You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

100Likes
116Kommentarer
65411Visninger
AA

32. Alone.

Døren gik op og min mor kom til syne, hun virkede træt og da hun brød ud i et smil virkede det falsk, som om det ikke helt nåede hendes øjne, eller resten af hendes ansigt for den sags skyld. Hun åbnede uden videre døren en smule mere, som tegn til at vi skulle komme ind. 

Jeg fik hurtigt øje på min far, da jeg var kommet længere ind på værelset. Han sad på en stol med ryggen vendt imod den smukke udsigt over byen, han pegede på sofaen som stod overfor ham "Slå jer ned" Der var en meget underlig stemning i rummet, ingen af os sagde noget fordi ingen af dem gjorde. Det virkede til at det de ville snakke med os om var meget vigtigt, som om der var en grund til at de havde brændt os af og ikke havde taget kontakt til os. 

Uden at udveksle et ord med mine søskende, havde vi alle sat os på sofaen, Richard og Brianna var endt i midten, heldigvis for mig sad jeg ved Richards side, så jeg blev fri for at ignorer de andre. Min mor satte sig på armlænet af lænestolen, som min far sad på.

Vi sad i en akavet stilhed, ingen af os vidste hvad vi skulle sige så vi forblev stille. "Hvad sker der?" Richard brød stilheden, efter vi havde siddet og kigget på hinanden i sålide 5 minutter. Min mor lagde sin hånd på min fars ryg, i en kærlig gestus.

"Vi beklager at vi aflyste sidst, m-" 

"Aflyste? Mor, når man aflyser noget, ringer man og siger man ikke kan komme! I brændte os af, uden nogen forklaring."

"Jaquelin, lad vær med at afbryde din mor!" Det var helt underligt at blive kaldt Jaquelin af min far, det kaldte han mig næsten aldrig og når han gjorde var det for at drille mig, eller hvis han skældte mig ud.....Hvilken han jo heller aldrig gjorde. 

"Der kom noget i vejen, som desværre gjorde at vi ikke kunne nå det. Og det er vi kede af, men der var ikke noget at gøre" HVAD KOM I VEJEN?! Jeg hadede at min mor skulle være så hemmelighedsfuld omkring grunden, hvorfor kunne hun ikke bare sige det? Løgnen om at de havde en overraskelse til os, var fuldstændig skudt til jorderen og nu var jeg bare bekymret. 

"Det er okay, men har I tænkt jer at forklare hvad der sker? Eller vil I bare lade som ingenting og lade os gætte hele natten lang?" Spurgte Brianna spydigt, hvilket jeg var en smule taknemlig for, men det ville jeg aldrig indrømme. 

"Jeg har kræft" 

Jeg havde det som om jeg var blevet skudt direkte ind i hjertet, jeg begyndte at ryste helt ukontrolleret. Min far kunne ikke have kræft! "Det er grunden til vi har boet herovre, de har en afdeling her hvor de bruger nogle helt nye effektive metoder til at kurere patint-" Min mors stemme fadede lidt ud og det eneste jeg kunne fokusere på, var min fars ansigt. Min fars trætte trætte trætte ansigt...Han kunne ikke have kræft! 

Jeg blev smidt tilbage til samtalen, da Richard rømmede sig og skiftede hans siddestilling. "Så han har fået det bedre?" Spurgte han forsigtigt, han lød ligeså skrøbelig som jeg følte mig. Jeg lagde min hånd på Richs underarm, i en støttende gestus. 

Idet min mor nikkede blev en følelse af lettelse skyllet ind over mig, jeg lukkede den vejrtrækning som jeg ikke vidste jeg havde holdt ud. Jeg følte vægten af sorg og bekymring der var blevet tvunget ned på mig, blive løftet ligeså stille fra mine skuldre.

Lige indtil min mor bed sig i læben og vendte sig imod min far, jeg kunne se på hende at der var noget som hun manglede at fortælle. Min far der allerede trak vejret dybt, tog en lang dyb vejrtrækning og kiggede over på os "Jeg er næsten kræftfri, men behandlingen har været så voldsom ved min krop, at den er blevet næsten 30 år ældre" Jeg forstod ikke helt hvad det betød, er han så rask? Men gammel? Eller er det også en form for sygdom? Det behøver jo ikke at betyde noget.

"Hvad betyder det? Sådan helbredsmedsigt?" Jeg var lidt nødt til at spørger, for ellers ville jeg ikke kunne forstå det. "Det betyder at lægerne vil stoppe behandlingen nu, for de er sikrer på hvis vi foresætter så vil jeg være død, inden for en måneds tid." 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for jeg kunne mærke tårenerne gøre sig klar til at falde og klumpen i min hals forhindrede mig i at kunne masse en sammenhængende sætning ud, ikke at det betød så meget for mine tanker fløj afsted så mine ord ville ikke give meget mening alligevel. En tanke der havde brændt sig fast var, at min far ikke kunne dø, han måtte ikke dø! Jeg accepterer ikke at han kan dø, det er ikke en mulighed.

"Men er det ikke ligemeget hvis de stopper nu? Hvis du er blevet rask, så er det vel bare normalt at de stopper?" Natalia der ellers havde været så stille, joinede endelig samtalen og selvom hendes stemme ikke viste det, så vidste jeg at hun var meget berørt af situationen, for ellers ville hun ikke havde været så stille. 

"Han er ikke helt rask, han er tæt på men det er for farligt at forsætte behandlingen når den ødelægger hans krop så meget som den gør. Lægerne var i tvivl om kræften ville komme helt tilbage, eller bare blive som den var da vi stoppede" Forklarede min mor.

"Lægerne VAR i tvivl?" Richard så helt panisk ud, da han konstaterede hvad min mor havde sagt. Hun nikkede "Vi stoppede behandling for en uge siden, og kræften har allerede spredt sig drastisk. Men det kan stadig nå at vende, så vi skal bare forblive positive og blive ved med at håbe."

"Jeg ved ikke hvor meget en positiv holdning og håb betyder mere. Lægerne har givet mig 4-6 måneder max"

"PETER!" 

Jeg følte at al den vægt som før var blevet løftet blev smidt ned på mig igen, men lasten var dobbelt så tung og den kom med 10000 kilo meter i timen, ned og ramte mig. Jeg begyndte at ryste endnu en gang, jeg kunne ikke miste min far nu! Jeg har ikke været 3 år i afrika, for derefter at komme hjem og finde ud af jeg har 4-6 måneder tilbage med min far! Al min tid nede i afrika føltes spildt, når nu jeg næsten ikke havde noget tid med min far.............Et par måneder var ikke lang tid nok!

Jeg kan ikke undvære min far, han har været min bedste ven igennem hele mit liv. Han fortjener ikke at være syg, og så forsvinde på den her måde. Han er alt for ung! Der er så mange ting som han stadig mangler, at prøve og gøre! Tanken om at han ikke kommer til at se mig blive gift, slog pusten ud af mig.....Det er ikke fordi det er noget, som jeg har tænkt meget over. Men den eneste ting, som jeg altid har været 100% sikker på, i hensyn til mit bryllup var at min far skulle følge mig ned af kirkegulvet, ingen anden kunne udfylde hans plads....Hvad med når jeg får børn? Jeg har et eller andet billede i mit hoved, med lige efter jeg har fået mit første barn, står han ved min side med babyen i sin favn og kigger ned på mig med et smil og siger "Good job, kiddo!" Eller noget i den stil.

"Hvorfor fortæller I os det først nu? Er det fordi det er ved at være sidste udkald eller hvad?" Jeg forstod godt Nats vrede, hun var mere ked af det end sur men det var en god måde og skjule det på. 

Jeg er ikke klar til at miste ham, jeg kan ikke miste ham! Jeg kiggede over på min far og idet mine øjne mødte hans, mistede jeg fuldstændig vejret, hvem skal jeg nu komme til når jeg har brug for et af hans trøstende kram? Hans øjne var triste, men det var som om at det var på vores vejene. Jeg følte at rummet snorrede, væggene kom tættere og tættere på, jeg kunne ikke få luft herinde! Jeg blev nødt til at komme væk. 

Da min mor og Nat begyndte at diskutere så jeg det som min chance for at komme væk, fra det her rum som før virkede kæmpe men nu føltes lille bitte. "Jackie?" Min fars bedende stemme, stoppede mig idet jeg havde begivet mig over imod døren. 

Jeg drejede hovedet over imod ham, idet jeg fik øjenkontakt med ham for anden gang brød jeg sammen, jeg kunne ikke sige noget for jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg rystede bare på hovedet og håbede han ville forstå. 

Da jeg kom ud på hotelgangen, var jeg lettet over ingen havde fulgt efter mig. Jeg følte mig så tom, jeg følte ingenting men alligevel alting............Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg havde ikke lyst til at snakke med de andre lige nu, så da jeg begyndte at løbe ned imod elevatoren håbede jeg inderligt på ikke at møde nogen. 

Jeg trykkede utålmodigt på knappen, jeg havde brug for at komme væk så hurtigt som muligt. Jeg skulle så langt væk som jeg kunne komme, uden at snakke med nogen. Jeg slog min hånd ind imod elevatordøren, hvorfor kunne den ikke bare komme med det samme? Jeg lænede mig op af døren, med mit ansigt gemt i mine hænder. Mine øjne spyttede den ene tåre ud efter den anden, uden at stoppe på noget tidspunkt.

Jeg ville hen til et sted hvor det her ikke var sket, jeg havde brug for at komme væk. Jeg håbede inderligt at jeg ville vågne om lidt, og opdage det alt sammen bare var en dårlig drøm, jeg ville give alt for at vågne fra det her mareridt.

Jeg havde det som om mit hjerte bogstaveligtalt knækkede, og for hver gang det slog mig at min far skulle dø, knækkede endnu et stykke af mit allerede ødelagte hjerte. Mine ben gav efter og jeg endte på gulvet, ligeforan elevatoren.

"Jackie?" Jeg vidste hvem stemmen tilhørte, men jeg kiggede op alligevel og fik øjenkontakt med selveste Harry Styles. Han farrede hen til mig og hjalp mig op, jeg kunne gætte mig til, på grund af hans bekymrede ansigts udtryk at jeg lignede et stort rod, men det betød ikke noget. 

Han trak mig helt ind i sin favn, så hans parfume fyldte mine næsebord. "Er du okay? Hvad sker der?" Jeg rystede på hovedet og begravede mit ansigt i hans skulder, mine arme havde uden mit accept viklet sig rundt om ham, mens jeg stod og hulkede ind i hans skulder.

Vi blev stående sådan et godt stykke tid, før han hev mig med sig ind i elevatoren uden at bryde vores kontakt. Det var meget underligt, at stå her med Harry, min ex.....Men på en god måde, jeg følte mig tryg.......Helt knust, men tryg. 

Et billede af min far dukkede op i mit indre, hvilket gjorde at jeg mistede vejret og  jeg følte tæppet blev trukket væk under mig, altså endnu mere end det allerede var. Harry lagde mærke til mine ukontrollerede vejrtrækninger, han slap mig og panikken var malet i hans ansigt. Han lagde sine hænder på hver sin af mine skulder "Tag en stor dyb vejrtrækning!" Beordrede han bekymret. 

Jeg prøvede at gøre som han sagde, men det var som om der ikke var noget luft at indånde. Min far......Han..Øh.. "Kom så, Jackie. Du kan godt!" Han slap mine skuldre for at tage mine hænder i sine, han gav dem et betryggende klem. Jeg prøvede endnu en gang, uden held. Jeg gispede efter luft, men elevatoren var blevet fuldstændig tømt for det. 

Jeg begyndte at ryste endnu værre end før, mit hjerte bankede hårdere end nogensinde før. Jeg var fuldstændig overbevist om at jeg skulle dø, lige nu og lige her med Harry Styles som det eneste vidne. Harry tog mine hænder op til sine læber og plantede et simpelt lille kys på dem begge "Jackie, love...Kig på mig!" Jeg lod langsomt og tøvende mit blik møde hans.

"Babe, tag en dyb indånding sammen med mig!" Han tog en dyb indånding, for at vise mig hvordan. Jeg gjorde endnu et forsøg, og det var som om jeg endelig fik fanget en lille smule luft. Jeg tog endnu en vejrtrækning sammen med Harry og fik endnu mere luft ind. Vi foresatte vores forsøg på at få mine vejrtrækning tilbage til normal i fællesskab, jeg var så taknemlig for at det var Harry der havde fundet mig, mens jeg var helt nede og ramme bunden. 

Hvis der var nogen som havde set os, ville de tro vi var ved at gå fra forstanden, vi må have set ret sjove ud. "Tak Harry" Han sendte mig et lille smil, inden han slap mine hænder "Skulle det være en anden gang." Hans blik fortalte mig at han var glad for at kunne hjælpe, men han håbede der ikke ville være behov for hans hjælp en anden gang. 

Elevatordørene åbnede på den øverste etage "kom" Harry trådte ud og vendte sig imod mig, mens han holde sin hånd ud som tegn til at jeg skulle tage den. Jeg kiggede tøvende på den, mens jeg i mit hoved diskuterede om jeg skulle tage den eller ej. Efter det som føltes som en time, men i virkeligheden nok nærmere var 10 sekunder, endte jeg med at tage den og følge med ham. 

Vi stoppede ved et af de første værelser, hvor Harry åbnede døren og holde den for mig, uden at slippe min hånd. Han tænde lyset og lod hoteldøren smække bag os, før han førte mig ud på badeværelset. "Jeg henter lige noget plaster. Vil du have noget at drikke? Jeg har vand eller......whisky?" Jeg rystede stille på hovedet, mens han slap min hånd og forlod badeværelset. 

Jeg kiggede rundt og fik øjenkontakt med mig selv i spejlet, jeg fik helt et chok for jeg lignede noget fra en gyserfilm. Mine øjne var helt røde og jeg havde mascara i hele ansigtet, jeg lignede faktisk mere end noget andet en vaskebjørn. Idet mindste var jeg stoppet med at græde, ikke fordi jeg var stoppet med at være ked af det, men fordi der ikke var flere tårer tilbage at græde.

"Jeg har desværre ikke noget at rense såret med, men er der ikke noget med at man bare kan bruge alkohol?" Han holde spørgende whiskyen op, jeg trak på skuldrene for jeg anede det ikke, jeg havde slet ikke lyst eller overskud til at skulle snakke lige nu. 

"Fair nok, vi prøver! Du kan bare sætte dig ned på badekaret, så skal jeg nok ordne det" Jeg rynkede mine bryn, hvad snakkede han om? Han fangede godt min forvirring, for han rømmede sig og begyndte at forklare "Dit knæ? Du bløder? Anyways jeg klarer det" Jeg satte mig på side kanten af badekaret, mens jeg kiggede ned på mit knæ. Da han havde nævnt noget med plaster før, troede jeg at det var til ham selv men jeg kunne godt se på mit blodige knæ og hullet bukser, at det var til mig. 

Harry rullede forsigtigt mit bukseben op over knæet, så han havde bedre udsigt til såret, som bare var en sølle hudafskrabning, der dog blev behandlet som var det et 10 meter dybt sår. Han begyndte at duppe alkohol på såret, som jeg ikke før nu kunne mærke. Det sved lidt, men det var ikke slemt på nogen måde.

"Såå.....Klar til at besejre verden igen!" Jeg fnyste af hans bemærkning, han sendte mig bare et smil og rejste sig "Jeg havde altså kun børne plaster, så jeg håber du kan lide Hello Kitty" Jeg strakte mit ben så jeg kunne se plasteret, Harry slog sig ned ved siden af mig "Jeg elsker Hello Kitty."

"Godt, for du ligner hende også lidt" 

"Nej, jeg gør ej"

"Jo, du gør så"

"Og hvem ligner du så, Harry? En af de syv små dværge?" Meget random, men jeg kunne ikke komme på andet. Harry grinte og rystede lidt på hovedet "Det var bare for sjovt, du er meget smukkere end en eller anden kat, med et kæmpe hoved" Jeg skulle til at grine af hans joke, men da jeg drejede mit ansigt over imod ham, kunne jeg se på hans blik at han mente det. 

"Jaaaa, især lige nu hvor jeg ligner en vaskebjørn" Harry lagde sin hånd på min kind og lod sin tommelfinger køre henover mascara sporene, så det blev endnu mere tværet ud plus han fik det på sin finger. Han fjernede sin hånd for at studere mascaraen nøje på hans finger, han skar en grimasse der udstrålede væmmelse, men jeg vidste godt det bare var for sjovt. 

"Du kan ihvertfald overveje at slutte dig til bjørnebanden" Jokede han og slog sin skulder ind i min.

"Hahaha meget sjovt!" Svarede jeg sarkastisk tilbage, Harry fnyste af mig og lagde en arm rundt om mig. "Vil du tale om det?" Jeg rystede på hovedet, jeg kunne ikke snakke om det endnu, for så virkede det meget mere virkeligt, og jeg var ikke klar til at acceptere min fars sygdom......Ikke endnu.

"Du ved......Nogen gange hjælper det at snakke om det" Hans stemme var bekymret og det lød som om han havde ondt af mig. Jeg gav ham et lille puf, som han dog ikke havde forventet så han faldt ned i badekaret.

Måden han faldt på var klodset og så overdrevet sjov ud, så jeg kunne ikke afholde mig selv fra at grine. "Synes du det er sjovt?" Spurgte han og spillede fornærmet, jeg nikkede stadig grinende. 

"Jeg skal give dig, noget at grine af!" Jeg nåede ikke engang at registrere hvad han sagde, før han havde hevet mig ned til sig i badekaret. "Harry!" Skreg jeg grinede af ham, da det var gået op for mig at jeg var endt nede i badekaret ved siden af ham med benene hængende dinglende ud over kanten.

Harry kiggede lidt på mig, med et blik jeg ikke kunne læse og drejede hovedet den anden vej. "Min far er syg" Selvom jeg kiggede fremad mod den åbne dør, kunne jeg tyde ud af min øjenkrog at han vendte sig imod mig igen.

"Han har kræft........Han kommer ikke til at klare den" 

"Jeg vidste ikke du kunne forudse fremtiden!" Han lød helt imponeret, jeg synes virkelig ikke det var tidspunktet til en joke, men Harry vil altid være Harry og han synes åbenbart det var sjovt. Måske var en joke, det jeg havde brug for?    

"Det kan jeg heller ikke" 

"Hvorfor er du så sikker på, han ikke klarer den?"

"Fordi det er hvad lægerne har sagt"

"Læger er uddannet til at gøre syge mennesker raske, hvilket er helt fantastisk i sig selv. Men det gør dem ikke til guder, de kan ikke se ud i fremtiden for de er mennesker ligesom alle os andre......De har bare bedre uddannelse" Det gav faktisk mening, men lægerne har mere viden omkring sygdommen end jeg har, så jeg burde stole på dem......Men Harry havde faktisk fat i noget. 

"Tak, Harry"

"For hvad?"

"For at give mig håb, selvom det måske er falsk håb.....Så har det en beroligende følelse" 

"Jeg siger det ikke for at trøste dig, jeg siger det fordi det er hvad jeg tror på. Jeg håber virkelig at lægerne tager fejl i hensyn til din far, han er en god mand og han er en fighter, jeg tror ikke på at han bliver slået ud så let."

 

****   

"Er du okay, Jacks?" Spurgte min bror idet han slap mig, jeg rystede på hovedet "Er du?" Vi krammede normalt ikke hver gang vi så hinanden, eftersom vi nærmest har boet sammen. Men hele den ting med min far.....Altså hans sygdom, havde vendt alt på hovedet. 

"Nej, ikke rigtig. Men samtidig har jeg dårlig samvittighed, over at jeg har det på den her måde, når det ikke er mig der er syg"

"Han er vores far.....Og det er cirka 2-3 timer siden vi fik nyheden at vide. Jeg synes det er okay, vi lige skal sluge det hele" 

Richard tog min hånd i sin, en ting som han aldrig gjorde men så igen tingende var anderledes nu. Sammen gik vi over til borderet hvor vores søstre sad. Richard havde ringet og spurgt om jeg havde lyst til at spise sammen med ham, Brianna og Natalia. Til at starte med havde tanken om middag med mine søstre virket udoverskuelig, men ved nærmere eftertanke var det måske på tide at løse vores problemer. 

"Hej med jer" Brianna sendte mig et lille trist smil, jeg slap Richards hånd og slog mig ned ved siden af min lillesøster. "Hej" Det var lidt underligt jeg faktisk svarede hende, men det var en start for mig og jeg ville ikke springe frem til det punkt, hvor jeg tager imod dem med et kram, det er jeg ikke klar til endnu.

"Er I sultne?" Spurgte Natalia venligt, jeg var slet ikke det mindste sulten. Harry og Jeg havde endt med at drikke en del af den flaske whisky, han havde renset mit sår med og så havde vi bestilt nachos. 

Så jeg var mæt og en smule tipsy, god blanding hvis du spurgte mig. Jeg rystede på hovedet "Ikke rigtigt, men jeg er lidt tørstig" Rich som sad overfor mig og ved siden af Natalia, nikkede sig enig i min udtalelse. "Jeg har ikke rigtig nogen appetit" Indrømmede Brianna. 

Natalia nikkede forstående "Så lad os bestille noget at drikke" Hun nåede lige at slutte sin sætning, før tjeneren stod ved borderet. "Hvad kan jeg hjælpe jer med i aften?" 

"Vi skal bare have noget at drikke tak. Jeg vil gerne bede om en cosmo" 

"Jeg vil gerne bare bede om en cola" 

"Jeg skal have en øl, hvad skal du have Jacks?" 

"Øhm...En long island icetea, tak" 

"Ellers andet?" Spurgte den kvindelig tjener og flashede os et stort smil, vi rystede alle på hovedet "Ellers tak" Svarede Rich for os. Idet tjeneren forlod os vendte Richard sig imod mig, med et hævet øjenbryn "Du er vidst ikke helt gammel nok, til at drikke en long island" Jeg trak på skuldrene "Well.....I need one" 

"Hvis jeg har brug for en, må jeg så også få en?" 

"Nej" Svarede Natalia hurtigt Brianna, Brianna skulle til at argumenterer for hvorfor vi skulle give hende lov, til at drikke men Natalia kom hende i forekøbet "Jeg betaler for dig, så jeg bestemmer" Brianna sukkede men sagde ikke noget. 

Vi sad i stilhed i noget tid efter det, selv da tjeneren kom med vores drikkevarer smilede vi bare som tak, ikke en eneste af os sagde orderet. "Jeg synes det var en streng måde, de fortalte os det på" Udbrød Natalia pludselig og ødelagde stilheden. 

"Jeg er enig, men vi skal også lige tænke på hvor svært det må have været for dem at fortælle os det.....Det virker lidt som om ved at fortælle os det, har de accepteret at han kommer til at d-......At han ikke kommer til at klare den" Forklarede Rich og prøvede at retfærdiggøre deres valg, om først at fortælle os det nu.

"Du kan godt sige orderet, det ændrer ikke det faktum at det kommer til at ske" 

Jeg havde ikke rigtigt lyst til at blande mig i deres samtale, for jeg prøvede at give Natalia en chance og jeg gik ud fra at mens jeg lige skulle sluge den store nyhed, ville hun sikkert gerne analyserer den og det havde jeg ikke overskud til. Så jeg nød min long Island icetea og lyttede på mine ældre søskende's samtale.

Brianna virkede i benægtelse, for hun virkede meget berørt da de bragte emnet op. Som om det var første gang hun hørte at vores far var syg. Hun sad med sine hænder på sine lår, hendes blik lå på borderet mens hun åbenlyst kæmpede med at blinke tårene væk.

Jeg lagde min hånd på hendes og gav den et beroligende klem, hun drejede hovedet og kiggede op på mig med hendes triste øjne. Jeg sendte hende et trøstende smil, hvilket fik hende til at undslippe et hulk og kaste sig ind i min favn. Jeg var hurtig til at ligge mine arme om hende, jeg kunne mærke at hun knyttede sine næver rundt om stoffet på min trøje. Hun var den mindste så selvfølgelig ville hun tage det værst, hun var ikke voksen endnu, hun boede stadig hjemme så det ville betyde mest for hendes hverdag, selvfølgelig lige med undtagelse for min mor. 

Rich spurgte mig om hun var okay, ikke med så mange ord men med sine hænder. Jeg nikkede stille, hun var helt ødelagt psykisk men fysisk var hun okay. Det var kun et gæt, men det var sådan jeg havde det, så det ville ikke overraske mig hvis hun havde det på samme måde. Jeg var kun i stand til at samle mig, fordi jeg havde snakket det igennem med Harry.

Og når man snakker om solen, så skinner den. Ind på resturanten kom alle fem drenge, de blev vist hen til et bord cirka 5 meter væk fra vores. Det var først da de havde sat sig ned, de fik øje på os, Louis sendte mig et spørgende blik, som i at spørger hvorfor sidder du sådan med Brianna? Jeg sendte ham et skævt smil og kiggede væk, jeg havde ikke fået snakket med ham overhovedet idag, så han vidste ingenting om min far....

Jeg tog en stor tår af min drink og tømte den dermed fuldstændig, jeg fik øjenkontakt med tjeneren og prøvede at forklare med en hånd, at jeg gerne ville bede om en ny, heldigvis for mig så det ud som om hun forstod.

"Tror I mor vil finde en ny mand, når far er død?" Hvis jeg ikke havde sunket min drink, ville jeg spytte den ud i ansigtet på Richard over Natalias spørgsmål. "Det vil jeg slet ikke tænke på....Ikke endnu ihvertfald" Svarede Richard stille og sendte mig et blik der sagde, at han synes spørgsmålet var ligeså ud i skoven som jeg gjorde.

Brianna slap mig og tørrede sine kinder, før hun tog en tår af sin cola, hun tog min hånd i sin mens hun sad og drak. "Det håber jeg ikke hun gør, men vi ved alle sammen hvor dårlig hun er til at være alene. Jeg håber ikke, hun forventer at vi vil kalde ham far" Det var ikke kun fordi hendes konstatering var helt vild sårende, for os der stadig var ved at sluge nyheden.

Men det hun sagde var bare så dumt.....Jeg mener hun er 23...........Selv hvis vores mor fandt en ny efter vores far var.......Gået bort.......Så er det jo ikke fordi hun får en ny far, altså han kommer jo ikke og opdrager på Natalia, hun er jo allerede voksen....Eller sådan da, I ved hvad jeg mener! Han ville ihvertfald ikke regne med at blive kaldt far, af os.

"Nat....Du er en voksen kvinde...Den eneste du skal kalde far, eller daddy er din fremtidige sexpartner" Den her samtale var helt ude og skide, ikke kun fordi Natalia var helt væk, men også fordi Rich kørte den længere ud. Ingen af de her ting var relevante, de ville måske blive det i fremtiden men lige nu var det som om de tog problemerne på forskud.

Natalia valgte at ignorere Richards kommentar, og stille det dummeste spørgsmål "Jeg har intet sort i mit klædeskab....Jacks, vil du med ud og sho-" 

"Hvis du seriøst er ved at spørger mig, om jeg vil med ud og shoppe tøj til begravelsen.....Så er min trang til at slå dig, blevet fordoblet med en milion!" Hun var gået meget over stregen, men nu var hun så langt over stregen at hun ikke kunne se den mere.

"Jeg vil bare gerne være forberedt, men jeg beklager hvis du synes det var for meget at spørger om" 

"Natalia......Han er stadig i live, hvad med at værdsætte det lidt, istedet for at snakke om irrelevante ting som sagtens kan vente" Shoutout til min bror, som rent faktisk kunne håndtere Natalia når hun var sådan her.

"Ja, Okay...Du har ret!" 

Tjeneren kom med min drink, hun nåede lige at sætte den før jeg bad om en mere, jeg havde brug for den, hvis Natalia ville blive ved med de her spørgsmål og kommentarer. Tjeneren nikkede forstående og forsvandt igen, jeg tog det som mit stikord til at bunde min drink, jeg kunne allerede mærke at jeg var ved at være ret fuld. Mit drikkeri med Harry, blandet med long island icetea var måske ikke en klog beslutning men jeg var ligeglad. 

"Nu skal du ikke til at få et alkoholproblem, vel?" Natalia virkede helt fornærmet, jeg føler virkelig at jeg ville få det så meget bedre, hvis jeg bare fik lov til at slå hende.

"Så længe du lader vær, med at give mig en grund til at drikke"

"Så må vi håbe du arver penge nok, til at komme i rehab" Hun hviskede det under sit åndedrag, men jeg hørte det højt og tydeligt. Tjeneren kom med endnu en drink til mig, jeg takkede hende og ignorerede Natalias dømmende blik da jeg tog en stor tår af den.

"Men helt seriøst hvad tror I vi kommer til at arve?" Jeg var så tæt på at flippe ud på hende, jeg var fucking knust over det med min far, og det var som om at Natalia hele tiden skulle smide det i hovedet på mig. "Jeg håber han har lavet et fair testamente, jeg mener vi ved jo alle hvem han bedst han lide..........Men det kan selvfølgelig godt have ændret sig, nu når personen har været væk i mange, mange år.....Lige op til hans sygdom, jeg har hørt at når sådan noget sker har man et anderledes syn på en masse ting."

Jeg slap Briannas hånd og rejste mig fra min stol "Du er seriøst....Den mest følelsesløse kælling, jeg nogensinde har mødt! Din lillesøster sidder og tuder, men du bliver ved med at smide faktummet at hendes far er syg i hovedet på hende. Istedet for at nyde tiden med ham og takle situationen som en familie, tænker du over hvad du skal kalde vores nye stedfar.....Hvis altså der kommer sådan en! For de er stadig gift! Fordi han er ikke død endnu! MEN det kan jo ske hvert øjeblik, så du må hellere skynde dig ud og købe en sort kjole, så du er klar! Men du kan lige spørger ham hvor mange penge du kommer til at arve, så du ved hvor mange penge du kan tillade dig selv og bruge på kjolen! Men nårh nej! du har overset en vigtig detalje, vi har stadig en mor! Så du arver ikke en fucking skid! For hun er ikke død! Ligesom han heller ikke er! Han er din far, hvad bilder du dig egentlig ind og snakke om ham på den måde? Jeg synes ærligt talt du skal skamme dig! Er det fordi du har ondt i røven, over at der er så mange der er kede af han er syg, mens du prøvede at begå selvmord og alle var ligeglade? Det ville være så meget bedre hvis det var dig der var syg, så ville ingen af os være kede af det! Og så kunne vi være en lykkelig familie! Jeg håber virkelig du har dårlig smag i munden, du er en skændsel for vores familie"

"Jackie! Du er gået over grænsen!" Sagde Richard hårdt, jeg rystede på hovedet og kiggede over på Natalia igen, hun så pludselig helt ødelagt ud "Jeg elsker du er fucking ligeglad med at han er syg, men ligeså snart jeg stikker lidt til dig er du ved at græde! Er det fordi du endelig kan se, hvor dårligt et menneske du er?" Jeg var nået mit briste punkt, hun var en fucking kælling! Hun fortjente alt det hun fik i hovedet nu.

Hun rejste sig også og matchede dermed mig "Hvad med at du lukker røven, din grimme taber?! Du kender mig slet ikke, så du skal ikke stå der og dømme mig! Du er bare jaloux, over at jeg er blevet tættere med ham end du er!" 

"Piger!" Rich rejste sig og sendte os et strengt blik, som om han var vores forældre og vi var kommet i ballade. "Jeg kender dig ikke, fordi jeg er ikke interesseret i at kende sådan en psykopat som dig! Du har dog ret i en ting, jeg er jaloux over at du har tilbragt så meget tid med ham, her de sidste par år mens jeg var i afrika. Men skatter........Du er bare en stand in, han holder af dig men.....Du er ikke hans kiddo!" Jeg stod helt oppe i ansigtet på hende, eller så meget oppe i ansigtet som jeg kunne komme når nu der var et bord imellem os. 

Natalia skubbede mig, jeg kunne se hun var ligeså vred som jeg var. Hendes kinder var helt røde af raseri og hvis hendes blik kunne dræbe, så var jeg død. Hvis det her var sket før jeg tog til afrika, så ville jeg have brudt sammen før det overhovedet ville nå at eskalere så meget, men jeg var ikke den samme uskyldige usikre pige jeg en gang var. Før jeg overhovedet fik tænkt mig om, havde jeg givet hende en lussing der gav genlyd i hele rummet. 

Richard lagde en hånd på min arm og skubbede mig væk fra borderet "Jaquelin! Hvad fanden har du gang i?! Ved du hvad? Jeg er ligeglad! Smut med dig! Nu!!" Richard var fucking rasende hans stemme var hård og han råbte af mig.

"Hvorfor skal jeg gå? Det er hende der er en bitch!" Richard nåede ikke engang at svare mig, før en hånd blev lagt om mit håndled og jeg blev trukket med. Jeg kiggede op fra hånden og op til personen...Louis, I should have known.

Da vi var kommet ud i lobbyen slap han mig og vendte sig imod mig "Er du okay?" Jeg rystede på hovedet, jeg havde ikke behov for at lyve overfor Louis, han var en af dem jeg stollede allermest på. 

"Min far er syg, han har kræft og Natalia bliver ved med at smide alle mulige ligegyldige ting, om hvad hun skal have på til begravelsen, hvor meget hun kommer til at arve og så videre i hovedet på mig" Jeg fortrød ikke at jeg havde slået hende, det var måske lige overdrevet nok men hun havde virkelig såret mig, med alle de ting hun havde sagt om vores far. 

"Jackie!" Louis nåede ikke at reagere på min bekendtgørelse, for Natalia var fulgt efter os. "Er du kommet for at få endnu en lussing?" Jeg var for flabet, jeg ved det godt men jeg ville hellere have hun så mig som en kælling end som en lille tøs, der bare græd og græd. Natalia stoppede lige foran mig og med lynets hastighed havde hendes hånd fået fat i mit hår. 

Hun hev så kraftigt i mit hår, at jeg ikke kunne andet end at skrige, det gjorde helt ubeskriveligt ondt. Jeg kunne mærke at tårene var klar til at falde, så jeg slog mine knyttede næver ind i hendes mave gentagelige gange.

"SLIP HENDE, NATALIA!" Råbte Louis bekymret, jeg kunne også høre andre stemmer råbe forskellige ting men jeg var så opsat på Natalia, at jeg ikke kunne genkende personerne bag eller hvad de sagde. Jeg lukkede alle lyde ud, selv Natalias skrigeri.

Natalia slap mit hår og gav mig en lussing, jeg var hurtig til at besvare den med at sparke hende over skinnebenet. Selvom jeg ikke ville indrømme det, så var Natalia en del stærkere end mig, men hun var også højere og bredere. Så hendes slag gjorde nok en del mere ondt end mine gjorde, men det stoppede mig ikke.

"JEG HADER DIG, SÅ FUCKING MEGET!" Skreg hun mig ind i ansigtet, mens hun skubbede mig ind i vægen og holde mig fast op af den. Jeg prøvede at vride mig fri, men hun havde et fast greb på mig. 

"IKKE MERE END JEG HADER DIG! DU ER DET VÆRSTE MENNESKE JEG KENDER! SLIP MIG DIN SO!" Jeg trykkede ligeså meget på hendes knapper, som hun trykkede på mine. Hun slog mig med en knytnæve lige i maven, så jeg mistede vejret og udgav en klam gispende lyd. 

Louis fik revet hende væk fra mig, men det krævede en del at holde hende fast, for hun sparkede med benene og slog med armene. Jeg så det som min chance for at sparke hende, så det gjorde jeg! Lige i maven! Hun skreg af smerte og overraskelse, hun prøvede endnu mere at komme fri nu "SLIP MIG!" 

"Du kan tro nej!" Louis' svar gjorde mig helt lettet og glad, men den her slåskamp var ikke forbi endnu. Jeg skulle til at sparke hende endnu en gang, men idet jeg gik fremad imod hende, kom Louis mig i forekøbet "Harry, gider du lige!" Før jeg fik tænkt mig om, havde Harry fat i min arm og hev mig med ned af gangen.

Han skubbede mig ind i et rum og lukkede døren efter os. Jeg vendte mig om, så jeg stod med ryggen mod ham, vi befandt os i et rum med sofaer og et fjernsyn, en form for opholdsstue, heldigvis for mig var der ikke nogen der "opholde" sig her lige pt. 

"Jackie" Mere skulle han ikke sige, før jeg tårene faldt, det var så latterligt. Hele den her situation med min far, skulle have ført familien tættere sammen, men nu var den mere ødelagt end nogensinde før og det værste var at der ikke nogen grund var. Jeg mener selvfølgelig var der det faktum, at Natalia opførte sig umenneskeligt men det var mig der havde skabt problemet. Det var mig der ikke kunne håndtere de ting hun sagde, jeg er et tudefjæs men min far er syg og jeg kan ikke håndtere at hun bliver ved med at minde mig om det. 

Harry tog sukkende min hånd og førte mig over til en af sofaerne, hvor han hev mig ned og sidde ved siden af sig. Han flettede sine fingre ind i mine og lagde sin pande imod min "Jackie, du bliver nødt til at passe bedre på dig selv. Jeg vil ikke have der sker dig noget, du må lære nogle tricks så du kan forsvare dig selv, hvis nu du bliver angrebet af sådan en psyko igen."

Jeg bed mig i læben og nikkede en lille smule, så vores pander stadig rørte hinanden. Jeg fjernede den ene af mine hænder, fra hans og begyndte at lege lidt med ringen om hans tommelfinger. Harry havde virkelig været der for mig, her det sidste døgn og jeg elskede det. Jeg havde savnet ham, han betød rigtig meget for mig, selvom vi bare var venner, især nu når alle forlod mig. "Jeg har savnet dig, Harry....Lov du aldrig forlader mig igen"

"Jackie...-"

"Lov mig det, Harry!" Jeg havde virkelig brug for det her løfte, jeg var sammen med Louis, men jeg havde brug for Harry, han var min bedste ven, selvom vi ikke havde været i kontakt i lang tid. Jeg havde mistet min storesøster, jeg stod til at miste min far, jeg kunne ikke miste Harry også. Jeg lagde min hånd på siden af hans hals, jeg lod forsigtigt min tommelfinger køre frem og tilbage.

"Jeg lover det" Jeg kiggede op fra vores stadig sammen flettet hånd og fik øjenkontakt med ham, jeg sendte ham et lille smil "Tak, Harry. Du aner ikke hvor meget det bety-" Jeg blev afbrudt af hans læber på mine. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...