Little Things - One Direction

At miste nogen var nået af det sværeste man kunne komme igennem i livet. Det er som om at de ord, er giftige de ord der fortæller ind at man har mistet. Det efterlader et dybt spor, i dit hjerte. Et spor, som kan samlignes med et hul, og det hul som sad i mit hjerte, blev dybere og dybere for hvert sekund der gik.

Melanie er en pige på sytten år. Hun har mistet sin mor og lillesøster, i en bilulykke hvor hun selv var til stede. Hun er fuldstændig forandret. Hun flytter med sin far fra New York til London, for at minderne ikke skal fylde for meget. I London møder hun en dreng som vender op og ned på alting, Men det er ikke en hvilken som helst dreng, det var Harry Styles.


10Likes
27Kommentarer
1552Visninger
AA

9. kapitel 8

 

Kapitel 8

Melanies synsvinkel.

Jeg redte børsten gennem mit lange mørke bølgede hår, mens jeg skævede til spejlet, der hang på væggen, hvorefter jeg kiggede på det lille sorte ur, der stod, på mit skrivebord. Der var fem minutter til, at klokken var tre. Mit blik var limet til uret, og jeg blev nød til at rive blikket væk, fra viserne der gik hurtigere og hurtigere. Jeg kunne ikke gøre det, jeg skulle nok hellere bare lade vær, jeg kunne ikke se ind i hans grønne øjne, igen, uden at blive såret, jeg kunne ikke røre hans hånd igen, uden at ryste, jeg kunne ikke lytte til hans bløde stemme igen, uden at dø. Alligevel trodsede jeg min beslutning, og luntede udenfor, hvor hans bil holdt. Jeg vendte et par sekunder før jeg gik ind i bilen. Han havde et par solbriller over næsen, og hans krøller, var ligeså fantastiske som de plejede.

Han satte nøglen i tændingen, og bilen satte i gang med et prust. ”Hvad har du så lyst til at lave?” Spurgte han mildt. Jeg satte armene over kors, og udstødte et suk. ”Harry… Svar mig nu bare på hvorfor du vil være sammen med mig?” Mumlede jeg, og rev blikket løs fra trafikken. ”Melanie, fordi jeg elsker dig okay?” Sagde han, og skulle til at fortsætte men jeg afbrød. ”Jeg ved det, men det går ikke, og jeg tror ikke vi kan blive ved på den her måde, hvis vi begge er forelskede i hinanden ender det her ikke godt!” Sagde jeg. ”Men Melanie hvis vi alligevel, begge elsker hinan…” Jeg afbrød ham igen. ”Harry, jeg tror ikke du forstår det?” Sagde jeg og kneb øjnene sammen. ”DU KYSSEDE EN ANDEN PIGE!! og nu vil du være kærester??” Råbte jeg. ”Melanie, hør nu på mig, jeg kyssede ikke den dumme pige, det var HENDE… HENDE der kyssede mig!” Halvråbte han, og kiggede ud ad ruden, jeg kunne se igennem hans solbriller, at hans øjne var knebet sammen, og hans greb rundt om rattet var så hårdt at hans knoer blev hvide.

Den trykkede stemning blev brudt en smule, da Harry spurgte om vi skulle tage en kop kaffe og bare glemme alt hvad der lige var sket, og ikke snakke om det, og så bare være venner.

Jeg tog en tår af den varme kop kaffe der stod foran mig. Harry gjorde det samme. Der havde været nogle piger henne for at bede om en autograf, et par gange. Det havde ikke generet mig da vi var kærester, for der accepterede jeg det, og vidste at hvis jeg ikke accepteret det så kunne vores forhold slet ikke fungere, men nu blussede vreden bare op, vær gang en pige kom hen, med et genert udtryk i øjnene, med et papir i sin rystende hænder, jeg havde bare lyst til at råbe, han er bare et menneske, ligesom dig selv, men jeg vidste jo godt, det var han ikke, han var et verdensberømt idol. Og det generede mig, at folk ikke vidste hvilken player han var. Da jeg havde drukket alt min kaffe, lagde Harry et par mønter på bordet, og gjorde tegn til vi skulle gå. Han kørte mig hjem, og jeg steg ud ad bilen med et kort ”farvel”, hvorefter jeg låste mig ind i min fars hus. Min far var ikke hjemme, eftersom han skulle arbejde sent, klokken var lidt over seks, og mine øjne, sveg af træthed, så jeg smed mig bare på sengen. Et par minutter senere, bibbede min telefon, nede fra min taske. Jeg rejste mig fra sengen, og gik over mod min taske, hvor jeg fiskede min mobil op, og kiggede i beskeder. Mit hjerte sprang op i halsen. Jeg kiggede ud af vinduet, solen, var sunket, ned, og mørket var faldet på. Stjernerne, var uklare, og træerne uden for mit vindue, vinkede til mig på en uhyggelig måde. Vinden brusede op og slog træerne mod vinduet, hvorefter det begyndte at regne, dråberne klaprede ivrigt mod ruden, hvorefter de gled ned. Beskeden var fra en ukendt, og jeg havde ikke fortalt nogen i hele verden om, min hemmelighed med Harry, ingen vidste han prøvede at få mig tilbage nu. Mine øjne, kiggede på beskeden, igen og igen.

 

-Lille, tynd og kærlig uden på, men slem, vissen og et hjerte af sten indeni. Han beder dig, om at få din tilgivelse, men du skubber ham væk. Han siger det ikke er ham, men dit hjerte er for lille til at lytte. --J

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...