Hjælp mig

Lily Evans er blevet offer for den værste fornærmelse, man kan få som mugglefødt - Mudderblod. Og af alle mennesker, kom det fra den person, hun følte var det den eneste der forstod hende, hendes bedste ven. Hun står parat til at få alting overstået, til at få alting til at gå væk, da hun bliver afbrudt af en person, der aldrig før havde vist interresse for hende.

Mit bidrag til Harry Potter/The Hunger Games konkurrencen. Alle personerne stammer fra Harry Potter, men et par af stykkerne har fået en af de vigtige ting i Hunger Games, som ifølge mig, er bærende for de fleste af personerne - Deres ustabile personlighed og deres lettere galskab. Det var meningen det skulle være et oneshot, men det endte med at blive en anelse langt. Jeg håber at I kan lide historien alligevel.

17Likes
12Kommentarer
1201Visninger
AA

1. Højt at flyve, Langt at falde

Lily stod i et af Hogwarts mange tårnet, og kiggede ud over Den Forbudte Skov. Den ene væg var praktisk talt væk, og det virkede som et stort vindue, dog uden glas. Hun rykkede sig længere ud over kanten. Hendes tæer rørte ikke den længere.

Mudderblod

Ordet hang stadig fast i erindringen. Hun kunne falde nu, og alting ville være ovre. Ingen falske venner. Ingn falske forhåbninger.

Alle hader mig

Havde Severus nogensinde været sand overfor hende? Havde han nogensinde gjort det, han rent faktisk ville gøre? Endnu en tåre gled ned af Lilys kind, da hun lukkede øjnene. Hun bredte armene ud for at nemme kunne holde balancen. Hun ville være sikker. Helt sikker, før hun ville vælte forover, og lande på jorden nedenfor. Man kunne sikkert ikke mærke noget.

Alting vil være ovre

Hun rykkede længere ud, med endnu flere tårer ned af kinderne. Hendes familie ville ikke savne hende. Selvom Petunia altid havde været jaloux, vidste Lily godt at hendes forældre foretrak hende. De gjorde alt for at få hende til at føle sig speciel. Lily var et misfoster, en særling, de heldigvis ikke skulle nyde for meget af derhjemme. Hun åbnede øjnene for at se rundt en sidste gang. Skoven så stille ud, solen var ved at gå ned foran hende. Hvad nu hvis ingen ville finde hende?

Alle hader jo mig

Ingen ville lægge mærke til at hun var væk. Et ryk mere, og hun ville være et bedre sted, et sted hvor folk ville elske hende. En pige, næsten et barn, som tog livet af sig selv, fordi livet havde været for hårdt ved hende. De ville elske hende. Hun lukkede øjnene igen, for at kunne koncentrere sig om faldet. Ville det gå hurtigt? Ville det hele være ovre? Hvad nu hvis hun ikke døde af det? Hun græd, tårerne flød ned af hendes kinder med lysets hastighed. Et skridt mere. Hun lettede den ene fod, og lod den svæve over ingentingen, der var under hende. Et skridt mere.

Bum

En hånd greb fat i hendes arm, og væltede hende bagover. Hånden trak hende op fra gulvet, og lod hende hulke ind i hans skulder.

"Sshy." sagde stemmen, imens hun græd og græd. Hendes forsøg var mislykket, folk var nødt til at se på hende igen.

Folk, som hadede hende

"Hvad tænkte du på?" hviskede stemmen, imens han holdte hende tæt ind til sig. Hun tvang sig ud af hans greb, og begyndte at gå over mod kanten igen. Det skulle gå hurtigt.

"Lily!" råbte han og tvang hende til at se ham i øjnene. Hans ansigt var svært at se igennem tårerne, men hun genkendte ham.

Han havde aldrig snakket til hende direkte, måske et ord eller to, men han ville ikke lade folk dø, ikke på grund af ham. Ikke hvis han havde valget.

"Alle hader mig." sagde hun hulkende, og prøvede ikke i et sekund at fjerne elendigheden, som hærgede hendes ansigt. Hans arme lukkede om hende endnu engang, og han lod hende græde ud.

"Ingen hader dig." hviskede han gang på gang, men lige meget hjalp det. Lily var svær at overbevise.

"Jeg hader dig." sagde hun igennem tårerne, og han vidste med det samme hvorfor. Den selvsamme eftermiddag havde han været med til at få Lily til at føle sig som skidt. Han havde ikke holdt tryllestaven, der holdte Severus oppe, han havde heller ikke sagt, at han kedede sig, som var grunden til det. Men han følte sig ligeså skyldig, som han håbede James og Sirius gjorde.

"Tror du, at han nogensinde var rigtig?" græd hun, imens han langsomt satte dem begge ned det enkelte trappetrin, der var i rummet. "Tror du, at han faktisk kunne lide mig?"

"Jeg kender ham ikke." hviskede han, imens han lagde en arm om hende, og hun lagde hovedet på hans skulder. Hendes hulken blev svagere og svagere for hvert minut, men hun følte selv at det blev værrere.

"Hvorfor er du her?" hviskede hun vredt og fjernede sit hoved, for at kigge direkte på ham. "Hvad laver du heroppe?"

Remus gav sig til at stirre ud i rummet. Skulle han fortælle hende det?

"Jeg plejer at gå herop, når alting bliver uoverskueligt." sagde han sørgmodigt, imens hans øjne blev fyldte med tårer. Lily kiggede ud i rummet mod det samme sted som Remus.

"Du er perfekt, alle elsker dig." sagde hun sørgmodigt. Remus begyndte at grine svagt, da hun havde sagt ordene.

"Siger du til den dreng, der prøvede det samme trick, du var igang med, for præcis en uge siden." sagde han stille. Han fortsatte med at kigge ud i rummet, selv da han vidste, at Lilys øjne var fæstnet på ham, selv da han vidste, at tårerne flød ned af hans kinder. Hun rystede svagt på hovedet.

"Hvorfor?" var det eneste hun kunne få ud. Alle elskede Remus, mere end nok til at få kvalme af. Han havde alt. Karakterne, familien, vennerne.

"Jeg var bange for at dræbe nogle." sagde han stift. "Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg gjorde."

Lilys tanker var en stor pærevending. Hun kendte ham ikke, havde aldrig snakket ordenligt med ham. Alligevel sad de på loftet af tårnet, og fortalte hinanden ting ingen vidste.

"Du ville ikke kunne gøre det, om så du ville." sagde Lily stille, imens hun lagde hovedet tilbage på Remus' skulder, hvor det syntes at passe perfekt.

"Du kender mig ikke." svarede han stille, "Jeg er ikke sådan her hele tiden."

Han vendte hovedet ned mod hans skød. Han ville ikke kigge på noget, ikke på nogen, men kun på det monster han var.

"Det var Dumbledore der opdagede mig." hviskede han. "Han sagde, at hvis jeg stoppede, ville jeg kunne redde liv."

Et sørgmodigt smil bredte sig over hans ansigt.

"Jeg troede, han var skør." grinede han, før han vendte tilbage til hans forhenværende, sørgelige person.

Det virkede som timer, at de sad sådan. Lily med hovedet på hans skulder, Remus med hovedet vendt nedad, i frygt for at hun skulle se ham, som han var. Begge hulkende, grædende, imens deres eneste selskab var hinanden, og de ugler der ind imellem fløj forvirret ind i tårnet.

Derfor blev Lily forskrækket, og kiggede forundret på Remus, da han hævede hovedet, for at kigge på døren. Hans øjne var blevet røde, sandsynligvis som hendes, da han gik over mod døren og lukkede den op. Udenfor stod James og Sirius med et øre op ad døren, og Peter omme bagved, kæmpende for at finde ud af hvad der foregik. Døren stod kun på klem, men de tre undrende ansigter kunne tydeligt se Remus' forgrædte.

"Hugtand, er du okay?" spurgte Peter bekymret, da han fik kæmpet sig frem, for at se ordenligt efter. Omme bagved Remus, begyndte Lily at hulke igen.

De hader mig

Remus kiggede bekymrende tilbage, og åbnede døren helt, så de så den blege pige sidde krøllet sammen, imens hun hulkede. Remus kiggede ned i jorden, da James' ansigt langsomt blev arrigt.

"Hvad fanden har du gang i?" råbte James af Remus. Lyden af Lilys hulken blev kun forstærket af tilråbene. "Af alle mennesker er det dig, hun vælger?" råbte han fornærmende.

Han hader mig

"Og hvad fanden tror du lige, du har gang i? råbte han, og nærmede sig Lily. "Gang på gang bliver jeg ydmyget, og så vælger du den mest tåbelige parodi på en normal på skolen!"

Han stoppede op, for at overveje om han skulle sige mere. Hulkene blev højere og højere, imens James styrtede ud af lokalet. Remus forsøgte at få James til at køle ned, men blev kun mødt af Sirius, som stod klar til at forsvare ham.

"Hold kæft, Remus." sagde han, stående lige foran ham. "Hvis jeg var dig, ville jeg passe på med hvem jeg går og fletter fingre med."

Sirius gjorde det af, med at spytte Remus i ansigtet, og derefter fulgte han efter James. Peter luntede bare hurtigt efter dem. Remus vendte sig endnu engang mod Lily, som sad endnu mere forgrædt, endnu mere hulkende end før. Han skyndte sig over for at lægge en arm omkring hende.

"De hader dig, på grund af mig." sagde hun igen og igen. Remus ville ønske ham kunne benægte hende, men det var sandt. De hadede ham måske ikke, men det var ganske tæt på. Remus vidste udemærket godt, hvor meget James havde prøvet på at få Lily til at snakke med ham. Og her sad Remus, grædende på toppen af tårnet, med hende.

"De hader dig." gentog Lily, imens hun lagde sit hovedet op af Remus. Han svarede ikke, men lagde sit hoved op ad hendes, imens hans arm fandt vej over hendes skulder igen. "På grund af mig." græd hun, imens hun begravede hendes ansigt i ærmet på ham. 

Udenfor ringede klokken. Ingen af dem lod mærke til hvor mange slag det var, de vidste dog begge at der nu var udgansforbud. Ingen af dem sagde noget, men de rejste sig begge op samtidig, for at vende tilbage til opholdstuen. Lilys hånd søgte ud efter Remus', der langsomt lukkede sig om den. Ikke på den sædvanlige kærestemåde, som man ofte så på gangene mellem nogle af eleverne, men på den måde man gjorde, da man var lille. Den måde man gjorde, når man var venner. Den måde man gjorde, når man var bror og søster.

De var heldige, de mødte ingen på gangene, som man plejede. Ingen af dem sagde et ord på vejen, men de gik bare hånd i hånd mod opholdstuen. Lily græd stadig, og gjorde kun et halvhjertet forsøg på at stoppe det. Remus holdte tårerne inde, og han lykkedes at gøre det op til opholdstuen, som næsten var affolket, og indtil at de gik op mod hver deres sovesal, uden et eneste ord. Lily satte sig på sin seng, og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Remus stod tøvende foran døren, inden han hev i håndtaget, og gik ind.

Han blev mødt af en overraskelse, da døren var gået op. Rummet var mørkt, og det så ud til at de alle sov. Remus gik ind, lukkede døren forsigtigt efter sig og listede over mod sin seng. Han havde knap sat sig, da James gik igang med en halvhjertet samtale.

"Sirius, hvor gode venner synes du vi er?" begyndte han. Remus grinede svagt ved lyden af øvelse i hans stemme. De havde øvet dette igennem mange gange.

"Som brødre, James." svarede Sirius. De lå begge og kiggede i loftet, imens de opremsede deres replikker.

"Og brødre går jo ikke ud med de andres piger, vel Sirius?" spurgte James igen. Remus lagde sig ned, skiftede hurtigt til natbukser, og lå mærke til en detalje. De sagde Sirius og James.

"Det ville være forkert, James."

Ikke noget Krone og Køter.

Deres skuespil var slut, og de ventede spændt på hvad anmelderen ville sige. De forventede sikkert at han ville gå amok, og kritisere dem for ikke at se det åbenlyse. De forventede måske også, at han ville komme med en smart bemærkning, som han havde udtænkt på loftet med Lily. Men Remus tav, imens han drejede sit ansigt ind mod væggen og græd igen. Lydløst, hulkede han, så ingen af de andre kunne høre noget.

"Nå, kun kujoner gider ikke engang at diskutere det." sagde Sirius lavmælt, og drejede sig i sengen.

"I var der ikke." hviskede Remus.

"Undskyld, vi hørte dig-"

"I var der ikke." sagde Remus højt nok til, at de kunne høre det. Han forsøgte at kvæle grøden i hans stemme, de skulle ikke vide at han lå og tudede på grund af Lily. På grund af medynk.

Stilheden fyldte langsomt rummet. Bid for bid tog den chancen for at komme med en bemærkning. Remus undrede sig over om Peter mon sov, eller om han lå og hørte hver detalje af James og Sirius' skuespil, som ikke Peter var populær nok til at være med i. Men i virkeligheden lå han og tænkte. Hvilken side var han på, og hvilken side burde han. Han havde aldrig stået imod James og Sirius.

"Nå, kysser Lily så godt?" spurgte James, arrogant og koldt. Vreden fyldte langsomt Remus, han prøvede at kæmpe imod, men ligesom ved fuldmåne, vidste han at det var forgæves.

"I var der ikke!" råbte han, og forsøgte at kvæle det hulk der kom bagefter. Han sad op i sengen, med hænderne i skødet, og tænkte om det her var det værd. Han kunne tage den lette vej, oppe i tårnet. Alle hans problemer ville gå væk.

Bum

De svage dunk mod døren blev efterhånden hårdere og hårdere. Ingen havde rigtig lagt mærke til dem før, og ingen gad at gøre noget ved det. Remus sad stadig med hænderne i skødet, da Sirius blev træt af det, og rejste sig for at åbne døren. Ingen af dem vidste hvem det var, før Sirius drejede om i låsen, og ned i håndtaget. Døren blev åbnet med et brag, og Lily slyngede sig hulkende om halsen på Sirius.

"Fjern dig." sagde han prøvende, og tvang den hulkende pige væk, imens gråden blev højere og højere. Hun bakkede langsomt tilbage mod den halvåbne dør, og lukkede den med ryggen, stadig grædende.

"Lumos." hviskede Remus, og for første gang blottede han sit grådkvalte ansigt i sovesalen. Sirius stod i vejen for at han kunne se Lily, men Remus kunne tydeligt se hvad der var galt.

"Sirius..." hviskede James, der havde seng nær ved Remus. Også Peter havde lagt mærke til de røde mærker, der var på skuldrene af Sirius' bare overkrop. Remus fumlede sig ud af sengen, og over til Lily, stadig grædende, stadig bleg, som sad i en hvid T-shirt, med blod ud over håndledene.

"Op, du skal på hospitalsfløjen." sagde Remus, og forsøgte at hive hende op. Sirius og Peter kiggede på, imens James' hoved var et virvar af beslutninger. Skulle han hjælpe?

Så snart Lily var kommet op, slyngede hun armene om halsen på Remus, imens hun mumlede undskyld igen og igen.

"Lily, du skal på hospitalsfløjen." gentog Remus, imens han lagde armene om hende. Hun løsnede sig langsomt fra hans greb, og han trak hende med udenfor salen.

Sirius, James og Peter blev hvor de var, imens han og Lily gik igennem de kolde gange på slottet, på vej til hospitalsfløjen.

"Hvordan skete det?" spurgte Remus.

"Undskyld."

"Hvordan skete det?!" spurgte Remus om og om igen, men hun svarede aldrig. Hun holdte hendes arme omkring overkroppen, som et forsøg på at få varmen. Remus lagde en enkelt arm omkring hende, for at hjælpe. De mødte ingen på vejen, intet menneske, intet spøgelse, før de nåede fløjen, hvor madam Pomfrey var. Remus løb i forvejen i bar overkrop og natbukser, åbnede dørerne, og kaldte på den mere eller mindre panikslagne Pomfrey, som kom løbende tilbage mod Lily. Hun fik Lily over i den nærmeste seng, helede hurtigt sårerne, og begyndte at spørge ind til hvordan de var kommet det.

"Jeg-" begyndte Lily, men brød fuldstændig sammen igen, inden madam Pomfrey begyndte at spørge igen.

"Hvem gjorde det?!" udbrød hun opgivende. Remus sad i fodenden af sengen, og kiggede sørgmodigt med. Lily fik øjenkontakt med ham, og begyndte at græde endnu mere.

"Det. Det var ikke meningen, at de ville blive så store." græd hun, imens madam Pomfrey nikkede forstående. Remus' øjne ændrede straks udtryk, fra bekymrende til skuffende. Pomfrey løb hurtigt igennem den tomme fløj, og vente hurtigt tilbage med to flasker og et glas. Hun hældte begge ting op i glasset, og rakte det til Lily, der tog imod det.

"Hvad er det?" hulkede hun. Madam Pomfrey lod som om, hun ikke hørte, da Lily udbrød endnu højere. "Hvad er det!?" råbte hun, med tårerne løbende ned af kinderne. Pomfrey ignorede hende fortsat, og samlede flaskerne op fra bordet.

"Vil det dræbe mig?" spurgte Lily pludselig med et par uskyldige øjne. Øjne, som let kunne tilhøre en lille pige, men som altså sad på en 16 årig kvinde.

"Lily, det er hverken dræbende eller skadeligt." smilede Pomfrey. "Drik det, du vil føle dig bedre."

Lily tømte glasset i et tag, og satte det på bordet ved siden af. Hendes øjne blev langsomt mere og mere trætte, og hun kæmpede for at holde sig vågen.

"Remus?" spurgte hun.

"Mmh." svarede Remus stille.

"Hvis jeg dør nu," begyndte hun stille, "Så skal du vide, at jeg hellere vil vente, end at se dig med det samme." sagde hun i en druk-agtig tilstand, og lukkede øjnene. Remus vidste med det samme at hun sov, men om hun vågnede igen, vidste han ikke. Pomfrey lod mærke til hans bekymrende ansigtsudtryk, så hun skyndte sig over for at forklare Remus hvad det var.

"Det var kun en Drømmeløs eliksir, samt noget nyt, som hedder Sovesirup. Jeg gav hende lidt ekstra, så hun vågner nok først ved eftermiddag imorgen." smilede hun.

"Kan jeg-"

"Nej, du kan ikke blive. Smut op til opholdstuen, og sig at hun er okay." smilede hun igen, og gik ud i det lille lokale omme bagved. Remus kiggede endnu engang på Lily, før han gik ud gennem døren, og op mod den før så velkommende sovesal.

Turen føltes uendelig alene, midt om natten, og uden nogen glæde for at komme tilbage. Mest af alt ønskede han at sove på gangene, så han ikke ville blive mødt af flere tilråb af hans såkaldte bedste venner. Pludselig ramte det ham, hvad ville han gøre imorgen? Fuldmånen begyndte om to dage, og de tog altid derud dagen før. Han gik og tænkte, da han blev afbrudt af den Fede Dames maleri. Han snakkede lidt til hende, prøvede at vække hende.

"Slikbønner." sagde han stille, og rammen svingede op, samtidig med at hun klagede over tiden, han kom på. Han fortsatte med tunge skridt mod sovesalen, da det strejfede ham. Han kunne sove på sofaen? Han overvejede kraftigt tanken, men var allerede på vej op mod værelset, og han var for træt til at vende om. Han trak i håndtaget, håbede på at ingen ville spørge ham, ingen ville råbe ad ham, da han mest af alt ville sove. Men da han trådte ind i rummet, kunne han godt se at det ikke var muligt.

"Okay, forklar." sagde James neutralt.

"Nu?" spurgte Remus utilfreds, og traskede over mod sin seng. De havde brugt hele aftenen på at råbe af ham, og det var nu, at de ville vide, hvad han havde gjort galt?

"Nu." svarede Sirius. Remus kiggede kort over mod Peter, som sad stolt over i hjørnet. Hvad Remus ikke vidste, var at han netop havde overtalt dem, til at give ham en chance.

"Jeg gik op mod tårnet," begyndte han, men blev afbrudt af både et gab og James.

"Hvad skulle du deroppe?"

"Jeg går ofte derop, I ligger bare ikke mærke til det." svarede han, og satte sig på sin seng. "Jeg gik derop, og så at Lily ville til at hoppe ud fra tårnet."

"Ud fra tårnet?!" udbrød Peter lysvågen.

"Nej, fra Slagpoplen." svarede Remus sarkastisk. Han var virkelig ikke i humør til det her. "Jeg fik hende overtalt til at lade vær'." afsluttede Remus, og håbede inderligt at det var nok.

"Men hvorfor sad I begge og stortudede?" spurgte Sirius.

"Hvor lang tid sad i derude?" spurgte Remus, og kiggede undrende fra Sirius til James.

"Ikke særlig lang tid, en Ravenclaw sagde bare, at du var gået derop." svarede James.

"Jeg havde ondt af hende." løj Remus. Han følte ikke, at de ville tage et selvmordsforsøg fra ham seriøst.

"Og derfor tudede du?" spurgte Sirius skeptisk. Remus gad mest af alt ikke at svare, så derfor lagde han sig ned, og håbede på at det var nok.

"Ja." mumlede han. "Kan jeg sove nu?" spurgte han. Hans øjenlåg føltes tungere end bly, og han følte at han kunne dejse om hvad øjeblik det skulle være. Men det var selvfølgelig før, at James kastede en Aguamenti, en vand besværgelse, i hovedet på ham.

"Nej. Hvorfor stortudede du?" spurgte James.

"Jeg har jo sa-"

"Du er en elendig løgner." svarede Sirius, og stirrede koldt på ham. Selv Peter sad spændt omme bagved.

"Hvis du ikke kan fortælle os det," begyndte James.

"Hvorfor så Lily?" afsluttede Peter, og sagde netop det, de alle tre tænkte på. Hvorfor hende?

Remus sad et kort øjeblik og overvejede om det var det værd. Var det værd at afsløre, at han var skolens største kujon, at han overvejede at redde ham selv fra alle andre.

"Hugtaaaand?" sagde Sirius utålmodigt.

"Jeg forsøgte i sidste uge." svarede han svagt. James, som sad tættest på, var den eneste der hørte det.

"Forsøgte hvad?" spurgte han forsigtigt. Han kunne ikke lide den drejning tingene tog sig.

"Selvmord." svarede Remus stille, og stirrede ned i gulvet. Han ville ikke møde nogle af hans tre venners blikke, de tre venner han ville stikke af fra, hvis bare dette var for en uge siden. James slog hovedet mod væggen, og overvejede om han skulle sige noget. Sirius sad og undrede sig over, hvorfor Remus ville gøre det. Peter var den eneste der var modig nok, til at gøre noget ved det.

"Hvorfor?" spurgte Peter stille, og James og Sirius kiggede på ham, med rystende hoveder.

"Jeg synes, det virkede mest logisk." svarede Remus, stadig kiggende på gulvet, som om det var var det mest interesante i verdenen. James slog endnu engang hovedet mod bagvæggen. En af hans bedste venner ville begå selvmord, fordi det virkede logisk. Han troede ikke et ord af det, men sagde ikke noget. Han prøvede at gå tilbage, præcis en uge, for at se hvad det kunne drive Remus så tæt på kanten.

Torsdagen inden havde været ganske normal. Deres eksaminer var ikke begyndt endnu, så alle studerede på livet løs. Det meste af den torsdag foregik på biblioteket. Intet specielt. De snakkede om Quidditch, lektier, Quidditch, vareulve, Quidditch og brugbare ting, de måske kunne bruge til eksaminerne. Opremsningen i James' hoved gav ikke noget direkte resultat, da han tænkte mere over det. Vareulve.

"I ville have større mulighed i det her, hvis I ikke spildte hver fuldmåne i skoven." sagde Remus, og slog op i den næste bog i rækken, imens han gumlede på sit tredje stykke chokolade.

"Og gå glip af at være Køter? Nej, tak." svarede Sirius grinende, imens han skrev endnu en ting ned, der kunne være nyttig. Peter grinede med, som han altid gjorde.

"Jeg ville dø, hvis jeg skulle i skole hver evige, eneste dag, hele måneden." grinede Peter, og tog et chokolade stykke fra Remus.

"Jeg fatter altså ikke at I gider." grinede Remus.

"Hold nu op, Hugtand. Det er hyle morsomt at være derude." grinede James.

Det er hyle morsomt at være derude. Hyle morsomt at være derude. Morsomt. Ordet hang i James' tanker. Det var ham der sagde det, ikke Peter, ikke Sirius, men ham. Han havde sagt, at han foretrak at se Remus blevet flået i stykker, for at blive erstattet af et rovdyr, frem for at være normal, og oveni købet synes, at det var hyle morsomt at være derude. Han slog hovedet mod muren igen.

Bump.

Tænk, hvis han havde gjort det?

Bump.

Tænk, hvis han havde tage sit eget liv?

Bump.

Og det ville være James' skyld, og James' skyld alene, at han gjorde det.

Bump.

Han havde næsten dræbt en person, en ven, for at sige at det var morsomt, at være udenfor i fuldmåne.

Stilheden slugte alt i rummet. Sirius så ud til at have ligeså svært ved at sluge den, som James havde. Peter sad og fortrød, at han havde spurgt. Men James vidste, at de alle tænkte det samme. Tænk, hvis han havde gjort det?

Sirius rynkede øjenbrynene igen. Nej, tænkte han, det var ikke det. Han prøvede at komme frem til den dag, Remus netop forklarede skulle være han sidste dag, hvis han planlagde det. De lavede ingenting, den dag. De studerede, eller prøvede på, nede ved biblioteket. Sirius overvejede et kort øjeblik, om det var noget han selv havde sagt. Men hvad? Det kunne sagtens være hans skyld, han skød nærmest med fornærmelser til højre og venstre. "Hey, Remus, lad vær' med at klynke, du er kun en vareulv, se på mig, jeg får ikke topkarakterer, som du gør.". Han kunne sagtens have sagt det, men det passede ikke ind. Han prøvede at ændrede sætningen fra det ene til det andet, men ingenting passede. Måske var det ikke mig, tænkte han igen og igen, men han vidste det. Hvem ellers? Peter ville ikke gøre en flue fortræd, om den så havde fornærmet hans halve familie, og danset på hans slægtninges grave. Det var James der var så skide bekymret for Remus i starten, og kom op med idéen om Animagi. Bibliotek, bibliotek. sagde han til sig selv. Han vidste, at det var der det startede.

"Jeg har set i mindst fire bøger nu, og ingenting kan bruges." sagde Peter stille, med opspillede øjne.

"Jeg overlever ikke. Jeg overlever ikke." mumlede James for sig selv.

"I ville have større mulighed i det her, hvis ikke I spildte hver fuldmåne i skoven." sagde Remus, og slog op i den næste bog i rækken, imens han gumlede på sit tredje stykke chokolade.

"Og gå glip af at være Køter? Nej, tak." svarede Sirius grinende.

Han ville ønske at orderne ikke lød så rigtige, som de gjorde, men måtte erkende at de passede perfekt. "Og gå glip af at være Køter." havde han sagt. Hvis ikke det havde været fordi Remus var en vareulv, var det slet ikke aktuelt. Men Sirius skiltede med, at han nød hver fuldmåne til fulde, og at han ikke ville bytte det for noget. Og han grinede. Grinede af det. Sirius havde aldrig hadet sig selv, så meget som han gjorde nu. Han var skyld i det, imens James og Peter aldrig havde fornærmet lykantropien. Sirius var skyld i det. Han rystede svagt på hovedet, det kunne ikke være rigtigt.

Også Peter overvejede alle muligheder, imens han bildte sig selv ind, at det ikke var ham. Det kunne det ikke, det måtte det ikke. Peter grinede kun af andre, han sagde aldrig noget. Han grinede kun. Det kan ikke være rigtigt, tænkte han. Peter var ingen morder. Han granskede sin hjerne, for hver bitte detalje, for hver samtale han havde haft. Han troede ikke at han ville huske det, men én samtale skilte sig ud.

"I ville have større mulighed i det her, hvis ikke I spildte hver fuldmåne i skoven." sagde Remus, og slog op i den næste bog i rækken, imens han gumlede på sit tredje stykke chokolade.

"Og gå glip af at være Køter? Nej, tak." svarede Sirius grinende, imens han skrev endnu en ting ned, der kunne være nyttig. Peter grinede med, som han altid gjorde.

"Jeg ville dø, hvis jeg skulle i skole hver evige, eneste dag, hele måneden." grinede Peter, og tog et stykke chokolade fra Remus.

"Jeg fatter altså ikke at I gider." grinede Remus.

"Hold nu op, Hugtand. Det er hyle morsomt at være derude." grinede James og Peter grinede med. De fik nogle mærkelige blikke fra folkene omkring dem, der ikke fattede mistanke. Remus kiggede mærkeligt rundt, og begyndte at læse igen.

Han grinede af. Han grinede ikke med, han grinede af Remus. Hvor mange gange havde han ikke set Remus ved fuldmåne, hørt hver evig, eneste af hans skrig, fra hver forvandling. Peter kunne frit blive til sin rotte form, ganske frivilligt, og ganske smertefrit, alt imens Remus så på. Når Remus var løbet hen i en dør i Det Hylende Hus, når han ingen kontrol havde over sig selv, grinede Peter så ikke?

Remus var den første, der rørte på sig. Bevægelsen var så pludselig, at Peter gav et sæt fra sig, nøjagtig som Lily havde gjort i tårnet. Lily. Her havde han travlt med at have ondt af sig selv, imens Lily lå i en drømmeløs søvn i hospitalsfløjen, fordi hun havde det så dårligt omkring Severus, dårligt omkring alting, at hun ville skade sig selv. Endnu engang blev hans øjne fyldt med tårer. Han kunne have stoppet hende. Han kunne have sagt, at det ikke var hendes skyld, at Sirius og James gik amok. Han kunne have sagt, at hun altid skulle sige til ham, hvis der var galt. Han kunne have sagt til Sirius og James, at hvis de kedede sig, skulle de ikke lade det gå udover Severus Snape, uanset hvor klam han var. Remus overvejede et kort øjeblik, om Severus skulle vide noget omkring Lily, men slog hurtigt tanken væk, da han forestillede sig Lilys udtryk, hvis han dukkede op. James delte umildbart den samme tanke, da han pludselig kiggede over mod Remus igen. Han overvejede længe om han skulle bryde tavsheden, om det var det værd. Men hvis han så endelig gjorde det, var det til ingen trøst, det var intet undskyld, men dog et spørgsmål om Lily.

Remus kiggede også kort op, og fandt situationen underholdende. James sad med hovedet over mod Remus, men kiggede i gulvet, inden han faldte tilbage med muren bag ham. Sirius rynkede øjenbrynene, rystede på hovedet, som om alting var en drøm. Peter lignede en, der havde fået øje på et dødsensfarligt dyr, som kravlede lige ved siden af ham.

"Folkens, idéen med," Remus skulle synke en ekstra gang for at sige det, "Selvmord, er ligesom at det er én selv der gør det." smilede han. Alle tre ansigter stirrede på ham, som om han var et monster. Hvilket han jo også var, i hans tanker.

"Selv-mord." sagde han svagt, men det virkede ikke til at have en eneste effekt. James fortsatte med sin hoved-bumpen, Sirius med sine øjenbryn og krybet ved Peter, var lige rykket tættere på.

"Nå." sukkede Remus. Ingenting havde det virket. Hvad skulle han sige? "Det er ikke jeres skyld, at I opfører jer som tåber." Han ville mest af alt nøjes med det første, men vidste at han skulle have det sidste med. Det var deres skyld. Det var også de folk, der gik forbi ham, skyld. Det var lærernes, det var alles skyld. Ingen havde lagt mærke til noget, ingenting. Ingen havde spurgt hele året, og han kunne ikke tage det længere. Det var Lily, som han aldrig havde snakket før med, skyld. Det var Blegfis' skyld. Han kunne ikke bebrejde verden nok, det var deres skyld, og han håbede inderst inde at de havde det dårligt. Han havde det også dårligt, han havde løjet. Jeg er bange for at dræbe nogle, det var det han sagde til Lily, da han endelig fik chancen for at forklare tingene, som de var. Han var ikke for at dræbe nogle. Han var bange for at dræbe flere.

Brisen kom nedefra, da Remus stod halvt på vej til at hoppe, halvt på vej til at blive på sikker grund. Den rodede i Remus' hår, så det stod ud til alle sider.

"Remus Lupus." mumlede en stemme bagfra. Remus trådte et skridt tilbage. Nok ville han dræbe sig selv, men ikke skade andre, som skulle se på det.

"Sir." sagde Remus kejtet. Dumbledores fulde skikkelse trådte frem fra skyggerne.

"Vil du være så venlig?" spurgte han, og lavede en håndbevægelse, som tegn på at Remus skulle gå væk fra kanten. Alle instinkter sagde at han skulle hoppe, men hans hjerne tog heldigvis over, og han gik tre skridt væk fra kanten, og satte sig på trappetrinet, der omringede rummet.

"Jeg går ud fra at dette er omkring døden af din far?" spurgte han venligt. Selvfølgelig, tænkte Remus, han ved alt.

"Ja." mumlede Remus, og kiggede i jorden, som virkede meget mere interessant i øjeblikket.

"Jeg går også ud fra, at du ved at dette ikke ville hjælpe dig, men ramme flere mennesker end du tror."

Remus sagde ikke noget. Han havde ikke tænkt over hvad folk ville sige. Om James, Sirius og Peter ville gå frem, og sige at de var Animaguser. Om folk ville få at vide, at Remus Lupus havde lidt af lykantropi, bedre kendt, han var en vareulv.

"Jeg tror på, at hvis du vælger at lade være med dette, vil du kunne redde liv." sagde Dumbledore sørgmodigt, og satte sig ved siden af Remus. Remus grinede bare af ham.

"Redde liv? Som jeg kunne redde min far?" spurgte han grinende.

"Det var ikke dig, der gjorde det, Remus. Og det går jeg ud fra, at du forstår." mumlede Dumbledore, og kiggede på Remus. "Lykantropi får en til at glemme alt hvad du ved, og hvem man elsker."

Remus stirrede bare ud i rummet. Hvor skulle han vide det fra? Havde han oplevet transformationen? Han havde oplevet følelsen af at blive flået fra hinanden, kun for at et nyt, endnu mere smertende jeg, kunne træde frem?

"Fenris dræbte ham. Det var hans skyld, at du blev inficeret, og derfor hans skyld, at din far gik bort."

Remus gad næsten ikke at høre efter. Han huskede intet, men han var sikker på ,at det var ham, der dræbte ham. Dumbledore rejste sig, og gik over mod døren.

"Jeg ved, at du vil kunne redde liv, Remus. Spild ikke dit eget."

Remus synes stadigt det var latterligt. Han ville ikke kunne redde liv.

"Godnat." sagde han stille, og lagde sig i sengen. Ingen af de andre svarede, men han kunne ikke være mere ligeglad. Han ville væk, væk fra dette sindsyge sted, og hen til stedet hvor alting var muligt.

Peter vovede sig hen for at tjekke om han sov et par minutter efter, og drejede om og kiggede på James og Sirius. De sad begge stadig med deres hovedbumpen og øjenbrynshævning, og stirrede tomt ud i luften.

"Jeg havde nær dræbt ham." sagde Peter stille, da han var gået et par skridt fra Remus' seng. Han kiggede tomt ud i luften, og lå ikke mærke til at både James og Sirius kiggede på ham. Sirius grinede svagt.

"Du tror, at du dræbte ham. Peter, du tog et stykke chokolade, selv Remus går ikke med selvmordstanker på grund af det." grinede han.

"På grund af det." gentog James, og fortsatte med at bumpe hovedet mod væggen. Stemningen blev igen nedtrykt, og ingen sagde noget, før Sirius brød isen.

"Jeg sagde, jeg elskede at være Køter. Jeg sagde, at jeg foretrak ham, at være ved fuldmånen, frem for at være normal." sagde Sirius.

"Wow, hvor er du ond, Køter." grinede James. "Jeg sagde, at det var sjovt. At det var direkte morsomt at være ude ved fuldmåne!" udbrød han, og kiggede hurtigt over mod Remus. De havde sovet i det samme rum i næsten 5 år, så de vidste at når Remus sov, så sov han.

"Jeg grinte af ham." mumlede Peter. Imens James og Sirius diskuterede hvem der var værst. Peter kom pludselig i tanke om noget, og holdte mund, for at kunne formulere sig bedst. Sirius lå mærke til det, og kiggede på Peter, som sad på samme måde som han selv gjorde, før Remus sagde godnat. James lå også mærke til det, så da de begge stirrede på ham, begyndte han.

"Hvorfor tror I, at Lily ville gøre det?" spurgte han, og vidste at de ikke forstod et ord. "Hvorfor Lily ville dø?"

Ingen af dem sagde noget, men de vidste begge hvorfor. Severus.

"Hvis aldrig han havde kaldt hende mudderblods, ville hun stadig være ligeså irriterende som før." mumlede Sirius, og James gav ham ret. Peter tav endnu engang, overvejede hvilken side han skulle være på endnu engang, og valgte at trodse dem endnu engang.

"Han ville ikke gøre det, hvis ikke I havde tvunget ham." sagde han, og stirrede på dem begge.

"Vi tvang ham ikke til noget!" udbrød James, og stirrede tilbage.

"Nej, men I klyngede ham op. I ydmygede ham." sagde Peter. Han gjorde dem opmærksomhed på, at denne gang, var han ikke med dem.

"Lad vær' med at være så helteagtigt, Ormehale, du var ligeså meget med til det, som vi var!" sagde Sirius vredt.

"Jeg siger ikke at jeg ikke var med til det! Jeg siger bare, at I klyngede ham op!" svarede Peter igen. Sirius skulle til at sige noget, da James rejste sig.

"Godnat." mumlede han, og smed sig i sin seng.

"Hey!" råbte Sirius efter ham, da han kom i tanke om, at alle andre også sov.

"Ormehale har ret. Jeg fik næsten dræbt Lily." sagde James vredt. "Jeg." gentog han. Sirius erkendte sig slået, og gik med tanken om, at han næsten dræbte to personer på en uge, indtil han faldte i søvn, hvilket ikke varede særlig lang tid. Også Peter gik rundt og følte skyld, for hvis det ikke var den ene, var det den anden. Måske begge to.

Da uret fra opholdstuen slog et, faldte Peter i søvn. James og Sirius sov allerede. Remus lå mærke til stilheden, og drejede sig om, så han kiggede mod loftet af hans himmelseng. Han grinte lidt for sig selv, selvom intet var morsomt ved situationen. De er meget sødere, når jeg ikke er der, tænkte han, og kunne ikke lade være med at smile. Indtil at han tænkte på Lily, som lå alene i hospitalsfløjen, uden nogen drøm, uden nogen andre, som kunne være der hos hende, hvis hun vågnede. For Remus føltes det som tusind år, før han faldte i søvn. For hende havde der knap gået et minut, fra hun faldte i søvn, til at hun vågnede. Og da hun gjorde det, var hun ganske alene, udover madam Pomfrey. Hun kiggede forvirret rundt i fløjen, hvilket Pomfrey lå mærke til.

"Remus kommer nok om et par minutter." smilede hun. "Jeg sagde, at du ville vågne omkring eftermiddagstid."

Og så snart hun havde sagt det, ringede skoleklokken udenfor. Hun kiggede konstant mod døren, som hele tiden syntes at bevæge sig. Der gik ikke to minutter, før Remus kom brasende ind. Lily løb straks over imod ham, og begyndte at græde endnu engang.

"De hader dig." mumlede hun, imens Remus grinede. "De hader dig."

Remus tog fat i skuldrerne på Lily, og ruskede i hende.

"Nej." smilede han. Lily omfavnede Remus igen. 

"Er du okay?" hviskede han. Lily smilede til ham, og svarede ja. Men hun følte det ikke. Hun var ikke okay. Mest af alt, ville hun springe igennem vinduet, ned på den kolde, hårde jord, hvor hendes livløse krop hørte til. Mest af alt, ville hun skade sig selv, fordi hun havde udsat Remus for næsten at se hende dø. Mest af alt, ville hun krybe hen i hjørnet, og lade som om ingen var her.

"Godt." hviskede han, og fulgte hende over til hendes seng. De satte sig begge på den, og kiggede rundt.

"Hvor lang tid skal du være her?" spurgte Remus forsigtigt. Lily kiggede op. Pomfrey havde ikke fortalt hende noget.

"Hvor lang tid skal jeg være her?!" råbte hun igennem lokalet. Pomfrey kom luntende over mod Lilys seng med et skarpt blik i øjnene.

"Man råber ikke på hospitalsfløjen." sagde hun strengt. Lily kiggede rundt.

"Der er ingen andre." svarede hun undrende, men Pomfrey rystede bare på hovedet.

"Du bliver her, til du er rask igen." sagde Pomfrey svagt.

"Hvad fejler jeg?" spurgte Lily så mistroisk. Hun havde undret sig over det, siden hun vågnede. Hvad fejlede hun? Var hun blevet sindsyg?

"Det ved jeg ikke, men indtil du er normal igen, bliver du her." svarede Pomfrey, og gik den anden vej. Lily vendte sig over mod Remus.

"Til jeg bliver rask." smilede hun sarkastisk og grinede. Han rystede bare på hovedet, og kiggede rundt i lokalet.

"Nå, var der noget spændende i skolen?" spurgte Lily, og kastede sig bagover i sengen, stadig smilende.

"Næh." svarede Remus. Hans øjne var fanget af sengen i hjørnet, hvor han selv engang lagde. Det var efter fuldmåne, hvor tingene var gået en smule galt. Remus løb, for femte gang, direkte ind i døren i Det Hylende Hus. Han smilede lidt ved tanken om, hvor dumt det ville se ud.

"Og ingen lektier?" spurgte Lily bekymrende. Remus grinede svagt af hende.

"Nej, ingen lektier." smilede han. De sad og kiggede lidt i rummet, da Lilys mave begyndte at rumle højlydt. De grinede begge, og fik lov til at gå mod Storsalen efter mad. Mange kiggede efter dem, da Lily stadig kun gik i sin hvide T-shirt, der heldigvis var ren fra blod. De tog frygteligt meget mad, og gik tilbage til hospitalsfløjen. Ingen snakkede til dem, de kiggede kun, hvilket kun forstærkede Lilys følelse om at være hadet.

De spiste og snakkede i flere timer. De grinede højlydt, fik Pomfrey til at gå amok og havde det sjovt. For en kort stund glemte Lily alt om hadet, der fyldte hende. Men følelsen kom tilbage, da klokken blev seks, og solen var ved at gå ned.

"Jeg skal gå." sagde Remus svagt, og kiggede mod uret. Lily kiggede undrende på ham.

"Hvorfor?" spurgte hun.

"Aftale med Sirius og Peter." smilede han til hende, og begyndte at gå mod døren.

"Kommer du tilbage?" spurgte Lily bekymrende, og kunne mærke tårerne presse på igen.

"Ja, selvfølgelig." smilede han stort, og vinkede da han gik ud af døren. Lily lå tilbage i sin seng, med nogle af resterne fra eftermiddagens mad.

Remus gik på gangene, da han stødte på noget. Han havde faret rundt, ledt efter Sirius og Peter, ledt efter udgangen, for at nå det. Han lå på jorden, og det han væltede ind i, lå ved hans fødder og klagede sig. Remus kiggede kort derned, og opdagede hvem det var. Ikke fordi at han kunne se ham, men fordi han vidste hvem det var.

"Skynd dig, månen står snart op." sagde stemmen klagende, og skubbede til Remus. Remus nikkede kort, rejste sig, og begyndte at løbe mod udgangen. Personen Remus styrtede ind i rejste sig langsomt, og satte sin kappe ordenligt på igen, inden han fortsatte. Ingen måtte se ham. Han gik imellem gangene, og nåede frem til hospitalsfløjen, hvor Lily lå. Døren stod på klem, og han kunne lige nøjagtig mase sig ind, uden af døren ville bevæge sig. Troede han. Lilys øjne var fæstnet mod døren, hun synes bevægede sig svagt. Og var det bare hende, eller bevægede stolen sig lige, som om nogen var faldet ind i den?

"Må spøgelserne være herhenne?" spurgte Lily højt til Pomfrey, som sad bag sit skrivebord i hjørnet.

"Nej." svarede Pomfrey utilfreds. Lily kiggede kort over mod Pomfrey, og lå mærke til at hun var dybt begravet i sit skrivebords arbejde. Lilys øjne vendte tilbage til døren, hun løftede sin hånd, og gjorde tegn til at personen skulle komme over mod hende. Efter noget tid, da hun troede at det var nok, til at personen kunne komme derover, spurgte hun ham.

"Remus?"

Intet svar. Hun lagde hovedet utilfreds tilbage i puden. Han var her ikke. Han kom ikke. Han løj.

Han hader mig

Pomfrey var stadig igang med sit arbejde, da Lily drejede om på siden. En stol stod nær hendes seng, den Remus sad på før. Men den stod ikke det samme sted. Hun rynkede øjenbrynene, undrede sig, da hun mærkede noget hårdt plaske op i sengen. Hun kiggede forurolignende ned mod fodenden. Ingenting. Der måtte være noget, tænkte hun, da hun smed bunden af hendes dyne over tingen. Et par fødder var tydeligt omridset, før de trak sig væk igen. Hun drejede sig, Pomfrey fulgte stadig ikke med.

"Hvem er det?" hviskede hun smilende, velvidende at der var en person, der holdte øje med hende. "Hvem?"

"Remus sagde, at jeg skulle være her." svarede en stemme kort og koldt efter. Lily genkendte den, og hendes smil fra før, blegnede hurtigt.

Hvad fanden har du gang i?!

Hun drejede sig om på siden. Hun ville ikke risikere at se på personen, der ikke var synlig.

"Jeg overreagerede." hviskede James' stemme nær Lilys øre. Hun slog ud efter ham, og ramte noget vådt, noget koldt og fugtigt. Hun ville tørre sin hånd i dynen, men den var ikke våd længere. Som om han var dækket af vand, som ikke var der.

"Hvad var det?" spurgte hun mistroisk, og kiggede det sted hen, som hun troede at han stod.

"Usynlighedskappe." svarede han svagt. Pomfrey var stadig godt igang med papirarbejdet. Lily troede ikke på ham.

"Og hvordan har du fået fat i den?" spurgte hun, og prøvede at efterligne hans arrogante toneleje. James grinede kort, men ikke højt nok til at hun kunne høre det.

"Jeg har arvet den."

"Umuligt." svarede hun hurtigt. "Usynlighedskapper falmer med tiden." sagde hun, og rystede på hovedet. Alle kapper gjorde det. Pånær én, men den fandtes jo ikke.

"Ja, de gør." smilede han, da han kom i tanke om, at hun ikke kunne se hans smil. Hun vendte sig igen, med ryggen til ham. Hun gad ikke at høre på ham, men på den anden side.

"Hvor er Remus?" spurgte hun, kort og kontant. Hun hørte hans mumlen, men fik ikke noget svar. "Hvor er Remus?!" spurgte hun, højt nok til at Pomfrey kunne høre det.

"Det ved jeg ikke." svarede hun undrende, og fortsatte med sit arbejde. Bag Lily, kunne hun høre at James grinede. Lilys hånd greb ud, og fangede usynligheds kappen. Hun holdte den med knuget hånd, og truede ham.

"Jeg kan rive den af, og du vil blive smidt ud herfra. Hvor er Remus?" spurgte hun, og stirrede på et punkt i loftet.

"Det kan jeg ikke fortælle." grinede han. Lilys greb løsnede sig, og hun vendte endnu engang ryggen til ham.

"Gå." mumlede hun. Hun ville ikke høre et ord mere fra ham.

"Remus advarede mig. Jeg bliver her, du har brug for selskab." svarede han hurtigt, og rykkede med stolen endnu engang. Denne gang var det bare den anden stol, på den anden side af sengen, lige foran Lily.

Hun lukkede øjnene, og håbede på at han ville gå væk, hvis hun sov, men han blev ved med at snakke til hende.

"Jeg overreagerede virkelig. Det må du undskylde." sagde han svagt. Hun mærkede hans ånde i hendes ansigt, og rykkede nogle centimeter bag ud.

"Og Sirius?" spurgte hun, stadig med lukkede øjne. Hvis hun ikke måtte se hans udtryk, måtte han ikke se hendes.

"Sirius? Han fornærmede da kun-" begyndte James, da det langsomt gik op for ham. Lily var fuldstændig ligeglad, om de havde fornærmet hende, de havde allerede taget Severus fra hende. "Sirius og jeg har undskyldt." svarede han svagt. Godt, tænkte hun. Hun havde været skylden til, at Remus' bedste venner havde gået amok på ham. Endnu en grund til at hun ikke burde leve.

"Remus fortalte alt igår." sagde James svagt. Lily lå stadig med lukkede øjne, og håbede på at det ville holde alle følelser væk. "Hvis jeg vidste, at det ville føre til-"

Mere fik han ikke sagt. Lily drejede endnu engang rundt, og begyndte at hulke igen.

"Jeg hader dig." mumlede hun, og mærkede en kold hånd på hendes skulder. James sagde ikke mere. Han ville ikke ødelægge stemningen. Ødelægge det endnu mere, end han havde gjort i forvejen. Også Lily tav. Hun ville ønske, at hun turde at sige noget til ham, men hun gjorde det ikke. Gryffindor, tænkte hun, Hjem for de tapre. Hun var ikke tapper. Hun var ikke modig. Hun var en kujon.

Han hader mig

"Undskyld." mumlede hun. Hvorfor vidste hun ikke. Det var ham, og ham udelukket, der burde undskylde. Ikke hende. Men Lily havde altid haft svært ved at styre sig. Hun mærkede hånden forsvinde, og hørte små skridt gå rundt om sengen. Hun lå og stirrede på hendes hænder, da hun mærkede hans kolde læber presse sig mod hendes pande.

"Undskyld." mumlede han, kort afstand fra hendes grædende ansigt. Hun smilede.

"Hvordan ved jeg, at det er dig?" spurgte hun. James tav et øjeblik, overvejede hvordan han kunne bevise det.

"Du vil stadig ikke på date med mig?" grinede han, og Lily grinede med.

"Nej." smilede hun. Stolen begyndte at bevæge sig igen, fra fodenden af sengen, om mod Lilys hoved. Pomfrey rejste sig, og gik over mod døren, for at lukke den.

"Ingen vej tilbage." smilede Lily. Pomfrey slukkede lyset, gardinerne blev trukket for. Mørket bredte sig endnu engang ud i rummet, og Pomfrey gik ind i hendes værelse ved siden af. Lily lukkede øjnene, og af refleks, lå hun sin ene hånd foran ansigtet. Og der gik ikke lang tid, før at en kold hånd, der ikke føltes så kold længere, lagde sig beskyttende ovenpå.

"Godnat." hviskede Lily.

"Godnat." hviskede James igen, og lagde sig tilbage i stolen, men hans hånd fjernede sig ikke fra Lilys. Lilys tanker var et stort rod med argumenter, hvorfor han ville gøre det. Hun forstod ikke hvorfor, men en ting var hun sikker på.

Han hader mig ikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...