You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64658Visninger
AA

11. My life is fucked up and I can't change it

Louis´øjne, hans stemme, hans grin, hans kys, hans berøringer, hans personlighed, hans stil, hans hår, hans flabethed, hans væsen og hans nuggi. Det var det! Nej, det var ej! Jeg manglede så meget mere, som hans varme og hans nærhed. Jeg lå og tænkte over mine yndlingsting ved Louis, og jeg kunne ikke stoppe. Han var bare så fantastisk, den dumme Doncaster-dreng....Som jeg var faldet pladask for.

"Jackie?" Jeg satte mig op i sengen og fik øje på Louis, som stod iført nogle løse røde og sort ternet bukser, en hvid t-shirt, en åben mørk jakke udenover og en grå hue. Han havde nogle hvide Vans på sine fødder og en sports taske over skulderen.

"Jeg burde egentlig være ret fornærmet, over at du insistere på at forlade mig et par dage, når vi har under en uge tilbage inden du forlader mig sådan for real" Jeg sendte ham et strengt blik, det var ikke fair! Men jeg forstod ham godt, han havde brug for at se sin familie, inden at han tog afsted på en flere måneders lang turne. "Skat, det er 3 dage....Jeg er tilbage på fredag" Han smed sin taske, satte sig på kanten af sengen og tog min hånd, for derefter at kysse den. 

"Jeg vil tælle sekunderne" Jeg hev dynen til side, hvilket fik Louis til at kigge underligt på mig "Hvad skal du?" Jeg slog mine ben ud over senge kanten "Op" Det var vist ret åbenlyst, Louis lænede sig frem og placerede et kys på min kæbe "Jeg har snakket med Harry" Jeg stivnede ved Louis´ord. Havde Harry fortalt ham det? Var det derfor at Louis forlod mig nu? Ej, så havde han nok ikke sagt det til mig, for et par dage siden. Men havde Harry fortalt ham det? Jeg havde brug for at vide om Louis vidste det, men samtidig var jeg nødt til ikke at afsløre det, hvis nu Harry ikke havde fortalt det. 

"Hvad sagde han?" Min stemme var helt lys og høj, Louis grinte lidt "Jeg spurgte ham om hvad han havde af planer, mens jeg var i Doncaster, så blev han lidt fornærmet og sagde at han faktisk havde et liv, så han var ikke afhængig af mig....Når men alt i alt, så aftalte jeg med ham at du kunne bo her mens at jeg var hjemme, så ingen af jer skulle være alene og samtidig kunne min elskede kæreste og min fantastiske bedsteven lære hinanden at kende" Nej! Det ville ikke gå på nogen måde, jeg skulle ikke gå op og ned af Harry i 3 dage! Han var min ex-kæreste og jeg var ikke interesseret i at være venner med ham.

"Louis, jeg kan sagtens bo derhjemme alene, jeg er altså ikke helt hjælpeløs! Og Harry vil sikkert hellere have lejligheden for sig selv, så han kan havde piger på besøg! Jeg har hundende og Sean, jeg skal nok klare mig" Det var som om at idet jeg nævnte Sean, strammede Louis´ greb om min hånd sig, var han jaloux? "Men Harry glæder sig rigtig meget, han har arrangeret alt muligt som i skal" Harry glæde sig til at tilbringe tid med mig, yearh right! Jeg sukkede "Hvorfor har jeg på fornemmelsen at du ikke vil give op, før jeg siger ja?" Louis fik et smørret smil på læben og trak på skuldrene "Fordi jeg ikke har tænkt mig at give efter, om jeg så skal låse dig inde og binde dig fast til sengen"

"Og du forstår stadig ikke, hvorfor folk tror I dyrker SM?" Vi kiggede begge over imod døren, hvor Harry stod lænet op af dørkammen med armene i kryds henover sin brystkasse. Han havde ligesom Louis et smørret smil på læben, men Harrys smørrede smil irriterede mig, så meget at jeg havde lyst til at tage min gamle nokia-telefon og smadre den ind i hans ansigt.

Louis vendte sig om imod mig igen og sendte mig et generet smil "Når? Hvad siger du?" Jeg kunne ligeså godt give op, Louis var ret stædig med sådan nogle ting....Det havde han bevist i søndags. Jeg kiggede over på Harry, som stadig stod med det irriteret smil og kiggede afventende på mig, jeg trak på skuldrene "Fint! Men hvad med pressen og sådan noget? Hvis de ser mig, forlade jeres lejlighed flere gange om dagen, når jeg skal på arbejde, eller gå tur med hunde-" Louis afbrød mig, hvilket nok var meget godt fordi jeg kom bare med undskyldninger. "Jack! Du har misforstået noget...Vi må gerne hænge ud og jeg må gerne sove hos dig, ligesom at du gerne må sove hos mig......Jeg troede nemlig osse at det var begrænset hvad vi måtte, men jeg snakkede med Liza og hun forklarede mig, at vi stort set måtte hvad vi vil.......Bare vi ikke går på gaden og kysser osv. eller fortæller nogle vi ikke kender personligt, at vi er kærester."

Jeg nikkede forstående og rømmede mig "Okay...Jamen så bliver jeg vel!" Jeg hev dynen over mine ben og klappede på sengen da Edward kom gående ind "Edward, kom!" Med det samme hoppede Edward op i sengen og lagde sig ved siden af mig, eller hans hoved og forpoter lå på mit skød, så han lå halvt ovenpå mig. "Hvad sagde jeg om hunde i sengen?" Louis kiggede strengt på mig med et løftet øjenbryn.

Jeg kiggede ham dybt i øjnene og sendte ham et charmerende smil "Jeg elsker dig" Sagde jeg i en syngende tone, Louis rullede hurtigt med øjnene men brød så ud i et smil "Jeg elsker osse dig" Mumlede han stille. "Fuck du er under tøflen" Louis rakte sin arm bagud og gav Harry fingeren, inden at han lænede sig frem og placerede et lille kys på mine læber.

Der var ingen chance for at jeg skulle sove alene! Det lød som om at jeg ville jumpe Harry....Det var ikke ment sådan, det var bare ment på den måde at hvis jeg kunne vælge imellem: At sove alene eller at sove med mine dejlige hunde, så ville jeg vælge hundende. Louis og jeg havde allerede haft en lille disktution om hundende måtte være i møblerne, jeg havde selvfølgelig sagt at jeg ikke kunne se problemet med at Tommo og Edward sov i sengen og at de gerne måtte komme op i sofaen. Hvor Louis derimod, sagde at de nogen gange godt måtte være i sofaen men han ville ikke have dem i sengen. Vi var begge gået på kompromis, jeg var gået med til at de ikke måtte være i sengen, når vi sov hos ham, mens at de var velkommende i sengen hjemme hos mig og det gik Louis så med til.

"Jeg bliver nødt til at gå nu" Sagde han og kiggede mig dybt i øjnene, jeg placerede begge mine hænder på hver sin kind og trak ham ind til mig igen. Jeg lukkede mine øjne og lod mine læber møde hans, i et varmt kærligt kys. Louis kyssede med til at starte med, men begyndte derefter at grine inde i kysset. Så jeg lænede mig væk fra ham, slap hans ansigt og kiggede spørgende på ham, han nikkede ned mod Edward, som lå og viftede med sine poter over imod Louis, som om at han gravede. Jeg forstod godt at det måske, må have været en smule ubehageligt.

Jeg rystede grinende på hovedet og lod en hånd finde Edwards hoved, jeg kløede ham bag øret og sendte Louis et stort smil, som han gengældte. Vi sad lidt i tavshed men den brød Harry "Hvorfor sidder du så stadig der?" Hans ord fik Louis til hurtigt at rejse sig, før han bukkede sig ned og placerede et kys i min pande "Jeg elsker dig" Han samlede hurtigt sin taske op og gik over imod Harry, med sit blik på mig.

Louis sendte mig et luftkys, som jeg hurtigt fangede og lagde ved mit hjerte. Louis vendte sin opmærksomhed mod Harry og gav ham et kram, de mumlede noget til hinanden som jeg ikke helt kunne tyde men det lød som "Jeg elsker dig" Eller noget i den stil. Louis trådte ud af rummet og sendte mig lige et sidste smil "Du sætter ham bare på plads, hvis han er flabet" Louis nikkede over imod Harry, som sendte ham dræberøjne, jeg nikkede stille og mimede et "Jeg elsker osse dig" Eftersom at jeg ikke fik sagt det før, Louis fugtig gjorde sine læber og forlod os.

Jeg kiggede over på Harry, som bare stod og kiggede på mig, med et tomt blik. Da han fangede mine øjne var det som om, at han prøvede at holde det fast, som om at han ikke ville have at jeg skulle se andet end ham. Jeg sad som lammet ved hans blik, jeg ved ikke hvorfor men jeg kunne ikke kigge væk.

Jeg brød først vores øjenkontakt da Tommo kom tomlende ind, den hund må seriøst være handicappet eller noget, fordi istedet for at gå som normale hunde, så går han som om at han har drukket. Nogle gange når han sidder, så vælter han til siden, men han er sgu en dejlig hund.

Tommo hoppede op, så han stod med forepoterne på sengens side, han kunne ikke selv hoppe op, han var meget modsætningen til Edward. Jeg tog fat om hans mave og hev ham op i sengen, så han kunne ligge sammen med Edward og jeg. Han lagde sig præcis der hvor jeg havde placeret ham, fordi han var så doven at han ikke gad at finde et andet sted. 

"Jarry, vi bliver nødt til at snakke" Bare lyden af Harrys stemme der kaldte mig: Jarry....Gav mig en klam følelse igennem kroppen, Jarry var et kælenavn han havde fundet på, mens vi var sammen, det var en blanding af vores navne som var blevet mixet sammen. Han havde kaldt mig det så mange gange før, men det virkede fremmet at høre det...Fordi det var 3 år siden. Jeg kiggede op på ham, mens jeg tog en dyb indånding, af en eller anden grund......Så gjorde det ondt at han kaldte mig det, jeg fik en knude i maven og den var fyldt med smerte.

"Lad vær, med at kalde mig det" Sagde jeg bestemt, Harry fandt endnu engang sit smørret smil frem "Hvorfor? Det er da det, jeg plejer at kalde dig" Jeg rystede på hovedet af ham "Plejede" Jeg aede forsigtigt Tommo over hans hoved.

Harry ignorerede min afvisning og satte sig på kanten af sengen, hvilket gav mig et stik i brystet. "Fint...Jackie? Må jeg kalde dig det? Eller foretrækker du Jaquelin?" Sagde han sarkastisk, men stadig med et smil på læben. "Jackie er fint, hvad vil du snakke om?"

"Os"

"Harry, der er ikke noget ´os´" Harry sukkede opgivende over mit argument, nok fordi at det var rigtigt og det gik ham på hvor klog og hurtig jeg var, selvglad much? "Nej, men der har været et! Og det er det, som jeg prøver at snakke med dig om, men du er virkelig svær at tale med" Hvorfor kunne vi ikke bare ignorere hinanden, de her dage hvor jeg skulle bo her uden Louis? "Hvad har du at sige om det? Det hører til fortiden, det betyder jo ikke noget mere" Harrys ego fik vist lige et slag, fordi jeg kunne se på hans øjne at han blev såret over mine ord, men det kunne jeg ikke tage mig af.

"Hvis det ikke betyder noget, hvorfor ved Louis det så ikke?" Harrys spørgsmål fik mig til at indse noget vigtigt....Jeg havde ingen grund til at lyve for Louis! Hvis Harry ikke betød noget for mig og at jeg var lykkelig, hvorfor havde jeg så ikke bare fortalt Louis sandheden? Han ville vel kunne forstå det? Kæft hvor var jeg dum! Jeg havde været bange al den tid, for at Louis ikke ville forstå det, fordi at jeg gik i panik under mit første møde med drengende og lod som om at jeg ikke kendte Harry.....Min IQ må være på under 10, så kan jeg ikke engang åbne en dør hvilket passer meget godt.

"Fordi jeg ikke ser nogle grund, til at min nuværende kæreste ved alt om alle de fejl jeg lavede da jeg var teenager!" Sagde jeg koldt, jeg ved ikke hvorfor men det var som om at denne her samtale bragte noget vrede frem i mig, jeg ved ikke hvor den kom fra men den var der og den var på en måde rettet imod Harry.  

"Hvorfor gør du det der?" Harry sendte mig et irriteret blik, hans smil var ingen steder at finde eller tyde. Jeg trak på skuldrene "Hvad gør jeg Harry?" Jeg sendte ham et anstrengt smil, hvilket fik ham til at udgive et irriteret suk inden at han rystede på hovedet.

"Hvorfor lader du som om at vores fortid, intet betyder for dig?"

"Fordi det ikke betyder noget for mig og du har ingen ret til at blive sur på mig ov-" "Hvorfor har du så skide ondt af dig selv Jackie?! Du burde virkelig se at vågne op og se at du ikke er det eneste offer i det her!" Hans tone var hård men hans blik var såret. Hvilket forvirrede mig, jeg gad virkelig ikke sidde og have denne her snak om hvis skyld det var at vi slog op, men fakta var at han droppede mig og ikke omvendt.

"Hvad med at du bare lukker, med det der! Har du haft hukommelsestab? Eller er du bare for dum til at kunne huske hvad der skete?! Du knuste mit fucking hjerte Harry! Jeg var parat til at opgive alt for dig! Fordi jeg elskede dig så fucking højt, at det gjorde ondt! Men istedet for at fortælle mig, at du ikke følte det samme....Så...Så-Så...Så var du sammen med en eller anden tilfældig pige! Er du klar over hvor ondt det gjorde?!" Jeg stoppede mig selv, da jeg fangede mig selv i at råbe. Hvorfor lod jeg mig rive så meget med? Jeg var jo ovre det og det hørte jo til fortiden......Tårene der sad i mine øjenkroge, fortalte mig dog noget andet.

"Det som betød alt for mig....Betød intet for dig....Det gjorde ondt Harry...Men fuck det, det er ligemeget nu" Jeg rejste mig hurtigt fra sengen, og gik over til Louis´ komode for at tage et håndklæde. Jeg vidste ikke hvor jeg havde tabt min hjerne henne, men jeg savnede den! Meget! Så hvis den findes, så vær sød at returner den!

Hvorfor fuck fortalte jeg, Harry alt det her? Hvad regnede jeg med at han gjorde eller sagde? At han savnede mig og ville have mig tilbage? Det var jo ikke det jeg ville have, men jeg forstod virkelig ikke hvorfor jeg havde fortalt ham det! Det var nogle ting, som jeg havde holdt for mig selv og det var nogle ting, som jeg ikke havde tænkt over i noget tid. 

Jeg tog et håndklæde og gik ud af døren, Harry havde ikke rykket sig en cm siden mit udbrud og jeg havde ikke noget imod det. Fordi jeg vidste at selvom at jeg var sammen med Louis og at jeg var ovre Harry, så ville hans afvisning smadre mig fuldstændig. Jeg forsatte med hurtige skridt ned mod badeværelset, jeg havde brug for at tænke og alle ved at man filosoferer bedst i badet. 

****

På en eller anden måde, havde det lykkes mig at undgå Harry og komme på arbejde i et stykke. Jeg havde skrevet til Perrie om hun ikke ville se til hundende lidt senere, og heldigvis havde hun skrevet ja, hvilket var fantastisk for så blev jeg fri for at snakke med Harry.

Mit tænke-bad, havde fået mig frem til noget som var meget åbenlyst, men som jeg alligevel ikke havde ville indrømme før nu. Alle mine følelser for Harry, havde jeg bare gemt væk og derfor kom de allesammen ud på en overdrevet, og overvældende måde. Det betød ikke at jeg havde følelser for Harry igen, men at jeg bare ikke havde fået tænkt det igennem, måske skulle jeg tage et bad mere når jeg kom hjem? For at tænke noget mere?

"Jackie? Er du okay?" Jeg rystede mig hurtigt ud af min trance og formede et kæmpe smil før jeg kiggede op fra kasserne, og over på min mandelige kollega Mack. Jeg nikkede stille "Ja, jeg har det fint! Jeg er bare lidt træt" Jeg løg ikke, jeg var rigtig træt! Men det var måske ikke den rigtige grund til at jeg havde stået og stenet.

Vi havde lige fået nye varer, såsom mad, papir, kuglepenne og sådan nogle ting i store og små kasser. Det var så blevet Macks og min opgave at få det ind, og finde pladser til det.

"Jeg tager denne her kasse med ind på kontoret" Jeg bukkede mig ned og samlede en af de mindre kasser op, mens at jeg kunne høre Mack mumle et "Okay" Før jeg gik ind mod kontoret, med kuglepennene. 

Jeg lod kassen møde kontorets gulv ret hårdt, ikke fordi at jeg havde indre aggressioner.....Eller det havde jeg, men det var ikke derfor at det skulle gå ud over kassen, det var ærlig talt bare fordi at jeg var for doven og træt til at bukke mig ned, og sætte den stille ned.

"Jackie, skynd dig at komme! Rex skal til at smadre Ryan!" Sagde Zac ude af sig selv, idet han kom løbende ind på kontoret. Uden at sige noget, fulgte jeg hurtigt efter Zac ind i opholds-rummet, hvor at alle drengende og de få piger der var her nærmest stod, stive af skræk og kiggede på Rex som holdte Ryan op af væggen! Ryans fødder rørte ikke gulvet eller noget andet, de andre drenge råbte forskellige ting til Rex men han lyttede ikke til dem og eftersom at Rex var meget større end dem allesammen turde ingen af dem røre ham.

"Rex, Slip ham lige nu!" Sagde jeg hårdt, mens jeg gik over imod ham. Normalt ville jeg ikke turde at konfrontere en dreng som var dobbelt så stor som mig, men der var ikke tid til at tænke over det! Jeg vidste at Rex var i stand til at smadre Ryan fuldstændig, så let som ingenting. 

Rex reagerede ikke på min ordre, så der var ikke noget andet valg end at prøve at skubbe ham væk. Jeg tog fat i hans arm og prøvede at skubbe den væk, det virkede ikke så uden at tænke over det, slog jeg med fuld kræft, mine knyttede næver ned i hans arm som fik ham til at slippe Ryan.

Ryan faldt ned på gulvet, hvor han sad 5 sekunder mens han gispede efter vejret. Da han havde fået nogle dybeindåndinger kravlede han nærmest væk. Rex vendte sig om imod mig "Du slog mig lige" Hans blik var iskoldt præcis ligesom hans tone og stemme, hvilket ærlig talt skræmte mig men jeg kunne ikke vise ham det.

"Ja! Fordi du ikke lyttede til mig" Jeg prøvede virkelig at ignorere det faktum at han var meget højere end mig og at han ingen respekt havde for mig. Rex trådte et skridt tættere på mig, hvilket fik mig til automatisk at tage et skridt tilbage, men jeg fortrød det lige så snart jeg så hans smørrede smil "Jackie....Er du bange for mig?" Jeg rystede på hovedet og prøvede at sende ham et hårdt blik, men min facade var fuldstændig ødelagt.

"Det er sjovt, for dit blik siger noget helt andet....Men jeg forstår dig godt, du har lige slået mig.....Og jeg lader ikke nogen slå mig uden at gøre gengæld" Hans ord fik mine ben til at ryste en smule, jeg var virkelig skræmt over at han ville gøre mig ondt, men jeg var den voksne her....Han burde have respekt for mig! Men jeg forstod sgu godt at han ikke havde.

"Lad hende nu være!" Sagde Curtis og prøvede at vise mod, men det virkede ikke for Rex vendte bare sit ansigt over imod Curtis og sendte ham et blik, det var alt hvad der skulle til! Før at Curtis tog sine hænder op i overgivelse og trådte nogle skridt tilbage.

Rex vendte endnu en gang sit blik over imod mig, han rakte sin hånd frem imod mig og lod den langsomt skubbe en tot af mit hår om bag mit øre. Bare følelsen af hans berøringer skræmte mig, selvom de var stille og blide, hvis jeg ikke næsten lige havde været på toilet, havde jeg tisset i bukserne fordi Rex......Han var fucking skræmmende og klam.

Hans hånd kørte langsomt ned af siden på min hals, han kiggede direkte ind i mine øjne mens han lod sin tommelfinger skille sig fra resten af sine fingre, så hans tommelfinger var på den ene side af min hals mens at resten af hans fingre var på den anden side.

Jeg sank den klump, jeg havde i halsen og tog en dyb indånding "Slip mig! Nu Rex!" Sagde jeg hårdt, situationen havde givet mig lidt styrke igen men det hjalp ikke. Rex strammede langsomt grebet, ude i siderne af min hals, inden han hurtigt fik skubbet mig op af væggen. Jeg tog fat om hans hånd med begge mine hænder og prøvede at hive den væk, men uden held. Han begyndte bare at grine "Sødt" Sagde han sarkastisk, han lænede sig frem imod mit øre og begyndte at hviske.

"Siden at du er ny her, så ved du det ikke.....Du.Kan.Ikke.Styre.Mig! Og du gør klogt i at respektere mig" Hans greb strammede sig endnu mere og jeg begyndte at hive efter vejret, men uden held. Jeg kunne mærke at tåre begyndte at hoppe sig op i mine øjne, jeg skulle ikke græde på grund af Rex! Jeg blev ramt af et adrenalin-kick og før jeg vidste af det, begyndte jeg at kæmpe for at få hans krop væk fra min, ved at skubbe, slå og sparke.

"Rex! Slip hende lige nu!" Jeg kunne over Rexs skulder spotte Gwen og Ryan, Rex lyttede overraskende til Gwen og slap mig så jeg faldt ned på gulvet, som var jeg en lille dukke uden nogle knogler. "Det var tredje advarsel! Du er velkommen igen, når du ved hvordan man opfører sig her!" Gwen havde ikke et eneste lille snert af frygt overhovedet.

Rex forlod stedet som om at han ingenting havde gjort, Gwen kom over og satte sig på hug ved mig, hun lagde en hånd på min skulder "Hvordan har du det Jackie? Er du okay?" Hendes blik var fuld af omsorg, jeg satte mig med besvær ordenligt op, det var som om at jeg var lammet af chok og det der lige var sket, var ikke gået op for mig. Jeg nikkede stille, jeg ville helst ikke sige noget i frygt for at min stemme rystede ligesom hele min krop gjorde.

"Kom" Gwen hjalp mig på benene og hev mig med ind på kontoret, mens at Mack havde fået til opgave at snakke med de rystede børn. Jeg blev sat på en stol med Gwen overfor mig "Jackie, jeg forstår godt at du er meget rystet....Og jeg er ked af at sige det her: Men sådan er det, desværre nogle gange her.......Jeg giver dig resten af ugen fri....Jeg kan mærke på dig, at du har brug for lige at komme hjem og lige få lidt tid til at komme dig over det her" Jeg nikkede stille og lod min ene hånd køre hurtigt over siden af min hals, jeg stoppede hurtigt da den kørte over et ømt sted, hvor det gjorde sygt ondt bare at røre det stille og roligt.

"Var det, det her du advarede mig imod?" Gwen nikkede stille og lagde sin hånd på mit knæ, som hun gav et klem "Det er ikke hverdag, at der sker sådan noget......Men der er en grund til, at det er vanskelige unge der går her."

 

****

 

Heldigvis for mig, var der ingen hjemme i Louis'  og Harrys lejlighed. Hundende var her ikke engang, hvilket gjorde at der var stille....Alt for stille. Jeg slog mig ned på sofaen og tog med det samme mine ben op til mig, jeg lagde mine arme om dem og lænede mit ansigt ned i mod mine lår, så man ikke kunne se det. Jeg tog en dyb indånding, hvilket jeg ikke skulle have gjort, fordi i det samme ramte det hele mig.

Tårene hoppede ud af øjnene på mig, som om at de sprang for deres liv, min krop begyndte at ryste helt vildt. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg hadede at græde! Men nu når jeg var alene, lod jeg mig selv komme ud med det. Tanken om at Rex kunne have slået mig ihjel....Den havde givet mig et kæmpe chok....Var det virkelig det jeg ville? Arbejde et sted, hvor at de tyrannisere hinanden? De fleste ville nok sige nej...Men jeg var nødt til det, jeg ville hjælpe dem!

De skulle ikke ende som pushers, i fængsel eller som teenager fædre. Selvom jeg nok ikke kunne hjælpe dem sindsygt meget, så var jeg nødt til at prøve.   

Jeg kunne høre hoveddøren blive åbnet, hvilket fik mig til at løfte mit hoved og tørre min kinder, lidt efter kom Edward løbende ind, han hoppede op til mig i sofaen. Hans hoved var helt henne ved mit, mens han snusede til mit ansigt og derefter min hals. Han begyndte at slikke mig på halsen, lige der hvor Rex havde holdt mig fast, hvilket fik mig til at vige væk fra Edward, fordi det gjorde stadig ondt. 

Edward lagde sin ned helt op af mig, hvilket havde en effekt som føltes som tryghed. Lidt efter kom Perrie ind i stuen sammen med en tumlene Tommo, hun sendte mig et smil "Hej Jackie! Jeg vidste ikke at du var hjemme!" Jeg gengældte hurtig hendes smil, med et falsk et, jeg var virkelig ikke i humør til at smile lige nu.

"Jeg er også lige kommet, hvordan var turen?"

"Den var sjov, Edward vil løbe og hilse på alle menneskerne, mens at Tommo bare lever i sin egen verden, jeg tror ikke engang at han lagde mærke til at vi havde forladt lejligheden" Hendes store smil fadede en smule, og hun rynkede sine bryn mens at hun trådte tættere på mig, med et spekulerende blik.

Hun pegede på min hals "Hvad er der sket med din hals?" Hun satte sig ned på den anden side af mig og fjernede håret der dækkede siden af min hals. Kunne hun seriøst se det? Var der et mærke?! Nej! Så hårdt havde han da ikke holdt! "Ikke noget, hvorfor?" Jeg sendte hende et forvirret blik, hvilket hun ignorerede "Jackie, du er helt rød! Man skulle tro at der var nogle der var kommet, og havde taget kvælertag på dig!" Det var skræmmende tæt på virkeligheden, jeg drejede mit ansigt væk fra hende og redte mit hår igennem med mine fingre, for at dække min hals med det, i tilfælde af at det var rigtig tydeligt.

"Jackie, helt seriøst: Hvad er der sket? Du kan godt stole på mig" Hun lagde en støttende hånd på mit knæ, jeg tog en dyb indånding, af en eller anden grund ville jeg rigtig gerne tiltro mig til Perrie, jeg stolede virkelig på hende! Selvom jeg kun havde kendt hende et par dage.

"Skal vi ikke bare sige, at mit arbejde til tider er meget overvældende?" Sagde jeg og prøvede at virke neutral. Perrie fik et forbavset udtryk i ansigtet "Er der nogle, som har taget kvælertag på dig?" Hendes blik fortalte mig, at hun ikke ville høre svaret hvis det var dårligt.

Jeg nikkede stille og skulle til at sige noget, men Perrie kom mig i forkøbet "OMG! Har du anmeldt det?! Hvad siger Louis til det?! Er du okay?!" Hun ville sikkert ikke kunne forstå mig, jeg rømmede mig stille "Jeg har ikke anmeldt det, Louis ved det ikke og ja, jeg er okay."

Perries øjne blev helt store, hun rystede lidt på hovedet "Hvorfor har du ikke anmeldt det?" Fordi sådan var de unge på mit arbejde, det ville jo ikke forandre noget! Rex ville måske komme i fængsel og så var hans fremtid fuldstændig smadret.     

"Det eneste det hjælper på, er at han bliver straffet og så er hans fremtid ødelagt" Sagde jeg stille, Perrie udgav et trist suk "Du tænker virkelig på andre før dig selv" Det gjorde jeg engang, men siden at jeg kom tilbage fra Afrika...Er det som om at det har ændret sig. "Ligemeget hvor godt det kan være, så er det her et af de tidspunkter hvor du godt må sætte din egen sikkerhed først" Perrie sendte mig et bekymret blik, jeg tog en dyb indånding "Han er 17 eller noget i den stil.......Hvis han kommer i fængsel, så ender han jo bare som pusher, tyv elle-" "Og hvis du ikke anmelder ham, så ender han måske som morder, idet mindste så lærer han noget af det hvis du anmelder det" Jeg kunne godt se hende pointe, men jeg kunne bare ikke få mig selv til det.

"Perrie, af en eller anden grund....Så kan jeg bare ikke"

"Jeg forstår det ikke, men det er selvfølgelig dit valg, men du bliver nødt til at fortælle det til Louis" Jeg stivnede ved betydningen af hendes ord, hun havde ret for altså hvis man kunne se det.....Så ville han jo nok få det at se....Medmindre........Tørklæder!

Perries telefon begyndte at ringe, så hun fandt den hurtigt frem og kiggede på displayet "Jeg bliver nødt til at smutte! Men ring, hvis du har brug for noget eller vil snakke" Sagde Perrie sødt og lænede sig frem for at placere et lille kys på min kind, før hun tog telefonen og forlod mig, mens hun vinkede til mig.   

 

****

Jeg havde fundet en seddel ude i køkkenet fra Harry, hvor der stod at han var taget i byen med nogle venner så han kom først sent hjem. Hvilket passede mig fint, for så kunne jeg bare slappe af og lave ingenting uden at det ville være akavet. 

Klokken var nok omkring 6 om morgnen, jeg var faldet i søvn på sofaen og var så vågnet, og så kunne jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen. Jeg sad helt opslugt af en film mens at jeg sad og frådede chips. Pludselig begyndte det der underlige apparat ovre ved trappen at bippe, hvilket det kun gjorde når der var nogle på vej op i elevatoren, så det var vel bare Harry der kom hjem nu? 

Jeg lod bare som ingenting, jeg ville nok overleve hvis han så mig iført jogging bukser og en sort slidt trøje med rullekrave. Det ville bare blive lidt akavet, efter mit flip igår. 

Jeg kunne høre ding-lyden, hvilket betød at elevatoren havde åbnet sine døre. Edward løftede sit hoved fra sin liggende stilling i sofaen og kiggede over imod gangen, mens at Tommo bare lå på gulvet og tyggede i en sko, som ikke var min. Edward begyndte at gø mens han prøvede at rejse sig ordenligt, men jeg holdte fast i hans halsbånd for at hans ikke skulle overfalde Harry.

Nogle trin, tyssen og grin lød ude fra gangen, lidt efter kom to mænd gående ind med en tydelig beruset Harry imellem dem, de havde Harrys arme rundt om deres nakker for at støtte hjælpe ham med at gå.

Harry kiggede over på mig og fik med det samme et kæmpe smil på læben "JACKIE! Han fik mændende til at stoppe med at gå. Jeg kiggede på Harry med et løftet øjenbryn "Harry!" Sagde jeg og fakede en stor begejstring. 

Harry fik bevægede sig over imod mig uden hjælp fra sine venner, han tog min hånd og hev mig op at stå, hvorefter at han lagde sin arm om min lænd. "Nick Grimshaw, Eddy Tylman! Det her er min smukke elskede skat! Jackie Collins!" Harry hev mig længere ind til sig, Nick og Eddy udvekslede blikke "Jeg troede at hun var Louis´kæreste" Sagde ham den ene af dem som havde mørke brunt hår, som var ret højt, jeg havde ikke helt fundet ud hvem der var hvem. 

"Jeg er Louis´ kæreste" Sagde jeg stille og prøvede at vride mig ud af Harry greb, men Harry tog mit ansigt i sine hænder og før jeg kunne nå at protestere havde han presset sine læber mod siden af min mund, jeg tror at det var meningen at han skulle ramme min mund....Men fakta var at han slet ikke burde kysse mig, nogle som helst steder! Ikke engang på hånden.

Jeg skubbede ham væk fra mig, hvilket fik ham til at kigge på mig med et skuffet blik "Jackie, jeg ved at jeg har dummet mig! Men det vigtige er at jeg elsker dig! Og du elsker mig! Hende til festen igår, hun betyder ingenting for mig! Det var kun på grund af det Nat sagde til mig!" Hvad snakkede han om? Troede han at vores break-up var igår? Og hvad mente han med: Det Nat sagde til ham? "Harry, hvad snakker du om?" Spurgte jeg forvirret.

Harry sukkede trist "Jeg vil ikke have at du tager til Afrika.....Men jeg vil heller ikke have at du opgiver din drøm, for min skyld" Han troede virkelig at festen var igår! Jeg tog hans hånd og gav den et klem "Harry....Det er 3 år siden at jeg tog til Afrika...Har du glemt det?" Min stemme var lav, stille og rolig, hvilket så ud til at have en trist virkning på Harry.

"Så du kom tilbage til mig?" Hans ansigt lyste op i et smil, jeg rystede stille på hovedet "Nej, Harry......Jeg kom tilbage for......Louis" Jeg hviskede det sidste, men han hørte det! Jeg kunne se det på hans ansigtsudtryk, det så ud som om at han skulle til at græde.

"Please sig, at det er for sjovt" Harry kiggede håbefuldt på mig, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige men heldigvis for mig, så reddede Harrys venner mig. "Kom Harry! Vi må hellere se at få dig i seng" Den lyshåret af dem kom over imod Harry og tog fat i hans arm, hvilket fik mig til at slippe hans hånd. Men Harry var hurtig til at fange den igen og flette vores fingre.  

Uden at kunne protestere blev jeg hevet med op af trappen, af Harry som blev hevet med af sin lyshåret ven mens at hans anden ven fulgte efter. Da vi kom til Harrys værelse slap Harry min hånd og lod sig falde ned i sin seng, hvilket fik Nick og Eddy til at grine. "Godnat mester! Vi ses" Sagde den mørkhåret af dem, mens han vinkede til Harry som bare sendte dem peace-tegnet.

Da Harrys venner var gået, satte han sig op og kiggede på mig "Undskyld Jackie" Sagde han seriøst og sendte mig et oprindeligt blik. Jeg satte mig på kanten af hans seng "For hvad?" Jeg vidste ikke helt om han var kommet til sig selv, men det virkede som om at han var mere fattet end før, så jeg håbede på at han var ved at miste noget af alkoholens virkning. 

"Jeg tænkte mig ikke om før, jeg havde lige glemt alt det der med Louis, Afrika og så videre" 

"Var det virkelig sådan du havde det dagen efter?" 

"Desværre....Ja" Sagde han tøvende og lod en hånd køre igennem hans lettere uglet hår. En del af mig følte sig lettet, en anden del af mig følte sig forvirret og en smule fustreret: Hvis han havde det sådan, hvorfor havde han så sagt de ting til mig?

"Hvorfor gjorde du det så?" Harry virkede overrasket over mit spørgsmål, han fugtig gjorde sine læber mens han sad og gyngede fra side til side, på grund af alkoholen. "Jeg ville ikke holde dig tilbage" Sagde han helt stille, som om at han lige havde fortalt mig en hemmelighed. Jeg rystede på hovedet over ham, han vidste jo ikke noget om Afrika! Han anede ikke en skid om det! Og nu sidder han og lyver mig op i mit ansigt. 

"Godnat Harry" Jeg rejste mig fra sengen og skulle til at tage det første skridt over imod døren, men Harry stoppede det ved at spørger mig om noget "Har du ikke tænkt dig at sige noget til det?"

"Hvad vil du have mig til at sige til det Harry? Du vidste intet om Afrika, så hvis du fyrede den løgn af for at få en ren samvittighed eller for at få tilgivelse....Så tilgiver jeg dig! Selvfølgelig gør jeg det, det høre jo til fortiden....Men du behøver ikke at lyve" Sagde jeg så glad som det kunne siges, mens jeg spillede ligeglad med det.

Harry sukkede irriteret og begravede kort sit ansigt i sine hænder, før han kiggede på mig med et kejlet smil "Babe, jeg vidste godt det om Afrika......Din søster ringede til mig og fortalte mig alt om det.....Det var alt sammen planlagt af Natalia" Det kunne ikke passe! Natalia var godt nok sur, over at jeg ikke ville følge min drøm! Men hun ville aldrig gøre sådan noget imod mig!

"Du lyver" Sagde jeg med rystende stemme, Harry rystede medfølende på hovedet "Det værste er at det er rigtigt" Jeg kunne mærke at mine øjne begyndte at forme tårer, det kunne bare ikke passe! Sådan noget ville man ikke gøre imod nogle man elskede! "Nej det er ikke, du elskede mig ikke! Det er den eneste grund til at du var mig utro" Jeg havde det som om at tæppet var blevet hevet væk under mig, mine ben begyndte at ryste og jeg følte mig tom indeni.

Da den første tårer faldt ned af min kind, vendte jeg mig om for at forlade Harry og med det samme løb jeg ind på Louis´ værelse. Jeg satte mig på sengen og for anden gang inde for kort tid, lod jeg tårene få frit løb. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder og jeg reagerede slet ikke da jeg kunne høre fodtrin komme tættere på, jeg rykkede mig ikke engang en cm da jeg kunne mærke at sengen sank ned ved siden af mig.

En arm blev lagt om mig og lidt efter blev jeg hevet ind i det som var Harrys favn, lugten af alkohol blandet med en eller anden dyr parfume fyldte hurtigt mine næsebor, men det havde en underlig rolig effekt på mig. "Det var aldrig min mening at såre dig Jackie, du har altid været en af de vigtigste personer i mit liv.....Da vi var små var du min bedste ven...Da vi så begyndte at date, var du ikke kun min kæreste men osse min bedste ven og den vigtigste person for mig....Jeg har altid elsket dig Jackie, og jeg vil nok altid elske dig.....Du har ingen anelse om hvor ondt det gjorde på mig, til Tobys fest...Da du græd på grund af noget, som jeg var skyld i.....Jackie, jeg savner virkeligt at have dig i mit liv, selv hvis det er som en ven" Harrys kærlighedserklæring var meget overvældende og de ting han sagde var ting....Som jeg havde ventet på at hører! Men ikke ville hører!

Jeg lænede mig væk fra ham og kiggede ham i øjnene "Harry, du er fuld.....Kan vi ikke tage denne her snak når du har sovet ud?" Jeg vidste godt at alkoholen i hans blod, var en smule forsvundet....Men han ville ikke sige de ting, medmindre at han havde bare en smule alkohol i blodet. 

Harry nikkede stille "Jo, hvis du lover mig at du er okay" Han sendte mig et trist smil, havde han sagt alt det for at trøste mig? Det var sødt, men han skulle ikke have gjort det....Det efterlod mig nemlig, i et forvirret stadie og der var intet som gav mening i mit hoved lige nu. Jeg nikkede stille og mumlede "Jeg er okay, tak Harry" Han placerede et lille kys på min kind og rejste sig derefter fra sengen, for at forlade rummet.

Da jeg hørte hans værelses dør smække, begravede jeg mit ansigt i mine hænder "Argh! Nu bliver jeg jo nødt til at fortælle Louis det!" Sukkede jeg opgivende, jeg vidste at jeg skulle tage snakken med Louis lige så snart at han kom hjem, men jeg var bare en for stor kujon til at tage mig sammen til det "Fortælle mig hvad?" Jeg løftede hurtigt mit hoved fra mine hænder og fik øje på en stor smilende Louis, som stod med sin sports taske. Jeg hoppede hurtigt op fra sengen og omfavnede ham i et stort kram "Hvorfor græder du Jack?" Fuck, jeg ville ikke lyver for ham mere! Det var på tide at ligge alle kortene på borderet. 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Damn! Jackies liv er vildt! på den ikke så gode måde ;) Når men som altid, er kommentarene meget velkommende <3 Og så har jeg lige lovet at gøre reklame for min veninde og super søde Roomie: Hun har skrevet en historie der hedder "Zayn Vs Liam" Jeg synes helt klart at i skal tjekke den ud :D(Poster link i kommentar) Ellers må i meget gerne tjekke en af mine nye historier ud som hedder "A Little lie called my life" Og den finder i på min profil <3  

Thanks for everything my lovely people! <3

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...