Frequently... *pause*

Den 17-årig Bella Morgan, som hver dag bliver mobbet i skolen, pga. hendes far, som hun var tæt knyttet til, dødede i en bilulykke, mister sit livs kærlighed den 18-årig Harry Styles. Bella er så ulykkelig, at hendes mor beslutter sig for, at de skal flytte til London. Det betyder for Bella, nyt liv, med ny skole og nye venner, noget af en omvending for den ellers så generte Bella.
Et par dage før skolens start, finder Bella ud af at hun er gravid. Det er Bella's sidste år i skolen, og samtidig det vigtigste... Så vil Bella beholde barnet? Hvem er faren? Og hvad kommer der til at ske?

9Likes
9Kommentarer
1088Visninger
AA

2. Kapitel 1. The Broke.

Jeg slendrede op af gangen. Den lugtede af en blanding mellem skral og sved. Lamren rummede i mine øre. Mit blik var kun rettet mod ét sted, nemmelig udgangen. Jeg ville bare hjem. Det hele var bare noget lort. Jeg ville hjem... lige nu. Jeg havde bare taget mine ting, propet dem i min taske, mens tårende løb ned af mine kinder. Der var ingen der prøvede at stoppe mig. Ikke endgang lærerne. Alle var bare ligeglade med mig. Men på en måde var jeg glad for at ingen havde stoppet mig, for så skulle jeg til at forklar det hele. Jeg kunne ikke engang forklar mig selv det. Jeg forstod ikke det der lige var sket. Da jeg tænkte over det, var det faktisk dumt, at jeg bare gik min vej. Men nu var det forsent, for jeg var næsten hjemme. Da det hele skete, var det bare så hårdt at se på, tænke på og høre på. Hvorfor ville han ikke hjælpe mig ? Han stod bare og kiggede på, mens de andre tvært i det. Han kunne i det mindste havde hentet en lærer eller prøvet at stoppe det selv. Jeg ved det ikke er en stor ting, man jeg var tæt knyttet til min far, og da han for et par måneder siden død lige ved siden af mig... gik mit liv i stå. Indtil jeg for et par uger siden møde Harry... jeg følte mig levende igen, og blev for forelsket for første gang. Jeg fortalte ham alt, og følte efter en uge at vi havde kendt hinanden altid. Han beskyttede mig og var der altid for mig. Men der stod han... han kiggede bare på som om han aldrig i sit liv har snakket med mig. Han plejede altid at for dem til at stoppe. De fleste ville nok tro at det at blive mindet om vær dag, at ens far som man var tætter på end noget anden er død lige for næsen af en, er værst. Men det er det ikke. Det at tro at den dreng man er forelsket i og som altid har været der for en, ville stoppe dét, men så ikke gøre det... det er værst.

Lige enden jeg begynde at løbe mod min klasse, så jeg Harry... kigge i jorden og derefter gå sin vej. Jeg forstod det ikke... Var han også ligeglad med mig nu ?

****

Jeg stod i køkkenet og var ved at tage noget at spise. Hele episoden i skolen, var sket lige for frokost så jeg havde ikke fået noget at spise.

"Hej ?" sagde min mor forvirret da hun kom ind af døren.

"Hej" sagde jeg smilende og tog en en tår af min sodavand.

"Hvad laver du hjemme allerede?"

Jeg holde langsomt op med at smille og nåede ikke svare før hun havde armene om mig i et knus.

"Er der ingen der stopper det?" spurgte hun.

"Harry pl..." jeg afbrud mig selv.

Hun stoppede med at kramme mig, tog blidt i mine arme og så alvoligt i mine øjne.

"Hvad er der med Harry?"

Tårende begynde igen, og jeg brud sammen. Hun tog om mig igen.

"Han prøvede ikke endgang at stoppe det i dag" sagde jeg og fortsatte med at græde.

"Hvorfor... jeg forstå det ikke det plejer han da... gør han ikke?" sagde hun meget forvirret.

"Jo det gør han men... ikke i dag. Han stod bare og kiggede på. Og så gik han bare.!"

"har du snakket med ham om det?"

"Nej jeg tog bare hjem med det samme"

"Jeg synes du skal ringe til ha..." mere nåede hun ikke sige for dørklokken ringede. "Hvem mon det kan være" fortsatte hun. Hun slap mig, og gik ud for at åbne. Døren blev åbnet, men jeg kunne ikke høre nogen snakke, som jeg plejede at kunne. Men så hørte jeg min mor sige 'kom ind' og hun kom ind i køkkenet, efter hende kom... Harry.

"Hej" sagde han stille.

"Hej" svarede jeg bare.

"Kan vi snakke sammen?" spurgte ham.

Jeg rejste mig fra den stol jeg havde sat mig på, og gik op mod mit værlse. Jeg kunne høre han komme med op af trappen, så jeg vente mig ikke om for at give han 'kom med' - blikket.

Jeg gik ind på værelset, og satte mig på sengen. Han lukkede døren da han kom ind, og satte sig ved siden af mig.

"Hva' så?" spurgte jeg bare. Jeg tror godt han kunne fornemme at jeg både var ked af det, men også sur på ham. "Hvad ville du snakke med mig om ?"

"Undskyld.... jeg kun. Jeg ved godt det ikke jeg nogen undskyldning, og at det ikke er nogen grund til ikke at havde hjulpet idag, det var også dumt jeg ikke gjorder det men..." han holde en pause. "Jeg kunne ikke få mig selv til at hjælpe dig, og så bare efter kunse dit hjert..."

"Hvad mener du med at kunse mit hjerte?" Jeg rykkede lidt væk fra ham.

"Vi kan ikke være sammen mere..."

"Slår du op med mig ?"

"Undskyld" sgade han og kiggede ned i gulvet. En tårer trillede ned af min kind.

"Hvorfor?"

"Jeg..." mere nåede han ikke sige for jeg afbrud ham.

"Ud" sagde jeg koldt, "Nu!!!!"

Han kiggede først på mig. Jeg vende vred mit hoved mod ham. Han rejse sig langsom og gik hen mod døren. Han stoppede i døråbningen. "Undskyld" sagde han og forsvandt.

Jeg sad bare. Tårer efter tårer trillede ned af mine kinder. Min mor kom ind af døren. Harry måtte være gået nu.

"Var skette der, skat?" spurgte hun, og satte sig på sengen ved siden af mig. Jeg lænte mig op af hende og brud derefter sammen. Hvorfor slog han op med mig ? Kan han ikke lide mig mere ? Jeg forstår det ikke. Jeg trorede han elskede mig lige så højt som jeg elskede ham. Jeg går udfra at det gjorde han ikke.

"Han slog op med mig" svarede jeg svagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...