Det første dødspil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Vidste du at det første dødspil nogensinde, blev afholdt på Hogwarts? Det sted der har været et trygt hjem for unge troldmænd og hekse, bliver snart et helvede for Eireen. Den traditionelle Magiske Trekamp har i året 2078 fået et regelskift. 3 elever fra henholdsvis Beauxbaton, Hogwarts og Dumstrang skal kæmpe. Til døden.

16Likes
9Kommentarer
1435Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

Kapitel 5

Onde verden, grusomme verden.

Jeg stod sammen med Edmund, Hanna og alle de andre deltagere. Jeg kunne ikke gøre andet end at stirre ud i luften med et tomt blik. Jeg havde allerede glemt hvordan jeg var gået herop. Jeg havde armen om Hannas skuldre, den stakkels pige græd som pisket. Jeg skulle dø. Hvorfor mig? Hvorfor nu? Jeg vidste at min chance for at komme ud i live var meget lille.
Netop som jeg havde den tanke, sagde ministeren: "Og husk! Der er kun én vinder!" - Ja, jeg skulle dø.
Resten af den aften var en tåge. Vi blev lukket ind i sidekammeret bag højbordet, her begyndte Gwen at snakke om præmier, bal og uendelig mange regler der var blevet sløjfet. Jeg ved ikke hvor mange der hørte efter, da jeg kiggede ned langs rækken, så jeg kun ansigter hugget i sten, alle ville vinde. De ville ikke dø. Jeg vidste at det var uundgåeligt. Otte af os ville komme hjem som hvide, livløse, måske lemlæstede lig. Jeg skulle dø. De tre ord, ramte mig pludselig med deres betydning. Ikke mere quidditch om sommeren med Edmund, Isabell og deres søskende. Ikke flere udflugter til Diagonalstræde, Hogsmeade eller til ministeriet. Jeg ville aldrig se Aron, min far eller Darren igen. Medmindre jeg kæmpede for det her. Måske kunne jeg vinde? Jeg så på Edmund, han kiggede mig i øjnene. De blå øjne var fulde af sorg og tab. Han ville miste lige så meget som mig. For kunne jeg, hvis vi var de sidste, slå min bedste ven ihjel? Kunne jeg nogensinde få mig selv til at dræbe Edmund?
Min bror var der også. Han greb fat i mine skuldre og kigged ned i gulvet. "Det er min skyld, Ei." han lød knust, "jeg sagde at de ikke måtte putte dit navn i... jeg sagde det til dem." Hans stemme var lille og rystende. Jeg så for første gang, min hårdføre bror græde.

Mit hoved sværmede af tanker, så da vi blev ledt ud gennem den tomme storsal, opfattede jeg intet. Jeg gik bare ned til min opholdsstue. Jeg husker stadig ikke hvordan, hvor længe det tog og om Isabell ventede på mig dernede. Jeg gik bare og ønskede for første gang i mit liv, at jeg var en anden.

De næste dage, skulle jeg ikke i skole. Alle deltagere skulle have et specielt træningsforløb. Når alle andre var til timer og ikke havde en bekymring i livet, var vi i storsalen og øvede kampteknikker, kamuflage og andre nyttige ting vi kunne få brug for i en arena. 
Edmund, Hanna og jeg holdt sammen. Vi havde lavet en alliance, uden nogen af os havde sagt noget, så vidste bare,  at vi måtte holde sammen. Vi ville hjælpe hinanden til det sidste. Edmund havde vist glemt alt om Alouette. Når hun nærmede sig, blev han ikke længere rød i hovedet. Han indrømmede faktisk, at når hun kom, kunne han ikke lade være med at lede efter hendes svagheder. Trods alt, smilte jeg.

Hele molevitten blev dækket af profettidene. En irriterende lille dame med opstoppernæse, stort rødt hår og griseøjne, fulgte vores træning nøje og skriblede notater på sin blok. Hun hed Andalina Hop, og hun stillede os en masse spørgsmål om vores privatliv. Har du en kæreste? Kommer din familie til at savne dig? Har du en tragisk fortid? Hun angreb os fra alle sider og gjorde det ikke nemmere i dagene op til Dødspillet. Den 1. januar. Vi ventede alle på den dato. Den dato der ville ændre vores liv, og højest sandsynligt gøre en ende på det.

"Eireen, du skal fokusere!" Det var vores træner, Gina. Hun var okay, jeg tror hun vidste at presset på vores skuldre var stort. Lige nu øvede vi patronusser, det gjorde mig ikke ligefrem rolig, at de mente, vi ville få brug for en. "Prøv at kaste den igen, okay?" Jeg nikkede og holdt min stav klar. Ved siden af mig, hvæsede Edmunds kongekobra af hans træningsdukke. Han havde virkelig styr på det. 

Den sortklædte dukke rullede langsomt imod mig. Jeg tænkte på varme sommerdage med min mor og Aron, Isabell, Edmund og jeg der grinte på biblioteket og det øjeblik vi vandt qudditchpokalen sidste år, lige foran næsen på Gryffindor. Jeg trak vejret dybt og hævede staven: "Expecto Patronum!" Det hvide lys skar i mine øjne, men jeg tvang mig selv til at kigge på det mægtige dyr foran mig. En hest, en stor hvid hest. Jeg havde altid undret mig over det faktum at det dyr jeg hadede allermest, var min egen patronus. Den galoperede gennem dukken, stejlede så og forsvandt. Jeg kiggede på de hvide lysglimt i luften der var tilbage og faldt næsten på knæ, da Gina klappede mig på skulderen. "Perfekt! Det går jo strygende!"
Strygende? Det var jeg ikke så sikker på. Jeg var normalt god til alting, jeg kunne normalt alting. Jeg plejede ikke at skulle øve mig særlig meget, men synet af de andre deltagere der mestrede alt til topkarakter, tog modet fra mig. Selv den lille pjevsede Phillipe var ikke nogen at spøge med. Han var hurtig og en god stifinder. Alouette var yndefuld og kastede besværgelser med sådan kraft, at hendes træningsdukker smadrede. Claire, den rødhårede, var meget god med de dyr der blev bragt ind og hun kunne lave en meget kraftig skjoldbesværgelse. Ingen, selv trænerne, ikke kunne bryde igennem den. Jeg tør slet ikke komme ind på Dumstrang eleverne. De ødelagde så mange dukker at jeg var for bange til at tale med nogen af dem.

Jeg plejede at bruge nogle mine få frie timer på at gå rundt på slottet og kigge. Mine timer løb ud, en for en. Kun 3 dage til dødspillets start den 1 januar. Sådan var mit liv nu, det skulle siges farvel til så meget. Bare en uskyldig samtale kunne føre til min død, hvis nogen regnede mine svagheder ud. Og det var der en der gjorde.

Jeg gik med bøjet nakke ud af storsalen. Jeg følte mig mørbanket. Edmund gik ved min side og vi satte kursen mod biblioteket som altid. Alle elver på gangene blev stille når vi kom, de hviskede om os hele tiden. To af De Uopnåelige, to af de aller mest populære, var blevet deltagere. Jeg var begyndt at lukke ørerne når vi gik ned af gangen.
"Hva-hvad siger du Ei? EI?" jeg blev revet ud af min trance og kiggede på Edmund som var han lige faldet ned fra himlen. "Undskyld hvad?" jeg blev rød i kinderne, jeg hadede når jeg missede hvad Edmund sagde. "Lige meget." Han lød skuffet.Vi gik begyndte at finde de sædvanlige bøger frem: Forsvarsteknikker på højt niveau, Nyttige besværgelser, Magiske dyr og deres svagheder og mange flere. Vi havde bladret gennem dem alle, to gange. Mindst. Hanna kom også snart, efterfulgt af Isabell der lige havde fået fri. Hun hjalp os altid. I dag satte hun sig dog ikke ned. Hun kiggede på os med læberne snerpet sammen.
"Orbit bad mig om at sende jer op til forvandlingslokalet." Hun lød irriteret over at blive brugt som ugle. Vi smækkede bøgerne sammen og begyndte at gå. Isabell stod stille og jeg spurgte hvorfor hun ikke kom med. "Kun for deltagere," sagde hun tørt og forsvandt bag en reol. Hvad var hun nu sur over? Hun skulle ikke sendes til sin død.
Vi småsnakkede på vejen op til forvandling, hvad ville Orbit? Edmund kom med alle mulige syge teorier om at han ville afsløre hemmeligheder om Dødspillet, så vi kunne overleve. Hanna lavede store øjne. "Tror du?" peb hun så, Edmund og jeg lo. Vi prøvede at dæmpe vores frygt med at joke om alting nu. Vi råbte ting som "Vi ses i helvede" og "jeg håber du dør først!" når vi mødtes på gangen. Det skjulte bare det faktum at vi var bange hele bundtet. Vi måtte stadig holde facaden som De Uopnåelige, en gruppe som Hanna nu også var medlem af. Også selv om der var så kort tid. Så lidt tid til at leve i.
Edmund kom med det forslag, at Orbit ville fortælle os at han i al hemmelighed var en gravhund, da vi skubbede døren til forvandling op. Jeg stivnede i døråbningen.
Der stod min far, Aron og Darren. Jeg stirrede på min far i chok. Han ville aldrig tage fri fra ministeriet for mig. Aldrig. Men alligevel stod han der, med sit blik hvilende på mig. Hans grå hår var strøget tilbage og han havde familiens våbenmærke så tydeligt som muligt alle steder. På hans ring, hans knapper på både kappe og bukser og på den tunge medaljon der hang om hans hals. Jeg gik med tøvende skridt hen mod min familie. Darren så elendig ud, hans ellers så polerede ydre så ødelagt ud. Aron derimod var som altid. Han stod med der med de brede skuldre, det fine, men lidt snuskede jakkesæt og det underlige overskæg jeg altid lo af. Han smilede som altid, dog var der noget tvunget over hans smil. Han bredte armene ud og jeg kastede mig om halsen på ham. Da jeg trådte tilbage, kiggede jeg på min far og min anden bror, de så på mig og vidste nok ikke helt hvad de skulle gøre. Min far åbnede munden.
"Du har bare at gøre familien ære Eireen." Ikke noget "Goddag, er du okay?","vi har savnet dig" eller noget som helst. Bare familiens ære som altid. Jeg knyttede hænderne og kiggede væk. Rundt i lokalet stod de forskellige deltagere med deres familier. De græd. De lo. Hvor jeg stod var der helt stille. Aron lagde en hånd på min skulder. "Det han mener er," han sendte min far et blik fuld af afsky, "er at han håber du kommer ud i live, ellers bliver han meget ked af det." Ja sikkert. Som om min far bekymrede sig om mig. Han ville sikkert ikke være kommet hvis ikke det ville påvirke hans ære. Han skulle bare lige sikre mig at jeg vandt. Ud af øjenkrogen så jeg Edmund kramme sin søster som var auror. Tårene trillede ned af hendes kinder, mens Edmunds forældre stod og holdt om hinanden bagved.
Jeg var så misundelig på ham. Han havde så mange ting jeg ikke havde. Jeg så min far direkte i øjnene.
"Jeg vil ikke have dig her." Det ville jeg virkelig ikke. Han kneb øjnene sammen, han havde altid sagt at man ikke måtte snakke grimt til ham. "Du skal gå. Nu." Nu stirrede han på mig med et chokeret ansigt. "Jamen, du risikerer at dø, Eireen." Han prøvede at putte medlidenhed i sin stemme. Jeg så Andalina sætte kursen mod os. Den dame kunne opsnuse dramatik på flere kilometers afstand. 
"Du snakker som om du overhovedet interesserer dig for mig." Han begyndte at protestere, men jeg holdt en hånd op og han holdt mund. Måske han kunne se min mor i mig, Aron sagde at hun var tydelig når jeg var sur. "Du er jo fuldkommen ligeglad! Den eneste grund til du vil have at jeg overlever, er fordi din ære ville blive plettet hvis jeg ikke gør! DU ER FULDKOMMEN LIGEGLAD!" Jeg skreg ham direkte op i ansigtet. Andalina skrev febrilsk på sin blok. "Skrid af helvede til, jeg hader dig!" og så gjorde jeg noget, noget jeg havde drømt om at gøre i flere år. Jeg spyttede ham i ansigtet og stormede ud af lokalet. Jeg var ligeglad med hvad alle andre ville tro. Ligeglad med min far. Jeg var helt alene.
Tik tak, tre dage tilbage. Ingen kunne redde mig nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...