You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

100Likes
116Kommentarer
65411Visninger
AA

37. I am so ready.

Louis sagde at tiden ville flyve afsted, det havde han haft fuldstændig ret i, de sidste 3 uger var fløjet afsted. Jeg følte ikke jeg havde fået et ben til jorden, siden vi var landet i London, ikke at jeg havde noget imod det, men det havde været en smule stressende. 

Der var sket så meget på så kort tid, at jeg var evigt taknemlig for Perrie, Liam og vores bryllupsarrangør Suzanna. De havde været en kæmpe hjælp, Louis havde selvfølgelig også hjulpet med nogle forskellige ting, men først efter Liam mindede ham om det et par hundrede gange. 

Min far havde fået det værre, han var blevet så syg at han havde svært ved at gå, fordi han næsten ingen kræfter havde. Så han sad lænket til en kørestol, jeg prøvede at være så optimistisk omkring hans sygdom, og tro på at der var en chance for at han ville klare den. Men det var svært når jeg kunne se at han fik det værre og værre, jeg var dog fast besluttet på at nyde den sidste tid med ham, frem for at være trist og frygte for hvad fremtiden ville bringe. 

Der var intet nyt i forhold til Harry og Louis, de snakkede stadig ikke sammen, og så vidt jeg vidste så var Harry lige i øjeblikket i Los Angeles. Han havde dog været hjemme og vende, så vidt jeg havde forstået det på Louis, så havde de ikke snakket sammen, selvom de var løbet ind i hinanden i lejligheden. Jeg havde snakket rigtig meget med Liam omkring hele situationen, og hans råd havde været, at lade Louis indse at han gerne ville have Harry med til brylluppet. Jeg lod Liam om at sætte den plan i værk, for jeg havde hundrede andre ting at stresse over. 

"Så i morgen er det kjole shopping!" Hvinede Perrie og klappede begejstret sine hænder sammen et par gange, jeg nikkede grinende og vendte mig imod Liam "Vil du ikke minde Louis om, at han skal skaffe sig et jakkesæt?" Liam nikkede beroligende "Det skal jeg nok, Jackie."

"Hey! Jeg sidder lige her!" Jeg vendte mig om imod Louis, som stadig sad og spiste af de kagesmagsprøver, vi havde fået for en time siden, som vi skulle vælge en bryllupskage ud fra. Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn "Det ved jeg godt, min skat. Men du har glemt det, allerede inden du når at rejse dig" Louis sendte mig et dræberblik, mens han tog endnu en bid af kagen. "Det passer ikke! Jeg har en fantastisk hukommelse......Er du sindssyg, hvor er denne kage god!" 

Han havde spist så meget af den, at jeg var sikker på han ville være træt af den, når vi skulle have den til brylluppet. "Okay....Kan du så fortælle mig, hvilken kage vi besluttede os for?" Vi var blevet enige om valget, så det var ikke fordi jeg havde taget det alene, mens Louis var helt uvidende. 

"Vi valgte en chokoladekage, med browniestykker indeni, og så er den overtrukket med marcipan og hvid chokolade" Han virkede meget sikker i sit valg, indtil Perrie og Liam begyndte at grine. "Du har ret i nogle få af tingene, men i det meste er du forkert på den" Afklarede Liam frydende, Louis rullede med øjnene "Ej, hvor er jeg glad for jeg har dig" Mumlede han fornærmet for sig selv. 

Jeg rystede på hovedet af ham "Hvad er det næste punkt på dagsordenen?" Spurgte Perrie og hev mig ud af mine tanker, øhm.....Blomster! "Blomster, Suzanna kommer og henter os om lidt, og så skal vi vælge hvilken blomster vi vil have til receptionen" Jeg elskede at planlægge brylluppet, det var alt sammen så overdrevet spændende, jeg elskede hvert sekund af det. Også selvom det havde været ret stressende, så var der et eller andet der gjorde mig helt vildt begejstret, altså udover at skulle giftes, så var der bare et eller andet tilfredsstillende ved at udvælge stearinlys, til det kæmpe arrangement hvor vores familier ville blive forenet. 

Jeg havde lyst til at hoppe og danse af glæde, men det ville være lidt underligt her midt i kagebutikken, så jeg afholde mig selv fra at gøre det. Jeg kunne også mærke på Louis at han glædede sig, selvom han blev ved med at glemme halvdelen af de ting vi skulle osv. Så kunne han ikke lade vær med at smile, og han insisterede at komme til næsten alle forberedelserne, på trods af at han stadig havde pisse travlt med en masse forskellige One Direction-relaterede ting. 

Jeg nåede lige at trække vejret, før vi endnu en gang var på farten og endte hos blomsterhandleren eller hvad man nu kalder det. Der var blomster over det hele, men jeg tvivlede på om du kunne komme ind fra gaden og købe nogle blomster. Så jeg vidste ikke om blomsterhandler var den rette betegnelse?

Vi havde valgt at farvetemaet til vores bryllup, skulle være hvid og rød, efter vi havde fået en lang forklaring om hvad de forskellige farver betød og udstrålede. Rød giver åbenbart folk indtrykket af at vi er selvsikre og optimistiske, hvilket vi godt kunne forholde os til....Ihvertfald i forhold til nogle af de andre farver. Hvid er bare en standard farve, som man skal have! Den betyder at det er en ny start, på en fremtid sammen, hvilket passer meget godt på os.

Vi havde fået nogle forskellige billeder stukket i hånden, af hvordan blomsterne kunne sammensættes, samtidig med at de havde sat nogle små prøver af blomster foran os, som en form for fremvisning. De var alle virkelig smukke, men der var selvfølgelig nogle der skilte sig ud fra de andre. 

"Så det vi skal vælge er: Brudebuketten, brudepigernes buketter, hvilken blomster I vil have til receptionen og hvilken blomst Louis skal have til sit jakkesæt" Suzanna gjorde tegn til at hun hentydede til den blomst, Louis skal have til sin brystlomme. 

Louis virkede helt overvældet af alle blomsterne, han kiggede på mig med et hjælpeløst blik. Jeg ville helst ikke indrømme det, men jeg synes også det var ret uoverskueligt. Jeg mener vi druknede næsten i blomster, men de var alle utrolig smukke.

"Jeg ville ønske at de ikke alle sammen var så smukke, det er jo alt for svært at vælge!" Både Liam og Louis nikkede sig enige med mig, mens Perrie studerede nogle af billederne nøje. Da hun bladrede i bogen, lyste hun nærmest op mens hun begyndte at hoppe lidt op ned i stolen.

"Den her er lige dig, Jackie!" Hun rakte mig bogen, mens hun pegede på et billede af en virkelig smuk buket. Perrie havde ret! Jeg faldt for buketten med det samme, det skulle være min buket og det var ikke til diskussion. Det var en buket med de smukkeste røde roser, som var sammensat med nogle små hvide stephanotis. Den var meget enkel, men alligevel utrolig smuk. 

Jeg kiggede op på vores bryllupsarrangør "Det her er min bryllups buket" Suzanna sendte mig et kæmpe smil og skrev noget ned i hendes noter. "Et rigtig fint valg! De Brude der plejer at vælge den buket, plejer at gå med noget i den her stil til brudepigerne" Blomsterhandleren eller hvad man nu ville kalde hende, rakte mig en plastiklomme med nogle forskellige billeder af blomster.

Jeg gav den videre til Perrie, vi havde snakket om forskellige blomsterarrangementer og vi havde ret ens smag på det punkt, så jeg havde givet hende lov til at vælge hvordan brudepigernes buketter skulle se ud. 

"Jeg tror jeg vælger den her" Offentlige gjorde Louis, som havde siddet og kigget lidt på blomster sammen med Liam, han holde billedet op imod Suzanna og blomsterhandleren, så jeg ikke kunne se den. "Må jeg se den?" Spurgte jeg og rakte ud efter billedet, men Louis rakte det endnu længere væk fra mig, så jeg ikke havde nogen chance for at kunne nå det. 

"Nej, du må vente til brylluppet" Sagde han med et drillende smil på læben, jeg rullede med øjnene over hans barnlige opførsel. Jeg stolede ikke på Louis, med sådan nogle ting, han kunne finde på at dukke op, med en af de der kæmpe blomster, som klovne har til deres kostumer "Looooui-"

"Jackie, den er ret pæn og den matcher din buket lidt" Selvom Liam sendte mig et beroligende smil, var det ikke det der gjorde mig rolig, det var hans ord der gjorde det for mig. Fordi jeg vidste jeg kunne stole på Liam, han vidste hvor meget det her betød for mig og han holde Louis i kort snor af samme grund. 

"Okay, fair nok!" Jeg vidste godt det var begrænset hvor meget hans blomst ville betyde, men Louis gjorde det kun for at drille mig og det irriterede mig ret meget faktisk. Selvom jeg elskede Louis' humor, så ville jeg have vores bryllup til at være perfekt, og der ville sikkert ske nogle uventede sjove ting, som Louis havde arrangeret og det ville jeg tage med et smil, men jeg havde drømt om denne dag i så mange år og jeg ville huske dagen resten af mit liv, så jeg havde nogle ting som han ikke skulle fucke med, og en af dem var blomsterne.

"Jeg elsker dig!" Sagde Louis i en syngende tone, for at jeg ikke skulle være sur på ham. Jeg rystede på hovedet af ham "Du er så irriterende" Han ignorerede min fornærmelse og placerede et kys på min kind.

****

"Jeg er lidt fornærmet over at du ikke har spurgt mig, om jeg vil være en del af brylluppet!" Jeg rynkede min pande, hvad snakkede min bindegale bedstemor nu om? "Har du ikke modtaget din invitation? For hvis ikke så er jeg sikker på at den er lige på trapperne"

"Det er ikke det jeg mener! Jeg kommer som gæst, men jeg havde forventet at jeg ville være mere end bare en gæst til dit bryllup" Hun lød meget fornærmet, men hvad havde hun regnet med? Vi kan ikke give alle vores familiemedlemmer vigtige opgaver, det er der ikke nok opgaver til! 

"Hvad havde du regnet med, at du ville blive inviteret som?" Jeg havde en fornemmelse, om at denne samtale ville udvikle sig til noget langt ude, men hvis jeg havde gjort noget, som havde gjort Cece ked af det, så ville jeg gerne vide hvad jeg helt præcis havde gjort.

"Det ved jeg da ikke.. Brudepige måske?" Den pause hun havde inden hun sagde: Brudepige, fortalte mig at det ikke bare var et eksempel, hun havde regnet med at hun skulle være brudepige. Jeg holde min hånd op foran min mund, for at kvæle mit grin. Jeg var taknemlig over at vi snakkede over telefon, for så kunne hun ikke se min reaktion.

Jeg synes det var sødt at hun gerne ville være en del af mit bryllup, men samtidig også en smule mærkeligt. For selvom Cece betød utrolig meget for mig, så havde jeg ikke overvejet at give hende en rolle ved brylluppet, altså udover gæst. For så skulle jeg også finde roller til mine mostre, fætre, onkler osv, og så ville der ikke være plads til andre, fordi for det første så har jeg familie nok til at fylde et stadium, og for det andet så er der ingen der kan holde ud at være i rum med min familie i længere tid, og for det tredje...Så havde vi købt brudepiges kjoler.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til min bedstemor, for jeg ville ikke såre hendes følelser, men hvis jeg skulle gøre hende til en af mine brudepiger, så var der så mange ting som skulle laves om. Det var helt uoverskueligt, og jeg blev stresset bare ved tanken om det. 

"Cec-"

"Hvad så, dude?!" Skreg Louis idet han slog døren op til mit værelse, jeg rynkede mine bryn "Dude? Du ved godt at jeg er din pige kæreste, right?"

Louis skar en grimasse og pegede på telefonen "Hvem snakker du med?" Han ignorerede mit spørgsmål, og satte sig ned på sengen lige foran mig. "Jeg snakker med Cece" Louis' ansigt lyste helt op, der vidste jeg at han havde noget i tankerne og før jeg fik tænkt nærmere over det, havde han stjålet telefonen fra mig.

Han sprang op af sengen, mens han hilste på min Bedstemor "Hvordan har du det?" Han gik hen foran vinduet, der valgte han så at blive stående, mens han lyttede til Ceces svar. Jeg gad ikke engang at prøve på at få min telefon tilbage, for jeg vidste at det var umuligt med Louis, plus så blev jeg fri for at finde på en undskyldning til Cece. 

"Det er da også strengt af hende! Hvis det var mig der bestemte, så ville du være mit første valg til at være brudepige" Jeg rullede med øjnene over hans unødvendige røvslikkeri, Cece elskede ham allerede mere end hun elskede mig.

"Ved du hvad? Jeg har lige fået den bedste idé! Hvorfor vier du os ikke i stedet?" Jeg var ved at tabe både næse og mund over Louis' forslag, det kunne han ikke mene seriøst? Hvis det var en joke, så ville Cece blive virkelig ked af det. Men så igen hun ville jo aldrig gå med til det, det var slet ikke hendes stil at stå foran så mange mennesker og snakke i længere tid om kærlig-'

"Jamen så er det en aftale! Vi ses snart, hey" Da Louis lagde på havde jeg lyst til at slå ham, han gjorde virkelig hvad han kunne for at ødelægge mit drømmebryllup. Jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde, jeg skulle ikke vies af en der ville lade ord som: Swag og YOLO indgå i sin tale. 

Jeg tog en dyb indånding inden jeg endnu en gang kiggede over på Louis, med mit strengeste blik, jeg kunne ikke skjule hvor irriteret jeg var på ham. "Hvad så? Hvad er der galt?" Louis fastholde sit smil, som om han ikke havde gjort noget galt og ikke havde nogen idé om hvorfor jeg var sur. 

"Sådan som jeg ser det, så har vi to muligheder, den første er: at du ringer til Cece og tager dit tilbud tilbage. Den anden er: at vi aflyser brylluppet, for der er ingen chance for at jeg går op af kirkegulvet, hvis min bedstemor står for enden af det" Louis begyndte at grine, hvilket kun gjorde mig endnu mere irriteret.

Jeg tog min ring af og lagde den på sengen "Hvis du synes det er så fucking sjovt, så kan du jo grine hele vejen ned og bytte ringen" Jeg rejste mig fra sengen og forlod værelset, uden så meget som at skænke Louis et ekstra blik. Jeg vidste at jeg overreagerede, men det her bryllup betød rigtig meget for mig og det virkede som om Louis prøvede at forvandle det til en abefest. Hvilket jeg selvfølgelig ikke ville lade ham gøre imod mig, for han skulle ikke tro det var okay. 

"Jackie, hold nu op" Louis fulgte efter mig ud af værelset og tog fat i min arm før jeg nåede over til trappen, jeg rev min arm til mig, hvilket han virkede meget chokeret over, som om han troede det havde været en joke indtil nu. "Nej, Louis! Jeg tror ikke du forstår, hvor vigtig dagen er for mig"

"Selvfølgelig forstår jeg det, den er jo også vigtig for mi-"

"Virkelig? For det virker som om, du prøver at lave det om til et cirkus" 

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, hvilket jeg selv synes var latterligt, men altså det betød åbenbart meget mere for mig end jeg selv troede. Louis placerede sine hænder på mine arme og sendte mig et trist smil "Jeg beklager, jeg troede du ville elske idéen, om at blive viet af din bedstemor, i stedet for en fremmed præst" Når han sagde det på den måde, kunne jeg godt se hans pointe, men det var bare ikke sådan jeg havde forestillet mig mit bryllup og jeg følte altså ikke for at ændre mit mentale billede af hvordan brylluppet skulle være. 

Jeg tog en dyb indånding, der var ingenting at græde over, så jeg nægtede mig selv at græde. "Undskyld jeg overreagerede, Lou......Men lige siden jeg var helt lille, har jeg drømt om hvordan mit bryllup skulle være. Og jeg er godt klar over, at det er der mange små piger der drømmer om, men jeg drømte ikke om de samme ting som dem. De drømte om kæmpe fester og prinsessekjoler, det drømte jeg også om men det var ikke et must....For mig var de fire must: At blive gift med min drømmemand, at min far skulle følge mig ned af kirkegulvet, at have den perfekte far/datter-dans med min far og sidst men ikke mindst leve lykkeligt til mine dages ende" Min far havde altid været min bedste ven, så hans deltagen i mit bryllup var ekstra vigtig, og det at jeg var blevet frarøvet 2 af mine vigtigste must, havde virkelig ramt mig!    

"Jeg ved godt det lyder dumt, men det betyder rigtig meget for mig, at de ting som jeg kan styre bliver perfekte, når jeg nu skal undvære min fars deltagen" Louis trak mig ind i et tæt kram, efter jeg havde forklaret ham, hvorfor det perfekte bryllup var så vigtigt for mig. 

"Jeg ringer til Cece"

"Nej, lad hende være med, hvis det er så vigtigt for hende"

"Vi giver hende en anden rolle.....Jeg tror ikke hun ville egne sig til at vie os alligevel, hun bruger alt for meget slang og hun vil sikkert invitere folk op til party-juice, istedet for altervin" Jeg fnyste over Louis' joke, selvom han højst sandsynligt havde ret.

"Er vi gode venner igen?" Jeg nikkede mens jeg slap ham, han tog min hånd og lagde forsigtigt min forlovelsesring i den. Jeg slap hans hånd og tog ringen på igen, jeg var faktisk ret pinlig over hvor barnligt jeg havde opført mig, men samtidig var jeg enormt stolt af hvor godt han havde håndteret mig.

"Den hører hjemme på din finger" Louis tog endnu engang fat om min hånd, han studerede ringen på min finger, med et kæmpe smil. Jeg var så heldig, at jeg havde en fyr som Louis i mit liv, jeg ville ikke bytte ham for noget i verden, jeg vidste han havde det på samme måde, selvom vi havde vores barnlige (Mest fra min side) skænderier, så elskede vi hinanden ubeskriveligt højt. 

 

****   

     

Så jeg havde fundet ud af, hvorfor jeg havde været sådan en følsom kælling, min menstruation var lige kommet et smut forbi. Da jeg havde fortalt Louis det, havde han sendt mig et velvidende smil, som om at den havde han set komme. Jeg magtede slet ikke at have min menstruation lige nu, men det var vel bedre at have den nu end under brylluppet. 

Det var bare så dårlig timing, for her stod jeg i en brudekjole butik, i gang med at prøve en masse forskellige hvide kjoler. Men så igen, vores bryllups farver var jo rød og hvid, ej okay...Dårlig joke. 

Jeg ville have en enkel hvid kjole, ikke noget kæmpe stort dramatisk telt. Jeg havde allerede prøvet en masse, men de føltes ikke rigtige, måske var det bare mig der var naiv og troede at en af dem ville følelse anderledes. For jeg havde prøvet nogle smukke kjoler, men de føltes ikke rigtige.

"Er du klar?" Spurgte brudekjole konsulenten Jenna, jeg nikkede og lod hende trække forhænget fra, så jeg kunne komme ud og vise mine pårørende endnu en kjole som jeg ikke følte for. "Aww den er sød" Jeg vidste at min mor mente det godt, men der var intet nogen af dem kunne sige, der kunne ændre min mening om denne kjole.

"Hvad synes du selv om den?" Spurgte Perrie sødt, jeg trak på skuldrene, det var ikke fordi jeg hadede kjolen, men det var bare ikke kjolen. "Den er virkelig smuk og jeg kan godt lide den......"

"Men det er ikke din kjole?" Jenna havde fuldstændig læste mine tanker og det fortalte jeg hende med en grimasse, som hun nikkede forstående til. "Darling, sæt dig ned! Og fortæl mig så helt præcis, hvordan din drømmekjole ser ud" Man kunne godt mærke at Jenna havde prøvet det her før, for hendes tålmodighed var fuldstændig uberørt af at jeg blev ved med at sige nej. 

Jeg satte mig ned imellem Jay og Perrie, mens jeg prøvede at forestille mig min drømmekjole "Den er enkel, men alligevel utrolig smuk, den er meget unik og speciel"

"Hvad ville du sige til at prøve en af de store kjoler? Dem som de fleste kalder prinsessekjoler" Jeg vidste godt at hun prøvede at hjælpe mig, med at finde den perfekte kjole til brylluppet, men jeg skulle ikke have en stor kjole på til mit bryllup. Det var en bryllupskjole, jeg ledte efter! Ikke et telt.

"Jeg tror ikke det er mig, jeg synes de store kjoler er lidt for dramatiske" 

Jeg kunne ikke forestille mig, at en af de store kjoler ville se godt ud på mig og hvis en af dem mod alle odds gjorde det, så ville jeg overhovedet ikke føle mig tilpas i den. Men det var også okay, for jeg ville have en lille og fin kjole, og sådan var det. 

"Det er selvfølgelig helt okay, men jeg vil alligevel gerne have dig, til at prøve en eller to af de store kjoler, for det kunne jo være, at du fandt noget ved dem som du godt kunne lide" Hun var eksperten og hvis hun synes det virkede som en god ide, så måtte jeg vel gøre det, for det kunne jo være at jeg fik noget ud af det. 

"Okay, hvis du absolut insisterer på det, så lad os prøve det!" 

"Lækkert! Så vil jeg finde nogle frem, mens du drikker noget champagne og spiser noget kage" Jeg nikkede stille og tog imod det glas champagne, som jeg fik stukket i hånden. Jeg tog en tår og prøvede at slappe lidt af, så jeg ikke gik i panik over mit kjole dilemma.

"Hvad så, Jacks?" Spurgte Nat og sendte mig et skævt smil, jeg gengældte hendes smil og trak på skuldrene "Jeg beklager at jeg er så besværlig, men jeg skal kun giftes en gang og derfor er det vigtigt at alt er perfekt, inklusivt min bryllupskjole"

"Det er kun forståeligt, søde" Jay aede mig trøstende på ryggen, mens jeg tog endnu en tår af min champagne. "Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har set for mange chickflicks, men jeg har også en forestilling om at man kan mærke, når man har fundet sin brudekjole" Perrie forstod fuldstændig min tankegang, vi havde også snakket ret meget om det, og vi levede begge to i en drømmeverden, men det var jo kun godt. 

"Det kan man" Vi begyndte alle sammen at grine af Jay og min mor, over at de havde sagt det i kor. Det havde en trøstende effekt på mig, at få det bekræftet, for nu vidste jeg at det ikke bare var mig der var kræsen, men at jeg bare ikke havde fundet den perfekte kjole. 

"Vi går ikke før vi har fundet din kjole" Sagde Jay bestemt og gav mig et halvt kram, jeg var glad for at hun var med, hun var en kæmpe støtte for mig og hun ville være den bedste svigermor nogensinde. Hun var blevet så rørt over at jeg havde inviteret hende med til kjole-shopping, hvilket jeg fandt meget mærkeligt, for selvfølgelig skulle hun med.

Jenna kom gående forbi os med nogle kæmpe kjoler, en lav mand i jakkesæt gik ved hendes side, det så ud som om han hjalp hende med at slæbe. Han sendte mig et stort smil, men rynkede i stedet sine bryn "Oh good! Jeg kender det blik!" Hans lyse stemme gav genlyd i rummet, hvilket gjorde at han stjal de andre ansattes opmærksomhed. 

"Timmy!" Skreg han og holde de kjoler, han havde på slæb over imod en meget højere fyr, som jeg gik ud fra var Timmy. Timmy fór over til den lille mand og tog imod kjolerne, hvorefter den lille mand satte kurs over imod mig.

"Navnet er Jazz, og jeg er her for at redde dit bryllup" Jazz rakte sin hånd frem imod mig, jeg tog imod den mens jeg rejste mig op og gengældte hans kæmpe smil. "Mit navn er Jackie" Han gav mig elevatorblikket og bed sig i læben. 

"Jackie, sødt navn!" 

"Det er en forkortelse for Jaquelin" 

"Aw honey, det er sødt! Men nok om det, fortæl mig om din forlovede og jeres forhold" Jazz tog fat om min hånd med sin frie hånd, mens han holde den oppe. Så han havde begge sine hænder om min ene hånd, på en venlig måde. 

"Øhm han hedder Louis, han er sanger, så han rejser meget, men når han er på tour, så snakker vi så meget som muligt. Han er en fantastisk person, han er der altid for mig når jeg har brug for det og jeg elsker ham helt ubeskriveligt højt" Jazz nikkede forstående mens jeg fortalte om Louis, jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, så jeg sagde bare det første der faldt mig ind. 

"Vores forhold er meget......Unikt, vi har haft rigtig mange konflikter og det har taget os noget tid at nå hertil, men hvert bump på vejen har været det værd, for det har bragt os tættere sammen og vi værdsætter hinanden meget mere nu" Jeg var meget ærlig overfor Jazz, taget i betragtning af at jeg lige havde mødt ham, men jeg ville finde den helt rigtige kjole, og det virkede som om Jazz var den helt rigtige person til at hjælpe mig. 

"Og hvordan ser den perfekte kjole ud? Luk øjnene sammen med mig, og beskriv den så" Jeg lukkede øjnene, som Jazz befalede og forestillede kjolen for mig. 

"Den er meget simpel, den går ned til mine ankler og den har ærmer ligesom en t-shirt"

"Hvad med perler, tyl, mønster og sådan?"

"Den har ikke nogle perler på, den er bare hvid og stoffet er af silke" Jazz forblev stille, efter jeg havde svaret ham, så jeg åbnede langsomt mine øjne. Han havde rynket sin pande igen, hvilket ikke ændrede sig da han slog sine øjne op.

"Jackie søde.....Hvorfor insisterer du på at have en af bi-rollerne, når du har potentiale til at have hovedrollen?" Jeg forstod ikke helt hvad han mente, jeg havde beskrevet min drømmekjole for ham, intet andet....

"Hvad mener du?"

"Det virker som om du prøver at nedtone kjolens vigtighed, for ikke at være i centrum. Og noget siger mig, at det er hvad du er vant til" Jeg følte mig dårlig til mode, ikke fordi det var sådan jeg havde det, men fordi jeg følte mig meget sårbar, over at Jazz prøvede at analyserer mig.

Jazz gav min hånd et klem og hev mig med over til prøverummende, han hev forhænget tilside og lod mig træde ind bag det. Han slap min hånd og trak forhænget for bag sig, så vi var alene i prøverummet. "Jackie, honey....Du er en pleaser!" 

"Jeg kan mærke det på dig! Du vil have at alle føler sig godt tilpas, og du vil gøre alt du kan for at sørger for det. Derfor har du sat låg på dig selv, så der er bedre plads til alle andre, og det låg skal fjernes lige nu! Du opfører dig som en tjenestepige, når du er dronningen." Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle synes om det han sagde, for jeg havde aldrig tænkt sådan over det, men jeg kunne på en måde godt nikke genkende til nogle af tingene.

"Nu vil jeg finde en kjole, der er værdig nok til brylluppet, deres majestæt" Jazz bukkede for mig og forlod prøverummet. Jeg smilede lidt for mig selv, jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg havde det med alt det Jazz sagde til mig, men jeg synes det var sjovt at han tiltalte mig som kongelig.  

Der gik kun lige et øjeblik, før Jazz var tilbage med en kæmpe prinsessekjole, som både havde broderet mønster, perler, tyl og så videre. Alt det jeg ikke ville have, men som Jazz synes jeg havde brug for og fortjente.

"Miss Jaquelin, jeg har to kjoler med! Den ene er hvad du tror er den rette, og den anden er hvad jeg tror er den rette" Jazz hev den tydelige mindre kjole frem fra bag prinsessekjolen, han hang dem begge på knagen i prøverummet. 

Han hjalp mig ud af den nuværende kjole, og hjalp mig derefter med at få den lille kjole ned over hovedet. Han lukkede den med nogle klemmer bag på, før han begyndte at rette på kjolen, mens jeg studerede kjolen i spejlet. Den var præcis som jeg havde forestillet mig, den var utrolig smuk og jeg var dybt imponeret over at Jazz havde fundet min drømmekjole ud fra så få detaljer. 

"Når....Hvad synes du?" 

"Den er fuldstændig som jeg forestillede mig" 

"Men?"

"Der er ikke noget: 'Men'! Jeg elsker den, lad os gå ind og vise den til min familie" Jeg forlod prøverummet før Jazz nåede at tilføje noget, for at vise den til dem alle sammen. 

Perrie var den første der fik øje på mig, hun brød ud i et stort smil "Hvor ser du smuk ud, Jackie!" Perries kompliment blev efterfulgt af en masse andre, hvilkede varmede rigtig meget. Det betød meget at de kunne lide min kjole, det gjorde mig mere sikker i min beslutning om at det var den rigtige kjole. 

Jeg ved ikke hvordan men Jazz fik mig overtalt, til at prøve den anden kjole, jeg stod med ryggen til spejlet, så jeg kunne ikke se mig selv. Men denne kjole var ikke den rette, når jeg kiggede ned af mig selv, var synet der mødte mig, ikke noget jeg brød mig om. Kjolen var alt for voldsom, til min smag, fair nok at Jazz ville have mig til at prøve den, men nu havde jeg prøvet den og jeg vidste at den ikke var noget for mig.

"Jeg vil gerne have dig til at vise din familie kjolen, uden du selv har set den" 

"Ej, Jazz! Det kan jeg altså ikke!" Min afvisning, fik Jazz til at fnyse og pege over imod spejlet, som tegn til at jeg bare kunne kigge. Jeg vendte mig om, så jeg kunne se mig selv i spejlet, bare for at få det overstået. 

Da jeg fik øjenkontakt med mig selv, rettede jeg som refleks ryggen. Jeg lignede en rigtig dame, tårer begyndte at hoppe sig op i mine øjne, jeg havde ikke forventet at jeg ville synes om prinsessekjolen. Men når jeg kiggede mig i spejlet, følte jeg mig som en brud.

"Nårh hvad synes du?"

"Jeg elsker den" Min stemme rystede, det var underligt at jeg blev så berørt over en kjole. Den anden kjole var virkelig også smuk, og den ville jeg helt sikkert have valgt, hvis jeg ikke havde prøvet denne. Den anden kjole var meget mere min stil, og jeg havde ikke tænkt over at jeg måske skulle tjekke noget andet ud.

"Kjoler er lidt ligesom kærlighed, nogle gange falder man for noget andet, end forventet" Jeg nikkede mig enig i Jazzs udtalelse, mens mit kæmpe smil blev endnu større. Jeg lod et enkelt grin undslippe og det fik nogle enkle tårer til at falde. Jazz fandt et lommetørklæde frem og tørrede dem væk, han sendte mig et smil, som fortalte mig at han var glad på mine vegne "Lad os gå ud og vise den frem."

Min mor efterabede min reaktion, hun begyndte at tude som en lille baby, Perrie fældede også et par tårer, mens at de andre blev ved med at kommentere på, hvor smuk kjolen var og hvor godt den klædte mig. Jeg følte mig helt dum, over at have troet den anden kjole var den rette, men den var bare så meget mig. Jeg var virkelig glad for Jazz havde insisteret på at jeg skulle prøve denne kjole. Han var fandme god til sit arbejde! 

"Jackie...Ud fra tårene og smilene, vil jeg tro at den rette kjole er blevet fundet, men jeg kunne selvfølgelig godt tage fejl!" Jokede Jazz. "Nej, overhovedet ikke! Du har fuldstændig ret, tusind tak for hjælpen!" 

 

****    

  

"Jeg er hjemme!" Idet jeg råbene slog døren op, gik det op for mig at der var noget helt galt her. Der virkede helt tomt og stille, hvilket det ikke burde, når man tænker på at der bor 2 hunde, og cirka 4 mennesker. Jeg kiggede lidt rundt i gangen, og endte med at gå ind i stuen. Der manglede et eller andet, det var først da mit blik ramte gulvet, at det slog mig hvad der manglede, alle skoene var væk. Der plejede at stå mange sko hulter til bulter over det hele, men de var ingen steder at finde. 

Jakkerne, halstørklæder, huer og hvad der eller plejede at hænge på knagerne, var også pist væk. Da jeg vendte mig om imod fjernsynet, opdagede jeg at også familiebillederne var forsvundet, men fjernsynet stod præcis som det gjorde før jeg tog afsted i morges.

Hvad fanden var det for en underlig indbrudstyv, der havde stjålet personlige ejendele men havde ladet fjernsynet stå? Jeg havde det som om luften blev slået ud af mig, jeg løb op af trapperne for at tjekke hvad der ellers var blevet taget. Da jeg nåede ind på mit værelse fik jeg endnu en mental mavepuster, alle mine ting var væk: mit tøj, make up, billeder, selv min bøger og blade. Det eneste der var tilbage var mine møbler, selv mit lagen var væk.

Det var så nogen der havde brudt ind for sjovt skyld, for at tage mine ejendele der havde stor sentimental værdi, men ingen penge værdi. Jeg følte mig meget krænket, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg endte med at ringe til Louis, som heldigvis tog sin telefon efter første ring. 

"Hey babe!"

"Louis, der er nogen der var brudt ind! De har stjålet alle mine personlige ejendele, og jeg var ikke hvor hundene er!" Jeg satte mig ned på sengen, for jeg rystede så meget, jeg følte mig ikke tryg her, men jeg kunne ikke forlade resten af mine ting. 

"Jeg kommer og henter dig" Mere sagde han ikke før han lagde på, jeg sad lidt og overvejede om jeg skulle ringe til politiet, men det virkede alt for virkeligt. Jeg var rystet, men jeg var ikke grædefærdig på nogen måde, jeg havde været i så godt humør, at intet kunne slå mig ud. Men hvor var min små babyer? 

Jeg rejste mig med et sæt og begyndte at kalde på dem, mens jeg finkæmmede rummet for tegn efter hundene "Edward! Tommo!" Jeg løb efterfølgende ind på Zacs værelse, hvor endnu et tomt rum mødte mig, jeg havde ikke tid til at tænke over det, for jeg skulle finde hundene. Jacksons værelse var fuldstændig tømt, for både ejendele og møbler. 

Idet jeg farede ned af trappen, gik døren op og ind kom Louis, jeg stoppede lige foran ham. Jeg åbnede munden men intet kom ud, hvorfor var han så glad? Han kiggede hurtigt rundt i gangen, mens han blev stående i døråbningen. 

"Hold da op! Vi må hellere anmelde det til politiet!" Det lød meget falsk, men jeg valgte ikke at spørger ind til det. Da jeg tog min telefon frem, hev Louis den ud af hånden på mig "Man skal vist melde det på stationen! Så lad os komme afsted" 

"Nej, Louis! Tænk hvis de kommer igen, jeg tror altså det er bedre hvis vi ringer" 

"Tænk hvis de stadig er i huset! Vi er ikke i sikkerhed her!" Han lød meget overdramatisk, jeg havde slet ikke overvejet at de stadig skulle være her, men jeg havde alligevel været hjemme i noget tid nu, så jeg regnede ikke med at de stadig var her. 

"Louis, hold nu op! Giv mig nu min telefon, så jeg kan ringe til politiet!" Jeg holde min hånd op foran ham, som tegn til at han skulle give mig min telefon tilbage, jeg orkede ikke hans julelege, eller hvad man nu ville kalde det. Louis lagde min telefon ned i sin lomme, hvilket fik mig til at rynke mine bryn, men jeg nåede ikke at tænke meget over det, før jeg blev kastede over hans skulder.

"LOUIS!" 

"Jeg kører dig ned til politistationen" Jeg sukkede opgivende, hvorfor insisterede han på at have denne kamp? Jeg satte mig frivilligt ind i hans bil, og jeg forblev stille for at undgå et skænderi, jeg synes det var en dum ting at skændes over, for han prøvede jo bare at hjælpe, selvom det var en lidt underlig måde han gjorde det på.

Jeg lagde mit hoved imod ruden, jeg var overdrevet træt, det havde været en rigtig lang dag, og jeg orkede egentlig ikke rigtig at snakke. Så vi kørte bare i stilhed, men det var en rar stilhed, så det var okay.

"Har du fundet en kjole?" Louis' dumme spørgsmål fik mig til at bryde ud i et kæmpe smil, jeg nikkede dovent "Det kan man vist roligt sige, hvordan gik det med jer? Har I fundet noget?" Louis begyndte at grine, som om han skulle fortælle mig en sjov historie. 

"Jaaa, altså Liam lod mig ikke vælge det sæt, som jeg egentlig ville have valgt, fordi jeg lignede åbenbart en af skurkene fra batman tegnefilmen. Men jeg fik valgt et godt alternativ" 

"Snakker du om jokeren?" Louis rystede grinende på hovedet, jeg kunne se på hans ansigtsudtryk at han prøvede at huske navnet på skurken. "Han hedder vist påfuglen, mejsen eller noget i den stil" Jeg tog mig til panden, det kunne simpelthen ikke passe, at min forlovede ikke kendte til pingvinen.

Da jeg var yngre så jeg altid tegnefilm med Rich, for jeg gad ikke sidde og se barbiefilm med mine søstre, så jeg kendte lidt for meget til de forskellige superhelte. "Mener du seriøst, at du ikke ved hvem pingvinen er?" Louis ansigt lyste helt op, da jeg nævnte det rigtige navn på skurken. "Liam spurgte mig om præcis det samme!" Måske skulle jeg gifte mig med Liam i stedet? Det lød som om vi havde lidt mere tilfælles, end jeg havde med Louis. 

"Så du ville giftes med en høj hat på hovedet, og en paraply i hånden?" 

"En stok, ikke en paraply!" Jeg kunne ikke lade vær med at grine, det havde været noget af et syn, med min kæmpe kjole og Louis' kostume. "Hvorfor valgte du ikke det?"

"Liam sagde, at hvis jeg valgte det, ville du ikke gifte dig med mig" 

"Jeg tror det skib er sejlet" Louis kiggede kort over på mig, inden hans blik fandt vejen igen. "Hvad mener du?"

"Om du så dukkede op iført et borat kostume, så ville jeg gifte mig med dig. For jeg elsker dig Louis, og det ændrer sig ikke, bare fordi du har dårlig tøjsmag"

Louis rystede på hovedet af mig, men med et kæmpe smil på læben "Det siger du nu, men jeg tror du skifter mening ret hurtigt, når jeg dukker op til brylluppet, kun iført en skotsk nederdel" Vi begyndte begge to at grine. Jeg vidste at pointen med hele denne samtale, var at få mig til at tænke på noget andet og det havde virket, så jeg var ham taknemlig, jeg var i meget bedre humør nu. Men jeg var stadig bekymret for mine hunde, især nu når Louis kørte den forkerte vej.

"Hvor er vi på vej hen?" 

"Hvad mener du? Vi er på vej ned til politistationen selvfølgelig" 

"Men den ligger i den modsatte retning" 

"Vi er på vej over til den afdeling, hvor de specialiserer sig i indbrud"

"Okay så" Jeg lod Louis om at finde frem, for så god var jeg altså heller ikke til at finde vej. Mine øjenbryn endte dog ret langt op i panden på mig, da han kørte ned af en villavej, jeg tvivlede stærkt på at der lå en politistation her, jeg mener den ville ikke passe ind her, for det var tydeligt at de villaer der lå her, var ret dyre.

Han holde ind til siden, foran en virkelig smuk villa, han slukkede bilen mens han kiggede over på mig. "Hvad nu?" Louis trak på skuldrene og åbnede sin sele. Jeg fulgte efter Louis, da han forlod bilen, han gik over imod porten ind til haven.

Der var intet tegn på at dette skulle være en politibygning, ingen skilte, ingen biler! Det eneste der var, var en postkasse hvor der stod: 'Mr. & Mrs. Tomlinson'......Vent lige lidt! "Er det her hus dit?" Det lød hårdere end det skulle, jeg var bare meget chokeret. Louis vendte sig om imod mig og kiggede på mig, med et forbavset blik "Hvorfor spørger du om det?"

"Postkassen" Jeg pegede over på den, Louis brød ud i et kæmpe smil "Det skulle have været en overraskelse, men jeg har købt det her hus til os-"

"Det er skam også en overraskelse"

"Du har ikke haft indbrud, jeg har rykket dine ting i hemmelighed, så du ville føle dig hjemme her. Men hvis du ikke kan lide det, så siger du bare til! Så rykker vi tingene tilbage, eller finder et andet hus" Han lød ret nervøs for min mening, jeg tog hans hånd i min "Vis mig vores nye hjem."

Lige fra da døren gik op og indtil rundvisningen sluttede 20 minutter senere, var jeg helt målløs. Det var ikke et hus, det var et slot! Der var en kæmpe baghave, som sagtens kunne gå for at være en lille park. Der var en kæmpe entree, nogle dejlige store værelser, rigtig mange smukke badeværelser, en enorm swimmingpool og en hjemmebiograf. Det lignede et af de huse man kunne se i MTV Cribs, jeg kendte ikke nogen der boede sådan her. Dette hus fik mit gamle hus, til at ligne et sølle dukkehus.

Normalt var sådan et hus slet ikke min stil, men Louis havde indrettet det rigtig hyggeligt og hjemligt. Jeg ville komme til at elske at bo her, ingen tvivl der, men jeg skulle lige vænne mig til tanken, om at det her var den slags penge Louis havde. Jeg bliver altid meget forbavset over at One Direction er så stort, jeg kan slet ikke forestille mig hvor mange penge han tjener om måneden. 

Louis havde godt nok sagt, at der ikke rigtig var noget loft på hvor dyrt brylluppet måtte blive, men dette hus er jo sindsygt. Som Jazz nok ville sige det: Huset er en prinsesse værdig. 

"Kan du lide det?"

"Jeg elsker det!"            

Jeg vidste at Louis og jeg ville blive lykkelige lige meget hvad, men dette hus var utroligt smukt og jeg glædede mig til alle vores fremtidig minder, som vi skulle skabe her. Sammen med vores kæmpe,  sammenbragte familie selvfølgelig. Jeg følte mig helt klar til at gifte mig med Louis, jeg var så spændt på det hele at jeg næsten ikke kunne stå stille. Jeg var så fyldt op af lykke, at jeg ikke kunne forestille mig at være andet end lykkelig med Louis. Lykken løb rundt i min krop, mens jeg placerede min læber på Louis'.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...