Frequently... *pause*

Den 17-årig Bella Morgan, som hver dag bliver mobbet i skolen, pga. hendes far, som hun var tæt knyttet til, dødede i en bilulykke, mister sit livs kærlighed den 18-årig Harry Styles. Bella er så ulykkelig, at hendes mor beslutter sig for, at de skal flytte til London. Det betyder for Bella, nyt liv, med ny skole og nye venner, noget af en omvending for den ellers så generte Bella.
Et par dage før skolens start, finder Bella ud af at hun er gravid. Det er Bella's sidste år i skolen, og samtidig det vigtigste... Så vil Bella beholde barnet? Hvem er faren? Og hvad kommer der til at ske?

9Likes
9Kommentarer
1094Visninger
AA

14. Kapitel 12. Confession and A Relief!

*To uger sener*

POV. Harry.

Træt og udmattede rejste jeg mig fra sengen. I forbi farten ud mod badeværelset, tjekkede jeg kort min mobil. Op til flere sms’er var bippede ind, alle fra Bella. Men jeg kunne ikke for mig selv til at kigge på dem. Jeg følte mig forkert, efter at være sammen med hende. Godt nok havde jeg savnet hende og elsker hende stadig, men der var jo en grund til at jeg slog op med hende. Hun ville ikke kunne klare presset hvis det her blev til noget. Jeg vidste godt at det var dumt at slå op med hende af den grund – men jeg ville bare beskytte hende. Nu vidste det sig, at vi faktisk havde en chance for at vinde, men det føltes ikke så godt, som jeg ville havde det til. Jeg slentrede over til Louis’ seng.

”Lou… Stå op” hviskede jeg, men jeg fik inden reaktion. ”Lou” sagde jeg lidt højere. Stadig ingen reaktion. ”Louis” råbte jeg. Med et chok trille han ud af sengen, og ned på gulvet.

”Hvad er der Harry?” mumlede ham og ømmede sig.

”Jeg bliver nød til at snakke med dig” og med det bevægede jeg mig ud på gangen, hvor jeg ventede på ham ville komme ud.

”Hvad er der med Harry?” hørte jeg svagt Liams stemme spøger. Intet svar, men kort efter kom Louis ud.

”Hva så?” jeg svarede ikke men gav ham bare tegn til at følge efter mig. ”Harry er du okay?”

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gør, Lou. Hjælpe mig!” Panikkede jeg.

”Hvad er der sket?” Han var pludselig vågnede mere op.

”Mig og Bella var sammen, hun bliver ved med at ringe og skrive, men jeg kan ikke få mig selv til at svare hende.” sagde jeg og lagde tryk på ’sammen’, så han vidste hvad jeg mente. Et lille smil dukkede op på hans læber, som om han prøvede at holde en latter tilbage. ”Det er ikke sjovt” sagde jeg med en seriøs stemme, og et bestemt udtryk i øjne.

”Nej undskyld” sagde han og hostede kort for at styre sit smil. ”Hvor lang tid siden er det?”

”2 uger siden” han svarede ikke men nikkede par, mens han kiggede ned i jorden.

”Hjælpe mig lige her, jeg kan ikke se hvad problemet er” Jeg så opgivende på ham. Jeg havde troet han ville forstå. Men hvad kan jeg forlange, når jeg knap selv forstod det. Jeg vente mig med siden til ham, og ryggen til muren, hvorefter jeg langsomt gled ned af den. Der gik ikke lang tid før han gled ned til mig.

”Se du… Jeg ved det ikke helt selv” svarede jeg endeligt på hans spørgsmål, med en fjollet grin, da jeg selv fandt det fjollet.

”Så det jo ikke nemt at hjælpe dig.” han holde en kort pause, før han forsatte, ”Men ved hvem jeg tror kan hjælpe dig? Bella… ring til hende” Jeg smed stille mig hoved tilbage, så jeg nu sad med hoved op af væggen og kiggede op.

****

”Det er Bella?” Hvad lavede jeg? Hvad skulle jeg dog sige til hende? ”Hallo?” Der gik en ganske kort pause før jeg endelig svarede.

”Hej Bella, det Harry”

”Hej Harry… Jeg har prøvet at få fat i dig”

”Det ved jeg, og jeg undskylder for ikke at havde svaret. Skal du noget nu?”

”Nej, hvorfor?” hun lød en smule forvirret, men dog glad.

”Kan vi mødes?”

”Selvfølgelig”

Vi aftalte at mødes på Starbucks og 10 minutter, så jeg skyndte mig af sted. Jeg havde inden ide om hvad jeg skulle sige til hende. Jeg elskede hende jo stadig.

 

POV Bella

”Vi kan mødes på Starbucks om 10?” spurgte jeg.

”Okay. Vi ses om 10 så” svarede han, hvorefter der blev lagt på.

Jeg stod ude i køkkenet og var ved at finde morgenmad. Men eftersom det var mig der havde forslået at mødes snart, måtte jeg jo heller se at komme af sted. Jeg gik ud i gangen hvor jeg fik taget mine sko på. Jeg fik kort kvalme og overvejede at løbe ud på toilettet, men eftersom det hurtigt forsvandt igen, lod jeg vær.

”Jeg går lige en tur mor” råbte jeg, hvorefter jeg gik ud af døren, og lukkede den efter mig. Jeg satte i hurtig gang over mod Starbucks, som ikke lå andet en 5 minutters gang, her fra.

Da jeg kom nærmere fik jeg øje på et par krøller, som ikke kunne tilhøre andre end Harry. Et smil kom op på mine læber, da han vendte sig mod mig. ”Hej” sagde jeg kort og gav ham et kram. Han krammede kort igen, før vi træk os fra hinanden.

”Skal vi gå ind?” spurgte han. Jeg svarede ham ved at begynde at gå, hen mod døren, som ikke var langt fra os. ”To kopper varmkakao, tak” sagde han da han kom op til disken.

”Jeg skal ikke havde nogen” sagde jeg efter at havde mærket på min lommer.

”Hvorfor ikke?” spurgte han forvirret.

”Jeg har glemt min pung” jeg smilede fjollet til mig, hvorefter han vente sig om, og bekræftede bestillingen på de to kopper kakao. Efter ganske kort tid, fik vi stykket kopperne i hånden, og Harry fik betalt. Vi fandt os et bord, hvor vi satte os ned. ”Hvad ville du snakke om?” spurgte jeg efter vi havde sat lidt.

”Ikke noget specielt” svarede han med et smil på læberne.

”Du sagde da du ville mødes.”

”Ja jeg ville mødes, men der var ikke noget specielt jeg ville snakke om” han sendte mig et af hans charmerende smile, hvorefter han tog en tår af sin kakao.

”Så sig mig Harry, hvorfor lød du så nedtrykt i telefonen?” Jeg sendte ham et mistænksomt blik. Han ansigtsudtryk ændrede sig, fra det charmerende smil, til et mere seriøst et.

”Jeg ville undskylde for ikke at tage telefonen, når du ringede, og for ikke at svare på dine sms’er” han tog endnu en tog af kakaoen, og det samme gjorde jeg. ”Og så ville jeg spørger om du ville prøve igen?” nærmest viskede han… men jeg hørte det,

”Undskyld, hvad sagde du?” spurgte jeg drillende med et smil.

”Med mig…”

”Jeg tror ikke helt jeg forstår” sagde jeg igen drillende.

”Bella… vil du være min kæreste igen?” han kiggede mig direkte ind i øjne, og jeg kunne se en smule nervøsitet, som lå over de ellers så selvsikrere øjne.

”Der er nok noget jeg bør fortælle dig først” sagde jeg med en seriøst stemme. Han kiggede afvendte på mig. Jeg kunne ligeså godt fortælle ham det. Han ville finde ud af det på et tidspunkt.

”Jeg…” mere noget jeg ikke sige før hans mobil ringede og afbrød mig.

”Undskyld… Det er Harry?” sagde han i mobilen, men hans blik lå stadig på mig. ”okay… ja…. Nej nej… jeg kommer nu.” sagde han og lagde på, hvorefter han forsatte, ”Undskyld Bella, jeg bliver nød til at smutte, vi ses” sagde han som om han fuldstendig havde glemt at jeg var ved at fortælle ham noget vigtigt. Han rejste sig op, og lænede sig kort ned til mig for at kysse mig på panden, hvorefter han forsvandt. Jeg sukkede opgivende, hvorefter jeg tog den sidste tå af min kakao og gik hjem.

Jeg smed mig i sofaen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle give mig til så jeg tændte for fjernsynet, og sappede lidt rundt. ”Velkommen til X-faktor” var der en stemme inden i fjernsynet der sagde, efterfuldt af en høj lyd af skrig og klap. Jeg slukkede, da jeg ikke lige var i humør til larm. En voldsom kvalme opstod, og jeg rejste mig fra sofaen, hvor efter jeg skyndte mig ud på toilettet. Jeg mærkede en hånd på min ryg, som blidt arrede den. Da jeg følte jeg var færdig, satte jeg mig ned på gulvet, ved siden af toilettet. Jeg så til min overraskelse at det ikke var min mor der havde stået der, som jeg havde troet… det var Harry.

”Er du okay?” spurgte han bekymret. Jeg svaret ham ikke, men nikkede bare da jeg ikke stolede på at min stemme havde kraft nok. ”Hvad er der sket?” Han lod forvirret. Hvilket jeg godt forstod, eftersom at det ikke var andet end en halv time siden vi havde set hinanden.

”Harry, der er noget jeg på fortælle dig” sagde jeg svagt. Min øjne var begyndt at blive våde, og jeg var på nippen til at begynde at græde. Han satte sig ordenlidt ved siden af mig, og kiggede opmærksomt på mig. ”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det… Jeg…” Jeg tog en dybindånding. Jeg kan ligeså godt få det overstået. ”Jeg er gravid” Mit blik lå i gulvet. Jeg turer ikke rigtigt at kigge op. Jeg turer ikke se hans reaktion.

”Er, er jeg…” mere fik han ikke frem, men jeg vidste hvad han ville sige, så jeg nikkede bare. Jeg ved ikke hvad jeg forventede, men at han tog let fat i min hage, og blidt tvang mig til at se på ham, hvorefter hans hoved langsomt nærmede sit, og hans bløde læber lå op mine…  må jeg indrømme jeg ikke lige havde forventet. Derfor gik der også et par sekunder, før jeg begyndte at kysse med.

”Jeg vil ikke behold barnet” viskede jeg, da vi havde trukket os fra hinanden.

”Er du sikker?” spurgte Harry. Jeg kunne ikke helt vurdere om han var skuffet eller bare ville tjekke at jeg rent faktisk var sikker, og ikke bare havde sagt det… eller noget. Jeg nikkede, hvorefter jeg begravede mig i brystet på ham. Jeg mærkede hans arme om mig, hvilket fik mig til at føle mig tryk.

------------------------

Undskyyyyyyld, at jeg ikke har kommet med et kapitel før. Men har haft skriveblokering, og har haft travlt med skole og sådan... Blah blah. Undskyldninger, undskyldninger. Men jeg er ked af det. Så ja :) Men håber du kunne lide det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...