Little Things - One Direction

At miste nogen var nået af det sværeste man kunne komme igennem i livet. Det er som om at de ord, er giftige de ord der fortæller ind at man har mistet. Det efterlader et dybt spor, i dit hjerte. Et spor, som kan samlignes med et hul, og det hul som sad i mit hjerte, blev dybere og dybere for hvert sekund der gik.

Melanie er en pige på sytten år. Hun har mistet sin mor og lillesøster, i en bilulykke hvor hun selv var til stede. Hun er fuldstændig forandret. Hun flytter med sin far fra New York til London, for at minderne ikke skal fylde for meget. I London møder hun en dreng som vender op og ned på alting, Men det er ikke en hvilken som helst dreng, det var Harry Styles.


10Likes
27Kommentarer
1543Visninger
AA

11. Kapitel 10

Kapitel 10

Melanies synsvinkel.

Jeg vågnede, ved ti tiden, og lå lidt og samlede tankerne. Min far var kommet hjem fra kurset, i løbet af morgenen, og jeg kunne høre ham skramle med nogle køkkensager nede fra køkkenet. Og efter lidt, kunne jeg dufte rørlæg, og bacon.

Jeg tog et par bukser på, og en hvid skjorte, i silke, og gik ned i køkkenet, hvor min far rigtig nok stod og steget bacon og røræg. ”Hej Melanie.” Sagde han og smilede. ”Hej far.” Svarede jeg og satte mig ved bordet. ”Der kom en eller anden dreng forbi, og sagde jeg skulle give dig et brev!” Sagde han og fandt brevet, frem. Jeg lagde det ved siden af mig, og besluttede jeg ikke ville læse det, for eg vidste godt hvem det var fra: Harry.

Da jeg var færdig med at spise, gik jeg op på mit værelse, og satte mig på min seng, og kiggede ud af vinduet, op på himlen. Solen kæmpede forgæves mod de mørkegrå skyer, som ligeså stille overtog himlen, og det begyndte at regne, først faldt dråberne stille og roligt, men efter lidt styrtede de ned fra himlen.

Jeg skævede ned til brevet, som lå og kaldte på mig. Jeg besluttede lige at kigge, det kunne være nået vigtigt. Jeg åbnede lige så stille, det hvide papir, og bevægede hurtigt mine øjne, ned over skriften.

Kære Melanie, jeg ved det kan svært, for os at bo i samme by, især når jeg ved du aldrig tilgiver mig for det jeg har gjort. Så jeg tager bussen, til en anden by, i dag klokken 11:30. Jeg kommer til at savne dig Mel. Kys Harry.

Jeg kunne mærke, tårerne trille ned af mine kinder. Jeg kunne ikke lade ham rejse, fra mig. For havde jeg været dum, jeg var et koldt menneske, jeg burde havde tilgivet ham, men nu var det for sent, jeg havde slettet hans nummer fra min mobil, efter vores skænderi, og klokken var 11:15, og det tog altså mere end et kvarter at tage, ned til bussen, men jeg var ligeglad.

Jeg løb ned ad trapperne, og tog mine sneakers på. ”Farvel!” Råbte jeg til min far, og smækkede døren bag mig, det regnede stadig voldsomt, og gjorde mig hurtigt våd, mit hår hang vådt ned ad mine skuldre. Jeg løb af sted, jeg havde aldrig løbet så hurtigt, før. Tankerne, kørte rundt i mit hoved. En stemme blev ved med at sige: Du når det ikke Melanie, han er taget af sted når du kommer. Men jeg forsøgte at skubbe den stemme til side, og bruge kræfter på at løbe.

Endelig nåede jeg busstoppestedet, en bus, holdt, stille og så kunne jeg se Harry på vej op i den, han stod og fandt og fandt sin billet, frem fra sin lomme, og dørene skulle lige til at lukke bag ham, da jeg råbte. ”Harry, Harry!” Jeg råbte alt hvad jeg kunne, og han vendte sig ikke. Så jeg vendte mig om og skulle til at gå tilbage, med tårerne løbende ned ad kinderne.

”Melanie!” Kunne jeg høre hans, stemme, og jeg gispede ad glæde, og vendte mig om. Harry kom løbede over mod mig. Han løb hen og kyssede mig. Og så stod vi der i regnen og kyssede.

Jeg havde aldrig været så glad for at se ham i hele mit liv. Han trak sig væk, og smilede, mens han kiggede mig i øjnene. Jeg smilede tilbage, og tog hans hånd. Og pludselig kunne jeg mærke hvordan, tristheden, vendte tilbage, for jeg vidste jo godt, at Harry skulle rejse alligevel. Bussen holdt der stadig. ”Men du skal vel, rejse nu…” Sagde jeg og kunne mærke hvor ked af det jeg blev. Han smilede bare. Og så begyndte han bare at gå, væk fra bussen. ”Skal du ikke tage væk alligevel?” Spurgte jeg, forsigtigt, og han rystede bare på hoved, og smilede.

 

_____________________________________________________________________________________________

Hvad synes i så, om det 10'ende, kapitel, tror i deres forhold holder, og hvordan tror i Christopher reagere?<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...