Don't you remember?

Sarah var en gang Harry Styles bedste veninde, ja den Harry styles, fra boybandet One direction. Men nu lever de hver deres liv, langt væk fra hinanden og har mistet kontakten. Mon Harry har glemt alt om hende? Men hvis ikke, vil Sarah så nogensinde tilgive ham eller vil hun hade ham fordi han bare forlod hende, hans bedste veninde uden videre?

Og hvad vil der ske når Sarah flytter til London? Vil savnet blive større, nu når hun ved at hun er tættere på ham? Og hvordan vil de dog reagere hvis det mødes igen?

10Likes
2Kommentarer
832Visninger
AA

6. Hospital

Sarahs synsvinkel--->

"Harry?! Fø-følger du efter mig?" spurgte jeg forvirret. "Ja, det gjorde jeg faktisk," sagde han stile. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg havde forventet, han ville benægte det. Så i stedet for at se dum ud og sige intet, satte jeg mig på jorden og lavede nogle klyngelyde. 

Harry satte sig ved siden af mig. "Gør det meget ondt?" spurgte han forsigtigt. Nej, idiot, det hele er for sjov, tænkte jeg. Jeg ville aldrig kunne få mig selv til at sige det højt. Jeg nikkede kort og lukkede øjnene. Jeg prøvede at få smerten og Harry til at gå væk. Men ingen af delene forsvandt. 

"Du skulle måske tage på hospitalet med den fod," sagde Harry forsigtigt. Det var som om, han var bange for mig. Hvilket også var godt! "Lige hvad jeg mangler," sukkede jeg. "Nej, hvad du mangler, er ven til at følge dig på hospitalet," sagde han, nu lidt gladere, og rejste sig op. "Hvad jeg mangler, er kaffe," mumlede jeg næsten uhørligt. 

Jeg havde virkelig brug for kaffe, for uden kaffe og søvn, var jeg ugidelig og sur. Selvom jeg ikke kunne lide at være sur, så kunne jeg ikke lade være. Jeg så alt fra et negativt synspunkt, og jeg kunne slet ikke se det gode i, at Harry var her lige nu. 

Mens jeg sad og tænkte, havde Harry vinket en taxi hen til sig. Jeg rejste mig op ved hjælp af lugtepæl og humpede hen til taxien. Jeg steg ind uden at se på Harry, der holdt døren for mig. Jeg satte mig længest væk fra døren, Harry holdt. Jeg lænede mig frem for at lukke døren, men Harry nåede at hoppe ind. Hvor heldigt! Eller ikke...

Under turen var der stille, eller kun fordi hver gang Harry prøvede at starte en samtale, forholdt jeg mig tavs. Jeg så ud af vinduet og så byen suse forbi. Chaufførren var ikke særlig snakkesalig heller. Harry var så venlig at betale for turen, selvom jeg gav ham den kolde skulder. 

Jeg steg ud, og Harry kom hen for at tage armen om mig. Jeg gjorde ingenting for at få hans arm væk, da jeg ikke kunne støtte på foden. Han hjalp mig hen til døren. Jeg vendte mig om, så jeg så Harry i øjnene. Eller måske ikke helt i øjnene. 

"Tak for hjælpen. Du behøver ikke hjælpe mig mere," sagde jeg skarpt og forventede ikke, at han ville svare, så jeg vendte mig bare om og humpede ind i venteværelset. 

Jeg efterlød Harry mundlam.

____________________________________________________________________________

Det var et kapitel. Jeg håber, I kan lide det!!

HIHI! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...