Frequently... *pause*

Den 17-årig Bella Morgan, som hver dag bliver mobbet i skolen, pga. hendes far, som hun var tæt knyttet til, dødede i en bilulykke, mister sit livs kærlighed den 18-årig Harry Styles. Bella er så ulykkelig, at hendes mor beslutter sig for, at de skal flytte til London. Det betyder for Bella, nyt liv, med ny skole og nye venner, noget af en omvending for den ellers så generte Bella.
Et par dage før skolens start, finder Bella ud af at hun er gravid. Det er Bella's sidste år i skolen, og samtidig det vigtigste... Så vil Bella beholde barnet? Hvem er faren? Og hvad kommer der til at ske?

9Likes
9Kommentarer
1089Visninger
AA

6. Kapitel 5. London ?

"Så jeg hjemme" råbte jeg til min mor da jeg trådte ind af døren.

"Hej skat." råbte hun tilbage og forsatte "Kommer du ikke lige her ud?" spurgte hun. Jeg gik ud til hende.

"Hva så mor?" Hun satte sig ned på stole ved siden af mig. Hun tog min hænder som lagde på bordet op i sine.

"Jeg er blevet fyret" sagde hun.

"Hva.." jeg viste ikke helt hvad jeg skulle sige. Jeg var bange for hvad der så skulle komme til at ske med os.

"Bare rolig skat. Det skal nok gå... Jeg har allerede fået tilbudt et andet job." Jeg begyndte at smile, men kunne ikke forstå hvorfor hun stadig så trist ud.

"Er det ikke godt?" spurgte jeg forvirret.

"Jo selvfølgelig... Men"

"Men?" Hun tog en dyb indånding.

"Det ligge i London" Jeg var mundlam. London? Det er jo langt fra... Alting.

"London?" sagde jeg nervøst. Min mor nikkede bare kort. "Hvornår flytter vi?"

"Jeg har ikke sagt ja til jobbet endnu, jeg ville snakke med dig om det først." Hun slap mine hænder og tog et glas vand til mig.

"Tak" mumlede jeg. "Jeg synes du skal sige ja til jobbet" sagde jeg lidt højere. Ikke fordi jeg specielt meget havde lyst til at rejse væk her fra. Det her sted er alt jeg kender til. Men det var det bedste. For os begge.

"Sikker?" spurgte hun en smule usikker. Jeg nikkede bare. Jeg ville ikke vise hende, at jeg faktisk meget, meget heller ville blive. Men seriøs, hvem ville i heller bliver, hvor man er vokset op. Hvor man har alle sine minde. Hvor ens bedste veninder bor. Men jeg viste godt at det var svært at finde arbejde her. Og London var jo heller ikke det værste sted og skulle flytte hen.

"Hvornår flytter vi?" spurgte jeg igen. Hun trak på skulderne. "Hvornår kan du finde ud af det?"

"Vil du ikke havde lidt tid til at tænke over det?" spurgte hun. Jeg kunne høre bekymringen i hendes stemme. Jeg rystede bestemt på hoved. Hvis jeg fik mere tid, ville jeg bare ombestemme mig, og det ville ikke være et klogt valg.

"Så ringer jeg med det samme" sagde hun stille. Det virkede som om hun heller ikke vil flytte, men at hun kun havde en undskyldning for ikke at flytte, hvis jeg sagde at jeg ikke ville.

"Mor... Vent" hun kom tilbage ud til køkkenet, fra gangen hun næsten lige var kommet ud i. "En ti'er for dine tanker" sagde jeg. Hun trak i smile bånde. Hun rystede stille på hoved. Jeg kiggede hende i øjne. "Hvorfor er det som om at du ikke vil flytte, men at jeg skal sige nej, før vi kan blive boende? Din mening er jo også vigtig mor. Men hvorfor vil du sige ja, hvis du ikke vil flytte?" hvis det overhoved giver nogen form for mening.

"Af samme grund som dig... Minderne, men det er bedst for os begge vis jeg siger ja" sagde hun og kiggede medfølende på mig.

"Er du tankelæser eller sådan noget" sagde jeg med et smil. Et lille fnis kom ud mellem hendes læber.

****

"HVAD! SKAL DU FLYTTE?!?" råbte Mathilda. Jeg kunne se at hun kæmpede for at holde tårende inde. Jeg nikkede langsomt og kiggede på Kathrine, som bare stod og stirrede ud i luften. "Hvad skal vi gøre ud dig" denne gang råbte hun ikke, det var mere en fortabt hvisken.

"Rolig nu.... Det er jo ikke fordi var aldrig ses mere" jeg var overrasket over at jeg tog det hele så roligt, men sandheden var nok at jeg glædede mig til at flytte. Ikke at jeg ville væk fra det her, tvært i mod. Men det ville blive godt at starte på en frisk. Og London... det var vel ikke så slemt. En tårer trillede ned af Kathrine's kind, men hun tørrede den hurtig væk. Hun var ikke typen der græd, og slet  ikke i offentligheden. Jeg stod og kiggede fra den ene til den anden, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Mathilda listede med små museskridt hen til mig, mens hun stille åbnede armende og gjorde klar til et kram. - Det var hendes mærkelig måde at løsne stemmeningen op på. Jeg åbnede mine arme som hun kom tættere på, og træk forsigtigt Kathrine med. Vi krammede i jeg ved i hvor lang tid, da vi blev afbrudt af klokken der ringede. Det gav mig et chok, og i kort tid pumpede mit hjerte hurtigere. Men til mit held, fald det hurtig tilbage i sin regelmæssig rytme. Jeg kun ikke koncentrere mig når mit hjerte var sådan. Sidst mit hjerte hammere sådan, var sidste gang jeg kyssede Harry. Det skete være gang vi kyssede. Det var nærmest magiske. Jeg savner den følelse. Den følelse af hans varme og bløde læber mod mine. STOP Bella... stop med af tænke på ham. Jeg rystet på hoved, og blev afbrudt i mine tanke - heldigvis.

"Noget galt Bella?" spurgte Mathilda. Jeg rystet bare på hoved, og smilede svagt til hende.

Dagen gik hurtigt og før jeg viste af det, sad jeg hjemme i min seng og kiggede på gamle skole billeder. Et smil røg over mine læber, da jeg så et billede af Mathilda, Kathrine og mig til halloween. Vi var alle klædt ud som Katy Perry. Jeg var kæmpe fan af Katy, og det er jeg stadig. Jeg forgudede hende nærmest. Mit blik røg videre over de mange billeder, og mit smil faldmede da jeg så et billede af Harry der kyssede mig på kinden. Det var fra sidste år, hvor vi vandt prisen for årets sødeste par. Hvorfor kan jeg ikke stoppe med at tænke på ham?

"Bella, kommer du lige her ned?" råbte min mor. Jeg rejste mig fra sengen og bevægede mig ud mod gangen. Jeg stoppede op og kiggede rundt. Der hang billede over det hele. 'Det vil squ ta' lang tid og pakke' tænkte jeg. Jeg skulle til at forsætte, men det var som om mine ben sad fast. De gad ikke bevæge sig. Jeg havde på fornemmelsen at det var mit indre jeg, der bare ikke gad forlade dette hus. Endelig fik jeg mine ben flyttet. Jeg gik forbi en dør, der som altid gav mig kuldegysninger. Det bliver ikke sjovt og pakke hvad der er bag den. Jeg åbnede forsigtigt døren, men fortryd med det samme, da alt der inde mindede mig om min far - hvilket jo også gav god mening efter som det var min fars kontor... eller det var det. Vi havde ikke fået pakket tingende væk eller solgt dem, eller sådan noget. Det virkede bare forkert.

"Bella, kommer du eller hvad?" råbte min mor utålmodigt, hvilket rev mig ud af mine tanker.

"Jeg er på vej" råbte jeg tilbage. Ikke surt, men mere opgivende. Jeg lukkede forsigtigt døren i, og kunne mærke tårende presse på. Jeg kæmpede virkelig for ikke at lade dem vinde.

Jeg trådte ind af døren til køkkenet hvor jeg havde hørt nogen ting skramle, så jeg var bare gået ud fra at det var der hun var. En dejlig velkendt duft af ny bagte boller fylde rummet. Et smil røg over mine læber, og jeg blev helt sulten ved lugten.

"Hva' så?" spurgte jeg glad, og snuppede en af bollerne som lå på en rist. "Av?" sagde jeg og smed af ren reaktion bollen fra mig. Ud fra dens varme gik jeg ud fra at hun lige havde taget dem ud af ovnen. Jeg samlede langsomt bollen op, og begynde og spise af den, mens jeg bare sad afventende og ventede på at min mor ville begynde af snakke.

"Jeg ringede til chefen for det der job, du ved" sagde hun stille og forsatte med at rode rundt med ting. Jeg nikkede afventende, og jeg var sikker på hun så det. Hun var lige ved at sige noget, men lukkede hurtigt munden igen. Som om hun var bange for at sige det. "Han vil gerne havde at jeg starter på mandag." sagde hun så. Jeg sad bare og kiggede på hende. "Jeg har fundet et rigtig fint hus" hun var stoppet med og rode med ting i køkkenet, som jeg viste hun kun gjorde for ikke at kigge mig i øjne. Men nu sad hun bare og søgte min øjne. "Du for et større værelse... og dit eget badeværelse" hendes sukkersøde stemme, var nok med til at tårende begynde og løbe ned af kinderne på mig. Jeg var nok ikke sådan rigtig ked af det. Der var bare et eller andet inde i mig, der gav mig lyst til at græde. "Ahh skat" sagde hun og skulle lige til og sige noget mere da jeg afbrød hende.

"Hvornår rejser vi" sagde jeg og trak mig væk fra det kram hun havde taget mig ind i.

"Fredag" sagde hun kort. Jeg nikkede bekræftende.

"Jeg går op og begynde og pakke" sagde jeg, men lige så hurtigt som jeg fik vendt mig rundt, lige så hurtigt fik min mor trukket mig tilbage i stolen.

"Det kan du vente med til i morgen" sagde hun blidt. Jeg lænede mig langsomt ind mod hende, hvilket var et tegn til at jeg ville havde et kram. Jeg følte mig svag. Alle de tårer som der faktisk ikke var brug for. Men det mente min hjerne åbenbart. Jeg var ikke ked af det. Jeg tror bare det var følelsen af at jeg skulle væk her fra. Jeg opgav og finde ud af hvad der var galt med mig.

"Må jeg havde lov til at tage Mathilda og Kathrine med hjem i morgen?" spurgte jeg. jeg kunne mærke et svagt nik fra hende. Jeg trak mig langsomt ud af krammet. "Jeg skal nok huske og pakke" min stemme var ikke længere så svag, og jeg var overrasket over hvor rolig den lød. Hun smilte til mig og tog en tot af mit hår om bag mit øre.

"Selvfølelig må du det skat... De kan vel også hjælpe dig. De kender jo dit værelse lige så godt som dig... Ja nærmest hele huset." Et smil sad på hendes læber. Det forsvandt ikke overhoved. Et smil viste sig på derefter på mine læber.

"Nærmest bedre end mig." efter jeg sagde det gav det ikke så meget mening i mit hoved. Men jeg kunne se at hun godt forstod det. "Jeg tror jeg går i seng" sagde jeg stille, og gav hende et hurtigt kram. "Godnat mor"

"Godnat min skat" Jeg bevægede mig langsomt ud af køkkenet og op mod mit værelse.

Efter at min far dødede, har mit forhold til min mor blevet bedre og bedre. Jeg har altid været en fars piger. Fars lille prinsesse. Mit forholde til min mor har aldrig været så godt. Men da far dødede og jeg knækket fuldstændig sammen, kom min mor og støttede mig fuldt ud. Hun skubbede alle sine problemer og alt hendes sorg, til side for min skyld. For at hjælpe mig da jeg havde mest brug for det. Det lyder næsten som om, at hun har mange problemer og meget sorg. Det har hun ikke. Hun er en glad, positiv og stærk kvinde, selvom at hun kan være meget overbeskyttende og til tider bange for at tage chancer. Jeg må blive ved med at minde mig selvom at det ikke kun var mig der havde mistet min far. Hun havde også mistet sin mand.

 

----------------------------------------------------------------------------------

Her for i så kapitel 5...

Undskyld for det lidt tamme kapitel, men jeg ville lige havde lidt mere med inden de flytte osv. og så har jeg også haft en smule skriveblokering med dette kapitel. Men håber i kunne lide det alligevel.

Der kommer snart endnu et kapitel, er i fuld gang med at skrive det, så... ja :)

Mange synes det er vildt at komme op på 100 likes og sådan noget... Jeg er glad for at komme op på 3 likes, og 2 der har kommenteret det... Vil selvfølelig gerne have flere, så husk at like og lig en kommentar om hvad du synes - Måske hvad du bedst kan lide indtil videre eller hvis der er noget du synes jeg kan gøre bedre eller hvad du lige føler du vil kommentere :P

Taaaaaaaak fordi i læser med <3 <3 <3 <3 <3

 - Kristina

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...