var det nærmest det fuldstændige modsatte. Jeg havde det som om jeg svævede på en sky af lykke, det faktum at han havde fortalt mig at han elskede mig var helt fantastisk. Også selvom jeg havde sagt det først.

Jeg stod og smilede for mig selv, da jeg hørte nogle høje stemmer skrige og råbe af hinanden. Jeg ville ikke blande mig, men samtidig ville jeg gerne hjælpe dem, hvis de havde brug for hjælp. Jeg fulgte lyden af stemmerne og endte ved et lokale, som var ret øde bortset fra fire drenge som stod og havde gang i en diskussion.

Jeg stod i dørkammen og overværede deres skænderi, mens jeg overvejede om jeg skulle gribe ind. "Hvis du ikke indrømmer det lige nu, så er vi ikke venner mere!" Udbrød den eneste lyshåret, af de fire drenge. 

"Jamen så vil jeg heller ikke være venner med en, der beskylder mig for at lyve!" Råbte en af drengende, som havde rødt hår, tilbage til den lyshåret dreng. "Drenge...Fald lige lidt ned" Prøvede en tredje af drengende, som havde sort hår. 

Den kommentar fik de to første drenge til at råbe af hinanden igen, den fjerde dreng rystede opgivende på hovedet med lukkede øjne "Guys! Det er bare et spil, lad os nu ikke blive uvenner over noget, så dumt!" Prøvede han muntert.

De blev ved med at råbe af hinanden, så jeg besluttede mig for at blande mig. Jeg rømmede mig og fik dermed alle fires opmærksomhed "Jeg beklager forstyrrelsen, men jeg ville bare sikre mig at I var okay. Det lød meget alvorligt, på afstand" 

Drengende udvekslede tøvende blikke, før de kiggede over på mig igen. Jeg kunne mærke på dem, at de synes det var lidt pinligt, de opførte sig nemlig ret akavet. "Øhm...Ja, tak! Vi er okay, det er sødt af dig at spørger!" Svarede den fjerde dreng, han havde forresten nogle små krøller, som gjorde ham ret så nuttet at se på, men det var mere på en lillebror-nuttet-måde. 

"Det er bare en mindre misforståelse" Forklarede drengen med det lyse hår og sendte mig et genert smil, fyren med det røde hår nikkede sig tøvende enig "Ja, som Luke er skyld i!" 

Den lyshåret fyr, som jeg gættede på var Luke sendte ham et dræberblik som svar. "Drenge, opfør jer lige civiliseret 2 minutter! Det ville være rigtig fedt, tak!" Udbrød den sorthåret træt og sendte mig et smil. De andre kiggede forvirret på ham "Wauw Calum! Hvor har du hørt det ord henne? Er du sikker på, du ved hvad det betyder?" Grinede drengen med krøller, så hans smittende latter fyldte hele rummet. 

Calum sendte ham dræberøjne "Ja, jeg ved godt hvad det betyder! Jeg har faktisk gået i skole!" Svarede han en smule fornærmet. De andre begyndte at grine "Ja, inden du droppede ud!" Fik Luke fremstammet imellem et grin. 

Calum sendte ham et blik, jeg ikke kunne læse, men han så ikke glad ud "Dude, you're killing my game!" Vrissede han af Luke, jeg grinte kort, de var nogle ret nuttede teenagers. Det virkede som om deres skænderi fra før, var fuldstændig glemt, hvilket var godt!.......Bortset fra at de nu havde fundet noget nyt, og skændes over. 

"Som om du havde en chance, hun ved ikke engang hvad du hedder, men hun ved at du er en spade" Bød den rødhåret dreng ind. Han trådte over imod mig og holdte sin hånd frem, mens han sendte mig et høfligt smil "Hej, mit navn er Michael! Jeg beklager mine venners opførelse, de er ikke vant til at være ude i det fri" Jeg fnyste og tog hans hånd, mens jeg gengældte hans smil.

"Hyggeligt at møde dig, mit navn er Jackie! Det er okay, jeg synes de virker søde" Jeg fik kun lige afsluttet min sætning og sluppet Michaels hånd, før Calum stod foran mig og ivrigt rakte sin hånd over imod mig. Jeg skulle til at tage den, af høflighed men Michael skubbede Calum væk fra mig. 

"Vil du virkelig ligge an på Louis' kæreste?" Spurgte Michael seriøst, Calum trak på skuldrene mens han kiggede på mig med et sulten blik. "Ja, hvorfor ikke?"

"Ej, det tror jeg så ikke lige!" Ud af det blå dukkede Louis op bag mig og lagde en arm omkring mig. Calum bed sig i læben og smilede skævt ned til gulvet "Det er en sød kæreste du har, Lou" 

"Det ved jeg godt!" Svarede Louis og sendte mig et stort smil, jeg elskede den måde han ikke rettede Calum på, vi var jo ikke kærester, selvom jeg håbede det ville ændrer sig efter vi havde fået snakket sammen, så varmede det at han ikke havde noget imod de troede vi var sammen. 

"Har du tid til at snakke?" Spurgte han med det sødeste blik, jeg nogensinde havde set. Jeg nikkede en enkel gang og lod ham tage min hånd. Jeg sendte Calum og de andre et lille farvel smil, og fulgte med Louis.

Han førte mig ind i et rum, som højst sandsynligt blev brugt som kontor. Louis slap min hånd og lukkede døren efter mig, han gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ned på en af stolene, hvilket så var præcis hvad jeg gjorde.

Louis stod helt stille ovre ved døren et øjeblik, han så ud som om han lige havde brug for at samle sig, inden han startede på det han havde tænkt sig at fortælle. Han tog en dyb indånding og gik med hurtige, bestemte skridt over og satte sig på stolen ved siden af min. 

"Jeg er virkelig glad for du er her" Den måde hans stemme rystede på, fortalte mig at han var meget nervøs og det var sjældent han var nervøs, han tog meget tingende som de kom og var pisse ligeglad med hvad folk tænkte om det. Jeg nåede ikke en gang at kommentere det, før han foresatte "Jeg ved godt vi har en masse vi skal arbejde med, I vores forhold, men jeg tror virkeligt på at vi kan få det til at fungere, hvis vi begge prøver alt det vi kan. Hvad siger du til det?"

Det gjorde mig overdrevet lykkelig at lytte til de ord, komme ud af hans mund. Jeg havde det på præcis samme måde, vores forhold krævede en masse arbejde men vi kunne helt sikkert få det til at fungere igen, måske endda bedre end før! 

"Det lyder rigtig godt, Louis.......Jeg vil være mere end villig til at gøre et forsøg, vi bliver bare nødt til at være bedre til at snakke sammen, jeg tror det var der den kiksede sidst og vi skal være meget mere ærlige overfor hinanden"  Louis nikkede forståeligt, mens han opmærksomt slugte hver ord jeg sagde. 

"Jeg er enig, vi er rigtige dårlige til at snakke om tingende.......Lad os lave en aftale: Vi vil altid være ærlige omkring hvad vi føler, uanset hvad." Louis holdte sin hånd over imod mig, som i at han ville give hånd på det. Jeg tog hans hånd "Og om hvad vi laver" Jeg hentydede lidt til episoden med Eleanor, men også til hele Harry-situationen, da det havde skabt en masse drama, bare det at holde det hemmeligt. 

Louis nikkede en enkel gang "Ikke flere løgne, skjulte sandheder, misforståelser, eller unødvendige konflikter" Jeg sendte ham et lille forstående smil, så han vidste jeg forstod ham. Louis slap min hånd og bed sig i læben, hans blik fandt gulvet mens han tog en dyb indånding.

"Inden vi kan starte på en frisk, er jeg nødt til at fortælle dig noget vigtigt" Hans blik kravlede tøvende op af mig og mødte mit, efter et øjebliks tavshed. Jeg nikkede, som tegn på at han bare roligt kunne forsætte, selvom jeg var ved at gå i panik. 

Jeg ved ikke om mit hjerte kan klare flere dårlige nyheder, jeg er så tæt på at få min Louis tilbage. Men han virker så nervøs, at det smitter af, burde jeg være bange? Jeg holde vejret mens han forsatte. "Kan du huske hvad jeg fortalte dig, dagen efter jeg fandt ud af det med Harry?" Spurgte Han mig trist. 

Jeg vidste det! Jeg vidste det!! Jeg ville ikke græde men et forpint klynk maste sig ud, igennem mine sammenpressede læber. Og med et faldt tårende. Af ren refleks rejste jeg mig og skulle til at forlade rummet, men Louis tog fat i min arm og fik mig i en bestemt bevægelse hevet ned på hans skød. 

Han lagde sine arme rundt om mig i et fast greb, så jeg trods mine anstrengelser ikke kunne komme fri. "Jeg tolker din reaktion, som et: Ja. Jeg havde drukket så meget, at jeg ikke kunne huske hvad jeg havde lavet. Så jeg var overbevist, om at jeg havde været i seng med hende pigen. Men jeg begyndte efter noget tid, at kunne huske mere og mere fra den aften............Jeg kyssede med hende, men jeg var ikke i seng med hende" Louis studerede mit ansigt nøje, for en reaktion. Men jeg sad bare helt stille og stirrede på noget bag ham, jeg havde stoppet min protest for at komme fri. 

Jeg havde hørt alt det han sagde, men jeg forstod det ikke. Han havde kysset med den pige, som han havde sagt han havde haft sex med? Fordi han troede han havde haft sex med hende, selvom han kun havde kysset med hende? Det betød at han ikke havde været mig utro, han havde godt nok kysset en anden, men det var meget mere acceptabelt. 

"Jeg hader at se dig, sådan her. Jeg er så ked af at jeg har såret dig, Jack. Jeg elsker dig, så fucking højt og jeg føler bare at det eneste jeg gør, er at såre dig" Man kunne nemt høre på Louis, at han var meget berørt af at jeg græd, for hans stemme rystede meget voldsomt. Jeg lod mit blik finde hans, det slog luften ud af mig da jeg så hans øjne var fuld af tårer, som skulle til at falde. 

Jeg tog en dyb indånding og lagde forsigtigt mine hænder på hans brystkasse "Det er ikke det eneste... Du gør mig..........Du gør mig også overdrevet lykkelig. Så lykkelig at jeg nogengange tvivler på at du er virkelig....Du er sådan en fantastisk person, Og jeg elsker dig mindst ligeså højt" Jeg førte mine hænder lidt længere op af hans krop, så de endte ved hans kraveben.

Louis lagde sine hænder om min kæbe og lod sine tommelfingre nusse mine kinder, han kiggede ned på mine læber og derefter fandt hans blik mit igen. "Må jeg gerne kysse dig?" Jeg fnyste stille, han plejede ikke at spørger om lov og det behøvede han heller ikke at gøre nu. "Selvfølgelig" Jeg nåede kun lige at svare, inden jeg kunne mærke hans læber på mine. Det føltes som en drøm, en helt vildt latterlig fantastisk drøm! Jeg havde savnet det her så meget! 

Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg var sikker på at Louis også kunne mærke det, jeg elskede følelsen. Jeg var så glad lige nu, jeg følte mig uovervindelig her sammen med Louis! Som om at intet ville kunne skille os igen, denne her gang var det for alvor og det gjorde mig helt lykkelig.     

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...