Dødens Plads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Igang
Manea er sytten år gammel og bor i nærheden af en gammel kirkegård, som har ligget urørt i flere år. En dag ender hun på kirkegården på grund af en skoleopgave, og her møder hun både spøgelser, "levende" lig og Døden selv. Umiddelbart er prisen for at komme væk i live lav, men er den for høj i sidste ende?


Coveret er jeg okay tilfreds med taget i betragtning at jeg har lavet det i paint/Word. Men det er ikke sådan Manea ser ud, jeg kunne bare ikke finde et bedre billede, men jeg leder:)

1Likes
2Kommentarer
451Visninger
AA

3. Kapitel 2

"Kom nu, din sløve padde," grinede Maneas lillesøster, Liv, da hun løb ned ad gaden i fuld fart. Klokken var alt for mange, og de ville stensikkert komme for sent i skole begge to.

"Jeg er ikke en sløv padde," grinede Manea tilbage og satte farten op. Liv var ti år gammel og virkelig hurtig. Hun kiggede på uret. Fem minutter til klokken ringede ind.

"Pis," bandede hun lavmælt. Hun så Liv dreje omkring hjørnet. Kort efter nåede hun selv til hjørnet og drejede. Hun løb så hurtigt at hun næsten landede ude på vejen og satte farten lidt ned. Få meter senere stoppede hun helt op. Kirken. Og kirkegården. Manea vidste ikke hvorfor, men der var et eller andet ved det sted, som gjorde hende både utryg og betaget på en og samme tid. Kirkegården var ret uhyggelig i solens svage lys, der tittede frem bag nogle tunge skyer. Manea kiggede på kirken. Solen glimtede svagt i dens farvede mosaikruder og fik hele verden til at virke en smule mere farverig. Kirkegården havde været lukket i over hundrede år, men sommetider virkede den så...så... levende, når hun gik forbi om aftenen.

"Kom nu, Manea. Vi kommer for sent."

Hun løsrev blikket fra den gamle, gotiske kirke og kiggede på Liv, som stod for enden af gaden. Hendes ansigstudtryk virkede helt mærkeligt og hendes pande var rynket. Det virkede alt for voksent til hende, det ansigtsudtryk.

"Jeg kommer nu," råbte Manea og smilede til Liv, som smilede lidt forsigtigt tilbage. Hun kastede et sidste blik på kirkens tårn med det høje spir, som rakte længselsfuldt op mod himlen og satte igen i løb.

***

"Manea, du kommer for sent igen." Mrs. Baker vendte med ryggen til klassen, imens hun skrev noget på tavlen, så hun måtte have hørt døren blive åbnet og lukket.

"Undskyld, Mrs. Baker." Manea gled stille ned på sin plads og Mrs. Baker vendte sig om mod hende.

"Vi snakker om det her efter timen unge dame."

Manea nøjedes med at smile og nikke. Mrs. Baker sendte hende et lidt forvirret blik og vendte så sin opmærksomhed mod resten af klassen.

"Godt, idag og imorgen er det historiedag, og vi skal have om lokalhistorie." Alle sukkede højlydt og Mrs. Baker klappede en smule for begejstret i hænderne.

"Så rolig nu," sagde hun en anelse for højt. "Det bliver slet ikke så kedeligt som I tror.

"Så kommer Robert Pattinson måske og underviser?" fnisede Henrietta bag Manea til sin veninde Mia.

"Eller også skal freaken måske optræde med en sang om de gamle bygninger i byen," fnisede Mia tilbage til Henrietta.

Freaken. Det var Manea. Og hun var udmærket klar over det. Hun havde godt nok en enkelt veninde, og Henrietta og Mia gjorde alt hvad de kunne for at få alle til at hade hende. Manea anede ikke hvad hun havde gjort dem, men det måtte også være deres problem. Det påvirkede hende dog stadig, og det irriterede hende mere end noget de nogensinde havde sagt eller gjort. Manea pustede til en af sine krøller, der var faldet ned og skyggede for hendes øjne. Da de ikke virkede, strøg hun hårlokken ud til siden af ansigtet. Desværre var den blevet for kort til at nå bag året efter et uheldigt frisørbesøg. Mrs. Baker havde igen vendt sin opmærksomhed mod tavlen, hvor hun skrev et par linjer mere. Manea benyttede lejligheden til at vinke til sin veninde Amanda. Hun vendte hovedet væk. Manea undrede sig over hendes opførsel, men før hun kunne nå at tænke mere over det, rømmede Mrs. Baker sig. Alle vendte en brøkdel af deres opmærksomhed mod mrs. Baker.

"I får hver en bygning, som I skal lave en fremlæggelse om."

Der lød endnu flere suk denne gang.

"Og I får hele dagen til at forberede jeres fremlæggelse, som så skal fremlægges imorgen."

Hele klassen brød ud i jubel. En hel dag uden undervisning bare for at man kunne forberede en fremlæggelse. Det skete ikke hver dag.

"Der er selvfølgelig et men," råbte Mrs. Baker nærmest for at overdøve de ivrige elever. Der blev mumlet et par sekunder mere og derefter var alle stille.

"I skal ud og tage nogle billeder af jeres bygning. Billederne skal være med i jeres fremlæggelse. I vælger selv om I vil lave et PowerPoint, en planche eller hvad I nu kan finde på. Desuden skal fremlæggelsen indeholde hele bygningens historie og jeg vælger jeres bygning. Jeg vil også gerne have, at I skriver en stil på 600 ord om stemningen i jeres bygning, som skal aflveres når I har fremlagt. Men I må selv om, hvor I forbereder jeres fremlæggelse."

De andre sukkede igen. Manea havde ikke så meget imod det, hvor slemt kunne det være at sidde i en bygning og skrive en stil imens man tog et par billeder?

"Okay. Nu får I jeres bygninger og ikke noget med at bytte."

Mrs. Baker begyndte med de elever, der startede med a og Maneas tanker begyndte at vandre. Hun vidste ikke ret meget om byens histore for de havde kun boet der i et par år. Hun var nok ikke så heldig at få en af de få bygninger hun rent faktisk kendte.

"Manea," sagde Mrs. Baker. Manea vendte straks min opmærksomhed mod den aldrende lærer. "Du får den gamle kirke."

"Hvad?" sagde hun og blev en smule utryg ved tanken om at gå rundt på kirkegården. "Men.." begyndte hun.

"Ikke noget men," afbrød Mrs. Baker hende.

Manea kiggede ned i bordet. Godt nok var der noget betagende ved kirken, men hun var ikke ret vild med tanken om at gå rundt på en kirkegård i flere timer.

"Godt," sagde Mrs. Baker et par minutter efter. "Det var alt, nu må I gerne gå."

Manea skyndte mig at pakke sin taske, smed den ene rem over skulderen og gik hen til Amanda.

"Hej," sagde hun til hende.

"Hej," svarede Amanda lidt mut og svingede sin taske op på ryggen.

"Hvad er der i vejen?" spurgte Manea.

"Ikke noget," svarede hun kort for hovedet og gik hurtigt hen mod døren. Efter et par sekunders tøven fulgte Manea efter hende, men blev stoppet af Mrs. Baker.

"Vi skal lige tale sammen Manea," sagde hun, da Manea stod henne ved døren.

Hun vendte mig om mod Mrs. Baker og så undrende på hende. Mrs. Baker lod sig ikke mærke med noget og nikkede blot mod et af de forreste borde, og Manea satte sig usikkert på bordkanten. Selv satte Mrs. Baker sig ned på kontorstolen bagved katederet. Hun kiggede kort ned i de let krøllede ark på bordet foran sig, tog en dyb indånding og kiggede indgående på pigen foran sig.

"Manea," begyndte hun og samlede et par ark sammen, før hun kiggede op på den ventende pige. "Det går altså ikke det her. Du kommer tit for sent og det forstyrrer undervisningen. Selvom du laver dine ting er du nødt til at komme til tiden, ikke?" Mrs. Baker kiggede bestemt på Manea over brillekanten. Manea nøjedes med at nikke og gjorde mine til at rejse sig.

"Lige en ting mere." Manea blev siddende og så afventende på sin lærer. "Det bekymrer mig lidt at du ikke har nogen venner." Manea skulle til at protestere, men lod være da Mrs. Baker løftede hånden. "Du bliver nødt til at gøre mere for at passe ind." Før Manea kunne nå at svare, at hun overhovedet ikke havde lyst til at passe ind, hvilket delvist ville være løgn, havde Mrs. Baker rejst sig fra stolen og var gået ud af døren. Tilbage i klasselokalet sad Manea, helt alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...