Turn Your Face

Cause you Turned your face & now I can't feel you anymore.
Turn your face so now I can't see you anymore.
Walk away until you're not standing at my door.
Turn your face,
Walk away, & stay.
Turn your face.

Each time I take you back, you bring one thousand cracks,
And I accept them like a fool.
Ooh.
So now what's your excuse?
What do we have to lose? Since I'm already losing you.

So hard to face that I can't feel you anymore.
Hard to face that I can't see you anymore.

Vi har alle prøvet det. At miste, eller været tæt på. Om det var til sygdom, eller ikke. Det er altid lige hårdt, og især hvis man ikke kan se hvorfor. Man kæmper og kæmper, men der er intet at gøre. Det er slut. Man har ondt, man har lidt, fordi man har båret på de våben, de ord, de øjne, som har gjort en svagere. Man bliver aldrig stærkere, når man går det igennem. Kun svagere. Alle de ord, de grin. De hån. Alt gør en, en lille smule svagere før hver dag. Hvis bare, det aldrig var begyndt, sad man ikke der. Alene.

5Likes
1Kommentarer
621Visninger
AA

1. Turn Your Face

//Undskyld for evt. fejl.. Har ikke fået tid til at rette dette igennem.. Hør meget gerne sangen imens. Ikk' hæng mig op på det, men jeg har ingen computer ligenu, så kan ikke skrive så tit//

Jeg får øjenkontakt med hende. Hende den eneste jeg har fortalt alt til. Hende som forstår det. Som den eneste.

Klokken ringer. Min lærer råber ud over klassen, at de fire sidder vi har arbejdet med er lektier til dagen efter. Klassen skræmler med deres stole, jeg bøger mig ned for at tage sko på. Jeg pakker mine bøger ned, i min taske. Jeg vender mit hovede. Hun smiler. Jeg sender hende et smil tilbage, og mimer; Vil du følges med mig og Karo hjem?' Hun ryster på hovedet og mimer 'Hvad?' Jeg griner af hende, og hun kommer over til mig. Vi følges ud af klassen.

"Vil du følges med mig og Karo?" spørger jeg, og smider tasken for at tage min jakke på.

"Ja, din bums" griner hun. Det smitter og vi griner begge højlydt. De nærmeste af drengene kigger over på os. Jeg kigger rundt. Karoline er ingen steder at se, men da jeg ser hendes jakke, sætter jeg mig hen på en af bænkene der står på gangen.

"Så der kun seks dage til du forlader mig" griner jeg. "Helt alene med Ralle.. Karoline og Kaja.." sukker jeg.

"Ej du klarer dig nok! Det kun en uge," griner hun. Karoline kommer gående ude fra toiletgangen, forbi os. Både Sine og jeg smiler til hende, men intet får vi tilbage. Hun samler koldt sin jakke op, tager sin taske på ryggen og går med hendes bedste ven, Sebastian, ud.

Endnu engang sukker jeg dybere end noget andet, og tager Sine i hånden og tager hende med ud. Vi går hånd i hånd gennem skolegården, ud mod cykelskurene, hvor Karoline står med Sebastian, Ralle, og Christine. Sine og jeg går stille forbi, uden at trække en mine, selvom jeg ikke helt har glemt at vi skulle i Fakta sammen.

Jeg fortryder at vi er gået forbi, og standser. Jeg vender mig rundt, og kan se hendes grønne armyjakke bag et af skurene.

"Hey Karo! Skulle vi ikke følges?" råber jeg, og det fanger både Rasmus' (Ralle) og Sebastians blikke. Jeg sukker, og prøver en sidste gang. "Karoline skulle vi følges?!" jeg kigger ned i jorden.

"Kom søde" siger Sine stille, og river i mit ærme.

Dag efter dag. Time efter time. Jeg. Hun ignorer mig hver eneste dag. Som var jeg bare pap for hende. Jeg står her. Mellem gråden og såren, på grund af hende. Hun sårer mig endnu mere for hver dag der går. For hver uge der går.

For hver måned der er gået, er jeg nået lidt længere ned mod bunden, af ingenting. Jeg føler mig ignoreret, såret og brugt. Brugt på den forkerte måde. Når hun vil mig, er jeg der. Når hun ikke vil mig, er jeg der, men bare ikke i brug.

Er jeg som et følelsesløs stykke legetøj, for hende?

Hun får mig til at føle, jeg er ligegydlig.

"IF YOU DON'T WANNA TAKE IT SLOW, AND YOU JUST WANNA TAKE ME HOME!" Skråler Sine og jeg, imens vi halvløber ned af stien, med en masse mennesker der glor underligt på os. Det er det jeg elsker ved Sine. Hun er ligeglad med hvad folk tænker om hende, og det smitter altid.

"Hvad skete der lige for Karoline?" spørger jeg Sine, da "Kiss You'' er slut.

"Ved det ikke.." sukker hun, og kører en tot hår om bag øret. "Hendes humørsvingninger er ikke helt nemme at få styr på" siger hun, og kigger på mig, og så på den sorte sne der ligger halvsmeltet på asfalten.

"Nej..."

"Du skulle have hørt Kaja i weekenden. Hun var totalt irriterende at høre på. Jeg var syg, så jeg i hjørnet af hytten, og sad.. så spørger Ida efter mig, og hun svarede konstant for mig. Det var til at dø over!" sukkede hun og pillede ved sin lynlås.

Vi snakkede. Og snakkede og snakkede, om dem. Altså Kaja og Karoline, som normale teenagepiger nok gør.

"Tøsen?"

"Ja?" Jeg slipper den kvist jeg har i hånden.

"Du ved.. så Kajas mor, kom til min mor og sagde at Kaja.." hun begynder selv at grine, men fortsætter, "altså at Kaja havde sagt, at du ikke gad hende, du hadede hende, og alt sådan noget.!"

"Undskykd?"

"Jeg blev pisse irriteret på Kaja, fordi jeg ved du ikke er sådan.."

Jeg nikkede energisk til hende..

"Men altså.. hun beksrev dig som en bitch."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...