Dødens Plads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2013
  • Opdateret: 1 okt. 2013
  • Status: Igang
Manea er sytten år gammel og bor i nærheden af en gammel kirkegård, som har ligget urørt i flere år. En dag ender hun på kirkegården på grund af en skoleopgave, og her møder hun både spøgelser, "levende" lig og Døden selv. Umiddelbart er prisen for at komme væk i live lav, men er den for høj i sidste ende?


Coveret er jeg okay tilfreds med taget i betragtning at jeg har lavet det i paint/Word. Men det er ikke sådan Manea ser ud, jeg kunne bare ikke finde et bedre billede, men jeg leder:)

1Likes
2Kommentarer
460Visninger
AA

2. Kapitel 1

Manea gik hurtigt hjem gennem den kolde regn. Selvom det var midt i marts lå der stadig sne rundt omkring, der smeltede under den tunge regns varme. Endelig var det ved at være forår, tænkte hun for sig selv. Hun stoppede forskrækket op og gispede, da en sort kat fór over vejen lige foran hende og løb ind på kirkegården. Hun rystede på hovedet af sig selv og kiggede i få sekunder efter katten. Den var blevet opslugt af mørket på kirkegården. Manea skuttede sig, da et pludseligt vindstød løftede hendes bløde, krøllede hår, så det dækkede for hendes ansigt. Manea strøg irriteret håret væk fra øjnene og skyndte sig videre; kirkegården fik det altid til at løbe koldt ned ad ryggen. Det gjorde hende vred på sig selv, at kirkegården kunne skræmme hende. Der var intet uhyggeligt ved kirkegårde. Det svage lys fra gadelygterne gav de tomme gader et underligt og uhyggeligt skær. Hun hadede, at gå alene hjem, men der var ingen vej udenom. Hun var for længst blevet for gammel til at blive hentet af sine forældre, især når det var så tæt på. 17 år gammel og bange for at gå alene hjem, bare fordi det er en smule mørkt. Hun kiggede sig hurtigt omkring i mørket og gav sig selv et mentalt spark over skinnebenet.

"Tag dig dog sammen, Manea," hviskede hun ud i den mørke aften. Hun drejede hurtigt om det sidste hjørne og stødte ind i noget. Eller nogen.

"Undskyld," mumlede hun og stirrede lige ind i en hvid brystkasse. Hun blinkede hurtigt, da en regndråbe truede med at finde vej ind i hendes ene øje, og da hun åbnede sin øjne igen var brystkassen væk.

"Hvad...?" sagde hun højt og rystede derefter igen på hovedet af sig selv. Hun var træt efter en lang dag i skolen og en endnu længere aften i selskab med sin uudholdelige fætter på syv. Hun måtte have set syner. Men Manea havde en nagende fornemmelse i maven, og  da hun begyndte at gå videre, så hun til alle sider. Hun gik langsomt, selvom regnen stadig silede ned, og hun bare gerne ville hjem. Et lyn slog ned i nærheden, og hun spjættede chokeret. Heldigvis var hun nået hjem og lige i det hun tog i dørhåndtaget, hørte hun et højt tordenskrald. Manea skyndte sig at smutte indenfor i ly for både vind, regn, lyn og underlige syner.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...