You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

100Likes
116Kommentarer
65421Visninger
AA

28. He is mine, just like that?

Min selvtillid fra sidste uge var fuldstændig forsvundet, jeg sad overfor sagsbehandleren der behandlede Zacs sag. Slet ikke ironisk! Jeg havde igår modtaget en kopi af Zacs adoptions-papir, underskrevet og det hele af Zacs mor. Så ligeså snart papirende var blevet registret, var jeg Zacs "Mor"......Like what! Jeg havde ikke været den mindste smule forberedt på det her, så jeg havde ringet sagsbehandleren Aiden op med det samme. Hans navn stod på det kort jeg havde fået, mens hans nummer på. 

Vi havde lynhurtigt fået arrangeret et møde, jeg havde bedt ham vente med at sende papirende ind til registrering. Så jeg lige havde noget tid at løbe på, og finde ud af hvad mit næste træk skulle være. Jackson som ellers var kommet på denne her "gode" ide, var helt ubrugelig i forhold til udfaldet af hans sidste ide. Sidste gang jeg spørger ham til råds! 

"Aiden....Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, for jeg havde ikke regnet med at hans mor bare ville give op på den måde" Aiden sendte mig et varmt smil, før han nikkede forstående "Jeg forstår dig godt, jeg havde heller ikke regnet med at hun bare ville skrive det hele under så hurtigt. Men idet mindste behøver Zac og du ikke tænke mere, på den usikre fremtid I troede i gik i møde." 

Jeg var ret chokeret over det nye problem, i denne sag. Det var ikke fordi jeg var bange for at Zacs skulle bo hos mig, han ville altid være velkommen i mit hjem. Men jeg vidste at han havde brug for en mor, og jeg var slet ikke gammel nok til at være hans mor! For slet ikke tale om, det at være moden nok. Hvis man tænker over det, forstår jeg slet ikke hvorfor jeg har fået tilladelse til at adoptere Zac. 

Jeg er slet ikke i stand til at tage mig, af andre end mig selv! Ved nærmere eftertanke....Jeg kan ikke engang tage vare på mig selv. Jeg er langt fra fornuftig nok og det ville være en skam hvis Zac skulle hænge på mig. 

Det var forfærdeligt, at Zacs mor bare havde opgivet ham! Han var en fantastisk dreng, han havde bare brug for en forældres støtte og kærlighed, så skulle han nok komme langt i livet. Det var bare synd at hans mor var så fucked up, hun ikke engang kunne se det. Jeg havde en blandet følelse af had og sorg, had til Zacs mor for at skrive under, hun skulle jo forhelvede kæmpe for ham. Sorg på Zacs vejene, fordi han var bange for hun bare ville skrive under og det var præcis hvad hun havde gjort. 

"Du ser ret trist ud, Miss Collins. Var dette ikke hvad du havde håbet på?" Hvorfor gav han mig et barn? Han blev ved med at kalde mig "Miss Collins" og jeg var ikke engang begavet nok til at kalde ham "Mr. Taylor." De var vidst ret uprofessionelle. 

Jeg sukkede "Jeg forstår ikke, hvordan hun bare kan give sit barn væk, på den måde. Og jeg forstår ikke hvorfor I bare lader mig adoptere ham, så let"

"Jeg må indrømme at det her, er en af de nemmeste sager jeg nogensinde har været en del af. Hendes beslutning bliver du nok nødt til at snakke med hende om" Som om han bare mente det metaforisk, så var det ikke en dårlig ide, overhovedet ikke!

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det sådan et spørgsmål der viser hvor dårligt systemet er! Jo hurtigere sagen bliver klaret jo bedre, vi er så få folk om så mange opgaver.....Så i mange af sagerne handler det om hvad sagsbehandleren tror/synes/fornemmer og om at sparer så mange af statens penge som muligt. Hvis du havde fået en dårlig sagsbehandler, som ikke kunne lide dig så var du aldrig blevet godkendt."

Hvor er det sørgeligt at det er sådan det foregår! Men det drager mig til et andet spørgsmål...

"Hvorfor godkendte du mig? Du har kun set billeder af mit hus, jeg kunne ligeså godt have sendt dig billeder af et andet hus end mit. Og je-" Jeg nåede ikke at snakke færdigt, før Aiden havde afbrudt mig.

"Kald det en fornemmelse........Efter at have arbejdet her i nogle år, så lærer man at læse folk, hvornår de lyver, hvornår de taler sandt....Hvad de er for nogen. I dit tilfælde var det ikke svært, du virker som en person som vil andre folks bedste. Du vil gøre alt for at Zac føler sig tryg og elsket. Det er ret fantastisk at der findes folk, som stadig er sådan.....Jeg er 100% sikker på at du er den helt rigtige forældre for Zac, selvom du ikke er så gammel og ikke har en lang klog uddannelse. Og selvom du måske tvivler på det, er der mange omkring dig der er enige med mig. Hvis du ikke tror på mig, så er du mere end velkommen til at tage en snak med dem."

Det var rigtigt sødt sagt, det gav mig en slags indre ro. Som om hvis det endte med at Zac skulle bo hos mig, så kunne jeg godt klare det. Jeg skulle nok tage mig rigtig meget sammen, men jeg kunne klare det.

Aiden åbnede en af skufferne i sit skrivebord og tog nogle breve frem "Og hvis der sker noget, som får mig til at tvivle på dig. Så læser jeg bare et af dem her"  Jeg kiggede undrende på brevene, som hans viftede rundt med. Han fnyste  over min uforstående opførelse. "Det er de breve, dine tætteste pårørende skrev til mig, da jeg begyndte på denne sag! Jeg må ikke rigtigt gøre det her...Men jeg synes du skal læse det" Han mumlede det sidste, mens han rodede rundt i de papirer der lå og flød på hans bord.

Han rakte mig et stykke papir, med noget sjusket skrift "Det er Zacs brev til mig, læs det når du kommer hjem" 

Jeg må ærligt indrømme at jeg var ret nysgerrig, efter at vide hvad der stod ikke kun i Zacs brev, men også i de andres. Samtidig med at jeg ikke ville vide det, det var en ret underlig følelse. Jeg sendte ham et smil "Tusind tak, for hjælpen!" 

"Du behøver ikke takke mig, jeg er bare glad for at kunne hjælpe! Bare lige husk, at det jeg sagde om systemet......Det har jeg aldrig sagt."

 

****

Jeg sad ude i min bil og kiggede tøvende op mod det rækkehus, som Zac havde boet i hele sit liv. Jeg gyste ved tanken om hvordan det så ud indeni, det var et ret fattigt kvarter, men derfor kan man jo godt bo ordenligt. Selvom i et ordenligt hjem, ville man nok ikke sætte en træplade op foran et af vinduerne. Måske var det bare gået i stykker og der var ikke penge til at ordne det lige nu? 

Jeg prøvede virkeligt at samle mig, så jeg havde kræfter nok til at gå derop og banke på. Men jeg var alt for nervøs til det, jeg var nærmest helt angst ved tanken. Jeg tog endnu en dyb indånding, jeg skyndte mig at tage bilnøglerne i hånden og sprang ud af bilen, med en sports-taske over skulderen i en rygende fart. Hvis jeg gjorde det hurtigt nok, kunne jeg ikke nå at skifte mening.

Jeg løb op til døren og bankede hårdt på døren, hvorefter den dybeste indånding blev taget. Jeg var så nervøs at jeg nærmest rystede, det var ikke fordi jeg frygtede at møde hans mor. Det var mere at jeg ikke havde lyst til at se hvordan han havde boet her, jeg ville ikke mentalt kunne klare hvis det lignede lort.......Han fortjente guld og grønne skove, men han havde fået det helt modsatte af det, og det blev kun værre for hvert sekund. 

Jeg var her for at overbevise hans mor om, at hun savnede ham og elskede ham. Jeg vidste ikke hvordan det ville gå, men jeg håbede at dette besøg ville ændre noget i begge deres liv. 

Jeg bankede endnu en gang "JEG KOMMER NU!" Blev der spydigt råbt indefra huset af, jeg tog den sidste dybe indånding og ventede med rystende hænder at hun ville åbne. 

Døren blev hevet op og en middelalderen spansk kvinde kom til syne, hun havde noget snavset nattøj på og en morgenkåbe udover, hendes hår var meget uglet så hun lignede allermest en person der lige var stået op. Men taget i betragtning af at hun havde en næsten tom vodka flaske i sin venstre hånd, og klokken var næsten 4 om eftermiddagen tror jeg ikke det var tilfældet.

"Hej! Er du Theresa? Zacs mor?" Hun kiggede på mig med et halvt dømmende og halvt irriteret blik. 

"Hvad rager det dig?" Jeg havde ikke forventet at få sådan et strengt svar igen, men noget sagde mig at det var en del af hendes personlighed. Zac havde hendes øjne, så jeg var overbevidst om at det var hans mor. "Hyggeligt at møde dig! Mit navn er Jackie Collins, din søn bo-" 

"Din søn! Zac er ikke mit afkom mere" Jeg bed tænderne hårdt sammen, hvordan kunne hun kalde ham et afkom? Som om han ikke var en skid værd! Hendes tone var frydende men samtidig giftig, som om at hun var rasende på mig, men hun fryd sig over at han nu var min. 

"Jeg er kommet for at hente hans ting"  

"Det er godt du kommer nu! Jeg var en dag, fra at smide hans ting ud!" Grinede hun, jeg skulle give hende noget at grine af! Hun forstod virkelig at gå mig på nerverne. "Ja, det er godt nok heldigt! At jeg lige kommer idag!" Svarede jeg ironisk.

"Hans værelse er det første på højrehånd" Hun trådte et skridt til siden, så jeg kunne komme forbi. Jeg trådte ud af mine sko og gik lige forbi hende "Lad vær med at rør noget!" Råbte hun efter mig, selvom jeg kun var 2 meter fra hende. 

Jeg rullede med øjnene og åbnede døren ind til Zacs værelse, udover hendes beskrivelse af hvor værelset lå. Så stod der Zac med store blokbogstaver på døren, det var godt nok streget ud men man kunne tydeligt se hvad der stod. Jeg gik ind på værelset og så mig omkring, det var ikke fyldt tværtimod det var ret tomt, men der var vel nogle få ting som han værdsatte, indtil at han altså kom hjem igen. 

"Hvad venter du på? En invitation?" Vrissede hun, inden hun tog en tår af vodkaen. Jeg ignorerede hendes spørgsmål og begyndte at kigge tingende igennem. Jeg gik over til det lille ødelagte skrivebord, som stod foran det vindue der var tildækket. Jeg tog det tøj der lå i en bunke ovenpå skriveborderet og lagde det ned i sports-tasken, jeg åbnede skrivebordsskuffen og fandt mere tøj, som jeg også hurtigt fik pakket. 

Jeg lukkede det store rum i tasken og satte den i sengen, som sagde en høj knirkelyd. Jeg kunne mærke Theresas blik følge hver eneste en af mine bevægelser, så jeg skyndte mig at samle resten af hans ting, for det var ret akavet.

Jeg lukkede tasken og tog den over skulderen igen, for derefter at vende mig imod døren. Theresa rømmede sig "Glem nu ikke bamsen, han elsker den klamme ting" Det lød som om hun ikke kunne komme i tanke, om noget mere klamt end den bamse, jeg stod dog og kiggede på en meget mere forfærdelig ting. 

Jeg samlede bamsen op og fik øje på et billede der lå under den, jeg tog bamsen under armen så jeg kunne samle billedet op. Det var et billede af Zac og Theresa, det var et gammelt billede....Eller det var ihvertfald et par år gammelt. Zac sad på gulvet og krammede sin bamse, mens Theresa sad bag Zac med sine arme omkring ham. De havde begge et kæmpe smil på læben, de så virkelig lykkelige ud. Jeg forstod ikke hvordan det kunne have ændret sig så meget.

"Er du ved at være færdig? Eller skal du bruge resten af dagen?" Jeg blev hevet ud af mine tanker af hendes brokkeri, det var vidst på tide at komme videre. Jeg kiggede mig hurtigt omkring, jeg havde vidst det hele så jeg kunne med ro i sjælen forlade hans gamle værelse. 

Efter jeg havde taget mine sko på, vendte jeg mig imod Theresa og tog en dyb indånding. Jeg skulle lige til at spørger hende, men hun hev billedet ud af min hånd og begyndte at grine "Det er faktisk et godt billede" Hun smilede lidt for sig selv, så hun var ikke helt hjerteløs!....Måske ville billedet få hende til at savne ham? "Hvis Zac ikke var på, ville jeg have hængt det op! Det er virkelig et godt billede af mig!" Selvfølgelig var det sådan hun mente det! Heartless bitch! 

Hun sendte mig et frydende smil mere, mens hun rakte mig billedet tilbage. Det var som om at hun vidste hvilke knapper hun skulle trykke på, for at pisse mig fuldstændig af. "Hvorfor skrev du under så hurtigt? Betyder han slet ikke noget for dig?" Det kom ud meget mere fjendtligt, end det rigtigt skulle men hun fortjente ikke at det blev pakket pænere ind, så det betød intet for mig.

"At have en søn, er ligesom at have en bums du ikke kan trykke ud. Man accepterer at den er der, men når man slipper af med den, er man alligevel glad" Hun sendte mig et flabet smil, og smækkede døren i hovedet på mig. Det var måske meget godt at hun skred, eftersom jeg var super tæt på at pande hende en på låget. 

Jeg prøvede at få mig selv til at falde ned, men hun havde fucking kaldt ham en bums! Hun havde kun grimme ting at sige om ham, og hun var hans fucking mor! Hvordan kunne han holde ud at bo hos hende indtil nu? Jeg smed tingende ind på passagersædet og satte mig ind bag rattet. 

Jeg tog en dyb indånding, hvis der var nogle der havde fulgt mig igennem min dag, ville de tro jeg var gravid eller havde et vredeproblem. Alle de dybe indåndinger havde hjulpet mig meget idag, men det var helt vildt så mange ting folk gjorde, så jeg fik brug for dem. 

Jeg skulle til at starte bilen, da jeg kom i tanke om Zacs brev. Jeg følte at det var det rette tidspunkt at læse det, for det kunne være han havde skrevet noget om sin mor og om hvorfor hun var sådan en bitch. 

Jeg hev det op af min lomme og foldede det ud.

"Hej Mr.Taylor. 

Jeg er lidt i tvivl om hvad jeg skal skrive, da jeg er lidt i tvivl om hvad jeg vil have du skal gøre. Jeg elsker min mor, hun er min eneste familie. Jeg ved ikke om jeg kan forlade hende, for jeg er bekymret for hvad der så sker med hende. Min mor er alkoholiker og jeg er bange for at hun drikker sig ihjel, det er mig der sørger for hun får noget at spise og ikke kommer til skade, for når hun drikker er hun ligeglad med alt.

Jeg vil meget gerne bo hos Jackie, hun er ikke så meget ældre end mig. Men hun er overdrevet cool og jeg føler mig tryg i hendes hjem. Hun har altid tid og lyst til at snakke med mig, og jeg føler mig som en del af en familie. En stor underlig mixed familie, som holder af hinanden og sørger for alle har det godt. Selvom jeg ikke har boet i hendes hjem særlig lang tid, er det som om at jeg betyder noget for dem. Og de betyder en del for mig. Der er ikke nogle af dem, der har råbt af mig eller sagt at de hader mig, det er underligt ikke at høre det hver dag. Jeg føler mig ikke dårlig og ubrugelig, når jeg er hos Jackie. 

Jeg vil ikke bo hos min mor, men jeg føler at jeg bliver nødt til det fordi ellers dør hun måske, selvom hun hader mig vil jeg ikke have at hun dør, for hun er min mor. Jeg vil heller ikke have, at Jackie fortryder hun har ladet mig bo her, og kommer til at hade mig. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Fra Zac"

Jeg havde en knude i min mave, da jeg foldede brevet sammen og lagde det ovenpå tasken. Jeg trådte ud af bilen endnu en gang og sprintede de 4 meter der var op til rækkehuset, jeg hamrede på døren med knald hårde slag. Jeg lyttede ikke til det Theresa råbte fra den anden side af døren, men blev ved med banke på. 

Hun så uinteresseret ud da hun åbnede døren, som om hun tænkte: Hvorfor går du ikke hjem?! Jeg hev den nye vodka flaske ud af hendes hånd og tyrrede den ned i jorderen, et stykke fra mig. Det fik hendes opmærksomhed, hun så pludselig gal ud.

Hun skulle til at skrige et eller andet, men jeg kom hende i forkøbet "Hvad fuck bilder du dig ind, at opføre dig sådan overfor din søn! At få ham til at føle sig dårlig og ubrugelig, som om han ikke er god nok! Zac er en fantastisk dreng! Jeg forstår ikke hvordan hans egen mor, ikke engang kan se det! Hvorfor sådan nogle folk som dig får børn, det vil jeg nok aldrig forstå! Men jeg er glad for at du fik Zac, for han er noget af det bedste der er sket for mig og min familie! Jeg kom faktisk idag, for at få dig til at indse hvor meget du savnede ham, så du ville ændre din opførelse overfor ham, for at få ham tilbage........Men jeg vil gøre alt jeg kan, for at du aldrig kommer til at se ham igen.....For det fortjener du ikke, du er ikke god nok til at kende Zac" Jeg mente hvert et ord, jeg havde sagt til hende og hun fortjente at høre dem. Jeg vendte mig om for at gå, mens Theresa stod helt mundlam og forbavset tilbage.  

Da jeg kom ned til min bil og åbnede døren, så jeg hun ikke havde rykket sig en eneste cm. "Jeg forstår ikke hvordan en følelsesløs person som dig, kan få en dreng med så stort et hjerte. Selv efter alle de ting du har kaldt ham og udsat ham for, så er han stadig bekymret for dig....Så gør ham en sidste tjeneste...Eller en første tjeneste? Få noget hjælp....Og lad vær med at dø" Med de ord, satte jeg mig ind i bilen og kørte afsted en gang for alle.  

 

 

 

 

****

 

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fortælle nyheden til Zac, han ville blive knust, men jeg havde en forstilling om at han også ville blive en del lettet. Så det var bare om at få det overstået, det var bare nemmere sagt end gjort, meget nemmere! 

Jeg trådte tøvende ind på Zacs værelse, efter at have banket på den åbne dør. Han lå i sin seng og læste en tegneserie, med Tommo liggende under hans tegneserie. Han kiggede op da jeg bankede på, han sendte mig et træt smil "Hej Jackie"

"Hey du! Forstyrrer jeg?" Han rystede på hovedet, hvilket fik mig til at sætte mig på kanten af hans seng. "Jeg har noget, som jeg skal fortælle dig men jeg ved ikke hvordan du vil tage det" Det er ret strengt af mig, at sige det på den måde, for det lød som om vi var lige gamle og det var vi overhovedet ikke. Jeg ville fortælle ham det på en voksen måde og så måtte vi tage den derfra. 

Zac satte sig op og gjorde tegn til at jeg skulle forsætte, så det var hvad jeg gjorde "Tidligere idag var jeg inde og snakke med sagsbehandleren omkring vores sag, og det viser sig at jeg er blevet godkendt til at adoptere dig............Og din mor har på en måde underskrevet papirende. Jeg ved godt det ikke var planen, men hvis du vil have det....Du skal kun sige ja, hvis du har lyst til det! Så kan du blive boende her.......Og jeg kan tage mig af dig, som din mor.....Altså adoptivmor, men stadig" Jeg sagde det sidste ret tøvende, for på en måde var det ret akavet og underligt at sige det sådan, men det var jo sådan det hang sammen i bund og grund. Jeg vidste godt før mødet idag, at jeg var blevet godkendt, men det lød bedre på den her måde. 

Zac kiggede ned i gulvet, som om han ledte efter et svar dernede. Jeg lagde en støttende hånd på hans ryg "Jeg ved godt du føler et hvis ansvar overfor din mor, men hun skal nok klare den.....Du behøver ikke bekymre dig om hende, på den måde. Det er dig der er barnet, ikke hende" Prøvede jeg trøstende. 

Zac nikkede stille "Jeg ved det godt.....Hvis du er sikker på at det er okay, at jeg bor her. Så vil jeg gerne blive" Han drejede forsigtigt sit ansigt over imod mig, som om at han var bange for min reaktion. Jeg hev ham ind i et kram "Selvfølgelig er det okay! Jeg elsker at have dig boende her!" 

Zac grinte let, som om han ikke rigtigt synes det var sjovt men grinte alligevel. "Betyder det at jeg skal med til New york?" Spurgte han med et smørret smil, jeg slap ham og nikkede "Det skulle du ligemeget hvad! Jeg vil ikke afsted uden dig" Det var som om Zacs smil blev en smule mere oprindeligt, jeg klappede ham på ryggen og rejste mig.

"Jeg har aldrig været ude og flyve før!" 

"Så har du noget at glæde dig til!"

Jeg gik overimod døren, men stoppede ligefør jeg var ude og vendte mig om imod ham "Det er okay, at være ked af det, Zac. Jeg ved godt det gør ondt......Du behøver ikke skjule det" Jeg rømmede mig lige, for at få den triste tone væk.

"Når det så er sagt, så står der en mørkeblå sports-taske nede i stuen til dig.....Så du må nok hellere begynde at pakke dine ting, for vi tager afsted til New York imorgen tidlig." 

Jeg åndede lettet op, da jeg lukkede døren ind til mit eget værelse efter mig. Det gik en del lettere end jeg havde regnet med, jeg vidste godt at jeg burde have været lidt mere trøstende. For selvfølgelig var han ked af det, ingen tvivl der, men jeg vidste Zac ikke var typen der bare åbnede fuldstændig op omkring det. Så jeg måtte vente til han kom til mig, og ville snakke om det, hvis det overhovedet kom til at ske.

Jeg smed mig på sengen, det havde været en lang dag og jeg glædede mig ret så meget til at gå i seng og sove. Men det kom ikke til at ske foreløbig, for jeg skulle først pakke og så skulle jeg lave mad.....Eller bestille mad? Nej! Idag skulle vi have ordenligt mad.

Jeg måtte nok hellere se at komme igang, ellers kom det ikke til at ske. Jeg kom langsomt på benene igen og gik med dovne skridt over imod mit skab. Jeg åbnede det og kørte hurtigt mit blik henover alt tøjet, hvilket dræbte den lille smule overskud jeg havde tilbage.

 

 

**** 

 

En stor rullekuffert, en mega sports-taske, en overfyldt rygsæk og en pæn skuldertaske, plus 3 hunde som ville i hver deres retning og ingen af dem ville den samme vej som mig, det var hvad jeg prøvede at håndtere lige nu. Zac var nervøs for at skulle ud og flyve, så han var svimmel og havde kvalme. Han havde ikke indrømmet at det var derfor, men det var først da vi var begyndt at snakke om flyveturen, at han begyndte få det dårligt så det var lidt åbenlyst. 

Rich var taget hjem til Cheshire, for lige at ordne nogle ting og sådan, inden vi skulle afsted. Vi havde aftalt at mødes i lufthavnen, så nu stod vi og ventede på ham....Og mine søstre, ja de skulle med! Vi havde jo originalt planlagt denne tur for noget tid siden, men så blev mine søstre forvandlet til hekse og turen blev dermed aflyst. Så nu når den var planlagt på ny, så var de åbenbart automatisk inviteret......Det skulle nok blive en sjov flyvetur, jeg skulle bare ikke sidde ved siden af dem. 

Jeg smed taskerne, for det var ret dumt at stå og bære på dem, når vi alligevel stod stille. Jackson stod og var fuldt optaget af sin telefon, bortset fra de få gange han skimte lufthavnen hurtigt og derefter tjekkede sin telefon igen. Som om han kiggede efter noget, måske skrev han med Brianna eller Natalia? Eller Rich? Det virkede bare som om at han var ivrig, og det var han sjældent.......Det ville overraske mig, hvis det havde noget med mine søskende at gøre.    

"Skal vi ikke bare tjekke ind, så kan vi mødes med de andre derinde?" Spurgte Sean utålmodigt, han var så smadret. Hvilket resulterede i at han var humørsyg, det var ret sjovt at høre ham bitche over alt muligt latterligt, men det var lidt trættende i længden. 

Måske var det en meget god ide? Så kunne vi sætte os et sted og få lidt at spise eller drikke, og så blev jeg fri for at slæbe rundt på de her tasker. Jeg nikkede mig enig i hans foreslag, vi vendte os begge imod Jackson som stadig stod med sin telefon. Han havde slet ikke opfattet Seans spørgsmål, men han kunne fornemme at han var gået glip af noget, da han kiggede op fra telefonen og vi begge kiggede afventende på ham.

Han låste sin telefon og lagde den ned i sin lomme "Hvad?" Han kiggede skiftevis på Sean og jeg. Jeg udgav et enkelt grin og rystede på hovedet "Lad os nu bare tjekke ind" Jeg udvekslede blikke med Sean, som nikkede sig enig i mit forslag. 

Hundesnorende som var bundet fast på rullekufferten, begyndte Zac at binde op, jeg sendte ham et spørgende blik "Er du sikker på, at du kan klare dem?" Zac nikkede som svar og sendte mig et forsikrende smil. Jeg samlede taskerne op og sammen gik vi over imod køen, som til min store overraskelse var rigtig kort. Der var sådan 5 mennesker foran os og der var 2 skranker åbne, så det ville gå rigtigt hurtigt. 

Vi nåede ikke engang at stille os i køen, før Sean sukkede irriteret "Okay...Helt seriøst! Hvem er det, du skriver med? Vedkommet er åbenbart virkelig interessant!" Jeg kiggede bagud og så at Jackson havde taget sin telefon frem igen. 

"Min mor, jeg skal hilse og hun ønsker os en god rejse" Svarede Jackson stille, jeg havde tænkt mig at kommentere det men jeg nåede ikke en gang at åbne min mund, før der blev råbt "Næste." Jeg trådte frem til skranken og fandt billetterne og vores pas frem, damen skannede vores billetter og tjekkede passende.

I løbet af ingen tid fik vi tjekket vores baggage ind, jeg forstod godt at der ikke var nogle kø, når de arbejdede så hurtigt som de gjorde. Det kan godt være at det ikke var så personlig-betjening, men det var hurtigt og effektivt! Og det kunne jeg næsten bedre lide. 

Vi havde og så klaret sikkerheds-kontrollen helt fejlfrit, sikkerheds-vagterne havde endda hilst på hundende. Det virkede som om at det ville blive en rigtig god rejse, selv vejret var fantastisk! Så Zac ville ikke dø af skræk på grund af for meget turbulens, han så ud til at have det bedre nu, men det kunne selvfølgelig også godt være fordi vi sad og fik lidt at spise. Jeg havde dog stadig overtaget Edward, for han var helt vild når der var så mange mennesker, han ville hilse på alle og lege med dem. Han hoppede rundt, trak i snoren og gøede når han ingen opmærksomhed fik. Det værste var at han allerede havde fået noget beroligende, så han ville være endnu mere vild uden.

Da han begyndte at gø helt overdrevet, tog jeg ham op i mit skød, hvilket var begyndt at blive ret vanskeligt for han var ingen lille hund mere. Jeg lagde min ene arm om ham så han ikke faldt ned, mens jeg med den anden hånd aede ham. Jeg kunne se på ham at han nød det, for han lukkede sine øjne og forholde sig stille. 

"Jeg forstår ikke hvordan du fik vores rejse så billigt, Sean" Udbrød Jackson pludselig, Sean tog en tår af sin sodavand og sank det langsomt med et selvtilfreds smil på læben. "Min onkel ejer et rejseselskab, allerede af den grund alene får jeg 50% rabat.....Udover det, så har han en masse forretning-forbindelser i New York, som han lige kunne udnytte lidt på vores vejene!" Sean havde fandme gjort det godt og det vidste han godt selv, det var virkeligt fedt at spare så mange penge, især når jeg ikke ligefrem var rig og nu havde Zac at tænke på også. 

"Det er så fedt, tak Sean!" Sean smil blev endnu bredere, hvilket var tegn på at han ikke var så mut længere. Samson begynde at pive da han fik øje på Rich, hvilket fangede både Edwards og Tommos opmærksomhed. Jeg lagde begge mine arme om Edward, for at holde ham fast, det virkede men han prøvede stadig at vrikke sig ud af mit greb. 

Tommo sad bare og kiggede over imod Rich, uden at sige noget.....Han var en god dreng! Det var Edward også, bare ikke lige nu. Da Rich ikke var mere end nogle få meter væk, slap Jackson Samsons snor og lod dermed Samson løbe Rich i møde. 

Rich satte sig på hug og tog imod Samson, som farrede rundt om ham med logrende hale og hoppede op af ham på samme tid. Rich tog Samsons snor og forsatte over imod os, han stoppede da han stod imellem Zacs og Jacksons stole. Han kiggede skiftevis på os alle "Hey Guys! Hvad så? Er I friske?" Han lagde sin hånd på Jacksons skulder.

Vi havde lidt forskellige svar på det spørgsmål, Sean og Zac rystede begge på hovedet mens Jackson nikkede, jeg selv trak bare på skuldrene. Edward begyndte at gø igen, mens han kiggede på min bror, han var virkelig ivrig efter Richards opmærksomhed. 

Richard skar en grimasse og rystede på hovedet, mens han låste blik med Edward. Han begyndte at grine da Edward begyndte at pive og kort efter gø, jeg sukkede træt "Lad nu vær med at gejle ham mere op!" Bønfalde jeg ham.

Jeg vidste at Edward allerede nu ville have svært ved at falde til ro, når vi kom ombord på flyet, så det sidste jeg havde brug for var at Rich gjorde det endnu værre. "Det er ikke min skyld, han elsker mig!" Han fik det til at lyde som en slem ting, hvilket det bare overhovedet ikke var! Jeg grinte lidt "Hvor har du gjort af dine søstre?" Spurgte jeg for at skifteemne, Rich fnyste over mit valg af ord "De skulle lige tjekke en butik ud, så de kommer om lidt!" Ligeså snart han havde forklaret det, kunne jeg se dem komme gående nogle meter nede.

"Ej, hvor jeg glæder mig" Sagde jeg sarkastisk, jeg havde intet at snakke med dem om, men det skulle ikke holde mig fra at hakke på dem, hver gang jeg fik muligheden. Jeg havde ikke tænkt mig at være den søde søster denne gang, så det skulle nok blive sjovt! 

De stoppede begge en meter fra vores bord, hvor de akavet vinkede....Ikke til nogle bestemt men det var ret pinligt at se på "Hej Venner!" Udbrød Natalia stille, De fik et hurtigt falsk smil fra både Sean og Jackson.....Jeg vidste godt det var strengt, at lade Sean og Jackson være sur på dem, på mine vejene! Men alt jeg havde gjort, var at fortælle dem hvad der var sket.

Zac på den anden hånd, vidste intet om det, han kunne bare fornemme den pressede stemning og valgte derfor at lade som om at han ikke havde hørt Nat. Jeg elskede den dreng! Jeg havde lyst til at give Natalia og Brianna fingeren, som svar på hendes hej! Men jeg måtte opføre mig en smule modent, med Zac til stede. Det ville blive fucking svært men jeg kunne klare det, jeg skulle bare tage mig sammen.

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...