Little Things - One Direction

At miste nogen var nået af det sværeste man kunne komme igennem i livet. Det er som om at de ord, er giftige de ord der fortæller ind at man har mistet. Det efterlader et dybt spor, i dit hjerte. Et spor, som kan samlignes med et hul, og det hul som sad i mit hjerte, blev dybere og dybere for hvert sekund der gik.

Melanie er en pige på sytten år. Hun har mistet sin mor og lillesøster, i en bilulykke hvor hun selv var til stede. Hun er fuldstændig forandret. Hun flytter med sin far fra New York til London, for at minderne ikke skal fylde for meget. I London møder hun en dreng som vender op og ned på alting, Men det er ikke en hvilken som helst dreng, det var Harry Styles.


10Likes
27Kommentarer
1462Visninger
AA

3. kapitel 2

Kapitel 2.

Jeg pressede den lille røde nøgle ind, i nøglehullet, og trak ned i dørhåndtaget så døren gik op med et klik. En sød duft at sukker eller sirup, mødte mig da jeg travede ind af døren. Jeg smed min taske i gangen, og sparkede mine sorte Converse af, jeg gik ud i køkkenet, hvor min far var i gang med at bage pandekager. ”Hej Mel!” Sagde min far, mens han så koncentreret på panden, i det han svang en pandekage over mod den tallerken som stod på det lille hvide spisebord. ”Hej Far.” Mumlede jeg, og satte mig ned på en stol. ”Hvordan gik første skoledag så?” Spurgte han, mens han rakte mig siruppen, som jeg pressede i ringe ud over den halvbrændte pandekage, der lå min tallerken. ”Fint…” Mumlede jeg. Men min far blev ved med at grave i det. ”Var der nogle du kunne snakke med?” Jeg trak på skuldrene. Side ulykken, med min mor og lillesøster og jeg, havde min far bekymret sig meget om mit liv. Men han var dog meget ensom, og forholdt sig meget hjemme, hvilket betød, jeg heller ikke rigtig kunne være ude, egentlig havde jeg overhoved ikke lyst til at være sammen med nogen, mit liv var blevet så forandret efter ulykken, det var som om en del af min personlighed gik tabt. Før hen havde jeg været en pige der gik i byen med sine veninder, shoppede, eller forholdt sig med fyrende, jeg havde endda haft en kæreste i New York. Nu var jeg en syttenårig asocial pige, der sad hjemme dybt begravet i en bog.

Jeg satte mig brat op i sengen, med et skrig. Mit hjerte galoperede af sted. Lagnet under mig lå krøllet, og det løb mig koldt ned af ryggen. Mit hår var fugtigt af sved. Jeg havde haft mareridt igen, det samme mareridt som jeg havde haft siden ulykken. Jeg havde haft det vær eneste nat, siden da. Min hånd fandt vækkeuret på mit natbord i mørket, og jeg tændte den lille knap, som fik vækkeuret til at lyse. Klokken var 4 om morgenen. Jeg lagde mig langsomt ned, i sengen igen. Jeg kunne mærke tårerne glide ned fra mine kinder, jeg krøb sammen i sengen, og prøvede at falde i søvn igen.

Jeg bandt snørebåndene, til mine Converse, Snurrede mig ind i mit hvide uldtørklæde, og, smækkede mig ud af hoveddøren, jeg løb ned ad trapperne, klokken var fem min. I ni så jeg skulle være til time om fem min. Jeg spurtede af sted og heldigvis nåede jeg det lige. Jeg drejede koden til mit skab, trak mine bøger ud, og fandt lokale B295. Mrs. Yellow, var endnu ikke kommet, så jeg skyndte mig at sætte mig ned ved det bagerste bord i klasselokalet. Langsomt dukkede folk op. ”Hejsa.” Jeg fik et lille chok, da stemmen afbrød mine tanker. Jeg vendte mig mod stemmen, og kiggede op i de mørke øjne fra i går. Det var Christopher. ”Hej.” Mumlede jeg, og tegnede lidt akavet på mit penalhus. Christopher dumpede ned ved siden af mig. ”Hvad synes du så om Skolen?” Spurgte Christopher og mødte mit blik. Jeg trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke rigtigt… her vel fint nok, men jeg fortrækker min skole i New York.” Sagde jeg og smilede. Han smilede tilbage. ”i øvrigt har jeg jo ikke nogen venner her, så…” Jeg så op, da Mrs. Yellow, trådte ind ad døren og fandt sit penalhus frem fra sin rygsæk, hvorefter hun trak et kridt op af en pakke der lå på gulvet, hun begyndte at skrive nået på tavlen. ”Hmm…” Hørte jeg Christophers stemme, som fik mig til vende mig om, mod ham igen. ”Du kan da være venner med mig?” Sagde han, og smilede skævt. Jeg smilede.

_______________________________________________________________________________

Hejsa...

Jeg håber i kunne lide mit andede kapitel. I må MEGET gerne smide en kommentar, om hvad i synes, om der er nogle fejl, osv. :-) <3

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...