You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64674Visninger
AA

38. Happily ever after.

Louis' synsvinkel

"Looooouiii!"

"5 minutter mere, Jack!" Jeg vendte mig om, så jeg lå på maven og trak dynen hen over hovedet, så jeg kunne få fred. Men dynen blev med det samme revet væk, hvilket fik mig til at klynke opgivende "5 minutter, babe!" Jeg var overhovedet ikke klar til at stå op, det var alt for tidligt. 

"Hvis du kalder mig babe igen, så slår jeg dig i dit hellige sted!" Vent lige lidt! Jeg løftede min overkrop op fra sengen, og kiggede over på personen der prøvede at vække mig. Det var ikke min smukke forlovede, tværtimod det var hendes gyselige storebror og ved hans side stod min strenge forlover.

"Hvad er det I vil mig, som er så vigtigt at I blev nødt til at vække mig?" Jeg lagde mig på siden, så jeg stadig kunne se dem, men mens jeg lå godt. De udvekslede blikke og begyndte derefter begge to at grine "Tjo...Vi tænkte bare at du måske gerne ville deltage i dit bryllup, istedet for at ligge og sove?" Liams flabede smil irriterede mig ret meget, især når han lige havde vækket en person som var ude og feste det meste af natten. 

Det var først efter at jeg havde analyseret Liams svar, et par gange inde i mit hoved, at det gik op for mig. Det er min bryllupsdag i dag, om få timer går hele showet i gang, kæft hvor var jeg spændt!

"Jeg skal giftes i dag!" Med de ord sprang jeg ud af sengen, med kurs mod badeværelset. Det var helt underligt ikke at vågne op ved siden af Jack, især når jeg vidste hun befandt sig få meter nede af gangen. Hun var sikkert i gang med at spise morgenmad, sammen med sine forældre, Perrie og så videre.

Jeg smed mit tøj og tændte bruseren inden at jeg trådte ind, vandet føltes dejligt forfriskende mod mit trætte ansigt. Hvem er det der er kommet på, at man skal feste dagen før sit bryllup? Og hvorfor fortalte de Niall det? Jeg skyndte mig at sæbe min trætte krop ind, jeg var meget ivrig efter at blive færdig, så jeg kunne komme igang med selve brylluppet!

Da jeg 10 minutter senere trådte ud af badet igen, gik jeg i stå foran spejlet, jeg bandt et håndklæde rundt om min hofte. Det her er den sidste morgen, jeg har som single, altså forstået på den måde, at det er min sidste morgen som ugift, jeg ved ikke om den forklaring var totalt pointless, men anyways det var en underlig følelse. Det at vide hvordan jeg resten at mit liv, ville være bundet til Jack. Den tanke gjorde mig helt høj på lykke, vi skulle til at starte et nyt liv sammen, som mand og kone.

Mit blik vandrede hen af badeværelsesvasken, hvor jeg fandt min telefon, det var uklart for mig, hvordan den var endt her, men jeg klagede ikke. Jeg samlede den op, mens jeg besluttede mig for at tage et sidste single-selfie, det ville fansene synes var sjovt. 

Jeg tog et hurtigt billede i spejlet, det var ret latterligt at jeg stod her og tog spejl-selfies, som en eller anden 12årige pige. Men det gjorde jeg altså, og billede blev ret godt, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg besluttede mig for at poste det, på trods af at jeg kun havde et håndklæde rundt om livet, min sidste dårlige beslutning som single? Jeg må virkelig stoppe med det der ordspil.

Jeg lagde min telefon på vasken igen og forlod badeværelset, jeg måtte se at gøre mig lidt klar, så jeg kunne komme afsted og gøre mig ordentlig klar. Gav det mening? Hvis ikke, så lyt her! Jeg blev nødt til at tage noget midlertidig tøj på, så jeg kan tage over til mit omklædningsrum i kirken og skifte til mit jakkesæt. Så jeg ikke tog nøgen afsted, for det ville være endnu dummerer, end at poste spejl-selfies.

Mit hotelværelse var lille og hyggeligt, men jeg glædede mig til at bo i bryllupssuiten med Jack, for jeg savnede hende allerede. Det lyder som om jeg er under tøflen, men det er jeg overhovedet ikke, jeg værdsatte bare min fantastiske pige.

Jeg smed min taske op på sengen, så jeg kunne stå op mens jeg fandt noget tøj, hvilket var lækkert, for jeg havde lige fundet ud af at jeg fik hovedpine, når jeg bukkede mig ned. Jeg håbede inderligt at mit ubehag, ville gå væk i løbet af en time eller to max, for jeg ville ikke feste og fejre mit bryllup mens jeg havde det dårligt.

Jeg havde ikke overskud til at vælge noget tøj, så jeg hev den første og bedste t-shirt over hovedet, på trods af at jeg ikke havde tørret min krop ordentligt, så den blev lidt våd, men det var irrelevant i dag. Joggingbukserne og boxershortsene blev valgt på samme måde, jeg skulle jo kun have tøjet på nogle få timer, så det var fuldstændig ligemeget hvor grimt eller slidt det var. 

Jeg satte mig ned på sengen for at tage nogle rene strømper på, da et brev blev skubbet ind under døren. Jeg skyndte mig at få mine sokker på, og sprang derefter op fra sengen, for at samle brevet op. Der stod bare mit navn på konvolutten, dog med en skrift som jeg godt kunne genkende. Jeg åbnede døren og stak hovedet ud, og præcis som jeg havde forudset, var Harry Styles på vej væk fra gerningsstedet. 

"Har du skrevet mig et brev?" Harry stoppede op længere nede af gangen, uden at vende sig om, begyndte han at nikke "Ja" Det var ikke meget af et svar, det var typisk Harry, han havde overhovedet ikke overvejet at jeg ville åbne døren, mens han i sneglefart var spasseret ned af hotelgangen.

"Hvorfor?"

"Fordi"

"Fordi hvad?"

"Læs det, så finder du nok ud af det"

"Jeg har ikke tid til at læse dit fucking brev, Harry!" 

"Men du har tid til at stå her og udspørger mig omkring det?"

"For fuck sake! Det er min bryllupsdag, Harry" Det var først nu, at han besluttede sig for at vende sig om imod mig, selvom han stod længere nede af gangen, så kunne jeg tydeligt se på ham at han var fornærmet og en smule såret. 

"Det siger du ikke! Tillykke med det, jeg vidste slet ikke I var blevet forlovet!" 

Jeg rullede med øjnene over hans lille fornærmede sarkastiske skuespil, jeg havde ikke overskud til at han skulle ødelægge mit humør, for det var en stor dag for mig i dag. "Hold nu kæft, man! Du ved udemærket godt, at vi skal giftes i dag, ellers ville du ikke været kommet!" 

Han stod og kiggede ned i jorden før han rettede ryggen og kiggede op på mig igen, han rystede på hovedet på en irriteret måde "Okay, Lou! You got me there! Jeg vidste godt at I dag var den store dag, men jeg gik og håbede på at du alligevel ville ringe, for at fortælle mig det personligt, men endnu en gang har jeg overvurderet dig"

Jeg var lidt desperat efter at slutte denne samtale, for jeg havde ærlig talt ikke forventet at den ville finde sted i dag, så den var ikke skrevet ind i dagens stramme program, hvilket betød at jeg ikke havde tid til den. 

"Harry....Hvorfor er det du er her nu?"

"Jeg kom for at ønske dig, held og lykke. Jeg håber du og Jackie får det rigtig godt sammen, det fortjener hun" Han hviskede det sidste, men jeg hørte det og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det. Han opførte sig som om at det her, ville være det sidste vi nogensinde fik sagt til hinanden, han ved godt at vi stadig arbejder sammen, right? Det var lidt dramatisk, men fair nok, det skal han have lov til. 

"Tak, Harry" Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, så jeg valgte at gå ind på værelset igen, for at slutte samtalen, på et nogenlunde plan. 

Jeg satte mig i sengen, med brevet i hånden, jeg kunne godt lige bruge 2 minutter på at læse det, bare for at få det ud af verdenen. Jeg åbnede brevet og tog papiret ud af konvolutten. 

Kære Louis,

Så er den store dag endelig kommet, 

man siger at ens bryllupsdag, er den lykkeligste dag i ens liv.

Jeg ved ikke helt hvor meget, jeg tror på det,

men jeg er heller ikke gift, eller forlovet, så jeg aner ikke noget om det.

Lou, jeg er virkelig ked af at jeg har været sådan en dårlig ven, 

du skal vide at det aldrig har været min mening, at svigte dig.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere dit forhold til Jackie, 

så jeg handlede som en lille dreng, det beklager jeg virkelig.

Hun elsker dig virkelig, det ved du godt right?

I er begge to ekstrem heldige at I har hinanden, jeg har aldrig set nogen være så forelsket i hinanden.

Jeres kærlighed er meget tydelig, selv for mig der prøvede at sabotere det,

men du må forstå at I mit lille dumme hoved, var hun stadig min......

Hun var sådan en kæmpe del af min opvækst, jeg var sikker på at jeg en dag skulle giftes med hende.

Men det bliver ikke altid som man tror, og det er jeg meget afklaret med, for jeg elsker hende ikke ligeså meget som du gør, og hun elsker dig, ikke mig.

Jeg håber at jeg en dag finder en pige, som elsker mig bare halvt så meget som Jackie elsker dig, så vil jeg ihvertfald betragte mig selv som en heldig fyr. 

Jeg ved godt at vi nok aldrig bliver som vi var før, jeg håber dog at vi en dag får snakket ud.

Også selvom det er uden intentioner om at blive venner igen, jeg hader bare det faktum at du hader mig. 

Jeg ønsker dig og Jackie alt godt! Held og lykke i dag, lad nu vær med at falde på vej op af kirkegulvet! 

-Harry

             

 

Jeg foldede brevet sammen igen, og begravede mit ansigt i mine hænder, hvorfor føltes det som om han sagde farvel? Vi ville jo se hinanden om 3 uger, vi har været væk fra hinanden længere tid end det. Der var noget helt forkert ved det her brev, jeg var tung om hjertet og det lød så forkert at indrømme. 

Jeg holde af Harry, men han havde virkelig svigtet mig, og jeg havde svært ved at tilgive ham for det. Men det føltes også utroligt forkert at skulle giftes med min drømmepige, uden min bedste vens støttende tilstedeværelse ved min side.

"Lou?" Døren gik op og ind kom Liam, jeg løftede mit ansigt fra mine hænder og sendte ham et lille smil. "Vi tager afsted om 5 minutter, er du klar?" Jeg nikkede stillede, uden at sige noget.

"Er der noget galt?"

"Harry har skrevet et brev til mig"

"Fik du et brev? Han ringede til mig og fortalte det" Hvad? Havde Harry ringet til Liam og fortalt ham, det der stod i brevet? Det tvivlede jeg stærkt på, Liam havde tydeligvis misforstået brevets indhold.

"Fortalte hvad?"

"Hvad tror du? At han overvejer at forlade bandet selvfølgelig!" 

  

 

****

Jackies synsvinkel

Jeg sad foran spejlet iført mit bryllups korset og en morgenkåbe uden over, mens jeg fik ordnet hår og fik lagt make up. Jeg kunne næsten ikke sidde stille, hele min krop rystede af lykke, jeg var så spændt, smilet på min læbe kunne ikke blive større. Jeg havde endda fået af vide, at jeg strålede, men efter et par jokes om graviditet, havde jeg stoppet det kompliment. 

Alt skulle være perfekt, så jeg havde hyret en ægte makeupartist og en frisør, efter Briannas anbefaldning selvfølgelig. Jeg ville have Louis til at tabe både næse og mund, når han så mig, og jeg ville have ham til at græde en lille smule.

"Under en time, Jackiemus!" Perrie sendte mig et støttende smil, jeg rakte hende min hånd, som hun tog med begge sine. "Jeg er så spændt" Jeg havde ikke en dråbe af nervøsitet i min krop, eller jo....Men det var kun nervøsitet, for at falde eller komme til at sige en andens navn.

"You better be! Idag begynder jeres liv som ægtefolk!" 

Jeg kunne slet ikke komme mig over, at i dag er den dag hvor jeg får lov, til at tilbringe resten af mit liv, sammen med Louis. Vi har godt nok ikke kendt hinanden lige så længe, som så mange andre par har, men vi har været så meget igennem på så kort tid, at jeg følte vi kendte hinanden ordentligt i forhold til så mange andre.

"Mother" Jeg fnyste da Zac kaldte på mig, han var begyndt at kalde mig 'Mother' for sjovt, og han sagde det med en meget mørk stemme, så det lød ret sjovt. "Zachary!" 

"Er du snart klar? Mormor og Morfar vil gerne have et billede af os" Jeg elskede hvor godt mine forældre havde taget imod Zac, og jeg elskede hvor godt han havde taget imod dem. Min mor havde nærmest tvunget Zac, til at kalde dem Mormor og Morfar, hvilket jeg synes var ret sjovt, men Zac han elskede det. Før i tiden havde han kun sin mor, nu har han en helt ny kæmpe familie, som alle elskede ham. Jeg var vild med al den kærlighed, som Zac havde fået af alle i familie.

"De må vente, jeg har ikke engang kjolen på endnu!" Han rullede med øjnene, hvilket fik Perrie, der stadig holde min hånd, til at grine. "Håret er færdigt nu" Bekendtgjorde frisøren til Zac, med et glimt i øjet. Zac gengældte hendes smil "Og makeuppen?" Spurgte han håbefuldt.

Makeupartisten grinte "Zac, du skal ikke skynde på hende! Det skal se ordentligt ud" Zac var en lille bandit, han prøvede altid at lave sjov i gaden, han mindede på mange punkter faktisk om Louis, hvilket jeg fandt ret sjovt. 

"Makeuppen er færdig, du ser virkelig smuk ud, Jackie. Tillykke med dagen" Jeg takkede dem begge mange gange, mens de fik samlet deres udstyr. Perrie og min barndomsveninde Rachel hjalp mig med at få kjolen på, hvilket viste sig at være noget at en opgave, især når jeg ikke ville have ødelagt mit hår eller makeup.

Jeg havde bedt Rachel om at være en af mine brudepiger, fordi hun er en af mine bedsteveninder. Selvom vi ikke snakker sammen særlig tit, så vil hun altid have en kæmpe plads i mit hjerte, hver gang jeg så hende var det som om vi ikke havde set hinanden i en dag eller noget i den stil, vi kunne snakke om alt og der var ingen akavet stilhed. Den pige betød så meget for mig, men jeg må ligesom også indse at vi begge er blevet voksne og derfor ikke har behov for at hænge ud hver dag, det har ingen af os tid til.

Det var først da Zac havde fået sit billede med mig, at han holde op med at surmule, det var selvfølgelig bare for sjovt, men den dreng var noget særligt. Jeg havde valgt Zac til at følge mig op af kirkegulvet, selvom jeg havde overvejet nogle forskellige, så var han den eneste rigtige bortset fra min far.

Det var kun Zac, Rachel, Nat, Bri og Perrie, der havde set mig med kjole, makeup og hår. Så da mine forældre joinede os i omklædningsrummet, var de begge meget stille. "Hvor ser du smuk ud, min skat!" Jeg kunne høre på min mors stemme, at hun var på randen af at bryde sammen. Hun gav mig et kram og kyssede mig samtidig på kinden "Tak mor!"

Min far sad helt mundlam og kiggede op på mig fra sin kørestol, jeg slap min mor og gik over til ham "Nårh? Hvad synes du?" Jeg drejede rundt, for at vise ham hele kjolen. Han kunne slet ikke sige noget, men brød så sammen. Jeg skyndte mig at omfavne ham, jeg kunne ikke klare at se min far græde! Det var noget andet med min mor, hun græd hele tiden, men min far....Han græd sjældent, så at se ham græde knuste mit hjerte, selv hvis det var glædeståre. 

"Faaaaar! Hold op! Du får mig til at græde" Jeg slap ham, men satte mig på hug ved siden af ham, selvom det var noget af en udfordring med denne kjole. Han tørrede sine kinder og tog en dyb indånding "Undskyld, Kidoo! Jeg er bare så stolt af dig, du er blevet sådan en ung smuk kvinde. Jeg er sikker på, du bliver lykkelig sammen med Louis"

Jeg tog hans hånd og gav den et klem, inden jeg rejste mig op igen "Jeg er ihvertfald klar til at blive gift nu!" Jeg slap hans hånd og sendte ham et kæmpe smil. "Det lyder rigtig godt, så må vi nok hellere gå ind og finde nogle pladser, mens der stadig er nogle gode tilbage" Der var under 10 minutter til brylluppet skulle starte, så det var begrænset hvor gode pladser de kunne få, men så igen der var nok nogen der ville gøre plads til brudens forældre.

"Held og lykke min skat!" Min mor og kyssede min kind og forlod rummet, uden min far, havde hun virkelig glemt ham? Det var lidt komisk, hvis hun havde men også lidt underligt. "Skal du ikke med hende?" Jeg sendte ham et uforstående blik, for det virkede ikke til at han selv havde tænkt over det. 

"Jeg bliver lige her lidt" Okay? Det var selvfølgelig i orden, men det virkede lidt mystisk. Lidt efter gik døren op igen, og ind kom mine to sidste vidunderlige brudepiger: Lottie og Fizzy, sammen med mine smukke blomsterpiger: Daisy Og Phoebe. Der havde været ret trangt inde i omklædningsrummet tidligere, så efter de havde fået sat hår og lagt makeup, havde Tomlinson-pigerne valgt at gå ind og hilse på noget af deres familie, hvilket jeg synes var ret sødt og betænksomt. 

"Fik I set Louis?" De nikkede alle fire med store smil, så han var ikke stukket af endnu. "Så han godt ud?"

"Ja, han kan faktisk godt se godt ud, når han selv vil" Jokede Fizzy, jeg var vild med Fizzy, hun var overdrevet sjov og det havde jeg først lige fundet ud af. For hun var først lige begyndt at åbne sådan rigtig op, overfor mig sådan nu - Hvilket jeg var rigtig glad for. 

"Vi starter om 2 minutter! Så brudepiger finder jeres partner! Og blomsterpiger, I kommer med mig!" Råbte Suzanna idet hun kom ind af døren, hvilket gjorde at stortset alle i rummet forsvandt, så de kunne stresse rundt efter deres partner.       

"Kidoo, jeg vil gerne spørger dig om noget"

Jeg nikkede stille "Ja, selvfølgelig. Hvad er det?"

"Må jeg gerne følge dig ned til alteret, sammen med Zac?" Jeg rynkede mine bryn, det var sødt at han spurgte og jeg kunne mærke på ham at det var vigtigt for ham. Men jeg vidste ikke lige hvordan jeg skulle få det til at lykkes, med en kørestol? Jeg mener Zac kunne skubbe kørestolen, og så kunne jeg gå bag dem? Det varmede virkeligt, at min far havde taget sig sammen til at spørger om det, for jeg vidste ikke det betød så meget for ham. 

"Selvfølgelig må du det!" Det sidste jeg ville have var at min far, følte sig udenfor eller glemt, så selvfølgelig var der plads til ham. Kirkegulvet var ret bredt, så måske kunne Zac skubbe kørestolen, og så kunne jeg gå ved siden af?

Da Suzanna kom ind igen, for at hente os andre, fortalte jeg hende om udvidelsen og hun synes min ide var god, så den blev hurtigt tilføjet. Kort efter stod vi ude på gangen og sendte parrene afsted: Perrie sammen med Kofi, Rachel sammen med Zayn, Brianna sammen med Niall, Natalia sammen med Stan Lucas, Lottie sammen med Keith Smith, og sidst men ikke mindst! Fizzy sammen med Richard. 

Stan Lucas og Keith Smith var Louis' venner, som jeg først havde mødt, for et par dage siden. Jeg vidste ikke hvorfor, men hver gang man nævnte dem, så sagde man åbenbart deres fulde navne, hvilket jeg fandt ret underligt, men man kunne ikke lave om på traditioner, så der var intet at sige til det. 

Det var først da den traditionelle brude-musik begyndte at spille, jeg for alvor blev nervøs, og da tvillingerne blev sendt afsted begyndte sommerfuglene i min mave at gå amok. Jeg tog en dyb indånding "Er du klar, Kidoo? Vi kan stadig nå at aflyse" Jeg vidste godt at det var for sjovt, men jeg kunne heller ikke tage det seriøst, for ikke i mine vildeste drømme kunne jeg forestille mig et liv uden Louis.

Han var min drømmefyr, prinsen på den hvide hest, som jeg havde gået og dagdrømt om i hele min barndom, og endda noget af mit voksenliv. Jeg var så klar til at binde knuden, som man kaldte det! Det her var ikke nogen beslutning, som jeg havde truffet, den aften han havde friet til mig, jeg havde besluttet mig for at tilbringe resten af mit liv med Louis, den dag jeg mødte ham. Der fandtes ikke nogen ligeså god og rar som ham, han var den eneste rigtige.

Hans øjenfarver var min yndlingsfarve, lyden af hans stemme var min yndlings lyd, jeg kender hans tatoveringer ud og ind, som var de mine egne. Jeg kender hans forskellige blikke og ved hvad de betyder, når han smiler til mig, bliver jeg helt blød i knæene og nogen gange glemmer jeg at trække vejret. Når jeg tænker på hvordan han kom ind i mit liv, svulmer jeg med glæde, jeg ved ikke hvordan han fik mig til at glemme, at jeg nogensinde var blevet såret. Men det gjorde han, og jeg tror at det var hans smukke blå øjnes skyld. 

Ja, vi har vores skænderier og vores øjeblikke, hvor vi ikke gider at være i samme rum. Som f-eks når Louis har spist mexicansk mad, så vil jeg meget hellere gå en lang tur med hundene. End at være i min kæres selskab, og det er ikke noget jeg skammer mig over. Han har også dage hvor han hellere vil være i studiet hele dagen, det er der intet unormalt i. Det handler om hvem man tager hjem til, når dagen er omme og hvor meget man glæder sig til at høre om vedkommedes dag. 

"Nej, far. Jeg kunne aldrig drømme om, at lade ham stå der alene" Min far nikkede stolt og tog min hånd, sammen med min far og Zac, begyndte jeg at gå ned af kirkegulvet, med retning ned mod Louis. Da vi fik øjenkontakt sprang mit hjerte et slag over, han så utrolig godt ud. 

Jeg havde det, som om jeg kunne bryde ud i sang hvert sekund, ikke fordi jeg kunne synge, men fordi det var den eneste måde at fortælle folk, hvor glad jeg var. Jeg havde det som om min allerstørste drøm skulle til at gå i opfyldelse, jeg skulle endelig giftes med Louis William Tomlinson, jeg var så heldig. 

Louis bed sig i læben, mens han smilede stort til mig, han gav mig elevatorblikket og holde efterfølgende øjenkontakten, med et endnu større smil på læben. Da jeg nåede enden af kirkegulvet, bukkede jeg mig ned og gav min far et kindkys, hvorefter at jeg gav Zac et kæmpe kram, før jeg stillede mig op ved siden af Perrie og co.

Præsten holde den smukkeste tale, det synes jeg ihvertfald udfra hvad jeg hørte af den, for jeg stod og stjal glims af Louis, og jeg kunne derfor ikke koncentrere mig så meget om talen. Men Louis gjorde præcis det samme, så der var intet galt med det åbenbart. Jeg tydede til ham at han skulle lytte, hvilket han skar en grimasse over, men gav det et forsøg. Så jeg gjorde det også selv, præsten snakkede om vigtigheden ved venskab, han brugte både biblen og citater som han sikkert bare havde fundet på google. 

"Louis, nu vil jeg bede dig om at læse dine løfter højt for Jackie" Sagde Præsten med et smil, og placerede en beroligende hånd på hans skulder. Louis virkede helt rastløs, han havde sikkert glemt at skrive sine løfter, hvilket jeg underligt nok var helt okay med. Det var nok fordi jeg var så lykkelig lige nu, at der ikke var noget der kunne bringe mig ned med nakken. Hvad fuck betyder løfterne også? Jeg mener, det er tomme ord i en kirke, aktion betyder noget, om man gør noget ved det eller ej, betyder noget. 

Han tog en dyb indånding og i det han åndede ud, hviskede han noget, som jeg ikke fik helt fat i. "Undskyld, Louis. Men det hørte vi vist ikke helt" Jeg var vild med præsten, han var sgu ret cool.

"Jeg kan ikke gifte mig med dig, Jack. Ikke sådan her........Jeg bliver nødt til at gå" Før det gik op for mig, hvad det var han havde sagt, placerede han et enkelt kys i min pande og nærmest løb ud af kirken. Da det hele ramte mig, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle reagere, det gik pludselig op for mig hvor mange mennesker der egentlig var til stede, og de sad alle sammen og ventede på en eller anden form for reaktion fra mig. 

Jeg åbnede min mund, men ingenting kom ud, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Natalia greb min hånd og hev mig ud af en sidedør, så vi endte i garderoben, hvilket jeg var taknemlig for.

Det hele ramte mig endnu en gang, som et uventet knivstik lige i hjertet, denne gang kunne jeg ikke holde noget inde. Mine ben gav efter og jeg kollapsede på gulvet, tårerne pumpede ud på fuld skrue, hvordan kunne han gøre det her imod mig? Nat satte sig ved min side og hev mig ind i sin favn. 

Smerten var værre end den havde været ved nogen af de andre breakups, måske var det fordi jeg troede vi var kommet til et punkt, hvor vi virkelig var investeret i hinanden. Jeg troede at vi skulle leve lykkeligt til vore dages ende, men sådan havde Louis, det åbenbart ikke alligevel.

Jeg følte at jeg havde svært ved at trække vejret, og jeg begyndte at ryste samtidig med at jeg græd helt hysterisk. Han havde virkelig gjort det denne gang, han havde virkelig knust mit hjerte. Jeg kan slet ikke fatte at jeg lod ham sætte mig i denne situation, jeg ville så gerne hade ham, men mit ødelagte hjerte ville ikke tillade det.

"Han er sådan en douchebag, han fortjener dig ikke, Jacks!" Min søsters støtte betød alt for mig, jeg vidste ikke hvad jeg havde endt med at gøre, hvis hun ikke havde hevet mig væk derfra.

"Hey...." Jeg behøvede ikke at se hvem det var, for jeg kunne sagtens genkende min brors stemme. Han slog sig ned på min anden side, og aede mig støttende på ryggen "Det er det jeg har sagt hele tiden, han er ikke god nok til dig, Jacks. Måske gik det op for ham? Jeg har aldrig kunnet lide ham" Richard havde klinget rigtig godt med Louis, lige fra da de mødte hinanden, og indtil nu, der havde selvfølgelig været nogle bump på vejen, men sådan er det i alle forhold. Men det var en sød og betænksom ting at sige, så det var jeg taknemlig over.

 

****            

Louis' synsvinkel

Jeg vidste præcis, hvor jeg kunne finde ham, men det kunne jeg dog takke instagram og det billede han havde slået op for, ikke mine fantastiske: 'Find Harry'-kendskaber. Jeg kendte ham ret godt hvis jeg selv skulle sige det, men Holmes Chapel er lige pludselig meget stor, når du leder efter en person og ikke kommer herfra. 

Jeg havde det dårligt over at have forladt Jack, ved alteret....bogstavelig talt, men under præstens tale om venskab havde jeg fået tænkt en masse over det, og jeg kunne sgu ikke blive gift med mit livs kærlighed, uden min bedste ven ved min side. Jeg vidste godt at han havde ment venskab mellem ægtefæller, men det havde fået mig til at tænke det igennem, og jeg kunne ikke undvære Harry til mit bryllup. 

Jeg parkerede Nialls bil, som jeg delvis havde stjålet og delvis lånt, inden jeg satte kurs over imod den sø, som lå i denne lille park, hvor jeg vidste jeg ville finde Harry. Der var ingen mennesker i parken, men det var også lidt køligt i dag.

Jeg spottede hurtigt Harry, som sad oppe ad et af de store træer, tæt ved søen. Da jeg kom tættere på, lagde jeg mærke til den six pack, der stod ved hans fod. Der manglede kun en øl og den sad han med i hånden, så vi kunne faktisk have en moden og fornuftig samtale. 

"Gi'r du en øl?" Mit spørgsmål gav et sæt i ham, han havde tydeligvis ikke regnet med at der var nogen herude og især ikke at jeg var her. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle starte samtalen, så jeg havde brugt hans alkohol, som en undskyldning. 

Han tog en øl og rakte mig den, jeg takkede ham og åbnede den, jeg anede ikke hvordan jeg skulle snakke med ham. Jeg tog en lille tår af øllen, men jeg nåede ikke at synke eller tænke før Harry åbnede munden "Hvad laver du her, Louis?" 

"Jeg er kommet for at snakke med dig" 

"Gjorde vi ikke det i morges?" 

"Nej! Jeg har opført mig som en kæmpe idiot, jeg har behandlet dig som om du har slået min mor ihjel, når det du gjorde ikke var halvt så slemt som det. Du kyssede min forlovede, og hvad så? Det er lang tid siden det skete, og hun er din ex-kæreste! Så faktisk er det mig, der er en idiot!"

"Loui-"

"Jeg savner min bedste ven!" Harry tog en tår af sin øl, men han rystede på hovedet af mig, dog med et fjoget smil på læben. "Jeg elsker dig!" Jeg slyngede bare ting ud nu, jeg mente dem men det var mere for at bløde ham op. Han åbnede munden og skulle til at sige noget, men jeg kom ham i forkøbet "Du er den allerbedste!" 

"Hold nu kæft!" Grinede han, jeg tror min opblødning havde virket, for han smilede stort. "Jeg beklager at jeg kyssede Jackie, jeg tror jeg gjorde det fordi jeg var jaloux, over at du havde hende, når hun var min først. Det er en dum grund, og det var en dum ting at gøre, men du skal vide at jeg ikke gjorde det for at såre dig, det var på intet tidspunkt min intention!" Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham, for det var en lidt underlig situation, jeg mener: Han prøver at undskylde overfor mig, og jeg prøver at undskylde overfor ham.

"Jeg har tilgivet dig, for lang tid siden, Haz! Men du sårede mit ego, og det er derfor, at jeg først står her i dag, og bekendtgøre mine følelser for dig" 

"Du har altid forstået at vælge dine ord!" Jeg nikkede mig enig, i hans kompliment, for han havde jo ret. "Jeg prøver! Men hvad siger du til det Harry? Tror du at vi kan glemme alt dramaet, og gå tilbage til at være bedste venner igen?" Jeg sendte ham et håbefuldt blik, for jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle regne med.

Harry rejste sig "Selvfølgelig, Louis! Der er intet, jeg hellere vil" Han gav mig et kæmpe kram. "Fedt! Så behøver vi ikke snakke mere om det, som to små piger" Harry grinte over min dårlige joke, han havde godt nok savnet mig, hvis han grinte af den.

"Nu vi snakker om piger....Hvad siger din brud så, til at du har forladt brylluppet?" Spurgte han nysgerrigt, mens han slap mig. Jeg kløede mig i nakken "Hun er nok lidt sur, eftersom at jeg stoppede brylluppet, for at hente dig" Han rynkede sine bryn uforstående.

"Stoppede du brylluppet, for at hente mig?" Han gentog hvad jeg lige havde fortalt ham, for at få det til at lyde bedre, men ligemeget hvor mange gange han gentog det, så ville det lyde lige så forfærdeligt som det var. Jeg forblev tavs, mens jeg nikkede. 

"Ja, okay.....Du bliver ikke gift idag" 

"Hun vil forstå at jeg ikke ville giftes, uden min bedste ven."

Harry rystede grinende på hovedet, inden han tog en tår af sin øl "Jeg forstår faktisk godt, hvorfor folk tror at vi er kærester."

Jeg grinte af ham, mens jeg kom i tanke om noget crap, jeg havde hørt, som jeg lige ville have afkræftet "Nårh ja, Harry! Hvad er det for noget shit, med at du forlader bandet?"   

 

****

 

Jackies synsvinkel

"Louis Tomlinson is such a big shit!" 

Min mave gjorde helt ondt fordi jeg havde grint så meget, men det var udelukkende Zayns skyld. Han havde fundet en guitar frem, som ingen vidste hvor kom fra, men han havde besluttet sig for at spille på den, på trods af at han altså ikke kan spille guitar. Men det var ikke det bedste, vi havde fundet på en anti-Louis-sang, om hvor stor en idiot han var. Og det lød rigtig dårligt, men det var så sjovt. 

Zayn og jeg havde gemt os inde på præstens kontor, sammen med guitaren og en flaske champagne. Garderoben havde været ganske udemærket de første 10 minutter, men Zayn havde bortført mig, så vi var endt herinde, på præstens kontor. 

"Ved du hvorfor han ombestemte sig?"

"Fordi han er en kæmpe idiot!" Jeg var glad for Zayns støtte, han var altid rigtig god at snakke med og han var tit sådan: 'Fuck Louis', når Louis var en idiot og det var jeg glad for. 

"Jeg tænker lidt, det er tid til at møde gæsterne?" 

"Du behøver ikke! Jeg er sikker på, de alle vil forstå dit fravær, mens de stifter en Louis-hater-club" Mit fantastiske team, altså venner og familie, havde sørget for gæsterne. Så de stadig hyggede selvom brylluppet, var en sand katastrofe.

"Det er sødt af dig, Zayn. Men jeg kan ikke gemme mig herinde for evigt"

"Og hvorfor så ikke det?"

"Det føles kujonagtigt" Jeg kunne ikke gemme mig for evigt, jeg måtte se min fiasko i øjnene og tilbringe noget tid med mine venner og familie. Især når nogle af dem var kommet langvejs fra, så skylde jeg dem nærmest noget kvalitetstid.

"Hvis der er nogen, folk vil synes er en kujon, så er det Louis"  

"Tak Zayn" Både Zayn og jeg drejede os om imod døren, hvor Louis stod. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for jeg havde ærlig talt ingenting at sige til ham. Jeg havde lyst til at kalde ham alt muligt, men jeg havde ikke forventet at se ham igen allerede, jeg var så chokeret at jeg ikke kunne forme et eneste ord.

"Hvad fanden laver du her?" Zayn lød vred, men han viste ikke nogen tydelige tegn på vrede, så jeg kunne sagtens tage fejl. "Jeg er kommet for at snakke med Jack" Jeg hævede mine øjenbryn i overraskelse, jeg vidste ikke hvad jeg havde regnet med, men jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. 

"Jack har ikke tid lige nu, prøv igen i morgen mellem 10 og aldrig!" Jeg tror det var champagnen der talte for mig, for det fløj bare ud af mig. Louis virkede også meget overrasket, over min udtalelse, men han havde fortjent det. 

Zayn bed sig i læben for at holde et smil inde, for min skyld kunne han grine og smile alt det han ville. "Jack, jeg elsker dig" Zayn fnyste højlydt, jeg var vild med hvor afvisende overfor Louis, han var. Jeg behøvede slet ikke være streng imod Louis, den klarede Zayn helt fint alene.

"Ord betyder ikke noget mere, Louis. Du bliver nødt til at tage ansvar for dine handlinger, og vise at du elsker hende, i stedet for bare at sige det"

"Er det sådan du har det, Jack?" Jeg kiggede over på Zayn, for jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare Louis. Zayn sendte mig et beroligende blik og nikkede en enkel gang, for at støtte mig. 

"Ja, det er det vel"

Jeg synes det var underligt at Louis var tilbage, jeg mener han sagde han ikke kunne gifte sig med mig, så hvad lavede han her? 

"Jeg beklager at jeg forlod dig, men jeg kunne ikke gifte mig med dig, på den måde. Jeg manglede min bedste ven" Jeg kiggede over på ham, med et uforstående blik, jeg havde en ide om hvad han mente, men jeg ville ikke håbe noget.

"Hvad mener du?" 

"For at kunne starte vores liv sammen, blev jeg nødt til at slutte fred med nogle forskellige ting, såsom min bedste ven. Og selvom det er et ømt punkt, så ville jeg ikke giftes uden at have Harry til stede."

Jeg tilgav ham ikke lige med det samme, der gik næsten en time, før jeg endelig indrømmede at jeg også elskede ham. Cirka en halv time efter det, blev vi gift med Harry og Zayn som vidner, Louis fik æren af at fortælle de tilbageværende gæster, hvad der var sket. Mange af dem troede det hele havde været en joke, hvilket jeg havde det fint med at de troede, for de kendte tydeligvis ikke til Louis' behov for kaos.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...