Du kommer for sent

John har haft en hård barndom, og bor nu på en anstalt for unge. En dag bestemmer han sig dog for at sikke af, hvilket resultere i hævn, tårer og dyb forvirring.

3Likes
4Kommentarer
511Visninger
AA

1. Du kommer for sent

 Du kommer for sent

John havde sneget sig ud til togskinnerne, for at kigge på togene, der for tid til anden susede forbi med høj hastighed. Han kunne godt lide det adrenalinrus han fik, og den følelse af, at togene ville ramme ham, fik ham til at føle sig levende. Da et par regndråber faldt fra himlen, hev han sit hætte over hoved, han kunne ikke lide regn. Med hænderne i lommerne gik han ind mod byen, ind hvor alle folk altid havde så travlt, og ikke lod mærke til hinanden. Han kunne allerede høre larmen for irriterede billister der dyttede utilfredse med bilhornene. Engang havde han syntes det var en befriende lyd, nu var det bare larmende. Han sparkede til en sten der lå og flød. Grå, overflødig og kold. Lidt ligesom ham selv.

Han drejede om et hjørne, og så en flok unge der stod og hang ud under en markise, med smøger i munden. Hvis han ikke havde været så træt af det hele, havde han måske spurgt om han kunne få en med, nu gik han bare forbi dem, og de ignorerede ham lige så meget, som han ignorerede dem. 

Regnen tog til, og gennemblødte den mørkegrå hættetrøje. Hans fingre var kolde i lommerne på cowboybukserne, men han tog sig ikke rigtig af det. Bilerne kørte i den modsatte retning, af den han gik, og lyden af dækkene, der ramte den våde asfalt, var både deprimerende og sørgelig. Hvordan var det, at livet kunne tage så drastisk en drejning? Hvorfor var der ingen til at hjælpe, når man havde mest brug for det? Svaret var enkelt. Fordi man havde en attitude, der sagde, at ingen skulle nærme sig, at man havde styr på tingene, blot så de ikke ville kunne komme ind under huden på en og finde ud af hvilke tanker, man i virkeligheden gik rundt med. Sådan var det bare.

Bilerne holdt for rødt, og John gik over fodgængerfeltet. Halvvejs over skiftede det til grønt, og bilerne begyndte at dytte af ham, fordi han gik for langsomt. Hvorfor havde de så travlt? Hvad var det de skulle nå? Han foretrak selv bare at flyde med strømmen, men her på det sidste, var han begyndt at skille sig ud. Hvorfor skulle man lade som om, man tænkte og var ligesom alle andre, når man overhoved ikke var det? Det var der jo igen grund til.

Den gamle triste skole, tårnede sig op over ham. De røde mursten havde set bedre tider, og i kontrast til den grå himmel, skreg den nærmest om at man skulle holde sig væk. Men kampen om at få renoveret den gamle skrotkasse, havde forældrene tabt for længest. Kommunen mente, at det var vigtigere at investere i nye socialrådgivere, selvom John nu også selv synes, at der var rigeligt af dem. De ville være ligesom ind i storbyen. Men hullet her, ville aldrig blive sådan. Overhovederne her var genetelt bare for dumme. 

Det begyndte at blæse op. Træerne stod og svajede i vinden, og de nøgne grene, fik det til at se ud som om, de greb ud efter ham. Men han fortsatte vider ud af vejen. Han havde troet at byen, var det rigtige sted at gå hen. Men han var blevet skuffet. Alt var alligevel som før.

Han havde før i tiden selv boede lidt ude for byen sammen med hans far. Moren dødede kort tid efter John var kommet til verden, og faren, som var byens politibetjent, havde været ene om at opdrage ham. Han havde tit snakket om, at han syntes John skulle gå i hans fodspor, bliver politibetjent, og i starten havde John da også gjort alt hvad han kunne, for at træne sig op, og bliver ligesom sin ham, men som tiden gik, mistede han interessen. I virkeligheden var han nok mere en der overtrådte loven, end at opretholde den. Sådan var han i hvert fald nu.

Selvom han godt vidste, at faren ikke var hjemme, havde han alligevel fået for vane at banke på. Som forventet var der ingen hjemme. Han grinte lidt, ikke sådan et grin man forbinder med en god joke, men et hult og opgivende grin, der kom ud mellem sammenknebne tænder, for selvom faren så havde været hjemme, ville han jo alligevel ikke have lukket ham ind. Den barske sandhed.

En hurtig beslutning, fik ham til at smadre hånden gennem glasset i døren, så splinter fløj omkring ham. Smerten tog han sig ikke af, den var han alligevel blevet immun for. Han rakte hånden ind gennem hullet i ruden og fik døren op. Først skulle han have skyllet hånden fri for blod, derefter kunne han fortsætte ind på farens kontor.

Det sidste bold, blandet med vand, skyllede ned i afløbet, og han bandt et viskestykke om hånden. Han gav sig lidt tid til at kigge rundt i køkkenet, og overraskende nok, så det ud som det plejede. Sorte gulvfliser, brune træskabe og ydersiden af vinduet over vasken var snavset. Præcis som han huskede det.

Han gik ned ad gangen. Lyset tændte han ikke, og det lys der kom udefra, gav hele huset en trykkende atmosfære. Han standsede foran kontordøren. Hans hånd formede sig rundt om messinghåndtaget, der let gav efter og blev trykket ned, så han kunnen åbne døren. Bøgerne var det der domineret rummet, men han gik målrettet hen til skrivebordet, satte sig tilrette i den morderne kontorstol, og kiggede så udfordrende på skuffen til højre. Nøglen sad i låsen, og hurtigt fik han vredet den op, så et tilfredsstillende klik lød. Uden vider tøven, åbnede han skuffen, og hans øjne fandt hurtig, det han var kommet efter.

Uden at tænke på at lukke hoveddøren, gik han ned ad grusstien, der førte ud til hovevejen. Hans venstre hånd fandt ned i lommen, hvor han let kørte fingrene over det kolde metal. Det føltes velkendt og fremmede på samme tid. Hvor ville han gerne se hans fars ansigt, når han fandt sin søn død, skudt med hans egen pistol. Igen grinte han det hule grin. Som om han ville tage sig af det, tænkte han, jeg er alligevel kun en byrde for ham. Det havde han været et stykke tid nu.

Han ville ikke tilbage til byen, der var for det første for mange mennesker, og for det andet kunne han bare ikke lide at være der. Han fortsatte længer ud. Landevejen var dejlig ødede, ingen bevægede sig ud i dette vejr. Han vadede igennem en vandpyt, der gennemblødte hans sko og gjorde hans bukseben våde. Han gravede ned i sin højre lomme og fandt den lille æske. Han åbnede den forsigtigt, som var det hans liv, samtidig med at han passede på med, at der ikke kom vand derned. Han fik fiskede en af de små farverige piller op og lagde den på tungen. Æsken røg tilbage i lommen.

Det begyndte at sitre i hans krop, og for første gang i et stykke tid, følte han sig lykkelig. Selv regnen der styrtede ned, fik ham til at smile, som var det en længe ventet ven. Lige nu var han urørlig. Intet kunne slå ham ud. Presset fra den gang faren havde tvunget ham til de mest latterlige ting, op om morgen klokken fem, løbe, hoppe, springe og så gentage det når man kom hjem fra skole, hvor faren forventede, at han havde klaret sig godt, og slog ham hvis han ikke havde, alt det var glemt. Vennerne der til sidst endte med at droppe ham, og fik ham til at føle sig alene og forladt, glemt. Alle de timer, han havde brugt på den anstalt, hvor alle mistænkte alle, og hvor den venligste person man kunne møde, var ens egen dystre halvdel, glemt. Lige nu virkede selv tanke om, at overgive sig til den anden side, som en god idet, men det havde det jo også været før, så det talte nok ikke rigtigt.

Han gik forbi gamle Grise-Olsens gård. Han kom her så ofte han kunne. Men i forhold til den gang, hvor han var lille, virkede den nu slidt og forladt. Det havde måske også noget at gøre med, at Grise-Olsen dødede sidste år, og at ingen var der til at arve den, og i kommunen, hvor den ene var dummere end den anden, havde de bare ladet den stå og falme, og havde i stede ansat nye socialrådgivere. En flok idioter hele banden.

En bil standsede op, og en mand steg ud. Forlygterne var peget direkte i Johns ansigt, og det var først da manden talte, at det gik op for ham, hvem det var. ”Hvad helvede har du gang i?” Råbte faren og mod alle odds, højre end vinden kunne dæmpe. John svarede ikke. ”Svar mig,” råbte han vider, og gik truende hen i mod ham. John fingrede lidt ved pistolen. ”Du er syg i hoved, ved du godt det,” faren stod nu blot nogle få meter fra ham, og hans ansigt lynede. ”Havde jeg ikke sagt at du skulle holde dig væk, du er en skændsel, ikke kun for menneskene, men også for mig,” typisk af faren altid at vægte sig selv højre end alle andre. Det var til at brække sig over. En bedrevidende idiot forklædt som politibetjent. ”Jeg ved godt du har min pistol, og du skal give mig den nu, ellers bliver det værst for dig selv,” den truende adfærd, var nu oppe på det højeste, og John følte sig meget lille, men han gav ikke efter. Det opdagede faren også, og langede selv ud efter ham. Men noget havde han da lært af faren, så John fik hurtigt udvidet, og rejst sig op, så de stod lige foran hinanden. ”Gå,” sagde John, og kiggede direkte ind i farens øjne. ”Du er jo pisse skæv,” konstaterede faren, ”du er sgu dummere end jeg troede,” grinte han ondskabsfuldt. Noget inde i John kæntrede, og nu følte for alvor vrede. Han pegede pistolen på farens bryst. ”Gå,” sagde han igen, men faren rykkede sig ikke, men kiggede blot skeptisk på ham. ”Du vil aldrig have nosser nok til at gøre det, du har altid været for blød, du ligner din mor alt for meget,” det sidst vrængede han ud, som om det frastødte ham. Hvorfor havde denne mand, der var så modbydelig, fået lov at se hans mor, når John selv aldrig havde? Let nok, fordi livet var uretfærdigt.  

John gik tættere på ham, og faren trådet instinktivt et skridt tilbage. Sådan fortsatte det ud til vejen. ”Pjok,” spyttede faren ud, ”vis dig som en mand og skyd.” John begyndte at ryste på hænderne og hans hjerte slog kraftigt i brystet. ”Hvad venter du på,” råbte faren ham i ansigtet, ”Skud nu forhelvede, skud!” Det sidste ord blev efterfulgt af et højt brag, så de få skader der havde søgt læ i de nøgne grene, fløj op. Farens øjne var vidt åbne, og han vaklede langsomt baglæns. John kiggede skræmt på ham, da han faldt om på jorden. Død.          

Han satte sig lamslået på en bænk nær gården. Lykkerusen fra før var ved at være opbrugt, og tankerne kom igen tilbage til ham, og slog han ud som fik han en mavepuster. Han fik lyst til at skrige i frustration. Hans hoved var fuyldt med stemmer, der alle modsagde hinanden. Han tog sig til hoved, han ansigt afspejlede kun hans indre smerte, og tårer trillede ned af kinderne. Han havde slået nogen ihjel. Ikke bare nogen men hans far, ikke at han nærede mange følelser for ham, men alligevel. Han kunne ikke engang finde ud af, hvordan han havde det med det. Var han skræmt? I chok? Rystet? Eller måske endda lettet? Han var forvirret, og stemmerne så ud til at komme alle steder fra. Hvorfor var der ikke nogen der havde stoppet ham? Hvorfor havde ikke bare en af stemmerne, afholdt ham fra at gøre det? Han rystede voldsomt på hoved. Måske ville det lykkes ham at ryste hændelsen ud af hoved, for han var dog sikker på en ting, det skulle glemmes hurtigst muligt.

Han rettede sig op. John sad helt stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte det.             

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...