You will always be my first love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Færdig
Jaquelin tog til Afrika for at følge hendes drøm, om at hjælpe andre. Da hun fik tilbudt muligheden, havde hun egentlig tænkt sig at afslå, fordi hun ikke ville forlade sin kæreste. Men da han droppede hende, tøvede hun ikke et sekund med at tage afsted.
3 år senere opholder Jaquelin sig stadig i Afrika, hun arbejder hårdt og gør det hun altid har villet. En dag møder hun en ung, flot, sød, tiltrækkende fyr! Den første rigtige siden at hun blev droppet 3 år tidligere! De falder bladask for hinanden.
Alt passer fuldstændig perfekt, fordi Jaquelin står og skal til at tage hjem til England, hvor han tilfældigvis osse bor!
Der viser sig bare at være et "lille" problem.......Jaquelins nye fyr kender hendes ex! Eller det er en underdrivelse! De er venner og ikke bare venner....De er bedste venner.

99Likes
116Kommentarer
64173Visninger
AA

33. A brand new page.

Jeg havde mine hænder begravet i hans krøllede hår, mine ben var viklet rundt om hans talje, mens jeg sad på hans skød. Mine læber havde kun forladt hans en enkel gang, i al den tid vi havde været herinde og det var kun for et øjeblik, så han kunne trække min bluse henover mit hoved.

Jeg havde været hurtig til at besvare hans gestus, ved at lade hans t-shirt møde gulvet. Harrys hænder havde undersøgt min krop grundigt, men det var først da hans højre hånd bevægede sig op til min bh, for derefter at åbne den at det gik op for mig hvad vi havde gang i. 

Jeg afsluttede kysset ved at skubbe mig væk fra ham, hans grønne smukke øjne kiggede spørgende op på mig "Er der noget galt?" 

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke nød kysset, det havde føltes så godt, men den dårlige samvittighed var alt for overvældende. Bare det at jeg stadig sad på hans skød og kunne mærke ham på min røv, gav mig overdrevet dårlig smag i munden.

Jeg var ikke den pige, som var sin kæreste utro! Især ikke når Louis og jeg var inde i sådan en god periode. Det kunne jeg simplehen ikke være bekendt. Men samtidig føltes det så godt at være her lige nu, så tæt sammen med Harry. 

Da jeg ikke svarede lænede Harry sig frem, for at plante et kys på min hals men jeg nåede at læne mig væk. "Vi kan ikke det her" Jeg lagde mine hænder på hans nøgne brystkasse, for at sørger for han ikke lænede sig frem igen. Han kiggede undersøgende på mig i noget tid, før det virkede som om han forstod mig " Nåårh! Bare rolig, jeg har beskyttelse, der ligger altid et kon-" 

Jeg rystede bestemt på hovedet og rejste mig fra hans skød, hvilket fik ham til at stoppe sig selv. Jeg lukkede min bh igen og takkede Gud mentalt, for at jeg kunne gøre det i første forsøg. Jeg samlede min trøje op og tog den på, mens Harry betragtede mig i stilhed.

Jeg tog en dyb indånding "Undskyld Harry, det er ikke dig, det er mig..." Jeg kunne ikke engang se på ham, jeg havde så meget lyst til ham og jeg var så tæt på at give efter for mit begær, men jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene hvis jeg gjorde.

"Det er okay, Jackie" Han lød som om han prøvede at være tapper, men var såret. Hvilket gav mig endnu mere dårlig samvittighed, jeg holde virkelig meget af Harry og det ville jeg altid gøre, men jeg var sammen med Louis.

Jeg samlede hans t-shirt op og vendte mig imod ham, jeg rakte ham den forsigtigt. Harrys blik fandt mit og med et var det låst fast. Jeg havde lyst til at kysse ham igen, men hvis jeg først begyndte at kysse ham igen, ville jeg ikke kunne stoppe mig selv og så ville jeg ende på meget dybt vand. 

Han tog imod den og imens vi fastholde den intense øjenkontakt, tog han den langsomt på. Jeg blev nødt til at kigge væk, jeg bed mig i læben, det er lidt akavet at indrømme men Harrys blik havde gjort mig ret så liderlig efter ham og jeg prøvede virkelig at holde fingrene fra ham.

Måske var det fordi jeg stadig var lidt fuld, at jeg længtes så meget efter ham? 

Harry var åbenbart klar over hans virkning på mig, for han fnyste tilfreds og da jeg kiggede over på ham igen, sad han med et smørret smil. "Hvad sidder du og smiler for?" Spurgte jeg fornærmet, det irriterede mig at han havde den effekt på mig, og det irriterede mig endnu mere at han var klar over det.

"Du ser bare sød ud, når du rødmer" Jeg var åbenbart et ret voldeligt menneske, for jeg havde pludselig en stor lyst til at slå ham. "Og du er meget sødere når du ikke snakker" Hans reaktion fortalte mig, at han ikke havde forventet et sådan svar tilbage. 

"Var det derfor du kyssede mig?" 

"DU kyssede mig!" Det var ham der kyssede mig først, så han skulle ikke prøve at påstå andet, især ikke når det bare ville give mig dårligere samvittighed. 

"Det er ikke som om du stoppede mig?" Selvom han havde ret så var det som at få en lussing, det var så dumt at jeg blev fornærmet over det han sagde, især når han havde ret. Men det var som om det hjalp lidt på den dårlige samvittighed, bare en lille smule men stadig. 

"Jeg gider ikke snakke mere om det!" Mine store armbevægelser fik mig til at virke som en dramatisk sæk, men jeg kunne slet ikke overskue denne situation, og slet ikke når jeg vidste jeg blev nødt til at fortælle Louis om alt det her.

Harry grinte og rejste sig, han trådte et skridt frem imod mig og tog min ene hånd "Det er så dumt det her" Hans blik havde endnu engang fundet mit, men denne her gang var det fyldt med varme og kærlighed. "Hver gang jeg rør ved dig, føles det som om vi aldrig har slået op. Som om du stadig er min, jeg elsker følelsen....Men Louis er min bedste ven, han har endelig tilgivet mig for det hele...Og jeg har selvfølgelig allerede fucked det op igen"

"Jeg fortryder ikke kysset, Men je-" Harry blev afbrudt af at det bankede på døren, han kiggede over imod den og slap min hånd "Kom ind!" Jeg vendte mig hurtigt om, da døren gik op.

"Hey, Er du okay?"Spurgte Louis bekymret, idet han trådte ind i rummet. Jeg nikkede stille, det faktum at han havde været bekymret for mig, mens jeg havde haft travlt med Harry...Gjorde det hele meget værre. Louis trådte frem imod mig og skulle til at give mig et kram, men jeg stoppede ham ved at holde mine hænder op foran ham. 

Han sendte mig et spørgende blik, jeg rystede på hovedet "Jeg har kysset med Harry" Selvom jeg ikke var fan af den måde jeg bare havde slynget det ud på, så havde jeg det lidt bedre udelukkende på grund af at have sagt det. Det følelse varede dog kun 2 sekunder, før Louis' blik ændrede sig til at være en blanding af såret og skuffet. 

"Louis, jeg beklager vir-" Louis afbrød Harry med et spørgsmål som jeg ikke havde set komme "Betød det noget?" Louis kiggede på Harry, med et hårdt blik som om han prøvede at få en hård facade op. Harry sukkede og nikkede "Ja, men jeg vill-" Harry nåede ikke at afslutte sin sætning, for Louis slog ham i hovedet med en knyttet næve så han faldt bagover. 

"Louis!? Harry er du okay?!" Jeg satte mig på hug ved Harry, mens Louis forsvandt bag mig. Jeg fjernede Harrys hænder fra hans ansigt, for at kunne se skaden bedre. Heldigvis for Harry, altså udover hans blodnæse så det ikke ud som om at der var sket noget. 

 

            ****  

   

Jeg tog en dyb indånding og trådte ind på hotelbaren, Louis sad på en af de høje barstole oppe ved bardisken med en drink foran sig. Han var den eneste i baren, men det var også ret sent så det var forståeligt nok. Jeg stoppede 2 meter fra ham, jeg var så bange for at miste ham, men jeg vidste at det var min egen skyld hvis det endte her.

Jeg er endelig blevet ædru, så jeg er helt klar i hovedet igen og det gør at jeg virkelig kan se hvor dum jeg har været, ikke kun i hensyn til at kysse med Harry, jeg mener også hele episoden med Natalia. Ingen af de ting skulle være sket, selvom jeg var godt beruset under det hele, så tager jeg ansvar for det...Det er mit ansvar, at sørger for sådan noget ikke sker, beruset eller ædru.....Det er bedøvende ligemeget.

Jeg stod bare og studerede ham, mens jeg tog mod til mig "Vil du noget? Eller har du tænkt dig at stå der resten af natten?" Hans ord lød helt giftige, selvom hans stemme var følelsesløs. Mine hænder var helt svedige og klamme, mit hjerte føltes tungt, men jeg gik ikke før det enten var lettet eller knust.

"Hader du mig?" Louis tog en lang tår af sin drink og rystede langsomt på hovedet "Jeg kunne aldrig hade dig, Jack" Selvom det var glædelig nyheder, så hjalp det ikke på mine nerver da han stadig ikke havde så meget som kigget på mig. Jeg kunne ikke læse ham udelukkende på hans stemme og ord, jeg havde brug for at se hans blik.

"Louis, jeg er virkelig ked af det. Jeg ved ikke hvad jeg havde gang i, jeg tænkte slet ikke!"

"Det er okay, jeg tilgiver dig" Jeg kunne ikke finde ud af om han mente det, for det lød ikke sarkastisk men han lød så trist. Jeg satte mig på stolen ved siden af hans "Tak, Louis. Men jeg tror ikke jeg er i stand til at tilgive mig selv."

Louis vendte sig endelig imod mig, med et sløret blik sendte han mig et smil "Du skal ikke have dårlig samvittighed! Jeg er glad på jeres vejene, I fortjener begge to at være glade og hvis det er med hinanden......Så vil jeg ikke stå i vejen for det! Det ville selvfølgelig være pænt af jer, ikke at vifte det op i hovedet på mig med det samme.....Men jeg accepterer det" 

"Hvad snakker du om?" Det lød som om han troede Harry og jeg skulle være sammen nu, hvilket var langt fra tilfældet. Det var Louis, jeg ville være sammen med og jeg vidste godt jeg havde en underlig måde at vise det på, men det var hos ham mit hjerte lå.

"Harry og Du" Han fik ordrende til at lyde helt forkert, som om han havde sagt en sætning hvor ordrende ikke passede sammen. "Jeg ved godt jeg virkelig har dummet mig, Louis. Og jeg ved også godt det måske virker som om jeg har følelser for Harry, men jeg føler intet udover venskab for Harry."

"Men du blev hos ham......Du valgte Harry. Da jeg slog Harry og derefter gik min vej, valgte du at blive" Han kiggede trist ned i gulvet, jeg tog fat om hans kæbe og førte hans blik op til mit. "Jeg blev hos Harry, udelukkende for at sikre mig han var okay, han er trods alt stadig min ven. Men jeg vælger dig, det har altid været dig og det vil altid være dig. Jeg elsker dig højere end noget andet, Louis. Du er den eneste person, jeg har lyst til at tilbringe resten af mit liv med. Jeg ved godt, jeg virkelig har dummet mig og jeg forstår godt hvis du ikke kan tilgive mig.......Men jeg elsker dig virkelig, og det håber jeg du ved."

Jeg følte jeg havde fået lettet hjertet, jeg ville have ham til at tilgive mig men jeg vidste det ville tage tid, hvis altså han overhovedet gav mig en chance mere. "Du er så dum, Jack!.......Selvfølgelig kan jeg tilgive dig, vi har begge lavet nogle dumme fejl. Men jeg ved at hvis vi bliver ved med at lærer af dem, så bliver vores forhold meget stærkere" Man kunne godt høre på ham, at han var lidt små'r fuld, men jeg så igennem fingrer med det, for han sagde alt det jeg gerne ville høre. 

"Jeg vil gå i seng, Jack. Og imorgen vil jeg lade som om, at det der kys aldrig fandt sted" Han sendte mig et kæmpe smil og forlod derefter tomlende baren. 

 

**** 

Jeg holde døren for ham, mens han trådte ind på mit hotelværelse. Jeg nikkede over imod døren til mit værelse, som tegn til at vi kunne snakke derinde. 

Jeg slog mig ned på sengen, med hovedpuden i ryggen og mine kolde fødder under dynen, min far satte sig på sengekanten, med fronten vendt imod mig. "Er du okay? Jeg ved godt den er svær at sluge, Kidoo" Edward lagde sig med sit hoved på mit skød, han kunne nok mærke på mig at det her var en svær samtale.

"Du skal ikke bekymre dig om mig, far. Jeg har det fint, det er dig der er...syg" Jeg fik kvalme af at sige det højt, det fik det til at virke så meget mere virkeligt. Jeg vidste godt hvor dumt det lød, at hvis jeg undlod at sige det højt var det mindre virkeligt, men det var nok det faktum at høre sig selv sige det højt var som en lussing. 

"Kidoo.....Jeg forstår godt du er ked af det, og det er kun forståeligt at du lige skal have lidt tid til at vænne dig til tanken. Jeg håber bare du ved at jeg elsker dig, og det vil ikke ændre sig selvom jeg ikke er her" Jeg tog en dyb indånding, det havde været hårdt at få af vide min far var syg og ikke ville klare den. Men det hårdeste var at vi andre skulle foresætte uden ham, vi skulle undvære denne fantastiske person, som havde haft en kæmpe rolle i vores allesammens liv, og vi skulle lade som om han aldrig havde været her.

Jeg ville ikke kunne smile, lave jokes og være lykkelig i en verden, uden Peter Collins, det lyder så overfladisk.....Som om jeg er den der har det hårdest. Især når jeg sidder overfor min syge far, og han er bekymret for mig.     

"Far, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig. Du er den eneste der virkelig forstår mig, selv når jeg træffer dårlige valg står du bag mig. Jeg kan altid regne med dig, selv mens du har været syg....Har du hjulpet mig med alt mit drama. Hvad skal jeg gøre uden dine råd og vejledning?" Jeg havde den største klump i halsen, jeg havde så meget på hjertet, men det kom forkert ud og det lød slet ikke rigtigt. Jeg var ude af stand til at formulere det så det lød rigtigt. 

"Hvad skal jeg gøre uden dig, far?" Han tog min hånd og gav den et klem, hans blik var forstående men stadig trist. "Jackie...Min skat. Du har så mange gode ting i dit liv, du kommer ikke engang til at savne mig" Jeg vidste godt at han kun sagde det, fordi han håbede jeg ville tænke positivt.

"Vil du ikke godt lade vær med at lade som om alting er okay, du er ikke okay far! Jeg er ikke okay, mor og de andre er ikke okay! Men det er okay, ikke at være okay......Jeg elsker dig, far. Og selvfølgelig kommer jeg til at savne dig......Mere end noget andet." Det var først da min far lagde armende om mig, jeg lagde mærke til tårene der løb om kamp ned af mine kinder. 

Jeg lagde min kind på hans skulder, jeg var så tom for ord men jeg havde så meget at sige. Jeg var bange for jeg ikke havde tid nok, til at fortælle ham alt det som jeg manglede at fortælle ham, men samtidig vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige. 

Jeg besluttede mig for at forblive tavs, bare for at nyde dette øjeblik lidt. Det var så uvirkeligt at denne person foran mig, min far, ville forsvinde og der var intet jeg kunne gøre ved det. "Ved du hvad det værste ved det her er?" Jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at foresætte. 

"At jeg ikke kan være der for jer, når I har allermest brug for det" Svarede min far med gråd i stemmen, jeg havde kun set min far græde meget få gange, så det gjorde helt ondt på mig. Han slap mig og tog fat om mine skuldre, så han stadig holde mig.

"Jackie, du er den jeg er mest bekymret for" Jeg bed mig i læben og undgik hans blik ved at kigge ned i gulvet, da de havde fortalt os om sygdommen, var jeg godt nok den der havde taget det værst, men jeg forstod ikke hvorfor han var mest bekymret for mig.

"Brianna og Natalia har hinanden, Richard har Fætter Dustin, Mor har sine søstre. Du har Louis, Jackson, dine søskende, din mor, Sean, du har endda Rachel og Toby fra Cheshire.....Du har så mange fantastiske mennesker i dit liv, men hvis jeg kender dig ret, så vil du helst holde dig til dig selv når du har det svært. Og det gør det meget svære at komme igennem, så Jackie vil du gøre mig en tjeneste?" Han havde ret, jeg havde altid holdt mine tanker og følelser for mig selv, men her på det sidste var jeg blevet mere åben. Jeg havde endda ladet folk se mig græde op til mange gange, men jeg vidste godt han havde ret.....For selvom det var underligt at indrømme, så var min fars død præcis det der skulle til, for at jeg ville gå helt ned og lukke folk ude. 

Jeg nikkede stille, jeg ville gøre alt for min far! Især nu, ligemeget hvad det var så ville jeg gøre det, jeg kunne ikke afslå en døende mands ønske. "Vil du ikke please åbne dig, for en eller anden....Jeg er ligeglad hvem det er, jeg har bare brug for at vide du vil være okay....Vil du love mig, at du vil blive okay?" Hans blik strålede af håb, jeg kunne mærke at det her betød rigtig meget for ham, så selvfølgelig ville jeg det.

Jeg nikkede "Selvfølgelig, Far. Hvis det er hvad du ønsker, så skal jeg nok gøre det. Selvom det vil være grænseoverskridende og hårdt, så gør jeg det! For dig" 

Min far sendte mig et taknemligt smil "Tak, Kidoo! Det er jeg glad for" Han gav mig endnu et kram og kyssede mig i håret. "Såååå....Hvornår skal jeg møde Louis? Og Zac!" Jeg fnyste af hans emneskift da han slap mig. 

"Det er et godt spørgsmål! Forhåbelig snart, men jeg skal lige snakke med Louis, for jeg ved ikke helt hvor vi står. Jeg har truffet nogle dårlige valg, som har lagt pres på vores forhold og jeg har såret ham ret meget, så jeg bliver nødt til at snakke ordenligt med ham inden I møder ham" Min far nikkede forstående, mens han lyttede intenst til hvad jeg fortalte.

"Det forstår jeg godt, bare sørger for at gøre det så hurtigt som muligt. Livet er for kort til alt det drama, misforståelser og pis. Det handler om at være lykkelig mens du kan, for livet er kun til låns og inden du får set dig om er det forbi" Det var meget smukt sagt, man kunne godt mærke at han havde fået et andet syn på livet nu, i forhold til før han blev syg. 

"Jeg har dog ingen løse ender med Zac, så hvis du har lyst, kan du møde ham nu?" 

"Det vil jeg meget gerne!" Min far virkede oprindelig spændt på at møde Zac, jeg havde fået forklaret ham hele den situation med Zacs mor over telefon, så der var intet mere at forberede inden de skulle møde hinanden. "ZAC!" Min far for sammen, idet jeg råbte på Zac, så noget siger mig han ikke var forberedt på at jeg bare ville råbe på Zac.

Der gik ikke et minut, før Zac stod i døren ind til mit værelse, med Tommo ved sin side. "Hvad så?" Han sendte mig et akavet smil, som jeg besvarede med et kærligt et "Zac, det her er min far, Peter!" Zac kom venligt over til os og gav min far hånden. 

"Hyggeligt at møde dig, Zac! Jeg har hørt rigtigt meget om dig" 

"I lige måde, Sir! Du har en fantastisk datter" Jeg kunne se at Zacs kompliment til min far, kom meget bag på ham, men han børstede det af med et smil "Det er hvad hendes kærester plejer at fortælle mig, ikke hendes sønner" Det var lidt underligt at min far kaldte Zac min søn, men det var en god underlig, for det viste at min far accepterede Zac og faktisk godt kunne lide ham. 

"No offence, sir. Men jeg er jo også det bedste, der nogensinde er sket for hende, såå..." Jokede Zac, Jeg lagde min arm om Zac og hev ham ind i sengen, mens jeg kildede ham. Min far grinte højt "Jeg vidste du ikke kunne være så høflig, i længere tid!" Drillede jeg ham, mens jeg foresatte med at kilde ham. Zac sprællede for at komme fri, mens han skreg af grin, Edward gøede legesygt af os. 

 

****

"Jeg vil gerne vædde 100 dask, på at Louis har så mange tømmermænd, at han dårlig nok kan snakke" Grinende Niall og smed en pengeseddel ned på borderet, som stod imellem de to sofaer. Liam rystede på hovedet og tog sin pung frem "Fair nok, jeg godtager dit bud og gætter på, han ingen hukommelse har fra igår" Liam lagde en 100 seddel oven på Nialls, det virkede som om de gjorde det her ret tit.

"Amatører! Vi ved allesammen godt, at Louis bruger hele dagen idag på at sove.....Så vi finder først ud af det i aften, eller imorgen" Zayn lød ret sikker i sin sag, men han tøvede alligevel med at ligge sine penge på borderet. "Jackie?" Niall kiggede afventende på mig, som om han forventede at jeg ville være med i deres væddemål. 

Jeg fnyste af ham "Jeg har ikke penge til at vædde om sådan nogle ting, men mit gæt ville være at han bare er lidt mut resten af dagen."

Efter jeg havde spist brunch med Zac og min far, havde jeg besluttet mig for at snakke med Louis, da det nok var en god ide lige at få de sidste ting på plads, mens vi begge var ædru. Louis sov dog stadig, så jeg hang ud med Niall, Zayn og Liam, som underligt nok var samlet på Zayns og Liams værelse. Louis kunne i sit fuldestadie ikke finde sit eget værelse, så han havde crashed i Liams seng, mens Liam havde ligget og sovet. Så Liam var vågnet til noget af en overraskelse, men søde Liam havde dog ikke noget imod det, så længe han vidste Louis var okay.

De kiggede alle tre på mig, mens de forblev tavse, der gik nok 30 sekunder før de så alle brød ud i grin. Niall aede mig trøstende i håret, som om han havde ondt af mig "Aww søde Jackie....Hvor er du dum."

Jeg slog hans hånd væk, mens jeg sendte ham et dræberblik "Hvor er I strenge!" 

"Vi er ikke strenge, vi kender bare Louis' druk-turer. Forhåbelig kan du deltage, med et bedre bud næste gang" Zayn sendte mig et skævt smil, som nok ikke skulle virke så flabet som det gjorde. "Gør I det her tit?" De nikkede alle tre, Liam rømmede sig og fik derfor min opmærksomhed "Altså hver gang Louis har været ude."

"Hey drenge! Har I set Louis?" Spurgte en kejtet Harry, efter han havde slået døren voldsomt op. Døren smækkede bag ham, mens de andre drenge udvekslede blikke og sendte Harry et uforstående "Han ligger stadig og sov-"

"Nej, han gør ej! Jeg har lige været inde og tjekke hans værelse, det er tomt!"

Zayn rømmede sig "Hvis du havde ladet mig snakke færdigt, ville jeg have fortalt at han ligger og sover i Liams seng." Harry skar en grimasse og kiggede derefter på mig, med et kæmpe smil. Jeg synes det var ret akavet at være i samme rum med Harry, især når vi nu begge ventede på at Louis skulle vågne, så vi kunne snakke med ham, og det var sikkert det samme vi ville snakke med ham om. 

"Hey Jackie. Jeg vil faktisk også gerne snakke med dig" Han sagde det så forsigtigt og langsomt, at man kunne høre han nøje valgte hvert et ord. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige til ham, for hvis vi tog snakken og så Louis vågnede imellem tiden, kunne han misforstå det. Og selvom jeg var lykkelig over at få Harry tilbage i mit liv, så følte jeg at det måske var en god ide at sætte vores venskab på standby, for lige pt prioriterede jeg mit forhold til Louis højere end Harrys venskab. Men hvordan skulle jeg lige formulere det? Især når jeg ikke ville afvise ham foran de andre, og jeg ville gerne gøre det på en sød måde.

"Øhm....Okay, kan vi gøre det senere?" 

"Kan vi ikke bare gøre det nu?" Spurgte han ivrigt mens han satte sig ved siden af mig, han satte sig dog så tæt op af mig på sofaen, at hvis han rykkede tættere på ville han sidde på mit skød. Jeg kiggede hurtigt på de andre, for at se deres reaktion på Harrys opførelse, Niall og Zayn skjulte ikke at de fulgte nysgerrigt med, mens Liam sad og kiggede op i loftet for at lade som om han ikke kunne høre os. 

"Jeg kan ikke nu, jeg har en aftale med Louis" Prøvede jeg høfligt, han insisterede virkeligt på at snakke lige nu! Og det kunne jeg bare ikke få mig selv til. "Men Louis sover og du ved jo ikke hvornår han vågner, så vi kan ligeså godt tage snakken nu" 

Jeg tog en dyb indånding, mens jeg prøvede at finde på en grund til, hvorfor jeg ikke kunne snakke med ham nu. "Det passer bare ikke så godt lige nu, Harry" Jeg sendte ham et lille smil, for at virke oprindelig, jeg kan desværre ikke helt fortælle om det lykkes mig. 

Jeg troede at han havde accepteret min undskyldning nu, så jeg vendte mig imod Niall som sad ved siden af mig, for at starte en ligegyldig samtale om alt andet end det her. Men Harry tog min hånd og fik dermed min fulde opmærksomhed, sammen med alle de andres, som kiggede chokeret og uforstående på Harrys hånd.

Jeg havde lyst til at hive min hånd til mig, for jeg synes det var så respektløst at han bare bekendtgjorde brøleren, over for de andre på den måde. "Jackie, Louis kommer til at sove hele dagen alligevel. Så det er bedst hvis vi gø-" 

"Hvorfor forstår du ikke, at hun ikke gider at snakke med dig?" Udbrød Louis iskoldt, mens han kom tættere på den sofa vi sad på. Jeg havde slet ikke lagt mærke til han var kommet ind i stuen, så jeg fik et kæmpe chok da hans giftige tone fyldte rummet.

Jeg hev min hånd væk fra Harrys og kiggede ned i gulvet, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, for den her situation ville helt sikkert udvikle sig til noget fucked. "Jeg har nogle ting, som jeg gerne vil have ud af mit system, snarrest muligt"

"Ok, Harry" Selvom jeg godt forstod Louis var vred, jeg var trods alt selv skyld i det, så synes jeg hans flabede kommentarer var unødvendige. "Louis, jeg vil også gerne snakke med dig" Det var ret modent af Harry, bare at ignorer Louis' strenge svar. 

Louis rynkede sine bryn "Hvis jeg afslår, begynder du så også at holde mig i hånden?" Harry sukkede opgivende, men gav det alligevel endnu et forsøg "Louis, jeg be'r dig. Kan vi please snakke om det her, som voksne mennesker, af respekt for vores venskab?" 

Louis kiggede på Harry, med et lidende blik og bed sig i læben før han rystede på hovedet "Af respekt for vores venskab? Den kniv du så venligt borede ind i min ryg igår, fortæller mig at vi ikke har et venskab mere" Louis' tone var fuldstændig ændret, før var den fjendtlig og flabet, nu var den seriøs og såret.

Harry rejste sig fra sofaen "Louis, vær sød....Du forstår det ikke" Harry lød helt knust, Louis kiggede på ham med et blik som jeg ikke kunne læse med det var ikke vredt, måske bare uforstående.

"Hvad forstår jeg ikke?"       

"Du spurgte mig om kysset betød noget, jeg vil gerne give dig et ordenligt svar......Jackie var min første kæreste, jeg har aldrig elsket nogen, så meget som jeg elskede hende. Og da jeg kyssede hende igår, gik det op for mig at grunden til vi slog op, var ikke at nogen af os mistede følelser for den anden, men at jeg dummede mig. Men alle dummer sig før eller siden, så fordi du er min bedste ven vil jeg fortælle dig hele sandheden......Da mine læber mødte Jackies var det som om alle de følelser, som jeg bare havde gemt væk, blev vækket til live igen! Jeg ville selvfølgelig aldrig ligge an på Jackie, eller gøre noget for at ødelægge jeres forhold.....Men jeg....Øhm...Du ved,.."

Louis tog fat om sin hage "Det du prøver at fortælle mig, er at du er forelsket i min kæreste?" Louis lød helt upåvirket af Harrys indrømmelse, jeg kendte Louis godt nok til at vide det bare var en facade. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige til det, for jeg indrømmer at jeg havde mærket et eller andet, under vores kys. Men jeg var kommet videre fra da vi var børn, så jeg kunne ikke sige at jeg gengældte hans følelser. 

Harry nikkede langsomt og kiggede ned i borderet, Louis kiggede over på mig med et bekymret blik "Jack....Du bliver nødt til at sige noget her! Enten knuser du mit hjerte, ellers knuser du hans" Jeg vidste godt at det var ligeså meget for at fjerne hans bekymringer, som det var for at få afklaret det hele med Harry, at han stilede mig det ultimatum.

Jeg anede slet ikke hvordan jeg skulle sige det, og det gjorde det hele meget værre at de andre drenge var til stede, selvom de ikke havde sagt noget i lang tid efterhånden. Jeg rejste mig tøvende op og vendte mig imod Harry, det føltes som et eller andet reality-program, hvor man skal sende nogen hjem eller et dårligt afsnit af en dårlig tv-serie, min mavefornemmelse var helt forkert og jeg hadede at skulle gøre det her over for ham. 

"Harry, jeg holder rigtig meget af dig. Jeg er så glad for at have dig i mit liv igen, selvom det kun er som en ven. Du skal vide, at du altid vil have en helt speciel plads i mit hjerte. Kysset igår var en fejltagelse, jeg havde så mange ting i hovedet og jeg var ikke helt ædru, ikke at det er en undskyldning.....Men jeg beklager, Harry. Jeg elsker Louis, det er ham jeg skal være sammen med.....You will always be my first love......Og jeg vil altid betragte dig, som en af mine bedste venner, men ikke mere end det" Harry nikkede forstående og han sendte mig endda et lille smil, som tegn på det var okay. Men man kunne godt se på ham, at det ikke var det svar han havde håbet på. 

"Det forstår jeg selvfølgelig godt, du skal gøre hvad der gør dig lykkelig! Og hvis det er Louis, så er jeg glad på jeres vejene. Louis, jeg vil ikke have at det her påvirker vores venskab" Det var rigtig sødt af Harry og da han sendte Louis et håbefuldt blik, fik jeg helt ondt af ham. For jeg vidste Louis ville afvise ham, lige som jeg havde for få minutter siden, men imodsætning til mig så ville Louis ikke pakke det ind. 

"Du kyssede min kæreste, efterfølgende fortæller du mig at du er forelsket i hende. Jeg lader det ikke påvirke vores arbejde eller bandet, men jeg tror ikke at jeg nogensinde vil kunne stole på dig igen, eller kalde dig min ven" Louis sagde det meget pænere end jeg havde regnet med, men Harry tog det værre end jeg troede han ville. Han stormede ud af døren, jeg nåede ikke at se hans reaktion eller ansigtsudtryk. Men jeg ville være både vred og ked af det, hvis det var mig.

Liam var hurtig til at gå efter ham, hvilket jeg var meget taknemlig for, da jeg allerede nu var bekymret for ham, han var trods alt min ven. Jeg havde så dårlig samvittighed over at have afvist Harry på den måde, altså jeg havde været ærlig.....Men Harry havde virkelig været der for mig, her på det sidste og jeg var ham evig taknemlig, han fortjente ikke alt det var foregik lige nu. 

"Lou, jeg forstår godt du er sur på Haz. Men du må forstå at ligemeget hvad, så vil man altid have et svagt punkt for sin første kærlighed" Prøvede Zayn, Louis nikkede stille "Jeg ved det godt, men hvad skal jeg med en ven, som jeg ikke kan stole på?" 

Zayn skulle til at sige noget, men jeg kom ham i forekøbet "Hvad skal du med en kæreste, du ikke kan stole på?" Jeg ville have Louis til at tilgive mig, men jeg ville ikke bare have ham til at sige det til mig, han skulle mene det.

"Det er ikke det samme, Jack"

Jeg nikkede stille "Jo, det er Louis" Det var først nu jeg forstod det rigtige problem, vores forhold var dømt til fiasko for vi var begge to så fucking barnlige! Vi prøvede at håndtere alle vores problemer voksent, men det nytter jo ikke noget, hvis vi indeni er børn.......Det her forhold var forbi, hvis ikke vi begge to besluttede os for at blive voksne, og lagde fortiden bag os for alvor denne gang. En helt ny start....

"Jeg stoler på dig, jeg ved du har meget at tænke på lige nu. Og jeg har haft så travlt, at jeg ikke har været der for dig...Det beklager jeg, Jack...Jeg ved godt du er sårbar, og jeg lover jeg nok skal være der mere for dig" Jeg vidste ikke hvordan jeg havde fået ham til at undskylde, når det var mig der havde gjort noget forkert, men han fik det til at lyde som om det var fordi min far har kræft, at jeg har kysset med Harry...

"Du skal ikke undskylde overfor mig, jeg begik en fejl da jeg kyssede med Harry. Han var der for mig, da jeg fandt ud af min far var syg. Han var der for mig, efter jeg kom op og slås med min søster. Men jeg kyssede ikke med ham, fordi jeg var taknemlig" 

"Jeg forstår det godt, Jackie. Det er okay, jeg har tilgivet d-"

"Nej, Louis! Du forstår det ikke! Du giver mig et fri-pas, udelukkende fordi du har ondt af mig! Ja, min far er dødelig syg, men det giver mig ikke ret til at opføre mig så egoistisk!" Jeg var så fucking vred, og det eneste han havde gjort var at være sød, forstående og tilgivende, men det pissede mig fuldstændig af.

Louis kiggede ned i gulvet, mens han bed sig i læben "Jeg elsker dig, Jack. Men jeg ved ikke hvad det er, du vil have fra mig?" Han kiggede op på mig, med et træt blik, hans stemme var blid og forsigtig, hvilket gav mig en trykken for brystet. 

Jeg havde pludselig følelsen af at jeg kunne bryde sammen, når som helt. Jeg tog en dyb indånding og rystede på hovedet, mens jeg pressede mine læber hårdt sammen, for ikke at udgive et hulk, som ville fortælle dem at jeg var på randen af et sammenbrud. 

"Det ved jeg heller ikke, men det føles bare så forkert" Min stemme var kun en lille smule højere end en hvisken, så jeg var lidt i tvivl om han hørte det. Jeg vendte mit blik ned imod gulvet, men før det nåede så langt mødte det Nialls blik. Niall rejste sig med det samme fra sofaen og gjorde tegn til at give mig et kram, men jeg stoppede ham, for hvis han først gav mig et kram, ville jeg begynde at tude.

"Jeg begynder seriøst at tude, hvis du krammer mig" Niall ignorerede dog min undskyldning og valgte at give mig et kram alligevel. Nialls kram mindede ret meget om min fars, hvilket faktisk var beroligende. Jeg tog en dyb indånding, jeg ville ikke græde, selvom jeg kunne mærke gråden i halsen, så nægtede jeg at græde mere.

"Jack" Niall slap mig og tog min hånd istedet, da Louis sagde mit navn, jeg var så glad for Niall, han var altid så sød og støttende. "Hvad er det der føles forkert?" Spurgte Louis undrende.

"Da vi var i denne her situation sidst, da det var dig der havde kysset en anden. Jeg var så knust, jeg vidste ikke om jeg kunne tilgive dig, men det gjorde jeg til sidst. Du virker slet ikke påvirket, af at jeg har kysset med en anden" 

"Sæt dig ned, Jack" Louis lukkede øjnene, mens han ventede på jeg gjorde som han sagde. Jeg tøvede lidt, men jeg satte mig på den samme plads på sofaen, som jeg før havde siddet. Niall satte sig ved siden af mig, uden at slippe min hånd. 

Da Louis åbnede sine øjne igen og opdagede at jeg havde sat mig, smilede han stort, mens han gik over og satte sig på sofaborderet foran mig. "Selvfølgelig er jeg påvirket af det, selvfølgelig er jeg ked af det, men jeg stoler på dig når du siger at Harry bare er en ven, og han ikke bliver mere end det. Jeg har selv begået den samme fejl, det var godt nok ikke med min ex, men altså det er i bund og grund det samme. Jeg vælger at tilgive dig.....Faktisk så har jeg tilgivet dig, fordi du betyder så meget for mig og det er menneskeligt at fejle, ingen er perfekte, selvom du er tæt på." 

Han sluttede af med et skævt charmerende smil, som gav mig sommerfugle i maven, det var ret sødt at han sagde jeg næsten var perfekt, for jeg ved godt at jeg er langt fra, men hans blik fortalte mig at han mente det, det virkede virkeligt som om han så mig som en gudinde eller noget i den stil. 

"Du har ikke spurgt, hvorfor jeg kyssede Harry" Jeg ville gerne fortælle ham sandheden, for selvom den var egoistisk fortjente han at vide den. Louis tog min hånd, altså den Niall ikke holde "Du behøver ikke fortælle mig det, men hvorfor kyssede du ham?" 

Jeg tog endnu en dyb indånding, det var ret svært at fortælle for jeg ville gerne give ham hele historien, Zayn og Niall måtte gerne høre den selvom det gjorde det endnu mere grænseoverskridende. "Lige siden min Far fortalte mig, at han havde kræft og ikke ville klare den, har jeg nærmest ikke tænkt på andet. Jeg har grædt mere de sidste 2 dage, end jeg har grædt de 3 år i Afrika. Jeg løb ind i Harry i elevatoren lige efter jeg havde fået det at vide, så jeg endte med at snakke med ham om det, han var ret god at snakke med, han opmundrede mig og gav mig håb. Så igår aftes efter mit lille sammenstød med Natalia, var jeg meget trist, fuld og dum at høre på, men Harry lyttede alligevel. Jeg ved ikke om jeg har givet ham indtrykket, af at jeg gerne ville kysse med ham, men pludselig kyssede han mig. Jeg kyssede med, fordi det var som om alt det med min far og søster, og whatever der ellers er af shit i mit liv, som om det forsvandt. Jeg ved godt det lyder dumt, og det var ikke fordi jeg føler noget for Harry, at det forsvandt, det forsvandt bare fordi.....Jeg havde noget andet at tænke på." 

Det lød ret dumt og jeg ville ikke bebrejde dem hvis de begyndte at grine, jeg overvejede selv at begynde at grine, men det ville være lidt underligt. "Jeg ved godt det lyder dum-" Louis afbrød mig, mens han rystede på hovedet "Det lyder ikke dumt, jeg forstår det godt."

"Når man tænker på hvad nogen mennesker gør, for at få ens bekymringer væk, så synes jeg faktisk du har håndteret det ret godt. Der er folk der tager stoffer, cutter og så videre, jeg ville faktisk foretrække at min kæreste kyssede andre" Louis vendte sig imod Zayn, så jeg ikke kunne se hans ansigtsudtryk, men jeg kunne forestille mig det var et dræberblik Zayn fik. 

"Du skal ikke opfordre hende til at kysse andre" Vi begyndte allesammen at grine, over Louis jokende tone. Det betød ret meget, at de var så forstående men alligevel kunne joke med det. "Sorry mate" Zayn skar en grimasse, efter Louis vendte sig om imod mig igen. 

"Bare rolig det er en fejl, jeg aldrig har tænkt mig at begå igen" 

"Det er jeg glad for at høre.....Jeg skal faktisk snakke med dig om noget" Louis' tone blev helt seriøs igen, hvilket gjorde mig ret nervøs. Jeg nikkede forstående, som tegn til han skulle foresætte "Din bror sendte mig en besked tidligere, jeg har ikke fået svaret på den. Men han skrev at han er bekymret for dig, han mener at du bruger vrede til at håndtere det med din far, og han er bange for du prøver at skubbe folk væk. Altså nu har vi ikke fået snakket særlig meget, om det med din far men hvis jeg kun tænker tilbage på det med Natalia.....Så må jeg sige at jeg er enig" 

"Det er faktisk sjovt, min far fik mig til at love tidligere idag, at jeg ville betro mig til en eller anden, så jeg ikke bare skubbede folk væk efter hans død. Jeg synes ikke selv, jeg har været mere vred end normalt, men hvis I siger det må der jo være noget om det" Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, for hvis jeg ikke selv lagde mærke til det, så kunne jeg jo ikke ordne problemet. 

"Jeg tror bare du skal være mere ærlig og åben omkring dine følelser, jeg vil mere end gerne være der for dig og hjælpe dig så godt som muligt. Hvis der er det mindste, så ringer du bare, eller opsøger mig, hvad du har lyst til" Louis tog min hånd op til sine læber og placerede et lille kys på bagsiden af den. 

"Tak, Loubou" Han brød ud i et kæmpe smil, idet jeg nævnte hans gamle kælenavn "Anytime babe."

"Er I så helt okay igen?" Spurgte Niall forsigtigt og sendte os begge et akavet smil, Louis og jeg udvekslede blikke "Ja" Svarede han for os begge. Selvom jeg ikke havde sagt det højt, det med at vi begge skulle blive mere modne, så var det som om Louis havde hørt det, for han håndterede hele situationen perfekt. Det virkede som om at vi begge var blevet mere modne, end da vi begyndte at date.

Modne eller umodne, så elskede jeg den klovn og han elskede mig. Jeg ville gøre mit bedste for ikke at skubbe Louis væk, for han betød så meget for mig, og selvom mit humør, meninger og tanker hele tiden ændrer sig, så vil min kærlighed for Louis aldrig. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...