You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64674Visninger
AA

17. Love is also a drug.

Jeg åbnede langsomt mine øjne, så de kunne vænne sig til den smule lys der var, i mine forældres mørke belagte værelse. Hey, Vent lige! Mine forældres værelse var ikke mørke belagt! Jeg satte mig hurtigt op i sengen, jeg fortrød dog hurtigt da mit hoved føltes som om at det ville springe. Jeg studerede grundigt værelset, det så bekendt ud og jeg havde det som om at jeg havde været her før, men jeg kunne ikke rigtigt huske hvornår og hvorfor. 

Hvad skete der igår? Det sidste jeg kunne huske var, at jeg bad Nat om at skride og at jeg så drak den der drink hun kom med. Et frygteligt spørgsmål slog mig: Havde jeg tøj på? Jeg løftede hurtigt i dynen og så at jeg havde nogle bokseshorts og en alt for stor t-shirt på........Ingen af tingende var mine! Så jeg kunne i princippet godt, have været Louis utro! Og så ikke kunne huske det! 

Jeg kastede mig tilbage i madrassen og hev dynen op til min hals, hvilket var en dum ide fordi mit hoved begyndte at dunke endnu mere. Jeg lukkede mine øjne i håb om at det bare var en dum drøm eller mareridt. Men da jeg åbnede dem igen, var intet ændret, kun det faktum at jeg kunne hører noget ringe og det irriterede mig og min hovedpine gevaldigt.

Jeg skubbede dynen til side og rejste mig dovent fra sengen, jeg var øm i min krop men ikke på en "Jeg har haft sex hele natten"-måde, jeg håbede at det betød at jeg ikke havde lavet noget som jeg ikke burde.

Jeg gik forsigtigt over til den komode, som mobilen lå på.......Den var det eneste lys der var på værelset, og måske den eneste måde at finde ud af hvem der boede her på, før jeg stod ansigt til ansigt med personen. Jeg samlede mobilen op og til mit held, kendte jeg personen som ringende selvom det måske ikke var en god ting. 

"Harry?" Sagde jeg spørgende idet jeg tog telefonen, der stod : Harry Styles som ´Caller-ID.´"Hey Jackie, er du blevet ædru?" Hvordan vidste han, at jeg havde drukket? Måske havde han hørt om festen igennem sin søster? Hun var inviteret, men hun kunne ikke komme.

"Jaja........Harry, hvor er jeg henne?"

"På den anden side af linjen" Jokede han og sluttede af med et grin, jeg sukkede "No shit, Sherlock! Hvis telefon er det her?" Mit spørgsmål var åbenbart skide sjovt, fordi Harry begyndte at grine helt ukontrolleret. Jeg satte mig ned på sengen, mens at jeg ventede på at han fik samlet sig, så han kunne svare på mit spørgsmål.

"Det er julemandens!" Jeg havde lige pludselig, en meget slemt trang til at slå Harry og jeg ved ikke hvor den kom fra. "Du er ikke sjov" Mumlede jeg irriteret, Hvorfor ville han ikke bare sige hvor jeg var.

"Jo jeg er!"

"Du er ligeså sjov, som en kasse fuld af glaskår"

"Det er ondt sagt! Nu vil jeg ikke hjælpe dig"

"Fint, så vil jeg heller ikke hjælpe dig!" 

"Hvad skulle du hjælpe mig med?" Spurgte han uforstående.

"Louis"

"Du er hos Will, Will og du gik en tur igår, I endte hjemme hos ham hvor I lavede telefonfis med en masse forskellige folk, der i blandt Liam og Niall. Det endte så med at du crashede hos Will, og nu er du vågnet" Hans modne tone, viste mig at han virkelig gerne ville fikse tingende med Louis - Der er stadig håb for dem.

"Tak Harry! Jeg ringer og snakker med Louis senere, hæng lige på mens jeg finder Will" Jeg rejste mig fra sengen og begav mig ud af værelset, jeg havde været hos Will en eller to gange, men det var flere år siden, så det var noget af en opgave - At finde Will.

Jeg stod lidt og kiggede rundt da jeg stod lige ude foran Wills værelse, min mave fornemmelse sagde at jeg skulle gå til højre, så jeg gik til venstre - Jeg stoler ikke på mig selv, når det kommer til at skulle finde vej. Jeg kom til en bred trappe, som jeg tøvende gik ned af fordi jeg kunne høre nogle lyde dernede fra. "Will!" Råbte jeg med min hæse stemme, da jeg stoppede på det nederste trin.

Lidt efter kom Will løbende ud fra et rum og hen til mig "Godmorgen Jackie! Har du sovet godt?" Han så virkelig glad og frisk ud, jeg nikkede stille og rakte ham telefonen "Det er Harry" Han tog hurtigt telefonen op til øret og gjorde tegn til mig, om at følge med ham ind i det rum, som han var kommet fra.

Jeg gjorde som han sagde og vi endte ude i køkkenet, Will pegede over imod et lille spisebord og mimede at jeg bare skulle sætte mig, mens at han snakkede med Harry, jeg satte mig på bænken som hørte til spisebordet og placerede mit hoved i mine hænder, så jeg ingenting kunne se. 

"Harry, Kan du ikke ringe mig op på skype? Mit telefon er næsten død" Will satte sig ned ved siden af mig og aede mig trøstende på ryggen "Okay, jeg tænder lige min computer. Vi ses om lidt! Ja, Hey" Jeg kunne høre at han lagde sin telefon på borderet.

"Hvordan har du det?"

"Af lort til"

"Hvis du gider at tænde computeren, så henter jeg nogle piller til dig imens" Jeg løftede mit hoved fra mine hænder og sendte ham et smil, inden at jeg nikkede "Aftale, hvor er din computer?" Will løftede sit ene øjenbryn og pegede på borderet foran mig, jeg fulgte hans led og så at computeren lå lige foran mig.

Jeg hev den hen til mig og tænde den, mens at Will gik over til et af køkkenskabene og begyndte at rode det igennem.

Lige da computeren var logget helt ind, satte Will sig igen ved min side, han stillede et glas vand foran mig og rakte mig 2 piller.  

 Jeg takkede ham og slugte med det samme pillerne, inden at jeg drak vandet "Du er min Gud, Will" Selvom pillerne ikke virkede med det samme, så hjalp vandets kolde temperatur med hovedpinen. Will grinte lidt og ringede til Harry, over Skype.

Lidt efter kom en velkendt krøltop frem på computerskærmen "Damn! You look like hell!" Lysten til at slå Harry vendte endnu en gang tilbage, jeg gav ham bare fingeren og masserede mine tindinger.

"Harry kan du ikke underholde Jackie, med historien om hvad der skete igår? Så kan jeg nemlig lave vores morgenmaden færdig" Will ventede ikke engang på et svar, han gik bare over til køkkenborderet, som var et stort rod - Noget fortalte mig at jeg havde forstyrret ham, mens han var igang med at lave morgenmad. "Det ville være mig en ære" Sagde Harry drillende.

"Gjorde jeg da noget dumt?"

"Jeg ved ikke hvad der skete før I ringede til Zayn, men du ringede grædende til Zayn og undskyldte for en udfordring, som du havde givet Perrie" Fuck Yearh! Jeg havde vist udfordret Perrie til at fortælle om hendes og Zayns sexliv! Fuck.Fuck.Fuck.Fuck....! Hvor var jeg dum!

"Ja! Og du fortalte mig aldrig hvad udfordringen var!" Zayn slog sig ned ved siden af Harry og sendte mig et nysgerrigt blik, jeg sendte ham et undskyldende smil "Undskyld Zayn......Jeg er virkelig dum når jeg drikker, jeg ved godt at jeg ikke skulle have ringet til dig og d-" "Det er okay, Jackie! Du var rigtig sød at snakke med, især når du undskyldte for at græde"

"Pinligt...." Mumlede jeg for mig selv, det er så typisk mig at opfører mig så pinligt, Især over for folk som helst skulle kunne lide mig. "Vi synes bare at det var sjovt! Men Jackie helt seriøst, hvad var udfordringen?" Zayn ville virkelig gerne vide det, det var faktisk meget forståeligt, jeg ville have det på samme måde hvis det var Zayn, der ringede til mig og undskyldte for en udfordring som han havde givet Louis.

"Jeg udfordrede Perrie, til at tale om............. Jeres sexliv foran min søsters kamera" Svarede jeg tøvende, Zayn og Harry begyndte begge at grine rigtig meget. Det var vel et godt tegn? Indtil videre havde jeg vidst ikke dummet mig! så langt så godt.

"Hahahahaha! Gjorde hun det?" Spurgte Harry igennem sit grin, jeg trak på skuldrene hvilket fik Zayn til at stoppe med at grine og se helt seriøst ud "Godt det ikke var dig, der fik den udfordring! Så ville det havde været et meget, meget, meget, meget, meget beskidt svar" Sagde han med et glimt i øjet, jeg rullede bare med øjnene, jeg var kommet til et punkt i den joke......Hvor jeg ikke magtede at afvise det mere.

"Nårh ja! Har I en adressen som jeg kan sende en pakke til? Perrie så en af mine piske og var imponeret over den, så jeg gav hende lov til at låne den! Hun sagde bare at jeg skulle sende den til dig, Zayn. Så I kunne bruge den, næste gang I ses" Will begyndte at grine ovre fra komfuret og jeg kunne se at Harry, var tæt på også at begynde igen. Men Zayns blik afholde ham fra det, det var meget hårdt. 

"Touché"

"Hvad skete der ellers igår?"

"Vi fik dig til at lave telefonfis, med Niall og Liam. Hvilket du var enormt dårlig til! Du ringede først til Niall og sagde noget med at du var en bedemand.....Som var gravid! Og du blev ved med at grine og snakke med Will i baggrunden. Da han havde fanget den, ringede du til Liam og prøvede at bestille tamponer til din ko Natalia. Du ringede også til nogle af dine fætre" Jeg kunne ikke lade vær med at grine, over det som jeg havde sagt til Liam. Selvfølgelig skulle min ko da hedde Natalia!

"Har jeg lavet telefonfis med Louis?"

"Nej, han gik tidligt i seng igår! Han ved sikkert ikke engang, at du har ringet til os" Forklarede Zayn venligt. Det havde alligevel ikke været så slemt, som jeg troede! "Er der ellers noget?" Spurgte jeg en smule nervepirrende.

"Nope, Ikke hvad vi ved af!"

"Hvorfor har jeg ikke mit eget tøj på?" Will udstøde et hånende grin, mens han hældte noget juice op i nogle glas "Du fik det meget varmt og troede at dit tøj prøvede på at dræbe dig, så jeg lånte dig noget" Forklarede han uden at kigge væk fra Juicen, jeg rynkede mine bryn........Jeg troede at mit tøj, prøvede at dræbe mig?

"Godt det kun er det! Jeg troede at jeg havde haft sex med en eller anden! Hvor er mit tøj henne?"

"Jeg tror det stadig ligger ude i busken.....Du kastede det ud af mit vindue, på første sal og råbte ting efter det, som: Jeg håber I dør af skam! Jeg hader jer! I fortjener ikke at blive brugt mere! Osv." O....M....G! Zayn og Harry begyndte at grine igen, mens at min ringetone fyldte rummet.

Will bukkede sig ned og åbnede en skuffe, hvilket fik ringetonen til at være højere. Will gav mig hurtigt telefonen før han vendte tilbage til maden, jeg sad bare lidt med telefonen i hånden og stirrede på Will.

"Lad vær med at kigge sådan på mig......Det var dig, der ville have at din mobil sov sammen med vores piskeris.....Fordi din telefon havde åbenbart fortalt dig, at den var vild med Fru Piskeris" Zayn og Harrys grin blev endnu højere efter Wills lille forklaring.

"Jeg drikker aldrig igen!" Jeg trykkede ´Godkend´ og tog telefonen op til øret, uden at tjekke hvem det var.

"Hallo?"

"Coll?"

"Rachel?"

"Ja, Er du okay?"

"Jaja, jeg har bare lidt tømmermænd.....Hvad med dig?"

"Det samme.......Hvordan står det til imellem dig og Nat?" Godt spørgsmål! Jeg anede det ikke, jeg kunne dårligt nok huske vores skænderi og da slet ikke hvordan det endte. "Aner det ikke! Jeg har ikke snakket med hende, siden igår aftes"

"Har du tænkt dig at tilgive hende, det med kokainen?" Kokainen?! Hvad?! Havde min søster taget kokain?! OMG! Junkie-statussen var lav....Selv for Natalia! "Jeg anede slet ikke, at hun tog kokain!" Jeg kunne se at Harry blev lidt nysgerrig på den anden side at skærmen, fordi han rettede sig op og kiggede på mig med et hentydende blik. Zayn sad bare lidt og pillede ved sin telefon.

"Hvad? Nej, hvad snakker du om?"

"Hvad snakker du om?" 

"O.m.g....Du ved det ikke?" Det lød mere som et spørgsmål end en konstatering, så jeg forblev bare tavs mens jeg ventede på at hun ville forklare mig, hvad hun snakkede om. "Jackie...." Jeg vidste at det var seriøs når hun kaldte mig "Jackie", istedet for "Coll."

"Hvad er det?"

"Natalia lavede en drink til dig igår, som hun blandede kokain i pilleform i" WHAT?!! MIN SØSTER ER SINDSYG, MEN ER HUN VIRKELIG SÅ SINDSYG?! OMG....O.M.G!!!!! "Please sig, at det er en dårlig joke!" Alle der kendte mig, vidste at jeg var imod stoffer og det var alle former for stoffer, som jeg var imod! Jeg tog en gang et hiv af en joint, fordi jeg troede at det var en normal smøg......Jeg gik helt i panik og jeg har aldrig røget siden, ikke engang almindelige cigaretter.

"Vi stod og snakkede da hun blandede den, hun fortalte mig hvad det var for en pille, hun proppede I. Jeg prøvede at tale hende fra at drikke det, fordi min fars kollegas søn har jo været afhængig og han har fortalt mig, at man kan dø af at blande sådan nogle ting. Hun tog så drikken i hånden og fortalte at den ikke var til hende, men til dig og så gik hun sin vej, for at finde dig. Jeg prøvede at finde dig, før hun gjorde! Men da jeg fandt dig, stod du og råbte af hende, så jeg regnede med at du vidste det."

Jeg var målløs, det var alt jeg var. Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, min egen søster prøvede at få mig til at tage stoffer. Hvilket man kunne dø af, og det lød som om at hun godt vidste det. Jeg var færdig med hende, en gang for alle var jeg endelig helt færdig med hende. Jeg ville bare hjem til London nu, væk fra Cheshire og de sindsyge mennesker der boede her..........Hjem til mit arbejde, mine hunde, mit hjem og mennesker der ikke hørte hjemme på den lukkede.

"Det gjorde jeg så ikke.....Og jeg drak det, men jeg lever stadig" Hviskede jeg stille, jeg kunne ikke mere......Natalia havde stukket til mig, hele vores barndom men hun havde alligevel været en rigtig tæt veninde. Nu havde jeg bare fået nok af hendes lort, jeg kunne ikke mere........Hvis ikke at jeg sagde fra nu, så ville hun jo bare køre det videre og hvem ved hvad det næste stadie ville blive? Hun havde allerede taget det til et sindsygt stadie. 

"Tak fordi du fortalte mig det, jeg bliver nødt til at smutte nu" Jeg lagde på uden at høre hendes svar og lod min ene hånd, løbe fustreret igennem mit hår. Jeg havde brug for at tænke, mit næste skridt igennem. Måske burde jeg bare pakke alle mine ting og tage hjem? Med det samme? Jeg blev under alle omstændigheder nødt til at tage tilbage til huset, for alle mine ting var der og min Perrie var der også.

Heldigvis behøvede jeg ikke at bekymre for Perrie, fordi min søde bror og min normale lillesøster var der jo også, så hvis Nat gik amok ville de nok beskytte Perrie.

"Will, Harry, Zayn....Det var hyggeligt at snakke/hænge ud med jer! Men jeg bliver nødt til at tage hjem" Jeg rejste mig fra bænken og strakte min arme højt over mit hoved.

"Er alt okay?" Spurgte Harry bekymret ovre fra computeren, jeg nikkede selvom vi ikke længere kunne se hinanden "Jaja, alt er fint. Jeg bliver bare nødt til at tage hjem"

"Er du sikker på at du ikke vil blive og spise morgenmad?" Spurgte Will høfligt og sendte mig et smil, jeg nikkede og sank mine arme "Tak for tilbudet, men jeg bliver nødt til at smutte."

"Det var så lidt, Skal jeg give dig et lift?"

"Nej, bliv du bare her og snak med drengende, der er ikke så langt! Jeg låner dit tøj med hjem og får det vasket, så sender jeg det til dig når jeg får mulighed for det."

 

**** 

 

Jeg traskede ned af trappen, med Perries taske i den ene hånd og min egen i den anden. De vidste ikke at jeg var tilbage og for første gang i mit liv, var jeg fuldstændig ligeglad. Jeg havde altid elsket min familie højt, men lige nu havde jeg ikke lyst til at være her med dem.....Ikke at Cece, Rich og Bri havde gjort mig noget, det føltes bare forkert at være her.

Jeg nåede over til hoveddøren før jeg blev opdaget "Jacks! Velkommen tilbage! Har du haft en sjov nat?" Spurgte Nat drillende, jeg satte den ene taske og tog fat i dørhåndtaget for at åbne døren. Jeg vendte mig kort om imod hende og sendte hende et dræberblik, før jeg samlede tasken op og gik ud og smed taskerne ind i bilen.

Da jeg trådte ind i huset, havde Natalia sat sig på ryglænet af sofaen med sine arme lagt i kryds. Hun kiggede på mig med et uforstående blik, som jeg valgte at ignorere for ikke at komme til at slå hende "Er du stadig sur efter i nat? For jeg er altså ikke sur." Jeg gik hurtigt ud i køkkenet, hvor resten af folkene udentagen Cece sad. De kiggede allesammen smilende op på mig "Godmorgen Jacks! Vil du have noget mad?" Spurgte Brianna venligt, jeg rystede bestemt på hovedet og lod mit blik finde Perrie.

"Perrie når du er færdig med at spise, tager vi hjem" Perrie virkede overrasket over min konstatering, men nikkede forstående efter jeg sendte hende et alvorligt blik "Okay, Er der noget i vejen?" Jeg rystede på hovedet og gik over til køleskabet, hvor jeg tog en flaske vand, som jeg tog en tår af.

"Jacks, Jeg er ked af, hvis jeg har gjort noget forkert!" Jeg vendte mig om og fik øje på Natalia, som kiggede på mig med et bedrøvet blik. Jeg hævede mit ene øjenbryn, mens jeg så at Brianna tænde hendes kamera......Jeg var faktisk pisse ligeglad, om det her kom med i hendes lille film! Verden burde lære den rigtige Natalia Victoria Collins at kende!

"Du er ked af det?" Jeg skar en frastødt grimasse og tog endnu en tår af vandet, mens jeg lukkede køleskabet. Nat nikkede "Ja" Jeg trak på skuldrene og stillede mig op af køkkenborderet.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den undskyldning til.........Du er sikkert rigtig ked af det!" Sagde jeg sarkastisk, jeg vidste ikke hvad hun havde regnet med, men jeg ville ikke være tilgivende og imødekommende i denne her situation. "OMG" Mumlede hun for sig selv, hvilket bare pissede mig endnu mere af!

"Ja, Natalia! OMG! Er du fuldstændig hjernelam?! Folk dør af at blande alkohol og Kokain!! Alligevel putter du det, med mere end glæde i min drink! Vil du gerne have at jeg dør?! Jeg kan fucking melde dig for drabsforsøg! Du er fuldstændig syg i hovedet!" Råbte jeg højt mens jeg lavede store arm bevægelser.

Nat rullede med øjnene "Hvorfor skal du kører, alting så meget op? Du er sådan en dramaqueen!" Svarede hun koldt, jeg kunne virkelig ikke fatte at hun var så kold i røven, hun havde virkelig ingen samvittighed! Hvad er hun for et menneske? Hvem kan risikere andres liv på den måde, og derefter bare være ligeglad?!

"KØRE JEG DET OP?! JEG KUNNE HAVE VÆRET FUCKING DØD IGÅR! OG DU SYNES AT JEG ER EN DRAMAQUEEN?! UNDSKYLD MIG AT JEG ER RYSTET, OVER AT MIN SØSTER IKKE HAR NOGET IMOD, AT SÆTTE ANDRES LIV PÅ SPIL, FOR SIN EGEN UNDERHOLDNINGS SKYLD!! DU MÅ JO VÆRE PSYKISK-SYG ELLER NOGET I DEN STIL, SIDEN AT DU TROR DET DU GJORDE ER OKAY!? BTW JEG ER FULDSTÆNDIG LIGEGLAD OM DU LEGER MED DIT EGET LIV, MEN NÅR DU BEGYNDER AT LEGE GUD OG PRØVER AT BESTEMME HVEM DER SKAL LEVE OG HVEM DER IKKE SKAL: SÅ TÆNK LIGE PÅ AT FOLK HAR EN MASSE TING AT LEVE FOR, DET HAR DU MÅSKE IKKE MEN DET HAR VI ANDRE!!" Jeg var sååååååå ligeglad, med at jeg virkede som en eller anden sindsyg kvinde! Jeg havde så meget på hjertet og nu skulle hun fandme have noget af det!

"DU ER SÅ DRAMATISK! DU SKAL ALTID VÆRE I CENTRUM! MAN KAN FANDME IKKE DØ AF LIDT KOKAIN!!! JEG ER IKKE PSYKISK SYG, DET ER DIG DER ER MENTALT USTABIL! DU ER SÅ FUCKING BANGE, FOR AT VÆRE ALENE! AT DU VIL TILGIVE LOUIS HVAD SOM HELST! DU KAN IKKE ENGANG VÆRE ALENE HJEMME, DET ER DERFOR DU HAR ANSKAFFET DIG 2 HUNDE! IKKE 1, NEJ 2!! SÅ HVIS DEN ENE DØR, SÅ HAR DU DEN ANDEN!!! FORRESTEN ER JEG IKKE DEN ENESTE DER SYNES DET HER, HARRY OG LOUIS HAR GODT LAGT MÆRKE TIL DINE MENTALE PROBLEMER, HVORFOR TROR DU ELLERS AT DE BEGGE HAR VÆRET DIG UTRO?! DET ER IKKE HELT TILFÆLDIGT, SØDE!"

Jeg tog en dyb indånding og kiggede ned i gulvet, mens jeg lod orderene synke ind. Jeg kunne sagtens være alene og jeg havde kraftende ikke nogle mentale problemer, selvom jeg vidste at det hun havde sagt ikke passede, så gjorde det virkeligt ondt.......Hun vidste hvor ømme punkter begge tingende var, både det med Harry og det med Louis. Men alligevel havde hun bragt det på banen, hvilket bare beviste hvad for en person hun var.

Jeg kiggede op på hende igen "Jeg har aldrig hadet nogen så meget, som jeg hader dig. Ikke engang den luder som Louis var sammen med, heller ikke den bimbo Harry kyssede med........Jeg kan ikke lide nogen af dem, men jeg hader dem ikke....Og slet ikke ligeså meget som jeg hader dig. Du er ikke min søster" Sagde jeg koldt og hårdt, jeg kunne se på Natalia at det gjorde ondt......Hendes blik sagde det hele, hun lignede en der kunne bryde sammen når som helst men det ragede mig ikke en skid.

"Jacks, det mener du ikke" Prøvede Brianna at byde ind, hun var den eneste af hende, Perrie og Rich, der ikke virkede overrasket over mit raseri-anfald, det var som om at hun havde ventet på det. Det var som om at hun vidste det hele......

Jeg kiggede over på Brianna med et blik, fuld af så mange blandede følelser "Du vidste det godt, gjorde du ikke?" Brianna bed sig i læben over mit spørgsmål, før hun kiggede ned i gulvet. Hun vidste det godt?! Mine egne søstre havde vendt mig ryggen, det var den absolut sidste ting som de nogensinde har gjort mig.

"Jo, jeg gjorde......Men det er ikke så forfærdeligt, som du gør det til!" Prøvede hun hjælpeløst, jeg rystede på hovedet af hende, de var begge 2 sådan nogle manipulerende kællinger.

"Jeg har fattet at jeg er en dramaqueen, men det er fandme ikke det værste jeg kunne have været blevet, siden jeg kommer fra denne her familie" 

"Jeg synes ikke at du køre det op, din søstre gav dig stoffer i din drink uden at du vidste det. Hvis det var mig, var jeg flippet endnu mere ud" Bød Perrie ind, jeg elskede hvor ærlig hun var, ligemeget om hun ikke kendte mine søskende ordenligt så fortalte hun sin mening.

Jeg sendte hende et taknemligt blik "Hvad med dig Rich?" Rich sukkede irriteret og lod sin hånd køre igennem sit ansigt "Hvad med mig?"

"Synes du også, at jeg er en dramaqueen?" Han trak ligeglad på skuldrene og tog en tår af sin kaffekop "Jeg har ingen interesse i denne her samtale" OMG.....Han vidste det også, hvordan kunne de forråde mig på den måde? Havde jeg gjort dem noget?

"Du vidste det også godt, du vidste også godt det med kokainen, ikke?" Spurgte jeg følelsesløst, Rich kiggede over på Brianna som var han en lille dreng, der skulle spørger sin mor om lov til noget. Brianna sendte ham et blik, jeg ikke kunne læse.

Jeg tolkede hans tavshed som mere end nok, til at besvare mit spørgsmål "Jeg venter ude i bilen" Mere sagde jeg ikke, før jeg satte kurs over imod døren. "Lad os tage hjem" Sagde Perrie og rejste sig.

Hun kiggede rundt på mine søskende "Jeg kender jer næsten ikke, men jeg kender jer godt nok til at vide, at I har brug for noget seriøst hjælp......I er jo alle 3 syge i hovedet. Hils Cece, når hun kommer tilbage og sig til hende at jeg var glad for at møde hende." Perrie lagde sin arm om min og sammen gik vi ud af køkkenet.    

 

****

Det første jeg gjorde, efter jeg var kommet hjem og havde hentet hundende, var at tage en øl fra mit køleskab og smide mig på sofaen. Min taske stod pakket ude i gangen, ringetonen fra min mobil som lå i tasken fyldte rummet, jeg havde ikke tænkt mig at tage den og jeg havde ikke tænkt mig at pakke min taske ud lige nu.

Jeg var en smule deprimeret, jeg havde det som om at jeg havde slået op med mine søskende. Jeg var ked af at jeg havde mistet dem, men hvis de synes at det var okay at smugle stoffer i andre folks drinks, ville jeg hellere end gerne undvære dem. Det var bare virkelig ikke okay i mit hoved, Perrie var fuldstændig enig med mig og hun havde tilbudt mig, at blive og sove men jeg havde sagt til hende, at jeg helst ville være alene. Hvilket hun selvfølgelig forstod fuldt ud, fordi Perrie var den bedste.

Jeg en tår af den efterhånden næsten tomme øl flaske, inden at jeg kastede en tennisbold, som Edward blev ved med at komme tilbage med. Min mobil stoppede med at ringe i 5 sekunder, før den startede igen. Okay, nu magtede jeg det ikke mere! Jeg rykkede Tommo fra mit skød og over på sofapladsen, ved siden af hvor  jeg sad. 

Jeg rejste mig fra sofaen og gik over til tasken, som jeg åbnede så alt mit lort røg ud. Jeg rodede lidt i det, før jeg endelig fandt frem til lyden, som min telefon lavede. Jeg samlede min telefon op og kiggede på displayet, hvor Louis´ navn lyste op.

Jeg tog imod opkaldet og førte telefonen op til mit øre "Hey Louis" Han var nok den eneste, som jeg havde lyst til at snakke med. Jeg havde brug for hans glade humør og jeg havde brug for at høre hans stemme, for at muntre mig op.

"Hej Darling! Hvad laver du?"

"Ikke rigtigt noget, jeg burde pakke ud men jeg magter det ikke. Hvor i verden befinder du dig?" Han var vidst i europa, lige i øjeblikket.....Det skulle han være indtil drengende tog til USA om 2 måneder, for at deltage i en eller anden velgørenheds-ting i New York. Hvorefter de havde fri nogle dage, før USA-delen af deres tour startede. 

"Europa! Havde du en fed weekend?"

"Den startede med at være fed, men så ødelagde Natalia den"

"Hvorfor overrasker det mig ikke?"

"Fordi du hader min søst-....Natalia" 

"Jeg hader hende ikke! Jeg kan virkelig meget bare ikke lide hende" Sjov måde at komponere sin sætning på, Tomlinson! "Hvis du siger det! Men hvor i Europa, er du?" Jeg var interesseret, for han svarede lidt kryptisk. "Jeg ved det faktisk ikke! Men ikke mere om mig, Har du fået udrettet noget, siden du kom hjem?" Prøvede han at få mig til at virke doven? For jeg var ret doven idag, men jeg havde flere argumenter for hvorfor det var okay.

"Jeg har hentet Tommo og Edward!"

"Pas på at du ikke overanstrenger dig, hvorfor tjekker du ikke din postkasse?"

"Tak Louis, fordi du kalder mig doven! Hvorfor skulle jeg tjekke min postkasse? Der er intet i den" Postbudet kommer ikke i weekenderne, i hvert fald ikke her hvor jeg bor. "Det ved du jo ikke, før du tjekker den!"

"Jo, jeg gør. De kommer ikke med post i weekenderne"

"Jack.......Hvorfor er du så besværlig? Jeg har en overraskelse til dig, men for at få den bliver du nødt til at tjekke din postkasse"

"Undskyld! Jeg går ud og tjekker den nu" Jeg gik over til min hoveddør og åbnede den, for at træde ud i min udestue. Jeg kiggede ud igennem den og rullede med øjnene, da jeg så det regnede.

Jeg ville blive våd ligemeget hvad, men jeg ville alligevel løbe. Jeg vendte mig om imod døren ud til haven og fik et kæmpe chok, så jeg tabte min telefon. Der stod han! Tumpen over alle tumper! Med løse bukser, en stor jakke og en slidt hue. Ved siden af ham stod en lille taske, jeg var helt målløs.

"Surprise! Er du glad for at se mig?" Spurgte han afventende, nok nervøs for min reaktion fordi jeg bare stod og gloede på ham. Jeg bed mig i læben og løb ind i hans favn, jeg lagde mine arme om hans hals og begravede mit ansigt i hans skulder.

"Det tager jeg som et: ja!" Grinende han og slog sine arme om mig, for at hive mig længere ind til sig. Min mave slog kolbøtter på grund af hvor glad jeg var, mit hjerte boblede nærmest af glæde. Det var først nu jeg indså hvor meget jeg havde savnet ham, hvor meget jeg havde brug for ham og hvor meget jeg ikke ville have ham til at forlade mig igen, selvom at han blev nødt til det.

Jeg kunne ikke stoppe tårene fra at falde, jeg ved ikke hvorfor jeg begyndte at græde, det var vel en form for blanding af: Glæde over at se Louis, Tristhed og Vrede over alt det med mine søskende og så var det hele bare så overvældende.

"Hvorfor græder du?" Spurgte han bekymret efter at jeg snøftede, jeg tog en dyb indånding og slap ham, for at tørre mine kinder "Jeg har bare virkelig savnet dig! Og så af alle dage du kunne have valgt på ugen, valgte du idag.....Hvor jeg har mere brug for dig, end noget andet" Jeg bed mig i læben for at stoppe et hulk, der var på vej.

Louis tog mit ansigt i sine hænder og pressede sine læber imod mine, sommerfuglene i min mave, fløj rundt som var de på et eller andet.......Der skal gå noget mere tid, før at det er okay at bruge sådan en sammenligning igen.

Min knæ føltes som gele og det var som om at mine problemer forsvandt ligeså forsigtigt. Jeg lagde mine hænder på Louis´ brystkasse, jeg havde brug for at rører ham så meget som muligt, jeg havde brug for at være så tæt på ham som muligt, jeg havde brug for at være i hans nærvær, som meget som jeg kunne.

Jeg var dybt afhængig af Louis, ikke på sådan en måde hvor at jeg ikke kunne finde ud af noget selv. Men på sådan en måde, hvor at han var et stof som jeg var dybt afhængig af og uden det stof ville jeg dø, eller leve i en dårlig tilværelse, jeg kunne ikke fungere uden det stof.........Det var ikke helt en hentydning til stoffer, så det var okay.

"Hvad har din søster nu gjort?" Spurgte Louis som det første, da han stoppede kysset og støttede sin pande imod min. Han kendte mig virkelig godt, ellers havde han bare regnet ud hvordan min søster var. "Hun smuglede kokain, i min drink" Louis spændte i hele sin krop, jeg kunne kun mærke det på hans brystkasse men jeg kunne tydeligt se det på hans kropsprog, som var blevet helt anspændt efter min udtalelse.

"Er det ikke pisse farligt?" Spurgte han vredt, hvilket fik mig til krumme mig sammen, ikke fordi jeg var bange for Louis. Jeg vidste godt at hans vrede var henvendt til Natalia og at han aldrig ville gøre mig noget, men jeg fik bare et chok over hvor kold og hadefuld hans tone var.

Louis´hårde blik blev udskiftet med et fortrydende "Undskyld Jack, det var ikke min mening at skræmme dig. Jeg forstår bare virkeligt ikke, hvordan du kan blive ved med at tilgive den kælling, jeg har været vidne til hvordan hun bare træder på dig uden at du siger noget til det. Og den måde du håndtere det hver gang, fortæller mig at du er vant til det og at hun har gjort meget værre ting" Louis rakte frem og tog min ene hånd i begge sine, for derefter at føre den op til sin mund og kysse den på håndryggen "Og du fortjener det virkeligt ikke."

Jeg rømmede mig stille, mens at Louis sank sine hænder som stadig holdte fast i min "Min veninde Rachel fortalte mig at man kunne dø af det........Hvilket fik mig til at konfrontere Natalia, det endte med at vi havde et stort skænderi, hvor jeg sagde til hende at hun ikke var min søster og at jeg hadede hende. Jeg fandt så ud af at alle mine søskende var med på at smugle kokain, i min drink.......Og nu har jeg ikke kontakt med nogle af mine søskende" Louis´greb om min hånd strammede sig, mens han lod sin tunge køre hen over sin underlæbe "Jeg burde ikke sige det her, men jeg er stolt af dig. Du skal ikke bruge din energi, på folk der har negativ indflydelse på dit liv. De fortjener ikke at være en del af dit liv, du er alt for god til at være deres søster" Han sluttede sin pep-talk, med at hive mig ind til sig og kysse mig i håret. 

"Lad os ikke spilde mere af vores tid sammen, på at snakke om dem! Skal vi ikke bestille pizza? Jeg er hundesulten!" Jeg grinte lidt over hans emneskift "Det lyder godt, hvornår tager du afsted igen?"

"Vil du allerede af med mig?" 

"Nej, overhovedet ikke! Jeg vil bare gerne vide hvor lang tid, jeg har med min elskede kæreste"

"Du har til klokken 3 i nat.....Eller jeg skal være ude i lufthavnen, igang med at stige på mit fly der" Det gjorde mig lidt trist at vi ikke havde længere tid, men lidt tid sammen var bedre end ingen tid sammen. "Tænk at du er rejst så langt, for så lidt tid" Jeg vidste godt nok ikke helt præcis hvor han havde fløjet fra, men det var alligevel en stor gestus at rejse til et andet land i nogle timer, for at være sammen med sin kæreste.

"Jeg var i Finland! Det tager kun 2 timer og 30 minutter, sådan cirka!"

"Det er stadig meget, nå-" "Jeg ville have rejst endnu længere, for kun 5 minutter med dig" Mere sagde han ikke, før han kort pressede sine læber imod mine "Jeg elsker dig.......Det kan distance eller tid ikke ændre på."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...