Dødens Plads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Igang
Manea er sytten år gammel og bor i nærheden af en gammel kirkegård, som har ligget urørt i flere år. En dag ender hun på kirkegården på grund af en skoleopgave, og her møder hun både spøgelser, "levende" lig og Døden selv. Umiddelbart er prisen for at komme væk i live lav, men er den for høj i sidste ende?


Coveret er jeg okay tilfreds med taget i betragtning at jeg har lavet det i paint/Word. Men det er ikke sådan Manea ser ud, jeg kunne bare ikke finde et bedre billede, men jeg leder:)

1Likes
2Kommentarer
419Visninger
AA

7. Kapitel 6

Døden førte Manea tilbage ind i kirken. Men i stedet for at gå ind i selve skibet, førte han hende hen til en mørk dør. Hun havde ikke lagt mærke til døren første gang hun var i våbenhuset, og da han åbnede døren og gik op af den trappe, den havde skjult, stoppede hun kortvarigt op for at beundre udskæringen i træet. Og for at udsætte det uundgåelige. Men hun dvælede ikke for længe ved døren, for Døden gik så hurtigt, at hun var nødt til at småløbe for at indhente ham. Trappen var mørk, og hun havde ikke lyst til at gå alene op af den. Hvilket var ironisk, da den værste ting, hun kunne støde på, var den hun lige havde indhentet.

"Hvad vil du med mig?" spurgte hun, en anelse forpustet. Hun dyrkede virkelig ikke nok motion. Døden svarede hende ikke, og kort efter nåede de deres mål. De stod nu oppe i kirkens tårn. Manea kunne nu se, at det ikke blot var til pynt, men at det var et klokketårn. Lokalet var helt mørkt, og hun kunne kun se klokkens omrids. Hun tog et skridt hen mod den, men Døden rakte en arm ud og standsede hende. Hun kiggede ned ,og så på et flisebelagt gulv flere meter under hende.Uden en lyd vendte han sig og gik ned ad trappen igen. Modløs gik hun over til klokketårnets eneste vindue og satte sig ned med front mod klokken. Hun overvejede, at gå over og ringe med klokken, men det ville sikkert være en dårlig idé. De første, der ville høre den var Døden og hans venner, og det kunne ikke ende godt. Manea rejste sig og stirrede ud af mosaikvinduet. Lysene i byen virkede så langt væk. Hun stod og stirrede på dem i, hvad der føltes som, en evighed, da hun så et lysskær ud af den ene øjenkrog. Med et ryk vendte hun sig om, halvt i forventning, om at se det berømte lys, når man dør, men det var ikke det syn som mødte hende. Det var Beatrix. Manea åndede langsomt ud og opdagede først der, at hun havde holdt vejret. Mistænksomt stirrede hun på det ældre spøgelse. Hvad ville hun?

"Jeg vil bare høre, hvordan du har det kære," svarede kvinden, som om hun havde læst Maneas tanker.

"Jeg har det fint," mumlede Manea og lænede sig op af vinduet. Hun sank opgivende ned på gulvet og gemte hovedet i hænderne. Beatrix kunne se hendes skuldre ryste og gik over til pigen.

"Så, så min ven. Det skal nok alt sammen. Døden er retfærdig," sagde hun trøstende og klappede Manea på hovedet.

"Jeg vil ikke dø," hulkede hun. Kulden fra muren var begyndt at træne igennem hendes bukser, men hun var ligeglad.

"Hvem sagde noget om, at du skal dø?" spurgte spøgelset og hævede øjenbrynet.

"Jamen, jeg troede..."

"Man skal ikke tro, man skal vide. Og jeg ved, at Døden kun kommer, når tiden er inde. Og det er ikke din tid endnu."

"Hvordan kan du vide det?" Manea snøftede og tørrede sin næse med ærmet. Tårerne trillede stadig ned ad hendes kinder, men der blev færre af dem.

"Fordi du stadig lever."

Manea sad tavs et stykke tid. Hun snoede en lok af sit hår omkring en finger, mens hun overvejede Beatrix' ord. Måske var det rigtigt nok. Medmindre... En frygtelig tanke slog ned i hende, og før hun kunne stoppe sig selv, røg ordene ud af munden på hende:

"Hvad hvis han vil torturere mig?"

I det samme hun havde sagt ordene, fortrød hun. Beatrix' i forvejen blege ansigt blev helt hvidt. Hendes blide øjne blev nærmest vrede.

"Døden er mange ting, pige." For første gang havde spøgelsets stemme ikke en blid klang. Stemmen var hård, og hun pegede på Manea. Hendes rynkede finger dirrede, da hun fortsatte: "Men han er ikke uretfærdig. Han kunne aldrig drømme om, at torturere en uskyldig pige. Han udfører sit job. Og hans job er at befri sjælene fra deres kroppe, ikke få dem til at føle sig fanget i dem."

Manea slog blikket ned og hendes skuldre begyndte igen at ryste. Hun var stadig bange. Beatrix så hendes frygt, og hendes stemme var igen blid, da hun sagde:

"Du har intet at frygte."

Manea forblev tavs, og kort tid efter kunne de høre trin på trappen. Arnold stak hovedet ind i lokalet og så usikkert fra Manea til Beatrix og tilbage til Manea. Hans blik var dystert.

"Døden er klar."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...