Dødens Plads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Igang
Manea er sytten år gammel og bor i nærheden af en gammel kirkegård, som har ligget urørt i flere år. En dag ender hun på kirkegården på grund af en skoleopgave, og her møder hun både spøgelser, "levende" lig og Døden selv. Umiddelbart er prisen for at komme væk i live lav, men er den for høj i sidste ende?


Coveret er jeg okay tilfreds med taget i betragtning at jeg har lavet det i paint/Word. Men det er ikke sådan Manea ser ud, jeg kunne bare ikke finde et bedre billede, men jeg leder:)

1Likes
2Kommentarer
405Visninger
AA

5. Kapitel 4

"Arnold altså."

"Det var ikke min skyld, elskede."

"Det stakkels pigebarn blev jo skræmt fra vid og sans."

"Så bliver hun her i det mindste. Og hun er lettere at holde øje med."

Manea glippede med øjnene og åbnede dem så langsomt. Hun rejste sig besværet og kunne mærke en kølig klud glide ned ad sit ansigt og smerten dunke i hovedet.

"Se, hun er vågnet."

Hun prøvede at lokalisere stemmerne, men opgav og lagde sig ned igen. Hvor var hun? Hun kunne høre tunge skridt med retning mod hende. Manea skyndte sig at lukke øjnene og prøvede at få sin hurtige vejrtrækning under kontrol.

"Du holder dig i baggrunden, Arnold," sagde kvindestemmen spidst.

"Ja, ja skat," mumlede manden, som måtte være Arnold. Hans rustne stemme lød bekendt, men Manea kunne ikke placere den. Indtil hun kom i tanke om, hvad der var sket. Åh Gud. Hun havde set et levende lig, et rigtigt levende lig. Eller ikke ligefrem levende, men det bevægede sig, talte til hende. Hun frygtede, at hun ville besvime igen, da nogen let berørte hendes pande. Det følte som en sommerfuglevinge, der hvilede mod den.

"Vågn op, min ven. Du skal ikke være bange," lød en blid stemme.

Manea åbnede øjnene og kiggede lige igennem en kvinde. Det løb hende koldt ned ad ryggen. Hun kunne udmærket se kvinden, men hun kunne også se bag hende, hvor hun kunne skimte gobelinernes imponerende scener. Dødsscener kunne hun nu se. Hun gøs.

"Du er gennemsigtig," hviskede Manea og rette igen sin opmærksomhed mod kvinden, som måtte læne sig ned imod hendes mund, for at kunne høre hende.

"Ja, selvfølgelig er jeg det min pige. Jeg er et spøgelse."

Manea modstod sit instinkt og lod være med at skrige. I stedet nøjedes hun med at stirre ind i det gråhårede spøgelses venlige, grå øjne. Efter hvad der føltes som en evighed åbnede Manea endelige munden igen.

"Der findes ikke spøgelser."

Hun lød meget mere sikker end hun følte sig. Men spøgelser fandtes jo ikke. Det vidste enhver da. Men da hun så det sårede udtryk i spøgelsets ansigt fortrød hun sine ord. Spøgelset stod ubevægeligt i et par sekunder, før hun lod sin hånd glide gennem sit hår. Manea undrede sig. Burde spøgelser kunne røre ved noget?

"Hør her min ven. Der er mange ting I levende enten ikke forstår eller ikke vil acceptere, fordi det ikke er logisk. Men spøgelser findes."

Manea tyggede lidt på kvindens ord, imens hun tænkte på hvordan i alverden hun skulle komme væk herfra. Det var tydeligt, at hun enten havde slået hovedet rigtigt slemt eller også var disse mennesker sindssyge. Uanset hvad skulle hun væk herfra, så hun besluttede, at hendes bedste chance var at lade som om hun troede på dem.

"Er ham manden derovre så en zombie?" spurgte hun og nikkede over mod Arnold.

Kvinden lo stille og vinkede derefter Arnold hen imod dem. Han gik tøvende et par skridt frem, så Manea bedre kunne se ham. Manea rykkede ufrivilligt lidt tilbage nu hvor han stod i lyset, og Arnold stoppede op. Kødstrimlerne på hans albue bevægede sig stadig. Manea fik kvalme.

"Nej kære. Arnold er skam ikke en zombie. Godt nok er der nogle ting mennesker kalder overnaturlige væsner som findes, men ikke zombier. Arnold er et lig, min ven."

"Man han bevæger sig jo?"

"Ja, det er lidt svært at forklare, men han spiser ikke menneskehjerner eller noget. Hans sjæl vendte bare tilbage til kroppen."

"Hvordan kan den det?" spurgte Manea undrende. Hendes nysgerrighed var vakt, og hun glemte alt om at flygte indtil Arnold talte.

"Måske skal du ikke fortælle hende for meget Beatrix. Vi må hellere vente til Døden kommer."

"Arnold," hvæsede Beatrix, da hun opdagede, hvor bleg Manea blev. Manea selv blev overmandet af kvalme og det eneste, der forhindrede hende i at skrige og løbe væk, var det faktum at hun var lammet. Døden? Nej, nu måtte dette vanvid stoppe.

"Undskyld, skat," mumlede Arnold og kiggede ned i jorden.

"Vil du have lidt frisk luft?" spurgte Beatrix bekymret med en ny rynke i hendes i forvejen temmelig rynkede pande og vendte sig mod Manea. Hun sagde ikke noget af frygt for at hun ville begynde at skrige, så hun nøjedes med at nikke. Hun prøvede at rejse sig, men hendes ben var som gelé.

"Hjælp hende op at stå," sagde Beatrix til Arnold, som straks adlød. Han hjalp hurtigt Manea på benene, og hun undgik at kigge på ham.

De gik langsomt gennem kirken, og da de kom udenfor opdagede Manea, at solen næsten var gået ned. Bare det ikke gjorde det hele værre, tænkte hun panisk. Og før hun kunne nå at tænke over det, rev hun sig løs fra Arnolds blide greb. Hun løb så hurtigt hun kunne ned mod lågen. Hun var lige ved at falde på halvvejen, men genvandt balancen ved at vifte med armene som en styrtende fugl. Hun ignorerede både Arnolds og Beatrix' råb og tog hårdt fat i lågen. Hun rev i den som besat, men den rokkede sig ikke ud af stedet. Da hun løftede hovedet kunne hun se at solen var gået ned ude i horisonten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...