You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64178Visninger
AA

31. never comes

"Telefonsvareren....Igen"

"Er det fordi de ikke gider at snakke med os? Eller tror du der er sket noget?"

"Jeg ved det virkelig ikke, Jacks......Jeg håber selvfølgelig der er en eller anden dum grund til de ikke har taget kontakt til os, såsom deres telefoner er gået i stykker og de blev forhindret i at dukke op til middagen fordi fars arbejde kom i vejen eller noget" Selvom Richards ord burde virke beroligende, så havde de den helt anden virkning.......Det virkede ret udsandsynligt at begge mine forældres telefoner var gået i stykker, på samme tid! Og hvis det så var tilfældet.......Hvordan kunne fars arbejde så få fat på ham? Hvordan kunne de så kalde ham ind?

Richard lagde sin arm om mine skuldre i en trøstende gestus, det virkede som om jeg ikke rigtigt havde fået snakket med min bror ordenligt her på det sidste. Jeg savnede hvor tætte vi plejede at være, selvom vi havde fået snakket ud så havde vi ikke haft chancen for at arbejde på vores forhold, fordi jeg havde haft så travlt med at bygge mit forhold med Louis op. 

"Du ved godt jeg elsker dig, right?" Richard fnyste af overraskelse, jeg havde nok fanget ham lidt uforberedt med min bekendtgørelse, men jeg følte at det var noget tid siden jeg havde fortalt ham det. "Jeg elsker også dig, min sære bette lillesøster."

Richard lagde sin telefon ned i sin jakke lomme og kiggede op på det kæmpe maleri, der var lige foran os "Det er fandme et grimt billede" Jeg fnyste over hans firkantede syn på kunst, selvom det måske bare var et par prikker på et kæmpe lærrede for ham, så signallerede det varme og kærlighed for mig........Men det ville Richard slet ikke kunne forstå, medmindre at han mærkede på billedet og det rent faktisk var varmt. 

Nogle drenge forstod bare ikke at værdsætte kunst, ikke at der var noget galt idet, men det var bare synd at de skulle leve i sådan en kedelig sort/hvid-verden. Jeg tror Sean var den eneste udover mig, som rent faktisk synes det var et cool museum. Men han var også vokset op i hele denne kultur, plus hans "kæreste" lever af at sælge sine malerier.

Jackson og Zac gik bare og kritiserede malerierne højlydt, som om de havde styr på kunst. Jeg synes det var pinligt de opførte sig sådan, Richard og jeg holde os lidt i baggrunden så folk ikke vidste vi var sammen med de to idioter der rendte rundt og snakkede grimt om alle malerierne. Sean gik i sin egen lille "drømmeverden"-boble. 

"Jeg kan godt lide det!" 

"Du har tydeligvis ingen forstand på kunst" Jeg skulle til at sætte ham på plads, men han begyndte at skubbe mig fremad "Kom! Lad os komme videre......Jeg køber dig en nøglering og så skrider vi herfra!" 

Jeg ville ikke indrømme det, for jeg elskede kunst og historie.......Men jeg havde ikke det mindste imod hans forslag, for jeg havde set nok. Og jeg ville lave noget sjovt, hvor vi allesammen var sammen. 

Richard stoppede med at skubbe mig da vi kom til gave-butikken, han piftede og fik dermed alle de andre gæsters opmærksomhed, inklusivt Jacksons, Zacs og Seans som nok også var meningen. Rich lavede en tydelig armbevægelse, som faktisk bare bestod af at han pegede ind mod gave-butikken. De andre begyndte at sætte kurs over imod os, så Richard skubbede mig bare ind i butikken uden videre.   

"Vælg en nøglering!" Richard stoppede foran et stativ med magneter og nøgleringe, han lagde endnu en gang sin arm om mine skuldre. Jeg vidste ikke helt hvorfor han ville give mig en nøglering, men det var en sød gestus og jeg satte pris på det. 

Jeg kiggede meget kort på de forskellige udvalg de havde, før jeg fandt en som forstillede et lille maleri. Jeg tog den af stativet, for at kigge lidt nærmere på den. Rich fnyste "Du er så forudsigelig" Jeg sendte ham et dræberblik, som han bare grinte lidt yderligere af. 

"Hvad er der galt med den? Jeg kan godt lide den!"

"Intet! Da jeg fik øje på den, vidste jeg bare du ville vælge den. Anyways skal vi gå op og betale?" Jeg nåede ikke engang at forsvare mig selv, før han havde hevet mig med op til kassen. "Hey! Hvorfor får hun en nøglering?" Spurgte Jackson og spillede fornærmet. 

"Fordi hun er min lillesøster" Richard kiggede på Jackson som om at han var dum, mens han betalte for nøgleringen. Jackson havde ikke rigtigt noget modargument, så han sukkede bare og lavede en trist grimasse. 

"Hvad siger I til at se noget bold?" 

 

 

****

 

"Jeg elsker fodbold!" Zacs udbrud fangede mig uforberedt og jeg brød ud i en latterlig høj latter, det var ikke engang så sjovt. Jeg tror det var kombinationen af hans begejstring og synet af hans ketchup-fyldte ansigt, der morede mig.

Da Richard havde foreslået at vi skulle se fodbold, havde jeg regnet med det var fordi der var et professionalt hold der spillede, sådan var det dog ikke helt. Richard havde taget os med til en kamp, som blev spillet af en flok 6-8 årige drenge. Kampen i sig selv var ikke særlig spændende, men de her små drenge havde deres forældre med til kampen, og forældrene var helt oppe i det røde felt. Hver gang der blev scoret, dommeren dømte noget eller der skete noget som helst andet i kampen gik forældrene helt amok, og det var overdrevet underholdende at se. 

"OMG Jake er så dårlig!" Råbte Sean højt nok til at de forreste rækker kunne høre ham, en af fædrene rejste sig op og vendte sig om. "HVEM SAGDE DET?!" Han undersøgte nøje alle de mennesker der sad foran ham, med et mørkt blik som jeg var sikker på kunne dræbe. 

"HVILKEN IDIOT HAR MOD NOK TIL AT SNAKKE LORT OM MIN SØN?" 

Jeg kiggede tøvende over på Sean, det var så dumt at han havde sagt det, for hvis Jakes far fandt ud af det var ham, så ville han nok højst sandsynligt dræbe Sean og begrave ham under sit hus. 

Sean virkede underligt nok, ikke til at være berørt af frygten for netop dette. Han sad med et smørret udtryk klistret i ansigtet, han holde sin hånd op foran sin mund for at skjule sit flabede grin, han så meget øre-tævende-indbydende ud.

En andens far sukkede højlydt og rejste sig også fra første række, han rystede på hovedet "Ligemeget hvem personen er.......Så har vedkommed jo fuldstændig ret!" 

"Og din søn Mason er bare så meget bedre!"

"Han har idet mindste potentiale til at blive rigtig god!"

"OG DET HAR JAKE IKKE?!" Sean begyndte at grine lidt højere, så jeg gav ham en albue i siden for at stoppe ham "Det er ikke sjovt! Se nu hvad du har startet!" Sean skar bare en grimasse og rystede grinende på hovedet.

"Du skal ikke give din kæreste skylden.......De skændes altid....Han gav dem bare et lille skub og jeg forstår ham godt, for dem der ikke er vant til høre på dem, så er de yderst underholdende" Den ældre dame der sad ved siden af Sean sendte mig et smil, inden hun vendte blikket imod fodboldkampen som btw stadig var igang, selvom det kun var meget få der fulgte med. 

Jeg bed mig i læben, for at stoppe mig selv fra at grine højlydt over hendes kommentar, om at Sean var min kæreste. Sean er familie.....Næsten.....Sådan føles det ihvertfald. Efter Jackson og Zac var flyttet ind, havde jeg tilbragt så meget tid med Sean at han ligesom bare var blevet en af flokken....En del af vores fucked up sammensatte familie, som alligevel føltes perfekt på så mange måder. 

Ligemeget hvad så var det helt underligt, at en fremmed troede Sean var min kæreste. For jeg så ham mere som en bror, end en jeg kunne se mig selv date. Det er helt underligt at tænke tilbage, på lige da jeg var flyttet ind og savlede over ham.....Jeg får nærmest et surt opstød af bare at tænke på det.

"Tak for det!" Sean sendte mig et blik, der sagde: "Se selv!" Men jeg synes stadig det var dumt, at "Skubbe" sådan til dem. Den ældre kvinde grinte af os, hvilket bare fik mig til at slå Sean på armen. Sean lavede en fornærmet grimasse og tog sig til armen, som i at det gjorde ondt. 

"Det må da være meget frustrerende for jer andre, der kommer for at se kampende og ikke mindst for børnene, der bare gerne vil spille fodbold men istedet bliver pinlig berørt over deres forældre"

"Det er frustrerende, men de er jo ikke de eneste der er sådan.....Hvis du siger noget om Martin eller Damon, så flipper deres forældre også ud. Men sådan er det bare, drengende er vant til det." Hvis man bare lyttede til kvindens ord, så ville man tro hun var ret så ligeglad, men hvis man tog hendes blik ind til eftertanke, kunne man godt se hun var træt....Om det var af skænderierne eller noget andet, kunne jeg ikke udtale mig om men træt var hun.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige til det, så jeg vendte min opmærksomhed mod de to voksne mænd der stadig stod og skændes. "Kampen står 4-2! Hvis nogen havde glemt hvorfor vi var her?" Råbte Richard flabet, hvorfor kunne de ikke bare holdes deres kæft? Hvorfor hænger jeg ud med de her fyrer der absolut skal være flabede overfor fremmede?

"Har du et problem, stump?" Spurgte Jakes far og kiggede på Rich med et vredt blik, hele hans opførelse var truende og jeg var bekymret for min bror.

"For det første: Så skal du ikke kalde mig 'stump', jeg er højere end dig. For det andet: Så synes jeg I begge skal tage jer sammen, for I skændes så meget at det ikke en gang er sjovt mere. Jeres familier må synes, I er overdrevet pinlige. For det tredje: I er så optaget af at skændes, I stadig ikke har opfanget at begge jeres sønner er blevet sat på bænken" Ligemeget hvor dumt det var af Rich at tage denne diskussion, så var det sgu nogle gode argumenter han kom med, det må jeg desværre give ham.

Masons far skulle til at byde ind, men den ældre dame kom ham i forevejen ved at rejse sig og råbe "Jake og Mason! Jeres fædre bliver desværre nødt til at gå nu, men jeg skal nok køre jer hjem" 

Jakes far åbnede munden og skulle til at sige noget, men ham kom kvinden også i forekøbet "Vi ses senere!" Jakes far sukkede irriteret og sparkede til græsset, inden han gik over imod parkeringspladsen efterfulgt af Masons far. 

Efter de var gået foresatte kampen i god stemning, der var ikke nogle voldsomme skænderier og det var virkelig hyggeligt. Da kampen så endelig endte vandt Jake og Masons hold 6-2 over de andre, begge drenge var blevet sat på banen igen kort efter deres fædre var smuttet.

"Det var en fornøjelse, at sidde sammen med jer! Men jeg bliver nødt til at gå ned til mine børnebørn, jeg ved ikke helt hvordan de har det med at jeg sendte deres fædre hjem" Sagde den ældre dame og rejste sig fra pladsen, jeg udvekslede blikke med Richard og Sean. Er de to mænd der skændes brødre? Og den ældre dame deres mor? Whaaaat?

"Er Jake og Mason dine børnebørn?" Spurgte Sean forvirret, den ældre dame nikkede "Ja, Jakes far er min søn og Masons mor er min datter. Min svigersøn og søn er rigtig tætte, men de skal konkurrere om alt." Forklarede hun med et smil, som om hun var stolt af dem men samtidig lidt træt af at høre på dem. "Men det var hyggeligt at møde jer!" 

"I lige måde" Vi gengældte alle hendes smil og fulgte hende med øjnene. Mens hun gik ned mod sine børnebørn. "Så....Det er ikke kun vores familie der er fucked up" Mumlede Richard stille. 

 

****   

"Jeg troede virkelig bare hun var iskold, da hun sendte dem hjem!" Grinede Jackson og rystede på hovedet. Vi andre nikkede os enige, det måtte have set ret dumt ud for vi nikkede næsten alle sammen i takt. "Jeg var også meget chokeret da hun forklarede, at det var hendes familie" Rich skar en grimasse. 

Elevatordøren åbnede, en efter en trådte vi ud af den og foresatte ned af hotelgangen. Med retning imod Zacs og mit værelse.  

"Rich! Jacks!" Vi stoppede allesammen, da Briannas stemme fyldte gangen. "Hvad så?" Spurgte Rich stille og lidt uinteresseret. "Mor og Far vil gerne snakke med os" Rich og jeg udvekslede blikke, selvom jeg ikke havde et spejl, så var jeg ret sikker på at mit ansigtudtryk matchede hans. Vi så nok lige chokeret ud, med brynene helt oppe i panden. 

"Hvor er de henne?" Spurgte jeg uden at fjerne mit blik fra Richards, Brianna rømmede sig "De har lejet værelset for enden af gangen" Forklarede hun. 

"Du sagde til mig igår, at de havde lejet en lejlighed i New York" Sean, Sean, Sean.........Jeg havde prøvet at forklare ham, at de boede på dette hotel til at starte med, men så havde lejet en rigtig lejlighed da de fandt ud af de skulle være her længere tid. Jeg havde sagt det til ham så mange gange, at jeg nu gav op på at holde ham opdateret. 

"Det har de også, det er da underligt de nu har lejet et værelse her?" Richard kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede en enkel gang og vendte mig imod Zac, jeg skulle til at sige noget men Zac er en smart lille fyr så han kom mig i forekøbet "Jeg chiller med Jackson og Sean lidt, så tænk ikke på mig."

I løbet af meget få sekunder havde jeg bevægede mig ned til mine forældres værelse, med mine søskende bag mig. Jeg bankede min hånd hårdt ind i døren, desperat for svar og bekymret som en i helvede.

 

    

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...