Når smerten er forbi

Dansk stil om noget der kunne relatere til unges liv.. måskel lidt overdrevet, men det må I jo selv bedømme

0Likes
0Kommentarer
296Visninger
AA

1. Blod der drypper

 

Blodet dryppede ned i sneen. Smukt, rødt, flydende. Stille tog hun armen op til munden, smagen eksploderede i hendes mund. Mange mener, at denne fantastiske væske smager af metal og mønter, men de tager fejl. Hvis de nogensinde virkelig har smagt på denne væske, ved de hvilken fantastisk frugt smag, blod har. Sødt og tykt, perfekt.

Hun havde gjort dette mange gange før. Sneget sig ud fra skolen, ladet som om hun var blevet berørt af deres drillerier. Løbet ud i skoven, skåret sig med den lommekniv hun altid havde i lommen. Hun havde brug for det, blodet. Ellers ville hun ikke kunne klare det. Øgenavnene, slagene, manglen på kærlighed.

Stille fandt hun nogle bandager frem, forbandt det blødende sår. Et kort øjeblik tøvede hun. Hun kunne bare lade være, lade blodet løbe til der ikke var mere. Hun havde overvejet det mange gange, selvfølgelig. Men hver gang havde hun droppet det, hun var født til at leve. Smerten, både den fysiske og den psykiske, var noget hun var nødt til at komme igennem. En dag ville alt ende godt. Lige meget om hun var i live eller ej.

 

”Sommer Hollins! Jeg er træt af at du næsten pjækker hver dag. Dit karaktergennemsnit er faldet katastrofalt det sidste år. Du snart må begynde at tage dig sammen, eller taler vi med dine forældre!” Forældre, ordet der lige var kommet ud af inspektørens mund, lød så fremmed. Det ord havde hun aldrig brugt om de to mennesker, der havde skabt hende.

”Sommer? Sommer! Hører du hvad jeg siger? Du får eftersidning i to… Åh gud!!! SOMMER!” Hun så en sløret udgave af inspektøren, der tog sine hænder op for munden og skreg. Så kiggede hun ned af sig selv for at se hvad det var, hun så det. Blod, blod og atter blod.

”Har i hørt at Isklumpen er kommet på hospitalet?” ”Og at hun er cutter?” ”Det vidste jeg at hun var, jeg sagde det jo! Det gjorde jeg.”

Hun kunne forstille sig hvordan de gik rundt og sladrede, om hende, det var ikke første gang.

”Er du vågen Sne?” Hun kunne ikke genkende stemmen, for hende var alle deres stemmer helt ens.

”Jeg har blomster og kort med fra resten af klassen” hun kunne stadig ikke genkende hans stemme. Hun interesserede sig ikke for drengene i klassen.  Huskede ikke deres stemmer når de kaldte hende navne, når de slog hende råbte de ikke deres eget navn så højt at hun huskede det. For dem var hun et stykke kød. Friskt blodigt kød.

Den kolde december luft ramte hende med et slag. Efter det lumre hospital var det her fantastisk. Hun elskede vinter, på trods af hendes navn. De mennesker hun burde kalde sine forældre, havde flere tusinde gange fortalt hende historien: Da de fik hende den kølige december morgen for fjorten år siden.  De havde ønsket sig så inderligt at det blev sommer igen, den sommer der var et halvt år før hun blev født.

”Sommer Hollins?” Hun kiggede op fra sit kopiark. Kvindens stemme lød venlig, venlig og falsk. Hun søgte mod kvindens øjne. Brune. En falsk brun, de havde været noget, før hun tog kontaktlinser på. Hvorfor skjulte kvinden sine øjne? Så gik det op for hende, kvinden, den kvinde der nu ledte efter hende, var morder.

”Sne? Kom nu Sne hun kalder på dig?” Drengen der havde været der på hospitalet talte til hende, bad hende om at rejse sig op, at gå hen mod morderen. Og hun gjorde det. Hun adlød for første gang i lang, lang tid. Var der noget specielt ved denne dreng? Hun skubbede hurtigt tanken væk, og gik hen mod kvinden.

”Jeg er skolepsykologen Amanda Jensen. Ved du hvorfor du er her Sommer?” Hun ignorerede kvinden, morderen.

”Sommer jeg ved at det er hårdt for dig. Du bliver drillet i skolen, har det ikke så godt derhjemme og..”

”Hvad sagde du?” Hendes stemme kom bag på hende selv, det var sjælendt hun snakkede med andre end sig selv.

”Du har det ikke så godt derhjemme, vel?” Hun rystede på hovedet. ”Da jeg var ung havde jeg det heller ikke godt, ved du hvad min far gjorde mod mig?” Stemmen var som piskesmæld. ”Jeg spurgte dig om noget Sommer!”

”Var det ham du slog ihjel?” Kvindens ansigt lyste et kort øjeblik op i overraskelse, så forvandledes den til en stenmaske igen.

”Han misbrugte mig! Det samme gjorde din mod dig ikk’?” Kvinden råbte næsten ordene nu. ”Hvordan du ham ihjel? Kvalte du ham eller skød du ham? Hvordan?”

”Jeg stak ham og drak hans blod!” Skreg morderen, ”derefter slog jeg min mor og resten af min familie ihjel. Drak deres blod ligesom du drikker dit eget!”

”Jeg har aldrig slået nogen ihjel” hendes hjerte dunkede hurtigere og hurtigere. Blodet prøvede at komme igennem de fem sting i hendes arm.

”Løgner” viskede kvinden. Hendes før brune blik var nu blevet kulsort og sindssygt, det var ikke kontaktlinser der dækkede for hendes rigtige øjenfarve, det var bare hendes falskhed. ”Lige nu sidder jeg og kigger på en du har slået ihjel.” Hun kiggede sig omkring, de var alene. Kvinden sørgede for at kigge i dybt hendes øjne.

”Du har slået dig selv ihjel, hver gang du skærer i dig selv, dræber du en lille del af dig selv. Hver gang du sætter kniven for struben, dræber du Den Lille Sommer. Den lille pige du var før dine forældre udsatte dig for det samme, som mine udsatte mig for.”

Hun så morderen i øjnene igen, hun havde ret. Den pige, hun havde været før hendes far tvang hende til at drikke sit eget blod, var snart død. Slået ihjel af den som hun var nu, af det bloddrikkende monster hun var blevet til.

”Du er afhængig af blod, ligesom mig. Men det behøver ikke at være dit eget blod, personligt kan jeg bedst lide andres blod. Specielt kan jeg bedst lide små, bloddrikkende piger. Hun så på kvindes øjne igen, det sindssyge blik var erstattet af et morderisk et.

En iskolde ti-centimeters kniv sad nu mod hendes strube. Hun lukkede øjnene, og så hele hendes liv pacere revu. Al hendes smerte, mens blodet piblede langsomt ned af hendes hals…

Den Lille Sommer der grinede og boldrede sig i sneen. Den Femårige Sommer der for første gang skar sig frivilligt den 3. januar. Den Seksårige Sommer begyndte i skole, der blev hun kaldt Snehvide. Den Tiårige Sommer der for første gang blev kaldt Sne, som en forkortelse for hendes elskede kælenavn. Den Tolvårige Sommer der for første gang slog sin far, og derefter blev straffet med ikke at have mulighed for at drikke blod i to uger, det var den værste oplevelse nogensinde. Den Fjortenårige Sommer der begik den dumhed at gå ind på psykologens kontor.

Så så hun et billede, et der gav hende lyst til at kæmpe videre. Nu huskede hun hans navn. Drengen fra hospitalet. Drengen der sad ved siden af hende. Ham der forsvarede hende når de drillede hende, han havde også taget mange af hendes slag. Han hed Jonathan, hendes helt og beskytter.

Så åbnede hun øjnene. Kvindes sindssyge blik var rettet mod hendes hals. Kvinden havde endnu ikke opdaget hende, hypnotiseret af blodet. Den røde tunge kom lige så stille ud af munden, det var nu hun ville dø, det var nu Kvinden slog til.

Lige pludselig lød et højlydt kampskrig, og kvinden for frem. Men så blev kampskriget erstattet af et smerteskrig. Hun havde sparket Kvinden lige i maven. Hun sprang frem, greb en pude og satte den for det åbne sår i halsen. Kvinden havde ikke fået skåret pulsåren helt over, hun havde stadig lidt tid tilbage.

Hun samlede kniven op fra gulvet, den var indsmurt i hendes eget smukke, røde blod. Hun var fristet, fristet til at slikke på kniven, smage blodet igen. Men så smed hun kniven, hårdt. Hun ville aldrig røre sit blod igen.

Et støn og en underlig lyd. Hun kiggede sig rundt. Psykologen, der lige havde prøvet at slå hende ihjel, lå på gulvet, med en kniv i låret. Den kniv hun lige havde kastet. Kvinden var død, hun havde dræbt en person. Hun sank en klump, fortrød at hun havde kastet kniven, ikke at hun ikke havde slikket på den, men fortrød at hun havde ramt Kvinden.

Så blev hun opfyldt af lykke, det bloddrikkende monster ville aldrig have dårlig samvittighed over, det hun lige havde gjort.

Hun mærkede styrken komme tilbage, på trods af det sivende blod der prøvede at trænge igennem puden. Hun gik hen i den anden ende af lokalet, fandt en vat tot og nogle bandager.

Da hun nogenlunde havde stoppet blødningen, gik hun hen til kvindens lig. Hvis hun ville leve videre med et normalt liv, måtte ingen nogensinde finde ud af dette her. Hun hankede op i kvindens lig, og fik mast det ind i skabet. Der lå den kvinde, der for kort tid siden havde prøvet at slå hende ihjel, i en underlig stilling i et skab i sit eget kontor. Kvinden var indsmurt i blod, men nu var det ikke smuk, ikke indbydende.

På et tidspunkt ville nogle opdage liget i skabet, men da ville hun være over alle bjerge. Hun forlod lokalet med et smil, velvidende at hun aldrig vil komme der hen igen.

 

”… og derfor vil jeg gerne have at… åh gud, hej Sommer!” Hun ignorerede lærerinden, hun havde kurs mod sin gamle plads. Hun fandt Jonathans grønne øjne.

”Tak for hjælp, vi ses på den anden side.” Så forlod hun rummet, med seksogtyve par øjne boret i nakken.  Hun åbnede skolens store hoved dør, og kiggede ud mod eftermiddagssolen. Ud mod den verden hun nu ville udforske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...