Dødens Plads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Igang
Manea er sytten år gammel og bor i nærheden af en gammel kirkegård, som har ligget urørt i flere år. En dag ender hun på kirkegården på grund af en skoleopgave, og her møder hun både spøgelser, "levende" lig og Døden selv. Umiddelbart er prisen for at komme væk i live lav, men er den for høj i sidste ende?


Coveret er jeg okay tilfreds med taget i betragtning at jeg har lavet det i paint/Word. Men det er ikke sådan Manea ser ud, jeg kunne bare ikke finde et bedre billede, men jeg leder:)

1Likes
2Kommentarer
414Visninger
AA

6. Kapitel 5

"Neeej!" Skriget fyldte luften og gav genlyd i aftenens begyndende mørke. Manea ruskede i så kraftigt i lågen, at rust dryssede tyst mod jorden. Efter et stykke tid var hun udmatte,t og da hun strøg hånden over panden, mærkede hun, hvordan den var helt våd af sved. Hun stoppede med at ruske i lågen og stirrede blot ud i natten. Hendes blik var blevet sløret, og hun tørrede tårerne af sine kinder. Manea satte sig ned på jorden og fulgte udskæringerne i lågen med sin pegefinger. Hun tænkte på alt det hun aldrig skulle opleve. Alle dem hun aldrig skulle se igen. Hendes lillesøster og storebror. Hendes forældre. Deres hund. Tårerne strømmede nu ned ad hendes kinder, som et stille vandfald. Hun var sikker på, at hun skulle dø her. Indtil en tanke kom til hende. Hun rettede sig op, rejste sig og børstede jorden af sine bukser. Et håb skød op i hende. Hun kunne klatre over muren. Hun kiggede sig hurtigt over skulderen, men de der væsner var ikke at se. Hun tog en dyb indånding.

"Det er nu eller aldrig," hviskede hun til sig selv og vidste, at det var sandt. Hun kunne mærke det. Mærke at dette var hendes sidste chance for at vende tilbage til sit liv.

Hun gik et par meter langs muren, og satte den ene fod ind i en sprække mellem stenene. Hun var ikke ligefrem en god klatrer, men det måtte briste eller bære. Forhåbentligt bære, tænkte hun dystert, da et hjørne på en af stenene smuldrede under hendes fingre. Møjsommeligt og så hurtigt som hun turde, klatrede hun op ad muren. Det var både hårdere og sværere end hun havde regnet med. Manea kiggede ned og fortrød med det samme. Hun led ikke af højdeskræk, men det gjorde sikkert ondt at falde ned, og hun var ikke en særlig stor fan af smerte. Hun var ved at flytte en af sine hænder, da en frygtelig kulde ramte hende. Hun frøs midt i bevægelsen og kunne ikke røre sig. Panikken tog over og hun begyndte, at trække vejret hurtigere. Hun prøvede at bevæge sig, men hendes krop adlød ikke. Smerten fra kulden skar helt ind til knoglerne og hun med tænderne hårdt sammen. Hvis hun havde kunnet ville hun have skreget. Hun mærkede langsomt, hvordan livet svævede ud af hendes krop. Lige før hun gav slip på det, blev kulden svagere og et vindstød skubbede hende ned fra muren. Hun landede tungt på ryggen, slog nakken imod en særlig skarp sten og gispede. Hendes krop værkede og en skarp smerte skød igennem hende, da hun for en sikkerheds skyld bevægede fingrene på begge hænder. De virkede. Hun havde frygtet, at kulden eller faldet havde skadet dem. En brise begyndte at lege med hendes sorte og røde hår, og den tog hurtigt til i styrke. Manea kæmpede med at få luft ned i lungerne, men det var næsten umuligt for hende at puste den brugte luft ud af sine overanstrengte lunger. Vinden skubbede bare mere luft ned i hendes hals, og hun prøvede at hoste. Hun kunne svagt mærke, hvordan hendes fødder lettede sig en smule fra jorden. Uden varsel faldt hun pludselig ned og bankede skulderen mod lågen. Manea hostede og trak vejret hurtigt og dybt. De bange anelser, hun havde haft siden hun første gang så på kirken, blev til virkelighed, da en mandsstemme rungede over kirkegårdens mosfyldte gravsten og fandt vej til Manea.

"Hvem er du, som vover dig ind her?"

Hun turde ikke svare. Hun kunne ikke se andre end Arnold og Beatrix, som var dukket op uden at hun havde lagt mærke til dem. Med et følte hun en trang til at søge beskyttelse bag de to. Men det ville være forgæves, det vidste hun. Nu må du ikke give op Manea, skældte hun ud på sig selv og rejste sig op fra jorden. Hun opgav at holde sit tøj rent, men stod i stedet med rank ryg. Det skulle være løgn, skulle det. Hun ville ikke lade sig skræmme. Det var lettere sagt end gjort, men hun stillede et hårdt ansigtsudtryk op. Hun håbede bare ikke, at hvem det end var kunne høre hvordan hendes hjerte hamrede af sted.

"Mit navn er Manea," sagde hun med en styrke hun ikke vidste hun besad før i dag. Hendes stemme rystede kun en lille smule.

"Og hvem er du, Manea?"

"Hvem spørger?" svarede hun igen usikker på, at det var det rigtige at sige. Hun ville nødig gøre hvem det end var vred, men hun var blevet overvældet af øjeblikkets hede. Hendes frygt var ubegrundet, for i det samme lød en latter. En grå tåge samlede sig få meter fra Manea. Den blev tykkere og tykkere og hvirvlede rundt. Til sidst kunne hun skimte noget sort inde i tågen. En kutteklædt skikkelse dukkede frem med en le fastspændt til ryggen. Ansigtet var utydeligt i starten, men snart kunne Manea se, at skikkelsens ansigt ikke var et ansigt, men et kranium. Hun gispede og trådte et skridt tilbage, da skikkelsen svarede:

"Døden."

Det ene ord med så meget betydning rungede i den efterfølgende stilhed. Manea følte sig svimmel og vidste ikke, om hun skulle grine eller græde. Så hun valgte en helt tredje mulighed: Hun blev vred.

"Er det her en eller anden syg joke?" spurgte hun ud i mørket, både lidt højere og lidt mere skingert end hun havde tænkt sig.

Manden foran hende var blevet helt tydeligt og rystede forvirret på hovedet. Beatrix og Arnold kiggede på hinanden med åbne munde. De lignede to skrækslagne fisk. Men Manea var ligeglad. Det måtte være en joke. En eller anden virkelig syg joke, som gav hende kvalme.

"Det er altså ikke sjovt. I narrer mig ikke." Hun pegede ud i luften som en lærer, der er ved at irettesætte sine ulydige elever. Hun grinede kort uden den mindste anstrøg af morskab.

"Frøken Manea," begyndte ham som kaldte sig Døden, "dette er ikke en joke. Jeg er Døden og du er trængt ind på forbudt område." Han havde hævet sin stemme, og jorden skælvede under deres fødder. Den smule mod, der var fulgt med hendes vrede, svandt langsomt ud af hendes krop i takt med at hendes åndedræt blev langsommere. Hun trak vejret så langsomt som muligt for at styre sin begyndende panik.

"Vil I slå mig ihjel?" hviskede Manea svagt, fuldstændig modløs. Døden rystede næsten umærkeligt på hovedet og vendte sig op mod kirken. Han gjorde tegn med hånden til Manea om at følge med. Usikker stod Manea et par sekunder og overvejede mulighederne. Døden vendte sig langsomt om mod hende, og hun kiggede ind i de tomme øjenhuler. Hun skuttede sig og gik med bøjet hoved op mod Døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...