Little Things - One Direction

At miste nogen var nået af det sværeste man kunne komme igennem i livet. Det er som om at de ord, er giftige de ord der fortæller ind at man har mistet. Det efterlader et dybt spor, i dit hjerte. Et spor, som kan samlignes med et hul, og det hul som sad i mit hjerte, blev dybere og dybere for hvert sekund der gik.

Melanie er en pige på sytten år. Hun har mistet sin mor og lillesøster, i en bilulykke hvor hun selv var til stede. Hun er fuldstændig forandret. Hun flytter med sin far fra New York til London, for at minderne ikke skal fylde for meget. I London møder hun en dreng som vender op og ned på alting, Men det er ikke en hvilken som helst dreng, det var Harry Styles.


10Likes
27Kommentarer
1517Visninger
AA

1. Prolog

I wont let these little things slip out of my mouth but if i do it’s you they add up to i’m in love with you and all these little things

 

Prolog

 

Regnen piskede mod de lyseblå bilruder, og dansede ind i hinanden hvorefter de gled ned, og forsvandt. Jeg betragtede det smukke mønster, imens landskaber og huse gled forbi mine øjne. Min mor afbrød mine tanker idet hun åbnede bildøren og vinkede mig, ud. Min lillesøster Alison stod ved siden af min mor og trippede. ”Jeg skal tisse!” Hun rev i min mors nederdel, og jeg kunne se, min mors øjne, flakke, mens hun prøvede at berolige Alison. Jeg kunne se min mor havde parkeret ved en tank. Jeg stod ud af bilen, og fulgte efter min mor som tog Alison i hånden, og trak hende med ind for at hun kunne tisse, på tankens toilet. Jeg ventede udenfor, den lange køretur havde gjort mig dårlig, mit hoved dunkede, og min mave, snurrede sig sammen. Lidt efter kom min mor og Alison ud fra tanken. Vi satte os tilbage i bilen. Min mor kørte tilbage til motor vejen. ”Mor, jeg er sulten!” Skreg Alison. Min mor sukkede, og vendte hoved om mod min lillesøster, som sad og viftede med arme og ben. Jeg hørte et brag, og før jeg vidste af det, snurrede vores bil rundt. Forruden var smadret, og bildøren mod mig, var knust, så jeg hang ud over sædet. Mit hoved dunkede, utroligt, som om flere tusinde sten blev kastet mod min pande. Jeg bevægede mine fingre op mod min pande, men det var som om min arm var forvandlet til gele, for den faldt bare ned mod mit ben igen. Jeg åbnede munden for at sige nået, for stilheden var så lang, og så frygtelig. ”A… Alison!” Hviskede jeg, frygten for at hun ikke ville svare, kæmpede mod mine tårer. ”Melanie?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...