Little Things - One Direction

At miste nogen var nået af det sværeste man kunne komme igennem i livet. Det er som om at de ord, er giftige de ord der fortæller ind at man har mistet. Det efterlader et dybt spor, i dit hjerte. Et spor, som kan samlignes med et hul, og det hul som sad i mit hjerte, blev dybere og dybere for hvert sekund der gik.

Melanie er en pige på sytten år. Hun har mistet sin mor og lillesøster, i en bilulykke hvor hun selv var til stede. Hun er fuldstændig forandret. Hun flytter med sin far fra New York til London, for at minderne ikke skal fylde for meget. I London møder hun en dreng som vender op og ned på alting, Men det er ikke en hvilken som helst dreng, det var Harry Styles.


10Likes
27Kommentarer
1466Visninger
AA

6. Kapitel 5

Lyset skar i mine, øjne, og vækkede mig fra min drømmeløse søvn. Det var søndag morgen, min sidste dag i den her lorte weekend. Det var som om at, mit liv her i London, fortsatte som, jeg havde sluppet, det for to år siden, det var som om at alt bare fortsatte, mit rædselsfulde liv, var slet ikke overstået, og jeg var 100 procent sikker på, at det heller ikke var overstået foreløbig. Jeg rejste mig fra min seng, og stak mine fødder ned i mine bløde hjemmesko. Jeg gik over mod vinduet, og trak de tynde, hvide gardiner for. Sommersolen, strømmede ind på mit værelse, jeg kiggede på sommertræerne, der svajede i den lette brise, jeg luntede væk fra vinduet år, hen mod min dør, jeg åbnede den sløvt, og gik ned mod køkkenet, der duftede af ristede boller. Jeg satte mig ved det lille spisebord, og betragtede min far der tog boller ud af brødristeren. ”Godmorgen!” Sagde han og vendte sig smilende mod mig. ”Godmorgen, må jeg bede om en bolle.” Mumlede jeg, og kiggede sultent ned på min tallerken. ”Vent et par sekunder, de er brandvarme, tag dig en kop te.” Sagde han og pegede over mod en grøn kande, der dampede. Jeg smilede og nikkede, jeg rakte ud efter kanden, og skænke teen ned i mit hvide smalle krus. ”Hvordan gik festen i går, jeg lå vist og sov da du kom hjem?” Spurgte min far, lige det spørgsmål jeg faktisk havde håbet på han ville droppe. Men selvfølgelig, tog jeg fejl. ”Den gik vel fint…” Mumlede jeg, og krydsede mine fingre under boret for at han ikke ville stille flere spørgsmål. ”Hvad tid kom du hjem?” Spurgte han, og lagde en bolle på min tallerken, han åbnede køleskabet for at tage marmeladen, ud. ”Øh, jeg tror det var klokken 1, om natten.” Mumlede jeg, og tog en slurk af min te, hvorefter jeg smurte marmelade på min bolle. Min far nikkede. ”Nå, men hvad skal du så lave i dag, jeg skal hen på kontoret.” Mumlede min far, og tog en slurk af sin kaffe. Jeg trak på skuldrende. ”Gå en tur, tror jeg” Sagde jeg. ”Det lyder som en god idet, men jeg må gå nu.” Sagde min far og, forlod køkkenet. Et par minutter efter råbte han farvel ude fra hoveddøren, og efterfølgende en dør der blev smækket i. Jeg kunne høre min mobil vibrere, fra stuen, og jeg skyndte mig ud for at se hvem der havde sendt mig en sms.

Hvor blev du af efter festen i går? –Chris.

For at være ærlig, havde jeg slet, ikke lyst til at svare Christopher lige nu havde jeg bare lyst til, at ligge mig under min dyne, og aldrig mere, vågne igen, for jeg havde vist fået lidt for meget at drikke til festen i går aftes, mit hoved dunkede svagt, og mine ben føltes som gelé jeg kunne slet ikke mærke dem. Men jeg valgte dog at svare Christopher, det var jo ikke ham der havde gjort mig vred.

Jeg var bare træt. – Mel

Der gik lidt tid før min telefon vibrerede igen.

Har du lyst til at lave nået sammen i dag? –Chris

Jeg havde for at være ærlig slet ikke lyst til at være sammen med nogen i dag. Og bestemt heller ikke Christopher, eller nogen andre fra min skole.

Er ked af det, men jeg tror bare jeg bliver hjemme i dag, har det ikke så godt – Mel

Egentlig var det jo ikke en løgn at jeg ikke havde så godt, for mit hoved gjorde mere og mere ondt for vært minut der gik, jeg havde vist fået alt for meget at drikke til festen i går. jeg havde det pludselig som om jeg skulle besvime, og i de få sek. Ville jeg faktisk ønske der var nogen her, mit blik begyndte at sløre, og det begyndte at vine og dunke i mit hoved, og kvalmen overvældede mig, mine håndflader blev svedige, og min pande blev varm, før jeg faldt til jorden med et bump.

”Melanie? Melanie?” Nogen ruskede i min slappe, udmattede krop, jeg rejste mig svagt, og så op i to meget bekendte øjne, de tilhørte Christopher. Jeg havde det forfærdeligt, og det gik pludselig op for hvad der var sket, jeg havde haft det meget dårligt. ”Chris?” Mumlede jeg, og så op på hans bekymrede mørke øjne. ”Mel, hvor sagde du ikke du havde det så dårligt, at du skulle besvime.” Spurgte han en smule køligt. Jeg trak på skuldrene. Jeg rejste mig fra gulvet, hvor jeg havde ligget. ”Hvordan kom du ind? Hvorfor er du her? Hvordan k…” Christopher afbrød alle min spørgsmål, ved bare at ryste på hoved. ”Melanie, jeg begyndte selvfølgelig at blive bekymret når du ikke svarede nogen af mine opkald, og eftersom du også havde skrevet til mig at du ikke havde det så godt, så jeg tog herhen, og til mit held var hoveddøren ikke låst.” han smilede skævt. Jeg nikkede, en smule forvirret. ”Skal jeg lave dig en kop te?” Spurgte han, blidt, og begyndte at gå ud i køkkenet. ”Ja tak, krusende er ve…” ”Jeg ved godt hvor krusende er Melanie.” Sagde han. ”Jeg har ligesom været her et par gange før. Efter et par lange minutter luntede Christopher tilbage med to kopper te.” Jeg tog en slurk af dem dampende te, som smagte af citron, og sukker. Kvalmen var forsvundet, og mit hoved dunkede kun svagt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...