Rosen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2013
  • Status: Færdig
Et oneshot om kærlighed, og det at miste noget, som skulle man skulle have troet skulle have varet evigt.

Inspireret af Taylor Swifts The moment I knew.

4Likes
3Kommentarer
306Visninger

1. Rosen

Han sagde han ville være der... Han lovede det. Han havde set hende i øjnene, aet hendes kinder blidt med sine tommelfingre. Han havde hvisket ordene sagte, og så var han gået. Og hun havde presset rosen ind mod sit bryst, duftet duften, og følt sig så lykkelig.
 

Så lykkelig... Hun trykkede rosen mod sin kind. Han sagde han ville være her...

Hendes kjole var så smuk den aften. Hun var så smuk den aften. Det hvide stof smøg sig om hendes snehvide ben, og hendes blonde hår indrammede hendes kønne ansigt i bløde bølger. Det havde de alle sagt. Alle på nær en.

Hun havde danset den aften. Den aften, som skulle have været deres aften. Den aften, som de senere skulle tænke tilbage på sammen.
Hun havde danset med dem alle. Med John, og Garry, med Jacob, med Phillip, og med Jack. Alle havde danset med hende, alle bortset fra en.
Hun bed sig i sine rosa læber. De læber, som han skulle have kysset den aften under stjernehimlen ved det gamle egetræ, som han havde skrevet deres initialer i dengang, alting var så enkelt.
 

Og han skulle have siddet ved siden af hende, han skulle have smilet til hende, grinet med hende, og han skulle have haft den første dans.
 

Støvregnen begyndte langsomt, men hun bevægede sig ikke. Minderne kørte som en film i hendes hoved, og hun huskede det hele alt for tydeligt.
Hvordan han havde holdt om hende, lyst hendes dag op, overrasket hende. Hun smilede trist ved mindet.
Overrasket hende den dag til en fest for en families families ven. Hun havde ikke troet han ville dukke op, men han kom. Han reddede hende fra det kedelige selskab, og tog hende med ned til et sted ingen andre end de to kendte. Deres sted...
De havde badet i søen i månelyset, og han havde kysset hende for første gang.
Mindet gav hende lyst til at smile og græde på samme tid.

Gang på gang, havde hun set det for sig. Hun havde hele tiden forventet, at han ville dukke op, som han havde gjort det dengang. Bare sådan ud af det blå...
Hun sukkede.
Men det gjorde han ikke. Mange flotte mænd kom den aften, men det skæve smil, og de grønne øjne manglede hver gang. Hans smil, hans øjne.
 

Hver gang døren gik op, havde det givet et sug i hendes mave, og håbefuldt var havde hun lukket op, i håb om, at det var en mørkhåret fyr som ville tage hende i sin favn, og kysse hende, som kun han gjorde.
Håb. Hun ville have knyttet hånden i vrede, men der var intet tilbage. Det var som om, alt livet var tappet ud af hende. Det havde været et latterligt håb.

Men hun forstod det ikke.
Han havde altid været der, han havde gjort hende lykkelig, fået hende til at føle sig unik. Værdifuld.

Men den aften, var han væk, og det eneste hun havde tilbage var minder, og rosen...
Den lå på bænken ved siden af hende. Hun havde ikke smidt den ud, hun kunne bare ikke rigtig. Men hvad nu? Kjolen blev snart gennemblødt, og skoene var heller ikke glade for vand, men det betød ingenting lige nu. Hun havde brugt timer på at finde dem. De skulle have været en del af en perfekt helhed. Men hvad når helheden aldrig finder sted? Betyder de små dele så noget?
Regnen lavede perler i hendes blonde krøller, og hvis hun ikke snart gik ind ville hun blive helt våd.
Hun blev siddende. Han skulle have været der. Der hvor hun havde været. Lige der.
Den tanke gentog hun igen og igen. Han skulle have været der...

Hun spændte sandalerne op, og begravede tæerne i det våde græs. Det føltes befriende. At mærke de kolde våder dråber mod sine alt for varme fødder. Hun tog en dyb indånding, og kastede endnu et blik på rosen. Den havde strålet og duftet i en lykkeligere tid. Nu var den berusende duft forsvundet sammen med paradiset, og det eneste, som var ladt tilbage var det tomme hylster. En vissen blomst.

Festen havde været god, men med tiden havde hun indset at han ikke ville komme. Hun vidste ikke hvad der var gået galt. Alt havde virket så perfekt. Var det virkelig sådan det var? Havde verden kun seks måneders lykke til hende, og nu havde hun brugt den op?
Kunne det virkelig være sådan verdenen var?

Hun så op, stirrede ud i regnen og ventede på noget. Et tegn, et eller andet, som ville vise hende, hvad hun skulle gøre.
Hendes blik begyndte at tåge, og regnen flød sammen med alt andet. Alt andet bortset fra en ting.
Pludselig var hendes blik fuldt fokuseret på den mørke skygge et sted fjernt ud i regnen.
En skygge så perfekt, at hun vidste, at den havde mørkt hår, grønne øjne og et skævt smil, som hun havde elsket så højt, som man kunne elske noget. Han havde været den person hun havde elsket.
Den lykke, som livet havde givet hende. De bedste seks måneder i hendes liv. Ham.

Hun rejste sig op med et sæt, men hun blev stående foran bænken. Han havde ikke rørt sig, men hun vidste han så på hende. Han begyndte så småt at gå hen mod hende, og pludselig mærkede hun noget varmt løbe ned ad hendes hånd.

Hun havde ubevidst grebet fat i den visne rose. Hendes knoer var helt hvide, og tornene skar sig ind i hendes bløde håndflade, så blodet stod i skarp kontrast til hendes hvide hud.

Hun løsnede forsigtigt grebet, i tvivl om hvad hun skulle gøre. Han stod der foran hende, og kom nærmere for hvert sekund, hvis hun løb nu, ville hun være i hans favn om mindre end ti sekunder.
Og alligevel gjorde hun det ikke. Blodet løb fortsat ned ad hendes håndled, og så gav hun slip.
Den visne rose faldt til jorden, og hun vendte sig om og gik.


Regnen hørtes som det eneste den dag, og rosen lå tilbage alene sammen med et par hvide sandaler, som vidnede om den aften, han skulle have haft delt med hende. Den aften, de senere hen skulle have kaldt 'Deres aften'.
Den aften, hvor rosen visnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...