You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64185Visninger
AA

27. I'm gonna fix this mess.

Det er sjovt at tænke på hvordan der er nogle mennesker, som man ville kunne tilgive lige meget hvad. Udelukkende fordi man holder af dem, og man har en eller anden overdrevet historie. Man er så besat af at man ikke vil miste dem, at man opdigter undskyldninger til deres fordel. De kunne have stukket dig i ryggen utallige gange, såret dig så dybt at du måske aldrig kommer dig over det. Du ville tage imod alt lortet, fordi du ikke kan lide ideen om ikke at have dem i dit liv.

Jeg havde det lidt blandet med at Rich var dukket op, i mit hus og derfor forstod jeg ikke selv, hvorfor jeg havde givet ham et kram, som om alt var tilgivet. Der havde været en rigtig underlig stemning imellem Rich og Jeg, for jeg anede ikke hvad jeg skulle snakke med ham om og det var som om at det kun var mig der kunne starte en samtale. 

En af grundene til at jeg havde svært ved at starte en samtale med min bror, var at jeg ikke vidste hvor jeg havde ham. Jeg anede ikke hvorfor han var i London, jeg anede ikke hvad han ville og det var jo ikke fordi han åbnede op, og fortalte mig det. 

Tværtimod! Han havde ladet mig starte alle vores samtaler, han havde heller ikke nogle meninger! Han nikkede og grinte næsten over alt jeg sagde, som om at han ingen mening havde. Han modsagde mig ikke på noget tidspunkt, og det var ved at drive mig til vandvid, for jeg har ikke brug for at han nikker og taler mig efter munden. Jeg har brug for svar og forklaringer, jeg ved godt det lyder krævende, men jeg havde brug for det. 

Det var først da Jackson var kommet hjem, han var begyndt at løsne en smule op. Men det var mest fordi Jackson bare snakkede derudad, så der var ingen dårlig stemning eller akavet øjeblikke.

Jeg sukkede mens jeg kiggede mig i spejlet, jeg følte mig virkelig udmattet, selvom jeg havde sovet længe idag. Mit hus er fuld af drenge, og om ikke så længe ville Jay og pigerne komme forbi. 

Så det med at slappe af, tage en lur eller hvad jeg nu kunne finde på, var ikke en mulighed. Det var ikke fordi jeg ikke havde lyst, det ville blive rigtig hyggeligt at tilbringe tid med dem allesammen. 

Men det faktum at Rich var her, lagde virkelig vægt på mine skuldre. Jay havde fortalt mig flere gange, at hun og Louis havde et rigtig tæt forhold, hvor de fortalte hinanden stortset alt. Det fik mig til at frygte Louis havde fortalt, om Cheshire-weekenden og alt der hørte under det.

Jeg havde ikke lyst til at sidde og spise i dårlig stemning, det var meningen det skulle være hyggeligt og hyggelig rimer ikke på dårlig stemning. Det var en virkelig dårlig sammenligning, men den gav da en smule mening. 

Jeg ville virkelig gerne bare tilgive Richard, glemme alt om episoden i Cheshire. Men der var noget, som afholde mig fra det. Han havde ikke så meget, som undskyldt for det han havde gjort, han lod bare som om at han havde glemt alt om det, men alligevel opførte han sig akavet. 

Som sagt ville jeg ikke miste min bror, det betød meget at han var her nu, men jeg kunne bare ikke tilgive ham. Ligemeget hvor meget jeg ønskede at tilgive ham, så kunne jeg simplehen bare ikke. Jeg havde alt for mange ting inde i mit hoved, og jeg havde brug for at komme af/ud med nogle af dem. 

Derfor var jeg nødt til at snakke med ham om det, ligmeget hvor meget jeg hadede at snakke om mine følelser, for jeg vidste at jeg sikkert ville komme til at græde. Og det hadede jeg, især foran andre. 

Jeg satte mig på sengen og hev min computer over til mig, jeg havde lige lidt tid til overs, så jeg kunne ligeså godt tjekke twitter. Jeg havde ikke været på, i lang tid af forskellige årsager. Men jeg havde heller ikke behov, for at tjekke min twitter hvert sekund. 

Jeg kiggede mine mentions igennem, og så en masse tweet om Lottie. Hvilket var ret underligt, eftersom at det var mine mentions, det lød ret egoistisk! Men det var ikke ment sådan, jeg mener bare at Lotties navn ikke normalt hænger ud i mine mentions. 

Jeg skimte nogle af dem og forstod det som om at Lottie havde skrevet et tweet om mig, så jeg klikkede mig ind på hendes profil og kiggede hendes tweet igennem. Det varede noget tid før jeg fandt frem til det tweet, som folk snakkede om, selvom det var fra igår aftes.

Lottie havde tweetet et billede, hvor der stod "You must allow me, to tell you how much I admire and love you" Og så havde hun skrevet mit navn, med et hjerte efterfølgende. Det bragte det største smil frem, på mine læber. Lottie var ligesom den perfekte lillesøster, som jeg var blevet snydt for. Jeg havde godt nok Brianna, hun var min Judas! Som sagt overdrivelse frem for forståelse.

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle svare, for Lottie betød virkelig meget for mig, men jeg havde ikke brug for at dele det med twitter. Jeg ville dog ikke have at folk troede at jeg ignorerede hende, eller at hun følte sig afvist, så det var nok bedste at svare med det samme. 

Jeg kørte nogle forskellige ideer igennem mit hoved, før jeg endelig skrev mit svar ind i tweet-"boksen." Eller hvad man nu kaldte det. 

"You're the best xx"  

Jeg nåede lige at poste det, inden min dør blev skubbet helt op. Sean sendte mig et kæmpe smil, inden at han trådte ind i rummet og satte sig på sengekanten, med sit ansigt rettet imod mig. 

"Hvad så?"  Han udskiftede sit kæmpe smil, med et skævt usikkert et. Jeg trak på skuldrene og lukkede computeren ned, før jeg vendte mig om imod Sean "Ikke så meget, hvad så selv?" Han så helt forkert ud i hovedet, hvilket fortalte mig at han havde noget i sinde med sit spørgsmål, men han ville ikke bare åbne op omkring det. 

"Jeg har brug for feeeeeerie!" Klynkede han mens han holde sine hænder op foran sine øjne, og lænede sig tilbage i sengen, så han lå ned. Jeg fnyste kort over hans dramatiske opførelse "Du er ikke den eneste! Men hvornår er du kommet til den konklusion?"

"I morges......Da jeg var ude og handle med min mor og søster, da de begge begyndte at græde over supermarked var løbet tør for coco-pops.....Det var mig som skulle have coco-pops, og jeg var den eneste der ikke græd" I det sekund Sean stoppede med at tale, var jeg flad af grin. Han var sådan et godt menneske! Hans familie (Søster og Mor) var gået helt i selv-sving med alle de ting som de skulle nå inden babyerne kom, og Sean var blevet hevet med hver gang de skulle ud og købe noget. Men det havde han taget i stiv arm og været den bedste søn/bror i historien. 

"Jaja, grin du bare! Det er ved at være en normal, hverdag hændelse for mig"

"Aww mus! Det er jeg ked af!" 

"Det er derfor jeg gerne vil væk herfra, bare et par dage, en uge måske! to uger max"

"Det lyder faktisk som en god ide, jeg synes du skal gøre det" 

"Det er jeg glad for du siger! Så du er på?"

"Hvad mener du?" Jeg rynkede mine bryn, mens han satte sig op med et begejstret udtryk. "Du, Jackson, Rich, Zac og jeg skal til New York!" Ikke engang mit ansigt kunne demonstrere hvor chokeret jeg var over forslaget, ikke at det siger sindssygt meget om chokket, men altså jeg var fanget uforberedt.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke at det er sådan en god ide.." Prøvede jeg tøvende. På en måde virkede det lidt underligt, at det lige var New York han ville til, når man tænker på mine planer med Rich, Bri og Nat. Men samtidig betød det at hvis jeg tog afsted, ville jeg stadig kunne overholde aftalen med Kofi, som jeg virkelig savnede.

Der var bare et lille bitte problem, eller rettelse! Der var et "Louis-problem." Det var latterligt af mig, at tro på jeg ville løbe ind i ham. For New York var kæmpe stor og det var jo ikke fordi Louis ville få lov til at gå frit omkring, uden vagter, fans og paparazzier løbende efter ham. Faktisk var chancen for at løbe ind i ham så lille, at det næsten var dumt at lade vær med at tage afsted. 

Jeg var bare så panisk over det, fordi jeg vidste at jeg ikke ville kunne klare at se ham med hans nye pige, især når jeg ikke engang var i nærheden af at være ovre ham. Ja, jeg indrømmede det lige! Jeg er ikke ovre Louis, men det tager jo også tid at komme videre! Og det var ikke særlig lang tid siden, at vi slog op.....Jeg elskede ham stadig mere end noget andet, men vi kunne bare ikke være sammen. Det var der selvfølgelig flere grunde til, en af de største var at vores forhold var alt for kedeligt. 

Jeg rullede mentalt med øjnene, jeg løj lige bevidst for mig selv! Vores forhold var langt fra kedeligt....Det synes jeg i hvert fald ikke det var, det synes Louis nok det var! Ellers ville han ikke kunne være mig utro.

Jeg savnede ham så fucking meget, og jeg ville ønske at jeg bare kunne tilgive ham, men det kunne jeg ikke! Jeg holde på så meget vrede, smerte og sorg, ikke kun i forbindelse med Louis og Rich, men også i forbindelse med Rex, Zac, Harry og hvem der nu ellers var inkluderet. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle stille op med det hele, jeg var næsten løbet tør for plads til at opbevare alle de ting, hvilket betød at jeg snart ville knække og det var det sidste jeg havde lyst til. 

"Men det er det!" Jeg blev hevet ud af mine tanker, da Sean besluttede sig for at sige noget igen. "Undskyld mig?" Jeg havde ærligtalt tabt tråden en smule, så jeg kunne ikke rigtig tyde meningen i det han sagde. 

"Det er en god ide, at tage til New York! Vi ville komme væk fra det hele, slappe af og have det fucking fedt!" 

"Det er der noget om, men jeg føler bare at jeg har nogle forpligtelser her" 

"Du har sagt dit arbejde op, på dit andet arbejde bestemmer du selv vagterne! Det eneste der er her, er dine hunde og de skal da med! Så bare sig ja! Og så vil jeg personligt sørger for bookning af det hele" Sean sad og nikkede helt overdrevet, for at overbevise mig og hvis jeg skal være helt ærlig så virkede det. 

"Hvor ser du dum ud!" 

"På en 'Hvor ser du dum ud, jeg tager med til New York'-kinda way?" Jeg grinte lidt før jeg nikkede, hvilket fik Sean til at råbe sejrrisk og læne sig over imod mig, for at give mig et kram. 

 

****

"Hvordan har Louis det?" Spurgte Sean høfligt Jay om, som prøvede at tygge om munden så hun kunne svare på spørgsmålet. Det havde indtil videre været rigtigt hyggeligt, så hyggeligt at det næsten var pinligt at indrømme hvor nervøs jeg havde været.

"Det er sødt af dig at spørger, han har det godt!"

"Det er godt at høre" Mumlede Sean og tog en tår af sin rødvin. 

Det eneste der var lidt mærkeligt var Lotties opførelse, hun sad bare og kiggede ned i sin tallerken som stadig var helt fyldt, mens hun rodede rundt i maden med sin gaffel. Jeg kendte efterhånden Lottie så godt, at hvis det var fordi hun ikke kunne lide maden, så ville hun bare sige det. 

"Er der noget galt Lottie? Kan du ikke lide maden?" Spurgte Jackson drillende, det var som om at han havde læst mine tanker men alligevel ikke. Lottie sendte ham et lille smil og rystede på hovedet "Jo, det smager rigtigt godt! Jeg har bare den værste hovedpine og en smule kvalme"

"Det er da ikke så godt. Jackie, har du nogle hovedpine-piller?" Spurgte Jackson omsorgsfuld mens han kiggede afventende på mig, jeg trak på skuldrene og vendte min opmærksomhed mod Lottie. "Jeg har måske nogle i min toilettaske, vil du med op og kigge?" Før jeg overhovedet havde talt færdigt, var Lottie på vej ud af spisestuen. Jeg fik undskyldt mig, før jeg farrede efter hende med alle tre hunde efter mig. 

Da jeg nåede op af trappen var Lottie på vej ud på badeværelset, så jeg klappede mine hænder sammen hårdt, for at få hendes opmærksomhed. Jeg ved ikke hvorfor jeg besluttede mig for at klappe, istedet for nøjes med at sige pillerne lå på mit værelse. 

Lottie fik et chok og vendte sig om imod mig, hun sendte mig et spørgende blik "Hvad skulle det til for?" Jeg nikkede ind imod mit værelse, som en hentydning.

Jeg lukkede døren efter mig, da jeg selv trådte ind på værelset. Jeg begav mig over til min lille komode der stod ved min seng, jeg åbnede den øverste skuffe og gav mig til at rode rundt i min åbne toilettaske.

"Har du tænkt dig, at fortælle mig hvad der rigtigt er galt?" Spurgte jeg efter noget tid, i fuldstændig stilhed hvor jeg havde rodet rundt i toilettasken og Lottie havde siddet på min seng, med Samson på sit skød. "Lang dag, slem hovedpine" Det faktum at hun brugte simple stavelser fortalte mig, at hun virkelig var nede over et eller andet. Det kunne selvfølgelig godt være at hun bare havde det dårligt, men hun virkede deprimeret og det ville jeg ikke bare lade gå forbi min næse. 

Da jeg endelig fandt den lille blå æske, som engang havde indeholdt et par helt nye øreringe, men nu blev brugt til at opbevarer piller, åbnede jeg den og lod en enkel falde ud i min hånd. Jeg vendte mig om imod Lottie og rakte min hånd over imod hende, så hun nemt kunne tage den fra mig.

"Hvis du ikke vil snakke om det, er det okay. Men du behøver ikke lade som ingenting, man må gerne have en dårlig dag."

Jeg satte mig ned på sengen ved siden af hende, hun kiggede bare tomt ud i luften, som om hun prøvede at beslutte sig for om hun skulle fortælle mig det eller ej. Hun havde ikke taget pillen endnu, så det var ikke fordi hendes hovedpine var helt forfærdelig.

"Der er et trend om mig, på Twitter" Hun tog en dyb indånding, inden hun besluttede sig for at fortsætte. "Det hedder vidst #LottieShouldKillHerself, eller noget i den stil."

Min mave vendte sig, bare tanken om at en eller anden lille pige havde startet sådan et trend, gav mig kvalme. Hvad var det for noget at skrive? Jeg håbede at de 'fans' der havde tweetet det, havde virkelig dårlig smag i munden! Sådan noget skriver man bare ikke til folk, og det faktum at de slet ikke kendte Lottie gjorde det mere latterligt. Har børn nu til dags slet ikke noget, at bruge deres tid på? Det var simpelhen bare for åndssvagt!

Jeg tøvede ikke et sekund, før jeg lagde min arm om Lotties ryg "Prøv lige at hør her: Dem der skriver sådan noget, er nogle mennesker der har alt for meget tid, de mangler indenhold i deres liv. De fleste af dem er omkring de 12 år, de er lige stoppet med at lege med barbie og de ved ikke hvad de nu skal bruge tiden på." 

Det lød bare som om at jeg hatede på 12 årige, det kunne jo ligeså godt være en på min alder der sad og skrev sådan til Lottie. Jeg anede bare ikke hvad jeg skulle sige, så jeg sprang til konklusioner og det gik ud over 12 årige. 

Lottie vendte sig om imod mig og lagde sine arme omkring mig, hun knugede sig tæt ind til mig som afhang hendes liv af det. Jeg var hurtig til at besvarer hendes bøn, om omsorg for jeg kunne mærke at hun havde brug for det.

Jeg havde ingen ide om hvor lang tid vi havde siddet sådan, men jeg vidste at vi havde gjort det et godt stykke tid. Da det bankede på døren, jeg nåede ikke rigtigt at reagere før den gik op. Rich stod med et undskyldende blik, da jeg kiggede spørgende på ham. Lottie løstnede sit greb om mig, men hun slap mig ikke. Hun drejede sit hoved, så hendes ansigt vendte væk fra Rich. Jeg så det som et tegn på, at hun ikke ville have at han så hende græde. 

"Undskyld jeg forstyrrer, I har været væk længe. Så jeg ville bare lige se, om I var okay" Omsorgen var kær! Hvis den altså var kommet, fra en hvilken som helst anden person. Jeg havde fået nok af hans "Mr.Nice-Guy"-act, jeg ville bare have det hele rettet ud nu! Ligemeget hvad det så betød. 

"Richard.....Vi skal snakke sammen" Han virkede overrasket over min konstatering, nok fordi han forventet et svar på om vi var okay. Ingen af os var "Okay!" Lottie havde sit at kæmpe med, og jeg havde mit eget freak-show kørende. Men vi ville begge blive okay igen snart, for jeg ville rede knuderne ud med Richard og Lottie ville glemme alt om haterne ligeså snart hendes kæreste ringede. 

"Om hvad? Har jeg gjort Lottie noget?" Jeg rullede mentalt med øjnene. 

"Nej, du har gjort mig noget" Et bekymret udtryk farrede henover hans ansigt, men var væk igen i løbet af 0,5. Han vidste hvad jeg hentydede til og han vidste at jeg ikke bare ville lade det ligge. Han havde en grund til at være bekymret, for jeg ville grille ham! Jeg ville have en ordenlig forklaring, jeg ville have en rigtig undskyldning og jeg ville ikke føle mig dum over at jeg krævede det. JEG HAVDE KRAV PÅ DET! Ej men det fyldte så meget hos mig, at jeg havde brug for det. 

 

****

 

"Skål Jacks!" Udbrød Sean og knaldede sit øldåse ind i min, han havde virkelig taget det kælenavn til sig. Jeg rystede på hovedet af ham, han var blevet en smule beruset under middagen, det var som om at han besluttede sig for at være stille og bare drikke en hel masse istedet for at snakke, men fair nok det var op til ham selv. 

Richard og jeg havde aftalt at vi skulle snakke, ligeså snart Jay og pigerne var taget afsted og nu var det en lille halv time siden, de tog afsted. Jeg ventede på at Rich ville tage initiativ til det, men det ville svare til at vente på Grise begyndte at flyve. Overdrevet naivt og usandsynligt, jeg var al for godtroende. 

"Venter du på at jeg siger til?" Jeg kiggede over på ham, med et hævet øjenbryn og et irriteret blik. Rich sukkede lydløst og kiggede opgivende på mig, han havde sikkert håbet på at jeg havde glemt alt om det, men han kunne sgu tro om.

Han rejste sig fra lænestolen "Skal vi få snakket eller hvad?" Han lød så fjendtlig at man skulle tro jeg havde gjort ham noget, men det var ham der var en cunt og han skulle ikke tro jeg lagde noget i hans vrede. Jeg kiggede på ham med et bestemt blik, uden at sige noget. Han måtte lige tage sig sammen. 

Jeg lagde mine arme i kryds henover min brystkasse, hvilket fik ham til at gå ud mod hoveddøren, jeg vidste ikke helt om det var et vredeudbrud eller en hentydning til at jeg skulle følge efter ham. Jeg stod et øjeblik og tog en dyb indånding, før jeg fulgte efter ham. 

Han havde sat sig på sofaen, ude i udestuen så jeg slog mig ned på stolen overfor ham. Ingen af os sagde noget, de første 2 minutter, der var absolut stilhed. Rich begravede sit ansigt i sine hænder og trak vejret dybt et par gange, før han kiggede over på mig igen. 

"Jeg ved godt at jeg skylder dig en undskyldning, men ikke for det du tror" 

Jeg vidste ikke helt hvordan det skulle forstås, han skyldte mig en undskyldning for noget andet? Som hvad? 

"Jeg vidste intet omkring stofferne" Jeg studerede tvivlende hans ansigt, efter tegn på om det var en løgn eller om det passede. Da han regnede ud, at jeg ikke havde tænkt mig at sige noget forsatte han "Jeg ved ikke om du kan huske det, men Brianna og jeg havde et stort skænderi om morgnen før festen?" 

Jeg kiggede væk og nikkede en enkel gang, jeg ville ikke have at han prøvede at læse mig. Jeg ville fortælle ham, hvad jeg tænkte og følte omkring det her, når han var færdig med hans forklaring og ikke et sekund før det.

"Hun beskylde mig, for altid at favoriserer dig og behandle dig fantastisk, mens jeg var et svin overfor hende og Natalia. Jeg gad ikke høre på det, fordi jeg var overdrevet træt og havde tømmermænd. Men det fik mig til at tænke over det, og jeg synes faktisk hun havde ret i det meste af det hun sagde."   

Jeg forstod ikke helt sammenhængen, mellem skænderiet og det med stofferne. Det kunne være at han ville komme til sagen, en gang idag? Jeg tog mig sammen for ikke at sukke opgivende, over hans trang til at trække forklaring så meget ud. 

"Jeg var chokeret da du konfronterede pigerne omkring stofferne, for jeg ville aldrig i min vildeste fantasi forstille mig at de kunne finde på sådan noget! Jeg er så rasende over det.....Vi har haft mange skænderier derhjemme på grund af det! Men da du konfronterede dem, og beskyldte mig for at være med på det, gav du mig ikke mulighed for at svare på om jeg var med i det. Du gik ud fra at jeg var, på grund af min opførelse og den eneste grund til at jeg reagerede så roligt, var at jeg følte jeg burde støtte de andre piger for en gangs skyld" Han tog en dyb indånding, efter han havde skudt den forklaring ud, som om han havde travlt. 

"Jeg ved godt, at jeg var forkert på den.....Og jeg er virkelig ked af at jeg har såret dig! Jeg må vel til at indse at du er min yndlings søster, og sådan er det bare! Jeg kommer bedre ud af det med dig, end jeg gør med nogle af de andre. Du må undskylde, at jeg var et kvaj! Jeg forstår godt hvis du ikke kan tilgive mig, selvom jeg for alt i verden håber du vil....For du er trods alt min søster og selvom det måske er lidt svært at tro på, så elsker jeg dig....Rigtigt højt."

Richards øjne var triste og jeg var ret sikker på, at hans øjne var blevet ret blanke......Præcis ligesom mine. Selvfølgelig kunne jeg tilgive ham! Han havde godt nok dummet sig lidt, ved at lade mig tro han havde været med til det med stofferne. Men udover det var der ingen grund til at være sur på ham, jeg håbede bare vores forhold kunne gå tilbage til det, som det var før i tiden. 

Jeg bed mig i læben, mens jeg slugte den klump jeg havde siddet med i halsen. Alt vreden var forsvundet og nu var det bare faktummet, at jeg havde savnet ham overdrevet meget! Især da alt det på klubben skete, jeg havde virkelig brug for ham der. Men jeg lod vreden holde mig fra at ringe til ham, selvom jeg havde brug for en god gammeldags Rich-talk! 

"Hvis du nogensinde gør sådan noget imod mig igen, så stikker jeg dig ned! Helt seriøst Richard, jeg stikker dig ned!.....Men når det er sagt, så savner jeg min allerbedste storebror!" Jeg nåede lige at blive færdig, før de første tårer faldt. 

Richard sprang nærmest op af sofaen og hev mig op i et kram, jeg lagde mine arme om ham og fangede ham i et tæt kram, mens jeg begravede mit ansigt i hans skulder. Hvilket bare fik ham til at stramme sit greb. "Jeg havde så meget brug for dig, d-" Hulkede jeg utydeligt, mens Rich tyssede på mig og lod sin ene hånd køre op og ned af min ryg.

"Jeg er her nu! Og jeg har ikke tænkt mig, at svigte dig igen" Svarede han og udgav et enkelt snøft(?) Græd han også?

Vi blev stående sådan i et godt stykke tid, det var først da et stort brag lød inde fra huset at vi slap hinanden. Richard skyndte sig at tørre sine egne tårer væk, i et forsøg på at skjule dem fra mig. Men det var tydeligt at se på hans røde øjne, at han havde grædt. Jeg efterlignede hans handling i et lidt langsommere tempo.

Noget Louis havde lært mig, var man ikke behøvede at skjule sine følelser fra dem man elskede. Det var vi i min familie ellers blevet rigtig gode til, jeg tror det havde noget at gøre med at vi som søskende havde været vant til at bruge det imod hinanden, for vores forældre var støttende og åbne overfor det meste. 

"Vi må nok hellere gå ind og se til dem, inden de ødelægger hele huset" Grinede han, jeg nikkede mig enig men gav ham endnu et kram, før jeg var klar til at gå ind. 

Jeg følte mig så lettet over hele denne situation, at jeg var helt overbevist om det hele nok skulle gå. Det hele skulle nok løse sig, jeg skulle bare tænke positivt, have et åbent sind og tro på at det hele nok skulle gå. Jeg ville tage en ting af gangen, og så skulle jeg nok få det hele til at spille igen. Bare vent og se! Idag har jeg fået min bror tilbage, imorgen måske min kæreste? Jeg ville få ham tilbage, ligemeget hvor lang tid det ville tage!  Jeg havde allerede ventet ret længe, men det ville ikke betyde noget når jeg ser ham.

Bare vent og se!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...