Dødens Plads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Igang
Manea er sytten år gammel og bor i nærheden af en gammel kirkegård, som har ligget urørt i flere år. En dag ender hun på kirkegården på grund af en skoleopgave, og her møder hun både spøgelser, "levende" lig og Døden selv. Umiddelbart er prisen for at komme væk i live lav, men er den for høj i sidste ende?


Coveret er jeg okay tilfreds med taget i betragtning at jeg har lavet det i paint/Word. Men det er ikke sådan Manea ser ud, jeg kunne bare ikke finde et bedre billede, men jeg leder:)

1Likes
2Kommentarer
449Visninger
AA

4. Kapitel 3

Manea kiggede nervøst op på kirken. Hun stod foran den rustne låge, der stod som en påmindelse om at kirkegården ikke var et sted for almindelige dødelige. Den høje mur, som omkransede kirkegården, virkede truende, selv i dagslyset. Hun blev nødt til at åbne lågen for at kunne komme ind, kom hun frem til, da hun et kort øjeblik overvejede at klatre over den rankefyldte mur. Hun havde en fornemmelse af, at det at gå igennem denne låge ville ændre hendes liv.

"Tag dig nu sammen," hviskede hun, som om det kunne vække de døde, hvis hun talte for højt.

Tøvende tog hun fat i det rustne håndtag, og den flot udsmykkede låge knirkede klagende, da hun skubbede den op. Hun tog en dyb indånding og trådte ind på kirkegården. Med små, stille skridt gik hun op af den tilgroede sti, der førte til kirkens store dør. Manea kiggede sig nysgerrigt omkring. Hendes blik flakkede fra den ene gravsten til den anden. Man skulle tro, at gravstederne ville være overbegroede, men de fleste så ud som om det blot var en enkelt dag siden, de sidst var blevet ordnet. Mana gøs. Det var altså uhyggeligt. Det virkede som om tiden på kirkegården bare var gået i stå dengang for over hundrede år siden. De eneste beviser på, at tiden ren faktisk var gået sin gang, var de overbegroede stier, hvor planterne flere steder var døde og et egetræ i udkanten af den lille kirkegård. Træet stod flot og rankt med næsten nøgne grene, der rakte både ud mod verden udenfor og ned mod knoglerne under jorden. Træet var stort, og det var tydeligt, at ingen havde beskåret det i mange, mange år. Manea satte sig på en bænk halvvejs oppe mod kirken. Her lukkede hun sine øjne og lyttede. Der var intet andet end stilhed. Det gav hende kuldgysninger. Selv på en lukket kirkegård ved en meget gammel kirke, burde der da være lyde af fugle, mus, rotter. Ja, hvad som helst. Men man kunne intet høre. Selv larmen fra en bil, der kørte forbi, syntes at komme et andet sted fra. Efter at have siddet sådan i hvad der føltes som timer, åbnede Manea igen sine øjne. Heldigvis havde hun været fornuftig nok til at lave fremlæggelsen derhjemme, så hun manglede bare et par billeder og stilen. Ikke noget problem. Hun sukkede stille, da hun tog kameraet op af lommen. Hun rettede det mod kirken, rejste sig op og gik et par skridt tilbage. Og faldt. Typisk. Hurtigt rejste hun sig fra jorden og børstede det næsten usynlige snavs væk fra sine mørke jeans. Hun tog et billede af kirken og kiggede sig lidt omkring. Gad vide om hun også skulle have et billede af kirkegården? Hun kiggede sig hurtigt omkring og besluttede sig for at tage et billede af træet med de falmede gravsten i forgrunden. Nu skulle hun til den knap så sjove del. Hun skulle ind i kirken. Manea stod lidt og spekulerede på om den mon var åben, men besluttede sig så for, at hun ligeså godt kunne finde ud af det med det samme. Hun gik langsomt op mod kirken og kunne af og til høre det grus, som ikke var dækket af planter, knase under hendes lyserøde sneakers. Selvom de nok mere var brune end lyserøde efter det dårlige vejr de sidste par dage. Endelig nåede Manea op til kirkens brede dør. Det mørke træ var smukt udsmykket med forskellige scener fra bibelen og her, helt tæt på, virkede kirken ikke spor faldefærdig. Den virkede nærmest beboelig. Undrende undersøgte Manea de grå sten ved siden af døren. De var gamle, så meget var tydeligt, men alligevel solide. Hun tog fat i messinghåndtaget og trykkede ned. Med en høj knirken åbnede hun langsomt døren ind til kirkens våbenhus.

"Hallo, er her nogen?"

Intet svar. Selvfølgelig ikke. Hvad tænkte hun dog også på? Manea slog sig selv let i panden, før hun hurtigt trådte ind. På en måde føltes det forkert bare at vade ind i en kirke, et helligt sted, som om man ejede det hele. Der lå støv rundt omkring på bænkene i det ikke ligefrem imponerende våbenhus. Gulvet var slidt fra der hvor hun stod og hen til døren ind til selve kirken, som om mange århundrederes kirkegængere havde gået på det samme sted. Tøvende tog Manea nogle flere skridt hen mod døren, da hun bemærkede noget sært. Stearinlysene i våbenhuset var tændt. Manea skulle til at vende sig om og løbe ud, så hurtigt hun kunne, da hendes blik blev fanget af noget, der glimtede i stearinlysenes skær. Hun stod ubeslutsom et øjeblik, før hendes nysgerrighed vandt, og hun trådte hen til en af bænkene og samlede genstanden under den op. Det var et guldarmbånd. Armbåndet bestod af en kæde med vedhæng forestillende dødningehoveder og englevinger, som hang skiftevis i den tykke kæde. Selvom selve armbåndet var støvet var det som om vedhængene lige var blevet pudset. De strålede som små lys i flammernes bløde skær. Manea stod med armbåndet mellem hænderne, da en lyd inde fra kirken bragte hende tilbage til virkeligheden. Hun gik hen til døren og åbnede den forsigtigt på klem. Imens hun åbnede døren skældte hun sig selv ud for at være så bange. Der var ingen inde i kirken. Ikke noget at være bange for. Hun kiggede ind ad den smalle sprække og gispede, imens hun slog døren helt op. Kirken var... vidunderlig. Manea gik beundrende ind i det store rum. Væggene var prydet med flotte gobeliner og de smukke farver fra mosaikvinduerne dannede det smukkeste, mest farverige mønstre på det hvide gulv, Manea nogensinde havde set. Hun drejede rundt om sig selv og sugede alle indtrykkene til sig. Hun vendte sig mod en af gobelinerne og gik langsomt hen til den, da hun hørte en stemme fra døren.

"Hvad laver De her?"

Manea stivnede ved lyden af den fremmede, let rustne stemme. Hun vendte sig fuld af skyld om mod stemmen og tabte armbåndet af forskrækkelse. Armbåndets klirren mod fliserne var det eneste, der brød stilheden i de næste sekunder. Foran hende stod et lig. Et vaskeægte, levende lig. En zombie.

"Nå?"

Manea åbnede og lukkede munden og lignede mest af alt en guldfisk. Hun kunne ikke få et ord over sine læber, kunne ikke tænke. Hele ligets venstre arm var knogler, den højre var rådden og kødet hang i laser fra albuen. Tøjet var krøllet og laset ligesom skoene, hvor Manea kunne se en hvid knogle stikke ud fra den højre sko. Den højre side af ligets ansigt var kun knogler, den venstre side var misfarvet. På hovedet havde liget snavset, brunt hår der hang i totter ned over hans pande og en grå kasket. Læberne var blå og de brune øjne stirrede lige ind i Maneas grønne. Manea sank den kæmpe klump hun havde i halsen og besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...