Broken

Kaya føler endelig hun har fået sit liv på plads, at alting lidt går hendes vej. Men hun sidder stadig og stirre på den dagbog, som har styret hendes liv det sidste år. Skal hun læse den og finde sig selv? Eller er hun ikke klar? Efter hun ser sin kæreste stå med en anden, bryder hun sammen. Jonah bliver ved hende, men hvordan forholder hun sig til det?

1Likes
0Kommentarer
539Visninger
AA

1. Utro

 

 

”When you lose yourself, you will automatically lose everything else”. 

 

 

 

 

 

 

Jeg sad og stirrede på mit rene bord. Bordet var uhyggelig rent i forhold til resten af værelset. Men jeg vidste hvorfor, fordi det havde det altid været. Det var det eneste sted, jeg holdte rent, fordi det var der bogen stod. Min dagbog. I flere dage havde jeg siddet og stirret på det. Et års gamle minder og tanker. Dem jeg nu prøvede at glemme. Men ville jeg kunne glemme dem, før jeg vidste helt præcis hvad de var? Alt var alligevel forbi nu. Alt var over. Mit liv kunne lige så godt være slut nu. Ingen ville bemærke at jeg var væk. De havde alle sammen for travlt.

Noget inden i mig skreg efter at åbne den bog, læse alle de ting jeg havde skrevet, føle alle de følelser igen, fordi lige nu følte jeg mig følelsesløs. Men var jeg klar? Var jeg klar til at åbne den igen? Mærke alle de overvældende følelser. Hører alle mine forskruede tanker. Nej jeg var ikke klar. Jo jeg var, nej, jo, nej, jo. Det var det mine tanker gik på nu, en indre kamp med mig selv. Men det var det letteste, jeg havde været udsat for det sidste år.

”Kaya, kom herned nu! Du skal i skole”. Jeg rev mit ellers hypnotiserede blik væk fra bogen, slyngede min tunge, sorte taske over skulderen. Mit latino udseende gjorde mig ikke noget ondt, men det gjorde den mørke øjenskygge, jeg valgte at smøre ud på mine øjenlåg. Men noget jeg havde valgt ikke at farve, var mit hår. Det var måske ikke den flotteste farve, men den mindede mig om en meget vigtig person. Min mor. Hun havde haft samme farve.

”Jeg kommer!” Råbte jeg, mens jeg med høje bump fløj ned af trappen. Da jeg nåede ned for enden, stod min plejemor og åndede mig i hovedet. Jeg prøvede at dukke mig væk fra hendes meget kraftige kaffeånde, men hun blev ved med at følge mig.

”Hvad nu?” Snerrede jeg, mens jeg sneg mig over mod døren.

”Hvorfor alt det makeup Kaya? Du har jo ikke brug for det”. Hun satte hænderne på sine hofter, og sukkede opgivende. Hun skulle altid kommentere på det. Men hvorfor overhovedet. Hun var jo ikke min mor. Hun kendte mig ikke. Den eneste der kendte mig ind og ud var min dagbog. Endnu en af grundende til, at jeg måske skulle til at læse den. Så jeg kunne lære mig selv at kende igen.

”Hej hej”. Råbte jeg denne gang højere, hvorefter jeg smækkede døren efter mig.

 

Min cykel maste sig ind i cykelstativerne, og jeg mærkede en kildende ånde i min nakke.

”Jake, jeg ved det er dig”. Jeg vendte mig om og forventede at se min kæreste Jakes ansigt. Men det var ikke ham.

”Hvad har du gang i, Jonah”. Vrissede jeg. Han vidste jeg ikke brød mig om ham. Ingen på hele skolen brød sig om ham. Han var en enspænder.

”Jeg ville bare hilse på dig solstråle”. Svarede han sarkastisk, imens han grinede for sig selv.

”Jamen så hej”. Jeg dukkede under hans arme som pressede sig op mod den hårde stenmur.

”Ikke så hurtigt, lille prinsesse Kaya”. Smilede han igen, og gik ved siden af mig. Han var næsten 190 høj, mens jeg kun var mine små 165, så han havde intet problem med at indhente mig.

”Hvad”. Mit temperament steg voldsomt, og jeg havde bare lyst til at slå ham så hårdt i maven, at han ville ligge sig ned og tude. Tude og hvine som en stukket gris.

”Jeg tror, din prins og hans hvide hest har forladt dig”. Før jeg overhovedet kunne nå og reagere fulgte mine øjne hans arm, hvor jeg så Jake stå og lægge en arm rundt om en anden piges liv. Og så begyndte det. Jeg kunne ikke holde det inde mere. Et grin så dybt rullede op igennem mig og fløj ud af min mund. Jeg faldt ned på asfalten og mærkede tårerne strømme ned af mine kinder. Mit grin forvandlede sig til en hysterisk vejrtrækningsmetode og jeg begravede mit hoved ned i mine ben, mens jeg kunne mærke hvordan det blev svære at trække vejret. Hvordan kunne han bare gøre sådan? Vi havde haft det så godt. Eller havde vi? Havde han givet mig noget tegn på, at han ikke ville have noget at gøre med mig mere? Ikke hvad jeg kunne huske. Det hele skete lige nu. Så pludseligt. Jeg havde ikke fået nogen advarsler, men nu kunne jeg bare sidde her, og se ham tage på en anden pige. Alting var endelig begyndt at falde på plads for mig. Men nu skete det her? Jeg følte mig skrøbelig og ødelagt igen. Den følelse havde jeg håbet, jeg aldrig skulle opleve mere. Men hvorfor skulle jeg være heldig? Jeg havde aldrig heldet med mig.

”Kaya?” Var der en der sagde, men så blev alt sort omkring mig. Lyde blev til hvinene hyl og det sidste jeg kunne mærke, var mit hoved som stødte mod asfalten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...