The Tale of Robert P. Denkings.

Claude's kedelige landsby liv, i nærheden af Notre Dame, forandres da han møder den charmerende Robert, der er et par år ældre.

1Likes
2Kommentarer
570Visninger
AA

1. The Never perfect date.

 



Historien om Robert P. Denkings.
Fortalt I Samarbejde Med: Claude Pierre.

Endnu engang slæbte jeg mig igennem de mørke tilsneede gader i Paris, efter endnu en dag som bagerelev.
Min moder havde betroet mig, min faders stilling efter krigen overfor alkoholen.
Jeg kørte hånden igennem håret, for at få det væk fra ansigtet, og øjnene.
Som om at denne aften skulle være noget andet end alle de andre aftener, hvor at jeg gik hjem, alene i mørket.


Godt nok fyldte jeg sytten denne, elendige aften, men hvem ville dog huske det?
Moder huskede ikke andet en datoen for min far bortløb, siden at han tog af sted for fem år siden.
Hun påstod at jeg lignede min fader, på en prik.

En fejl jeg aldrig ville kunne glemme. En fejl der spyede mit hjerte, som en kalkun på spyd.
Jeg husker min faders utallige fejltrin, skønt at jeg ikke kunne tælle til mere end tyve.
Ti fingre, og ti tæer, det var det.
Flaskerne med alkohol, lå tømt over hele huset, den aften, han drog af sted, for fem år siden.
Dagen efter var han væk.
Der var et gadeskænderi, den aften, min fader forlod os i huset rasende, og i beruselse, efter at hun havde bagt brødet for hårdt, som var jordens undergang for en bager af hans standart.
Selv stod jeg i døren, og hørte slagene min fader delte på moders spinkle og unge krop.
Da hun var brudt sammen i gråd, var han stormet ud af huset, og ladet mig stå alene med rodet, og skulle sørge for min moders velbefindende.
Dagen efter gik sladderen, om familiens sårbarhed.
Andre forlød sågar at min fader havde ladet sin alkoholiske vrede gå ud over en vagt, og var blevet skudt, tre gange i brystet, og derefter blevet smidt i floden.

Jeg knep fat om mit vedhæng i en kæde om halsen. Et skævt kors, jeg havde fremstillet et par uger forinden. I træ var det.
Kulden bed i mine magre kinder, og jeg trak mig igennem, med halvlukkede øjne.
Jeg var høj og ranglet, præcis som fader, men håret var gyldent og øjnene grønne, præcis som min moders.
Jeg huskede i glimt hvordan min tyranniske forekommer, havde mørkt hår, og gennemborende brune sten, som øjne.

Da jeg gik forbi Notre Dame, kunne jeg høre latter fra kroen overfor.
Duften af stegt kød og sød nybagt æbletærte, spredte sig i luften, da jeg kom nærmere kroen, og kunne opsporer lystig latter med øresneglene.
Det var en lille hjemmelig kro, på hjørnet af gaden, som jeg havde passeret en masse gange, når jeg gik hjem efter lukketid, men jeg havde dog aldrig rigtigt bemærket at folk var begyndt at bruge den, mest fordi at det kun plejede at være få mennesker, der overhovedet bemærkede den.

 

På trappen der førte til døren, sad en ung fyr, på omkring min egen alder, med en pibe i mundvigen, som han holdte på med højre tommel- og pegefinger.
Han var nydelig af udseende, også selvom at han havde snavs og kul over det hele, både på fingrene, i ansigtet og overalt på tøjet.
Han var klædt i hvid skjorte, mørkebrun vest, sorte bukser og en hat på toppen.
Han bar også en frakke, sort, hen over skuldrene for at holde på varmen.
Små tredje-dags skægstubbe på kæben, og brune tindrende øjne, samt høje kindben.
Ja, han var skam en nydelig mand,
Da jeg gik forbi ham, så han op på mig fra sin position, med at skævt smil på læben, og så ud som om at han på en eller anden måde, prøvede at tvinge et spørgsmål frem, for at starte en samtale.
"Har du noget ild? - Jeg er gået hjemmefra uden, og har ikke fået et hiv hele dagen.."
Efter at have hørt ham snakke, med noget der mindede om Britisk Engelsk, nikkede jeg som svar på hans spørgsmål, om ild.
Jeg trak en pakke tændstikker op af min inderlomme, som jeg plejede at bruge til at tænde op med, derhjemme, strøg en enkelt, og satte langsomt ild til han pibe, for at se hans karaktertræk endnu tydeligere tæt på, nu hvor jeg dog havde muligheden, uden at virke bekvemt.
Han havde smilehuller, og en ring i venstre øre, sikkert af guld, eller andet ædelt metal.
Jeg rystede en smule på fingrene på grund af kulden, og han greb mit håndled for at holde det i ro, mens liden tog til.
Mit hår røg ned i øjnene, og han smilede endnu en gang.
"Der er vidst én der trænger til en klipning, hva' kammerat?"
Jeg rejste mig ordenlig op, og rettede på min skjorte og frakke.
"Det kan du nu godt havde ret i."
Han kiggede ind i kroen, da en flaske eller et glas, blev smadret og en fyr blev kylet ud igennem døren, med et brag.
Han havde mørkt hår og blå øjne, og var omtrent min højde, men højst sandsynligt et par år eller tre ældre.  
"John, kunne du nu ikke holde fingrene for dig selv igen?", lo fyren på trappen, mens han klappede i hænderne.
Den høje fyr vente sig om, og lavede et fjollet ansigt til ham, hvorefter han så på mig, med et venligt men vidst en smule beruset blik.
"Hvem har du nu lokket ind fra gaden, Robert?" - "Han er da lidt for ung til dig, er han ikke?"

Fyren på trappen så på mig, med et smil.
"Jeg fik ikke rigtigt fat i hans navn, hvad hedder du knægt?"
Jeg rystede på fingrene igen, men denne gang kun af nervøsitet.
"Mit navn er Claude Pierre."

"Ja, du hørte rigtigt, navnet er Claude Pierre, en nervøs knægt der aldrig rigtigt havde mod til at møde nye mennesker.
Men den aften mødte jeg to, forunderlige personer, Robert P. Denkings og John de Graham.
En skorstensfejer og hans ven, der efter sigende skulle være en glimerende forretningsfører.
Jeg fortalte dem at jeg arbejdede i bageriet længerene nede af gaden, og boede alene med min moder, i den anden ende af byen.
Jeg nævnte med formål ikke min alder, eller min fødselsdag, da jeg ikke ville have at de skulle vide hvor ung, som jeg i virkeligheden var."


Næste morgen, vækkede min moder mig ikke, sikkert fordi at hun havde det dårligt og var blevet syg på grund af kulden.
Heldigvis vågnede jeg også selv, stod op, tog tøj på og satte gang under ilden, med en tændstik fra min æske i inderlommen, på min frakke.
Da jeg strøg stikken, og ilden blussede op, huskede jeg oplevelsen fra aften forinden.
Jeg så igen Roberts kønne ansigt, og tindrende øjne, og skæve smil.
Kulden udenfor begyndte at træde til, så jeg besluttede at skippe morgenmaden, og tage afsted med det samme, for at undgå at fryse mig selv til døde.
Hele formiddagen arbejdede jeg som jeg altid gjorde, men henne omkring ved en tolvtiden, hørte jeg nogle velkendte stemmer, ude fra butikken.
Det var Robert og John, der var ankommet af en eller anden grund, og jeg kunne ikke holde mig selv tilbage fra at kigge ud, bare for at se Roberts smilehuller endnu en gang.
Han havde sin pibe i hånden, og det lød som om at han drøftede intelligent snak, med Mesteren, om noget yderst vigtigt, jeg overhovedet ikke forstod mig på.
Så stod jeg der og trak vejret tungt, med brøddej over det hele, og lignede sikkert en idiotisk torskefisk.
Mit hjerte hamrede løs, som en hingst i fuldt trav, mod et eller andet vigtigt, og uungåeligt.
Som om at det ikke var nok at jeg skulle bruge hele dagen på at arbejde, men oveni kunne jeg slet ikke få Robert ud af hovedet.
Der var både noget godt og noget mindre godt i min besættelse, jeg arbejdede ekstra hårdt, og hurtigt for at kunne, få fri, men at Robert, jo nok aldrig ville se til min side, var næsten ikke til at leve med.
Han gik jo højt sandsynligt efter smukke kvinder, og ikke en forelsket ranglet knægt, der sikkert også var for ung og uvidende til hans smag. Det ville aldrig komme til at gå.
Men alligevel gik jeg rundt med tankerne kun rettet mod ham, og hvordan jeg kunne nå ind til ham, uden at komme til at virke desperat, eller fjollet, i flere uger, uden dog at have set ham, mere end sølle to gange. Dengang til min fødselsdag på trappen til kroen, og den ene gang i butikken.
John de Graham, havde jeg til gengæld støt på et par gange, eller ti, men dog uden Robert.
Han havde hver gang en ny pige med et kønt ansigt på armen, men besynderligt nok, havde de alle sammen, lyst hår, og safirblå øjne.
Camille Mahoney, en tjenestepige fra kroen, havde engang, dengang min far stadigvæk vandrede meningsløst rundt i denne verden, vidst mig en Safiren, i en bog, hvor at der var billeder at alverdens forunderlige sten, og ædelmetaller.
Hun fortalte mig også tit historier om hendes drømme og fremtidsplaner, med ægtemand, ring på fingeren og det hele, og når vi så endte i den snak, dansede hun som regel rundt på gulvet af lykke, og begejstring.
Jeg havde dog aldrig rigtigt tænkt på sådan at blive veget, og få en smuk viv, og nogle små fødder løbende rundt på gulvet i mit selvejet hus, med have. Ej, det var ikke mig, overhovedet, og højst sandsynligt ville jeg nok heller aldrig komme til det.

Der var ikke rigtigt nogle af byens piger, eller kvinder der interesserede mig, andet end som støtte i uvante situationer, eller problemer.
Desuden havde jeg ikke særlig positive erfaringer med det såkaldte ægteskab, specielt ikke med mine forældre som det eneste forbillede, men jeg havde dog bestemt mig for, ikke at være en husbond, som min fader gav sig ud for at være. Hård, tyrannisk og ubehøvlet, og uden en eneste tanke om hvordan min moder havde det.
Min mor havde fortalt mig om kærlighed, og den forunderlige bedrifter, og om hvordan hun selv stak af fra sit barndomshjem og familie, for at blive gift med min fader.
Sølle fjorten år, var hun dengang, og helt skudt med den mest eftertragtede ungkarl i byen, min fader der var omtrent dobbelt så gammel som hende.
For himlens skyld, hvor jeg dog hadede ham, og det gør jeg stadigvæk den dag, idag.
For at røve en ung piges hjerte helt og aldeles, for så at smide det væk, bare sådan uden varsel.

Julen begyndte at nærme sig, næste gang jeg mødte Robert P. Denkings, han skulle rense kroens skorsten, vidst nok, og bad mig om at holde stigen, så den ikke væltede i sneen, så han strandede på taget.
Og som jeg så stod der, hamrede mit hjerte igen, yderst ubelejligt, hvis jeg selv skal sige det, men heldigvis var han oppe på taget, og opdagede ikke min rødmen, og nervøsitet, overhovedet.
 

Min moder havde ikke været ude af huset i flere måneder, den jul, og jeg forsøgte at få hende en smule ud, ved at inviterer hende til julemiddag nede på kroen, mest af alt for at hjælpe hende med at tage kampen op, og tage kontakt til en middel aldrende, af det mandlige væsen, som hun havde undgået i flere år, efter min faders bort gåen.
Op til jul, havde jeg taget overarbejde i bageriet, for at tjene penge til gaverne, og sågar forsøgt at lærer at bage en julekage, af første klasse, hvilket var lykkedes yderst tilfredsstillende og lige efter bogen.
Mester var også begyndt at blive tilfreds med mit arbejde, og roste mig ofte for mine ambitioner, og selvkontrol samt viljestyrke, til at lærer nye avancerede teknikker, og bagning og brød. 
Da juleaftensdag kom, var jeg stadigvæk ikke blevet klippet, og fik angiveligt hårtotter i øjnene hele tiden.
Caimille havde eller tilbudt mig, at klippe det inden julefesten, men glemte alt om det hurtigt igen, hvilket jo var tegn på, at hun ihvertfald ikke bare sad og drev den af. Hvilket jo var en god ting, at hun ikke gjorde.
Som gave til min mor, havde jeg købt en kjole, en rød en, med en sort blomst på taljen, og nu håbede jeg bare at komme til at se hendes øjne lyse af glæde, når hun åbnede den om aften, efter middagen.
Til Robert havde jeg købt et diskret fyrtøj, og til Camelie, et nyt forklæde.

"Som det første vil jeg lige have lov at fortælle at det overhovedet ikke endte som jeg havde drømt at det ville, det endte i en tragedie, fyldt med sorg og en masse ting jeg har fortrudt, men det var åbenbart det der skulle til for at mit liv forsatte, som det nu engang gjorde."

Jeg husker stadigvæk røgen, fra julefesten på kroen.
Camille havde haft så travlt at hun helt glemte stegen i ovnen.
Det havde ellers været en dejlig aften, og min moder fik sin kjole, og jeg fik et de tindrende øjne, der lyste af lykke. Den lykke der var så kort, og endte så hurtigt.
Jeg sad sammen med Robert og drak fransk rødvin, og var så betaget af ham, at jeg ikke bemærkede at min mor forsvandt, ned i kælderen efter endnu en flaske.
Hvis jeg dog bare havde opdaget at hun var væk.. Eller at døren til kælderen var smækket i.
Det næste jeg husker, var at vi alle flygtede ud af den brændende kro, alle i panik og uorden.
Jeg havde grebet Roberts arm som det første, og trukket ham med ud i sikkerheden.
Der stod vi så i sneen, og så på den ildsopslugte bygning, der ikke var til at redde.
Først for sent kom jeg i tanke om min mor, og om at jeg ikke havde set hende forlade kroen, sammen med os andre.
Jeg ønskede virkelig at redde hende, men blev holdt tilbage af John og Robert, der overbeviste mig om at det allerede var for sent, og alt for risikabelt at begive sig derind.
Jeg kan huske at jeg brød sammen i gråd, med knæene i sneen, der bed mig i huden, på fingrene. Jeg tilbragte natten, ved foden af Notre Dame, stirrende ind i gløderne fra flammerne, der havde fortæret min mors krop og sjæl. 


Foråret var på sit nærmeste, og vi besluttede alle at kroen trængte til en opbygning.
Robert og John var rejst videre, og jeg prøvede at være positiv og tænke på noget andet.
Nu hvor jeg boede alene, fuld af sorg, drak jeg hver dag, og i min beruselse havde jeg en ny pige i mine sengelagner hele tiden, og tit mere end bare én af gangen.

Ja helt op til tre, eller fire stykker.
Jeg angrede, og fortrød hver gang, jeg kom til bevidsthed med mit lem, stift inde i en pige, om hun var køn eller ej, det betød intet. Hun blev mit medoffer, jeg ofrede til mig selv, i sult efter kærlighed og begær, fra et andet menneske.
Selvom at det uden tvivl kun var Robert der betød noget, var fyrene heller ikke sikre, og kunne med sikkerhed også blive mit selvangivende offer, for mig var det ligegyldigt.
Mit selvværd havde aldrig været mere betrygget, end i den periode af mit liv.

"Jeg vil vædde med at du ikke har lyst at læse videre, og hvis det er tilfældet, så stop læseriet og find på noget vigtigere at lave...
På den anden side, hvis du stadigvæk finder min historie interesant, og vil høre mere om hvad der hente mig, så læs du bare videre..." 


En dag hvor folk som sædvanligt sladrede om mine "besøg", slæbte jeg endnu en pige med hjem, til mine rodede lagner. Denne gang var det tjenestepigen der brændte kroen ned. Camelie Mahoney.
Jeg klædte hende af med skjulte tårer og vrede bankende i mit sind, i forsøg på at slippe ud.
Vi sagde ikke noget, og fik det bare overstået, hårdt og hurtigt, som man siger, og det var det, som om at hun gjorde det i skyldfølelse over hvad hun havde gjort, og på den måde "betalte mig tilbage, fra sin gæld."
Jeg besøgte aldrig mere den ny opbyggede kro, eller så Camille i øjnene efter det.
I skuffelse over mig selv forlod jeg byen, for at rejse til England, hvor jeg vidste at Robert var fra. Problemet var bare at jeg aldrig havde været udenfor Paris, og overhovedet ikke væk fra Frankrig. Jeg kunne ikke engang huske om jeg havde set de berømte Eiffeltårn, som alle roste til skyerne.
Men jeg havde dog en fordel. Min faders familie var fra England, og han havde kommanderet min moder til ikke at lærer mig et andet sprog end det Engelske, så jeg havde kun talt Fransk i fem år, af min levetid, siden min fader omkom.

Men nu havde jeg ikke andet end en lille kuffert, med tøj, og min moders opsparring i min frakkelomme.
Jeg pregede mig vej, gennem landet indtil at jeg kom til havnen.
Det var utroligt at se Havet for allerførste gang i livet, men det bragte også skuffelse med sig.
Det fik mig til at smide min kuffert i vandet, og stå ved kanten og se den flyde ud, for så at finde en ny tilværelse, på bunden af havet, eller i maven på en hval, som jeg vidste levede i vandet.
Giselle, en hvidhåret pige, der havde fået mig så langt, stod bag mig og skulede efter kufferten der drev af sted.
Jeg havde ikke fortalt hende meget andet, end at jeg skulle til England, og at jeg aldrig havde været udenfor Paris. Han accepterede det, lige fra hun havde stoppet på vejen, hvor jeg gik i kanten, for at samle mig op.
Hun var en besynderlig pige. Helt hvid huden, med hvidt hår, og til og med øjne, med at rødt skær. Da jeg spurgte om hun fejlede noget, eller havde en sygdom, lo hun bare og fortalte at sådan var hun født.
Hun bar en flettet blomsterkrans omkring hovedet, som et tegn på ligegyldighed, fortalte hun mig senere.
Mens jeg stod der, kunne jeg mærke en underlig sugen i maven, som om at min fortid gravede for at komme ud, på en eller anden måde.
Jeg stak hænderne i lommerne, for at være sikker på at jeg havde godt fat i kontanterne, så de ikke fløj væk, eller blev stjålet.

Endnu en gang kørte jeg hånden igennem mit hår, for at få det væk fra ansigtet.
Da vi gik om bord på færgen, kunne jeg nærmest mærke hvordan folk gloede på mig, eller det føltes ihvertfald sådan, og senere fandt jeg ud af at det bare var mig der var en smule paranoid, på min første sejltur.
Man kunne åbenbart tydelig se at det var første gang, og det var nok det folk bed mærke i, specielt fordi at jeg gik ved siden af Giselle.
"Tag det roligt Claude, der sker dig ikke noget, så snart vi er kommet ordenligt ombord."
 

"Det var jo egentlig meget let, for jeg havde intet bagage og kufferter jeg skulle slæbe på, jeg havde kun mig, og mine penge, og en masse af dem."

"Som jeg gik der, på båden, mærkede jeg hvordan min tilværelse ville forandre sig-

De ting jeg så brændende ønskede at smide væk:

Minderne om min faders tyranniske opdragelse.
Savnet efter min brændte moder.
Camelies ynkelige hunger efter tilgivelse, som hun aldrig ville kunne få.
Hadet til mit væsen, og alle de ting jeg syntes at have gjort forkert, men nød det imens."


Sovekahytterne var små og lugtede at frisk maling, der næsten lige var tørt, og selvom at vi havde købt en kahyt til to personer, var der fire senge, køjesenge som man kaldte dem.
Giselle var åbenbart vældig tilfreds med det, og satte sine tasker i den øverste køje til venstre, med et stort smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...