Dødens Plads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Igang
Manea er sytten år gammel og bor i nærheden af en gammel kirkegård, som har ligget urørt i flere år. En dag ender hun på kirkegården på grund af en skoleopgave, og her møder hun både spøgelser, "levende" lig og Døden selv. Umiddelbart er prisen for at komme væk i live lav, men er den for høj i sidste ende?


Coveret er jeg okay tilfreds med taget i betragtning at jeg har lavet det i paint/Word. Men det er ikke sådan Manea ser ud, jeg kunne bare ikke finde et bedre billede, men jeg leder:)

1Likes
2Kommentarer
408Visninger
AA

8. Kapitel 7

Manea fulgte tavs efter Arnold og Beatrix ned ad trappen. Beatrix lyste lige præcis nok til, at hun kunne se, hvor hun trådte og undgå at falde. Flere gange tog hun tilløb til at spørge Arnold, hvad det var Døden ville hende. Men modet svigtede hende. Hun ville helst ikke vide det. Arnold stoppede op ved den mørke dør, som førte ind til kirkens skib. Han åbnede den og stillede sig ved siden af den. Med hånden gjorde han tegn til at Manea skulle gå ind. Langsomt tog hun et par skridt frem. Overvejede, om hun kunne nå at stikke af. Men så hankede hun op i sig selv. Hun rettede hagen op og gik selvsikkert de sidste få skridt ind i rummet. Det gav et sæt i hende, da døren gik i bag hende. Hun kiggede rundt i rummet. Hendes blik strejfede gobelinerne og stoppede, da de landede på den sorte skikkelse midt i rummet. Døden stod med ryggen til hende og hænderne foldede bag ryggen. Leen var ingen steder at se. Manea åndede en smule ud.

"Manea," sagde Døden uden at vende sig. Den lettelse, hun havde følte, forsvandt som dug for solen, og hun stod frosset til stedet. Hans stemme var dyb og på en sær måde behagelig. "Det er yderst uheldigt, at du er her i dag." Han rystede på hovedet og vendte sig om mod hende. "Jeg er nødt til at sikre mig, at du ikke render rundt og fortæller alle, hvad du har oplevet i dag,  så du og jeg bliver nødt til at lave en aftale."
Manea sank en ekstra gang. At lave en aftale med Døden lød ikke som en god idé.

"Hvilken aftale?" lykkedes det hende at fremstamme.

"En simpel aftale, egentligt. Den går i al sin enkelhed ud på at du imorgen, inden solnedgang, kommer tilbage til kirkegården. Jeg vil stille dig et spørgsmål eller give dig en opgave. Klarer du det, er du fri til at gå igen. Hvis ikke bliver du nødt til at komme tilbage dagen efter."

"Og hvis jeg nægter eller bliver væk?"

"Så vil Skæbnen blive ændret for dig eller en af dine kære."

Manea skælvede.

"På hvilken måde?"

"Hvis du nægter her i dag, kan jeg desværre ikke lade dig forlade kirkegården her. Du vil blive nødt til at blive her til den dag, du dør. Og hvis du bryder vores aftale vil det medføre døden for enten dig eller en elsket."

"Hvor længe skal jeg besøge kirkegården?" spurgte hun svagt. Tusind tanker myldrede gennem hendes hjerne, men hun ville ikke risikere, at en hun elskede døde. Hun var heller ikke parat til at dø selv.

"Indtil du svarer rigtigt eller løser en af opgaverne."

Døden rakte sin hånd frem og Manea tog den. Den anden lagde hun akavet på hjertet.

"Jeg lover at komme tilbage hver dag, indtil jeg klarer en af dine udfordringer."

Han nikkede, og hun vendte sig om mod døren. Hun skulle til at tage det første skridt, da hun mærkede en hånd på sin skulder. Hun vendte sig halvt, og Døden rakte noget frem mod hende. Det var guldarmbåndet. Han tog hendes arm og gav hende armbåndet på. Guldet føltes tungt og koldt mod hendes håndled.

"Så du husker vores aftale," sagde han og forsvandt.

Manea gik med hastige skridt hen til døren og åbnede den. I våbenhuset sad Beatrix og Arnold ved siden af hinanden. Beatrix løftede hovedet og spurgte uden omsvøb:

"Hvad skete der?"

Manea rystede på hovedet, og tårerne trillede igen ned ad hendes kinder. Hun tog fat om armbåndet, mens hun hurtigt fortalte, hvad Døden havde sagt. Da hun var færdig kiggede Beatrix på Arnold og nikkede med hovedet i retning mod hende. Arnold rakte hende et beskidt lommetørklæde, og hun tog tøvende imod det og tørrede sine øjne. Beatrix sendte Arnold et skarpt blik, og han begyndte at vride resterne af sine hænder.

"Æhmm..." begyndte han, hostede og prøvede igen. "Jeg er ked af, at jeg skræmte dig. Og hvad der skete. Hvis jeg havde holdt mig væk, var det måske ikke sket."

Manea svarede ham ikke, men gik bare. Det var ikke hans skyld. Det var ikke nogens skyld. Der var en mening med alt.

 

***

 

Døden stod og så efter Manea, der skyndte sig ned ad den let blæsende gade.

"Den aftale var ikke nødvendig," sagde en kold stemme bag ham. Han behøvede ikke at vende sig om, for at vide hvem, der stod bag ham.

"Sethin, hvor dejligt at se dig igen," svarede han i en ligegyldig tone.

"Den aftale var ikke nødvendig," gentog hun en anelse højere.

Dødens øjenhuler flammede kortvarigt op, og han stirrede på hende. Hans stemme var hård, da han hvæsede:

"Glem ikke hvem du arbejder for."

Sethin kastede med sit lange, ravnsorte hår.

"Jeg ved godt hvem jeg arbejder for, herre." Ordet herre dryppede af sarkasme. "Men uden os ville din arbejdsbyrde være for stor."

Døden vidste, hun havde ret, men nægtede at give efter for hendes spydige bemærkninger. Nægtede at synke ned på hendes lave niveau.

"Du kan erstattes," sagde han blot og vendte sig bort.

"Muligvis, men du kan ikke erstatte os alle. Hun hører ikke til iblandt os."

Døden ingorede hende. Han ville have fortalt hende, at hun tog fejl, men sandt at sige var han ikke helt sikker selv. En knivskarp, kold vind fik Sethins mørkegrønne kjole til at blafre. Hun slog sine sorte vinger ud og steg op mod himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...