Mordet på Sankt Maria

Det handler om en pige ved navn Jennifer der er blevet myrdet,
og pigen Melissa vil gerne opklare mysteriet.
Men er det nu en god ide? - Det må du finde ud af.

1Likes
2Kommentarer
325Visninger
AA

1. Mordet på Sankt Maria

”Jennifer Grey er blevet brutalt myrdet (på kostskolen Sankt Maria) og derfor er der ingen der får lov til at forlade skolen. Vi er nød til at afhører alle og indtil da må alle holde sig under ro, vi har nemlig alt under kontrol.” Mit hjerte hopper en ekstra gang af spænding, men på samme tid har jeg også lyst til at græde. Ikke fordi jeg kunne lide Jennifer men fordi at selv om hun var den ondeste person jeg nogensinde har mødt, så har ingen fortjent at blive myrdet. Annika tager fat i mit ærme, ”Jeg kan slet ikke lide det her, er du ikke også bange? Tænk nu hvis at det er vores tur næste gang og”… ”Slap nu af! Jeg skal nok komme til bunds i de her, det lover jeg.”, afbryder jeg hende og begynder at gå op mod værelset.

Jeg sætter mig over ved skrivebordet og laver en liste med dem som jeg tænker, kan være mistænkte. Jeg går lidt frem og tilbage i værelset og kigger ud af vinduet. Jeg ser en person stå nede ved et træ. Annika kommer op ved siden af mig og siger ”Tænk, det er en kostskole for piger og alligevel får skoleinspektørens søn lov til at være her”, ”Er det skoleinspektørens søn? Ham som alle synes er så mystisk?”, siger jeg og tænker på at det ikke er første gang jeg ser ham. ”Det kan da være lige meget”; siger Annika og trækker mig væk fra vinduet. Nogen banker på døren og Annika får et chok ”Bare rolig, det er nok ikke morderen”, siger jeg drillende og åbner døren. En høj mand i uniform kommer mig i møde ”Goddag det er politiet vi skal tale med en Annika Henri, hun bor her ikke?”, jeg nikker og åbner døren for ham. Annika går over mod ham og virker meget nevøs, hun går ud af døren og jeg lukker den efter dem.

Klokken er allerede mange og jeg går over for at skifte min uniform ud med min natkjole, jeg har fået den af min bedstemor og har brugt den siden. Det er en lysebrun kjole med blonder og en lille sløjfe ved udskæringen ned til halsen. Men det jeg bedst kan lide ved kjolen er at der er forstørrelsesglas på og at den passer til mit lange blonde hår. Jeg har taget min uniform af og skal til at tage kjolen på da jeg høre nogen, jeg tænker at det nok bare er Annika så jeg går lidt væk fra mit skjulested for at sige at jeg lige skifter tøj. Men det er bestemt ikke Annika jeg ser, nej det er skoleinspektørens søn! Jeg skynder mig om bag skabslågen (som er mit skjulested) og tager natkjolen på. Da jeg går hen til døren igen er han væk. ”Det var sært”, hvisker jeg uden at være klar over det.

Jeg ligger mig godt til rette i min seng, og tænker på hvorfor at Annika stadig ikke er kommet tilbage. Jeg tænker også på den dag inden Jennifer døde, jeg ved ikke hvorfor men det dukkede bare op. Jeg ser hele den dag for mig: Jeg høre nogen råbe på gangen, jeg tænker på at det nok er Jennifer der har udset sig et nyt offer. Jeg skal til bare gå frem og sige at hun skal lade personen være da jeg ser at det er Annika. Jeg ved ikke hvorfor men jeg gemmer mig bag et skab og lytter til deres samtale: ”Bange lille Annika, du er sådan en kujon!”, griner Jennifer. ”Jeg er ikke nogen kujon, jeg er ikke bange for DIG Jennifer”, siger Annika og Jennifer fortsætter ”Jeg skal nok sørge for at du kommer væk her fra, det er jo både godt for dig og mig!”, ”Mine forældre skifter jo ikke mening om at jeg er her, og hvem siger at jeg ikke kan lide at være her?”. Jennifer holder en pause og jeg er i tvivl om hvad der sker. Men så høre jeg hendes stemme skrap men lav, det er svært at hører men hun siger noget ligene ”Jeg ved at din far er i hæren, og jeg kan få din mor til at tro at han er død” også går jeg frem, der synes jeg nemlig at hun går over stregen. ”Jennifer! Hvem tror du at du er? Sådan noget siger man da ikke!”, råber jeg. Annika hvisker noget som jeg ikke kan hører til Jennifer også går hun ellers tilbage til mig. Døren går op og jeg bliver afbrudt af mine tanker, jeg lader som om at jeg sover fordi jeg ved at det er Annika og hun orker nok ikke at tale om hendes besøg hos politiet så det er nok bedst.

*Knirk Knirk* jeg gnider mig i øjnene og sætter mig op i sengen, jeg går forsigtigt over mod Annika i mørklet og ryster hendes arm. Annika skal til at skrige men jeg holder hende for munden og hvisker ”Der er nogen ude på gangen, kom vi må undersøge det”, jeg tager min hånd væk så hun kan svarer. ”Nej jeg tør ikke!”, hvisker hun. ”Kom nu!”, hvisker jeg og trækker hende stille med hen til døren. Jeg giver slip på hende og åbner døren meget forsigtigt og skynder mig ud. Jeg kigger mig om for at se om Annika er med, men det er hun ikke. Jeg tager fat i døren, men hun har låst den jeg bliver lidt sur men jeg er nød til at fortsætte. Jeg lister ned af gangen og gemmer mig undervejs. Jeg ser et lys som kommer ude fra toilettet af og kigger ind. Pludselig mærker jeg en kold hånd skubbe mig ind på toilettet jeg skal til at skrige men en holder mig for munden og vender mig om.

 Jeg ser skoleinspektørens søns kigge på mig, han sige ikke rigtigt noget. Vi hører et skrig og han løber ud af toilettet og jeg løber med. Vi drejer ind mod et værelse. Jeg ser hurtigt tallene nr. 201 også er vi ellers inde i lokalet. Jeg kigger over mod sengen og ser at der ligger en ”Tror du at hun er død?”, spørger jeg ham og prøver at virke som om at jeg slet ikke er bange. ”Kig, jeg skal nok tænde lyset”, svare han for første gang siden vi så hinanden ”Okay”, kvækker jeg igen og går over mod sengen hvor jeg ikke aner hvem der ligger og om velkommet er død eller levende. Jeg hører et lille smæk bag mig da jeg skal til at tage dynen af personen for at se hvem det er. Lyset bliver tændt og personen i sengen rejser sig op og viser sig at være Annika.

Det går slet ikke op får mig hvad der sker jeg er helt forvirret, det eneste jeg gør, er at gå en smule tilbage mod væggen. Fordi jeg kan mærke at der er noget galt. ”Du har altid elsket historier hvor de gode vandt. Detektiver som får opklaret mysterier. Men du ved ikke hvor farligt det er, du er så dum”, siger Annika og går tættere og tættere på mig. ”Troede du virkelig at du ville løse dette uden hjælp?”, siger Annika hånligt. Jeg har aldrig set hende så anderledes.. så ond.  Hun går lidt tættere på så jeg står op af væggen. ”Melissa Jones, det næste lig i rækken. Hvem har gjort det? Har det en sammenhæng med Jennifer? Kan du se det for dig? Det var aldrig meningen at DU skulle dø… Men DU kan bare ikke lade det ligge vel? DU SKAL opklare alt det her, og derfor er det for farligt. Derfor er det din tur denne gang”, siger hun og griner.

”Så det er dig der myrdede Jennifer? Hvorfor? Og hvordan kom du her ned så hurtigt?”, siger jeg. ”Altså kan du huske den dag ved gangen, du troede at du hjalp mig. Men det gjorde du ikke. Du sørgede bare for at der gik længere tid før at jeg ville dræbe hende. Ser du, alle ser mig som den lille pige med langt brunt hår foran øjnene der læser bøger og er bange. Men sådan er jeg ikke, jeg hader bøger. Jeg vil bare hjælpe piger som kunne have været mig, piger som bliver mobbet af en som Jennifer. Desuden låste jeg døren så du ville fortsætter og imens at du var inde på toilettet gik jeg ned mod værelset”, siger hun og lyder ikke helt så ond. ”Men du ved godt at det er forkert ikke? Og er det ikke første gang?”, siger jeg og gisper. ”Så du er med dem? Du synes at det er okay at mobbe? Det synes jeg bestemt ikke! Jeg hjælper dem jo bare! Og nej det er ikke første gang!”, siger hun og virker pludselig meget ond igen. ”Annika! Du har brug for hjælp, altså man kan ikke bare gå og slå folk ihjel!”, Annika svare ikke hun griner bare og går over mod vinduet. Jeg kigger over mod skoleinspektørens søn og siger ”Og hvad laver du enlig her? Du er vel slet ikke skoleinspektørens søn vel? Du hjælper hende, ikke?”, jeg venter på svar men han svare ikke han kigger bare på mig. ”Jeg er ked af at det skal være på denne måde, men jeg ved at du ville finde ud af det her hvilke jeg ikke kan lade dig gøre. Fordi så kan jeg ikke hjælpe andre”; siger Annika og holder en kniv i hånden. Hun kommer tættere på og holder mig i armen. ”Giv slip”, siger jeg. ”Kom og hjælp mig, kom nu Peter!”, siger Annika og Peter kommer over mod mig.

Jeg vrider mig ud af Annikas arm og løber forbi Peter og ellers ud af døren som de heldigvis ikke havde låst. Jeg løber ned af gangen og hører deres trin efter mig. Jeg mærker at Annika har ramt mig med kniven men jeg løber videre, jeg løber for mit liv. Jeg løber ind i et kosteskab og låser døren, jeg leder efter min mobil i lommen og finder den frem. Jeg hører deres trin ude på gangen, de begynder at slå på døren. Døren går op og der står jeg ansigt til ansigt med dem begge. Jeg trykker på kald op knappen og…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...