Broken

Kaya føler endelig hun har fået sit liv på plads, at alting lidt går hendes vej. Men hun sidder stadig og stirre på den dagbog, som har styret hendes liv det sidste år. Skal hun læse den og finde sig selv? Eller er hun ikke klar? Efter hun ser sin kæreste stå med en anden, bryder hun sammen. Jonah bliver ved hende, men hvordan forholder hun sig til det?

1Likes
0Kommentarer
541Visninger
AA

2. Sløret

 

 

“Who says I can't be free from all of the things that I used to be? Rewrite my history who says I can't be free?”

 

Jeg vågnede til lyden af John Mayer. En af mine yndlingskunstnere. Jeg ville kunne genkende hans stemme alle steder. Men lyden var det eneste, som jeg kunne fokusere på. Når jeg prøvede at åbne mine øjne, var mit syn stadig sløret. Det mindede mig om dengang, hvor jeg havde siddet hjemme hos min mormor. Hun havde stået og lavet mad, imens hun lige skulle have en smøg. Hun havde fuldkommen glemt maden, og da hun hørte brandalarmen gik i gang, smed hun cigaretten i sofaen ved siden af mig, og skyndte sig ud i køkkenet som i forvejen var helt røget til. Men hvad hun ikke havde tænkt over var, at den cigaret hun havde lagt på sofaen stadig var tændt. Jeg kan huske, jeg sad som forstenet og kiggede på cigaretten. Den måde asken lagde sig på sofaen, og små flammer begyndte at sprede sig. Til sidst havde ilden spredt sig i hele sofaen, og jeg stod skræmt over i hjørnet af stuen. Den tykke, omklamrende røg begyndte at omringe mig, og hver gang jeg prøvede at åbne øjnene, begyndte det at svie og det hele var sløret. Jeg kan ikke huske mere fra den aften. Alt blev sort, men da jeg vågnede bagefter lå jeg på hospitalet. Siden dengang gav min mor min mormor forbud mod at se mig.

”Kaya”. Den samme stemme som jeg havde hørt inden det hele forsvandt, talte nu til mig igen. Denne gang, da jeg prøvede at åbne mine øjne, var det hele lidt klarer. Han sad lænet ind over mig, og hans fingrespidser kørte henover mine kindben. Hans mørkebrune hår faldt ned over øjnene på ham, men han tog det med rolige bevægelser om bag øret igen. Hans krystalgrønne øjne stirrede så intenst på mig, at min krop trak sig sammen i følsomhed. Hans blik gjorde mig sårbar. Jeg havde faktisk aldrig set den her side af ham. Aldrig lagt mærke til hvor smuk han faktisk var. Hans hår var nyvasket, og jeg åndede den friske duft af aftershave og sæbe til mig. Labbede den i mig. Jeg manglede nogen i mit liv. Jeg manglede en at tale med, en som ikke kun var min dagbog. Og der sad han, og havde for første gang fortryllet mig med hans blik. Han så oprigtigt bekymret ud, og det var som om det kom bag på mig, at nogen faktisk bekymrede sig om mig. Tingene var begyndt at gå bedre nu, selvfølgelig indtil i dag, men jeg havde aldrig følt, at der var nogen, som virkelig bekymrede sig om mig. Jeg fremtvang et skævt smil, da døsigheden stadig lå over mig.

”Du ser forfærdelig ud”, grinede han lavmælt. Jeg samlede mine kræfter sammen og lammede ham en på armen. ”Auch, den sad”, hans grin fortsatte, og jeg faldt lige så stille med ind i det. Vi grinede sammen. Det føltes… Rigtigt. Det føltes så rigtigt, at jeg fik lyst til at læne mig ind til ham og røre ved ham. Mærke hvordan hans nyvaskede hud mærkedes. Men det måtte jeg ikke. Det ville være forkert. Han havde lige mødt mig. Næsten da. Jeg brugte alle muskler i min krop for at holde mine arme væk fra ham.

”Hvor er jeg?” Min bevidsthed kom stille og roligt igen, og jeg bemærkede, at jeg aldrig havde været her før.

”Hos mig”. Svarede han roligt. Hans ånde lagde sig om mig, og jeg indåndede en frisk duft af permynte. Jeg satte mig (måske lidt for hurtigt) op i sofaen. Svimmelheden skyllede ind over mig som en kæmpe bølge. Han lagde forsigtigt en hånd på min skulder, og jeg mærkede hvordan varmen fra hans hud smittede af på mig. Mine kinder blussede op, og jeg fjernede hurtigt hans hånd fra mig, inden jeg fik mere lyst til ham.

”Undskyld”. Sagde han, og jeg vidste, han troede, at han var gået for vidt, ved at lægge en hånd på min skulder. Men det havde han ikke, men det kunne jeg ikke sige. Jeg nikkede bare forstående. ”Men du skal måske slappe lidt af”. Han hjalp mig ned at ligge igen, og jeg trak det uldtæppe der havde ligget på mig før på igen.

”Vil du have noget at spise? Drikke?” Jeg nikkede ivrigt, og hans latter begyndte igen. Det var dejligt, at han havde så let til latter. Jake havde aldrig haft let til latter. Jeg havde altid skulle prøve mit bedste for at få ham til at grine, og end ikke der ville han grine.

Jeg kunne høre ham rumstere rundt ude i køkkenet, pander blev stødt mod hinanden, køleskabet blev åbnet og lukket, uret bippede og tiden gik. Langsomt. Men endelig kom han gående ind af døren, med en bakke han holdt med begge hænder. Duften af bacon og æg lagde sig i rummet, og jeg indåndede den med fryd. Da han havde sat bakken på bordet, mærkede jeg pludselig, hvor frygtelig sulten jeg faktisk var.

”Tak”, smaskede jeg, mens jeg kylede den varme mad ned. Han lænede sig smilende tilbage i stolen, ved siden af den sofa jeg sad i, og trykkede med dovne bevægelser på fjernsynsknappen. Han blev ved med at zappe kanaler, og mine øjne blev mere og mere irriterede over flimren der blev ved med at vise sig.

”Kan du så ikke bare slukke!” Udbrød jeg, højere end jeg havde forventet. Så snart jeg havde sagt ordende, fik jeg lyst til at sluge dem i mig igen. Han vendte forbavset hovedet mod mig, og nysgerrigheden lyste ud af ham.

”Wow, jeg havde ingen idé om, at du kunne råbe så højt, solstråle”. Et flabet smil havde smurt sig ud i hele hans ansigt, og endnu engang skulle han bare have en flad. Men han slukkede for Tv’et, og satte sig over ved siden af mig. Varmen fra ham tiltrak mig, men jeg rykkede alligevel længere væk.

”Nå, lad mig så høre, hvad er det der går dig sådan på?” Jeg fnyste og spiste det sidste stykke bacon.

”Der er ikke noget. Jeg har det perfekt”. Jeg klaskede et falsk smil i hovedet på ham, og håbede på, at han bare ville lade det ligge.

”Ha! Så let slipper du ikke! Hvad skete der i dag?”  Denne gang blev hans blik oprigtigt seriøst, og jeg undrede mig over, hvordan den fjollede Jonah kunne forsvinde så hurtigt. Jeg vendte ryggen til ham, men i samme sekund greb han fast i min skulder. Ikke den blide, varme hånd som havde gjort for noget tid siden. Det var et rigtigt greb. Et greb jeg umuligt kunne rive mig væk fra. Men på en måde gjorde det mig ikke noget, jeg følte mig levende i hans selskab, ved hans berøringer. Jeg snurrede rundt, men hans hånd flyttede sig aldrig fra min skulder. Vi sad kun få centimeter fra hinanden nu, og hans smaragdgrønne øjne borede sig ind i mine.

”Fortæl mig så, hvorfor reagerede du sådan tideligere i dag”. Noget i mig længtes efter at sige det, skrige det. Men den fornuftige side af mig, kastede nogle reb rundt om mine rationelle handlinger og holdt mig tilbage.

”Det var ingenting”. Snerrede jeg. Hans hånd strammede sig om min skulder, og jeg lavede en lille pibende ud.

”Det er jo løgn”. Hvæsede han tilbage. Hvis det ikke var fordi, at der var en lille stemme inden i mig der sagde, at han ikke ville mig noget ondt, var jeg blevet virkelig skræmt. ”Har han gjort det før, huh?” Hans blik blev farligt nu. ”Har han bollet udenom før og såret dig?” Tårerne pressede sig på i min øjenkrog, og jeg rejste mig med sådan en kraft, at hans hånd ikke kunne holde fast. Jeg tog alt, hvad jeg lige kunne se tilhørte mig og styrtede ud efter den nærmeste dør.

”Kaya, undskyld”. Kunne jeg høre ham råbe efter mig. Men jeg havde ikke tid, nu vidste jeg hvad jeg skulle. Jeg måtte læse dagbogen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...