Usikkerhed (1D - M Factor)

Misha har en veninde, Amy, som har fået den gave at kunne synge. Da Amy bliver femten år gammel, og endelig er gammel nok til at deltage i x factor, tager hun chancen. Men hvad de to piger ikke aner noget om er, at udover at vinderen får en pladekontrakt, får man også den mulighed at indspille en sang med selveste One Direction. Misha er stor fan af drengene, og da hun får det at vide, bliver hun mere opsat på at få Amy til at deltage. Amy lever med en usikkerhed om, hvorvidt hun er god nok eller ej. Men hvad sker der når Amy skal tage en beslutning der afgører om hun skal deltage eller ej, og hvem får Amy overtalt? Amy ved ikke noget om hvad præmien er, da hun har for travlt med at træffe en beslutning.

0Likes
1Kommentarer
170Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Mishas synsvinkel:
"Amy, du kan godt! Jeg tror på dig, stol nu på hvad jeg siger," sagde jeg endnu engang til Amy som bare sad og kiggede tøvende på computerskærmen. Siden x factor havde søgt nye deltagere havde hun været så opsat på, at tilmelde sig, men når hun så endelig sad med tilmeldingsblanketten foran sig, blev hun i tvivl. Som altid. Det er den Amy jeg kendte - men den her chance måtte hun bare ikke glip af, mest af alt fordi jeg vidste, at vinderen ville have muligheden for at indspille en sang med selveste One Direction - og da vi begge er store fans af dem, ville det være en oplagt mulighed for at møde dem!

"Misha, du har set hvor dygtige de andre deltagere har været årerne før, og ..," mere nåede hun ikke at sige, før jeg afbrød hende. Ærlig talt, så var det virkelig synd, at hun ikke troede mere på sig selv. Jeg har hørt hende synge så mange gange, og hun kan ramme alle tonerne i en sang - kort sagt, så synger hun som en engel. "Amy, ja, de var virkelig dygtige. Men du er langt dygtigere - tro mig. Jeg siger det ikke kun fordi du er min veninde, eller fordi jeg holder af dig. Jeg siger det fordi jeg har hørt dig synge - jeg ved hvordan du rammer tonerne, og hvordan dine øjne stråler af glæde. Amy, tag chancen!" 

Uden jeg havde bemærket det var jeg gået rundt i ring, og stod nu henne ved mit vindue, hvor jeg kunne kigge ud over hele København. Se hvor hurtigt folk gik, og hvor mange biler der kørte rundt, og om aftenen, når det hele var mørkt kunne man sætte sig ned, og kigge på lys der blev slukket, og tændt. Lidt ligesom stjerner - det her var bare anderledes - spørg mig ikke hvorfor. Der var bare noget specielt over det. Når min dag havde været trist og grå, kunne det gøre det hele bedre bare at sidde og kigge ud over byen. Alt i alt, så elskede jeg at bo i Danmark. 

Jeg kiggede endnu engang over på Amy, og jeg kunne let genkende hendes ansigtudtryk. Det kunne enhver - selv en lille dreng på gaden ville med lethed se, at Amy igen var usikker på sig selv. Jeg dømmer hende ikke for det, jeg synes bare det er synd. Altså, hun er jo min veninde, og jeg vil hende jo bare det bedste. Lige nu sad hun, som altid, og legede med sine fingre, og bed sig en smule i underlæben - typsik Amy. Man kunne let se, hvordan hun så småt var begyndt at kradse hendes lyseblå neglelak af, fordi flagerne lige så stille var dalet ned på mit ellers rene gulv - men jeg bebrejdede hende ikke.

 

Amys synsvinkel: 
Skal, skal ikke. Skal, skal ikke. Skal, skal ikke. Du skal ikke tro du er bedre end alle andre, for det er du nemlig ikke - du er en ussel taber, og du kommer aldrig nogensinde til at gå videre i det tåbelige program. Helt ærligt, drop den drøm, og bliv .. kok? Der er du sikker på, at have en chance. Kig på Misha, hun siger det bare for at være sød. Ikke andet. Tag et kig på hendes smil. Falskhed. Det udstråler falskhed, det er hvad det gør. Sæt hende nu på plads en gang for alle - og fortæl hende, at drømmen om at leve af musik droppede du for længe, længe siden. Hun skal ikke styre dig sådan. Det er dig der vil blive ydmyget, og ikke hende. Kan du ikke se det? Hun er ude på, at få dig ned med nakken, så hun kan trøste dig - og fremstå som en god veninde.

Tankerne, janteloven, og mange andre ting kørte rundt i hovedet på mig. Jeg havde ikke på noget tidspunkt været sikker på, at det var det jeg ville. Jeg var fyldt med den usikkerhed jeg havde levet med hele livet. På den ene side, kunne det være fedt, hvis jeg kunne overvinde min frygt, og vise hr., og fru Danmark at jeg godt kan klare det her - at det er det her jeg vil, og at jeg nok skulle gå hele vejen! Men på den anden side, så vil jeg ikke se det omsorgsfulde ansigt, som dommerne sender, når de 'bliver nødt til' at sende mig hjem. Jeg kan lige se det for mig; jeg synger min sang, og inden jeg er nået halvvejs bliver jeg stoppet af Blachmans ord; 'Det lyder simpelthen forfærdeligt - jeg kan ikke sende dig videre i den her konkurrence'. Nej, jeg vil ikke. Jeg deltager ikke. Den nydelse skulle Blachman så absolut ikke have. At kunne sende mig hjem med knuste drømme, bare sådan uden videre. Men på den anden side, så måtte jeg jo heller ikke tage sorgerne på forskud, måtte jeg vel?

"Mis-s-sha?" fik jeg fremstammet, og jeg kunne se ud af øjenkrogen hvordan hun gik med langsomme skridt hen mod mig, og tog mine hænder. 

"Ja?" hun lød altid så forbandet selvsikker - tsk, tshi, tash og alt det der. Jeg ville ønske jeg var hende, men det var jeg ikke. Forbandethed, hvis der altså er noget der hedder det.

"Hvad nu hvis, jeg ikke går videre? Og hvis nu hvis, jeg går videre?" jeg kunne let se hvordan hendes selvsikre jeg langsomt forsvandt ud af hendes ansigt, samtidig med, at hun begyndte at ligne et stort spørgsmål. Hvad havde jeg sagt forkert? Åh nej, jeg havde såret hende! Men hvordan. Hun er bare bange for, at hendes plan ikke kommer til at virke - hvem ville ikke gerne fremstå som den perfekte veninde, huh? Og endnu engang; tak til mine tanker, for at lade mig blive negativ. Misha var ikke sådan en veninde. Jeg kunne regne med hende. Vi havde kendt hinanden siden vuggestuen, hvor vi rent faktisk startede ud med at hade hinanden på grund af en dukke, men til trods for min usikkerhed omkring hvor meget jeg fortjente den, så lod jeg Misha få den - ja, allerede dengang havde jeg de tanker.

 

”Prøv at høre her, Amy,” startede hun ud med. ”Du går videre – det lover jeg dig. Og når du går videre, så glem mig ikke. Jeg ved du kommer til at hænge ud med alle de kendte sangere, og musikere. Husk på, at jeg hjalp dig med at træffe beslutningen om, at det var rigtigt” sagde hun helt oprigtig, som hun nu engang var. Jeg smilede til hende, og gav hende herefter det største kram. Der gik ikke mange sekunder før hun gengældte det, og hurtigt fik jeg den følelse af, at jeg var noget værd – at jeg ikke bare var endnu en i mængden. Jeg trak mig ud af krammet, og kiggede ned på min mobil, for at tjekke hvad klokken var, og til min overraskelse var klokken allerede snart 18 - jeg skulle have været hjemme for lang tid siden. Nu håber jeg bare ikke, at mine forældre slår mig halvt ihjel.

"Jeg tror også, at det er ved at være på tide, at vender snuden hjemad," sagde jeg og var allerede på vej ned af trapperne, der førte hen til gangen inden Misha så absolut skulle stoppe mig.

"Skal du ikke sende tilmeldingen afsted?" tøvede hun lidt, og smilede herefter til mig. "Jeg ordnet det når jeg kommer hjem. Jeg skal skynde mig, skriver når jeg er kommet hjem!" og inden jeg havde nået at sige det, var næsten ved at tage mine sko på, og på vej ud af døren. Den kolde vinterbrise blev kastet i hovedet på mig, da jeg trådte ud af hoveddøren efter at have gået ned at trapperne, helt oppe fra 6. sal, da elevatoren selvfølgelig var gået i stykker. Karma. Jeg nærmest løb hen til min cykel, og det skulle da ikke undre mig hvis jeg lignede en kamel med tre ben mens jeg prøvede på at cykle - selvom jeg væltede 3 gange på blot 10 minutter. Sne havde aldrig været min favorit, og det her var faktisk bare endnu en ting jeg kunne skrive på, til hvorfor sne så absolut ikke er sjovt. På listen, som jeg rent faktisk havde liggende derhjemme stod der allerede;
vaskere,
kulde,
deprimerende humør, 
skyld i dårlige hårdage,
skyld i mange bilulykker.

Og nu kunne jeg fint skrive "man vælter på cykel", på listen. Men okay, hvilket idiot ville dog cykle i det her vejr? Dig. Jeg havde jo ikke ligefrem set en masse andre der cyklede. De gik, løb, eller kørte i bil. 

Efter en ret så dårlig cykeltur stod jeg nu foran kiosken. Et eller andet måtte jeg bare have at spise, fordi jeg med sikkerhed vidste, at mine forældre ikke var hjemme - hvilket de faktisk aldrig var.

Jeg trådte ind i et rum fyldt med mange forskellige lugte. Noget duftede - andre ting stank bare. Med hastige skridt gik jeg direkte hen mod kassen, hvor jeg havde tænkt mig at købe noget pizza, eller sådan noget. Men dum som jeg er, skulle jeg selvfølgelig vade ind i en person, som jeg landede ovenpå. Midt i en kiosk. Den kiosk jeg altid var i. Du er da også bare for dum - du er uduelig. Kan du se hvad jeg mener?

Da personen, som viste sig at være en dreng, var kommet op at stå fik jeg stukket en hånd i hovedet, som tegn til, at jeg skulle tage imod den så han kunne hjælpe mig op. Det var egentlig det der fik mine øjne op for, at han faktisk var på benene igen. Jeg tog tøvende imod hånden, og smilede som et undskyld. Han forstod hurtigt en hentydning, men nåede ikke at svare, før jeg vendte mig om, og kiggede ind i nogen perfekte, lyseblå øjne. Min mund formede sig til et 'o', og inden jeg nåede at skrige blev en hånd lagt for min mund, og et strengt 'shh!' fik banet sig vej igennem drengens læber. Den dreng piger ville dø for bare at få et glimt af. Den dreng der var med i et verdenskendt band. Nemlig, vi snakker om Niall Horan her. Men .. hvad lavede han dog her i Danmark? Mystisk!

"Jeg er bare en helt normalt dreng, så vil du ikke lade være med at skrive, eller sådan noget. Og en ting til: vil du være sød, at lade være med, at fortælle nogen som helst, at jeg er her? Det vil ødelægge både min, og drengenes få feriedage vi har, hvis vores fans finder ud af, at vi er i Danmark. Kan jeg stole på dig?" jeg kiggede stadig på ham med min mund helt åben. Han tog tag i min kæbe, og lukkede langsomt min mund sammen. Da det gik op for mig, at jeg havde glemt at svare ham, nikkede jeg bare som ja.

"Tak," og inden jeg nåede at sige mere, stak han en seddel i hånden på mig. Da han havde vendt mig ryggen, og gået op mod kassen stod jeg og stirrede ud i luften. Jeg ved ikke hvor lang tid, men han nåede i hvert fald at betale, til trods for den lange kø der havde været, og gå forbi mig, hvor han der havde sendt mig et smil. Jeg kunne mærke varmen brede sig rundt inde i min krop. Men det er vel normalt, når man møder ens idol. En af de fem drenge man i lang tid har set så meget op til. Jeg gik op til kassen, og at vælge to stykker pizza, og herefter gå ud mod min cykel. Denne gang havde jeg valgt, at trække den hjem, da der alligevel kun var omtrent 200 meter tilbage, og jeg med garanti bare ville vælte, og hermed bare smadre min pizza ned i asfalten. Tragisk død for en pizza, jeg ved det, ja.

Misha fortjener at møde ham mere end du gjorde. Det var ikke fair for Misha. Du ved hvor meget de betyder for hende. Og endnu engang kunne jeg takke mine negative tanker for at gøre mig i dårligt humør.  

Da jeg endelig nåede vores villa smed jeg cyklen, og løb indenfor. Som jeg havde regnet ud, var der ikke nogen hjemme. Jeg fik hurtigt lagt mine pizzaer frem på bordet, og doven som jeg var, ville jeg ikke engang hente hverken bestik, eller en tallerken. En god klud kunne alligevel fjerne krummerne.

Mens jeg bare sad og gumlede kom jeg i tanke om den seddel Niall havde givet mig tidligere. Jeg lod min hånd glide ned til min bukselomme, for at finde sedlen, og hermed trække den op igen. Prøv lige at misforstå den. Jeg læste sedlen om, og om igen. 

I really feel, that I can trust at you. But anyway, I want to talk with you about that situation, so call me, or text me when you've readed this. Efterfulgt af et telefonnummer.

Jeg fandt min mobil frem, og overvejede et øjeblik, om det var det rigtige at gøre, men jeg fandt hurtigt frem til, at jeg skulle udfordre skæbnen, og skrive til ham:

Hi! u said I should text u?

Kort tid efter fløj en smsbesked ind i min indbakke - denne gang fra Misha. 

Fra: Misha.
Er du kommet godt hjem? xx det regner jeg med, så jeg vil smutte i seng. Vi ses i morgen smukke, godnat!

Og lige som jeg skulle til at svare fik jeg endnu en sms. Hvor var jeg dog bare populær idag. Denne gang var det fra et nummer jeg ikke havde gemt.

____________________________________________

Nå, så kom det første kapitel. Nu fik I et indtryk af begge piger - dog mest Amy lige i dette kapitel. I starten vil Amy virkelig meget negativ omkring sine tanker, men jeg lover, at det bliver bedre! 

Hvad synes I om den indtil videre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...