Det første dødspil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Vidste du at det første dødspil nogensinde, blev afholdt på Hogwarts? Det sted der har været et trygt hjem for unge troldmænd og hekse, bliver snart et helvede for Eireen. Den traditionelle Magiske Trekamp har i året 2078 fået et regelskift. 3 elever fra henholdsvis Beauxbaton, Hogwarts og Dumstrang skal kæmpe. Til døden.

16Likes
9Kommentarer
1421Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

Kapitel 4

Alt bliver anderledes

"Hvad gør vi med I-problemet?" Det var blevet den 1. november, dagen for ankomsten af Beauxbatons og Dumstrang skulle komme i dag. Den sidste måneds tid havde været nogenlunde normal, selvom Edmund og jeg altid havde den samme diskussion når vi var alene: Hvad gør vi med Isabell? Vi endte altid med at råbe (eller hviske ophidset hvis vi var på biblioteket), vi havde nemlig forskellige synspunkter i den sag. Edmund mente vi burde bakke hende op, jeg mente vi skulle tale hende fra det. Men lige meget hvor meget jeg prøvede, stod Isabell ved sin beslutning. Du spørger nok, hvorfor jeg var så ude af den. Men ser du, de seneste år var dødstallet i Trekampen steget og steget, næste ingen turde melde sig i frygt for at dø. Så de få der faktisk gjorde det, kom næsten altid med sikkerhed med. Og de fleste kom da også hjem. I en kiste.
Edmund og jeg omtalte nu vores evige diskussion som I-problemet, og jeg tror næsten jeg brugte mere tid på det, end på mine lektier.
Og den novemberdag, hvor de andre skoler ville ankomme, stod Edmund og jeg ved siden af hindanden udenfor på græsplænen tæt på søen. Vi havde mistet Isabell et sted, og som vi stod der på rad og række, var det umuligt at få hende hen til os nu. Mørket var ved at falde på og jeg frøs. Kunne de ikke skynde sig lidt?
"Jeg mener, de sætter koppen op i dag." Jeg hviskede ud af mundvigen og Edmund sukkede opgivende. "Ei," hans tone var streng, og hans blik var rettet mod skolekoret, der nu stod foran alle andre parat til at synge skolesangen. "Der er intet du kan gøre, hun melder sig," han kiggede direkte på mig, "om du så vil det eller ej." Jeg fnyste irriteret, vreden brusede op i mig. "Vil du gerne have at hun skal dø?" adskillige vendte deres hoveder og tyssede på mig, jeg havde snakket højere end jeg troede. Professor Glance sendte mig et blik fra lærerrækken.
Edmund spærrede øjnene op. "Nej selvfølgelig ikke! Jeg siger bare..." han nåede ikke at sige mere, overfladen på søen sitrede svagt, enkelte bobler sprang i overfladen.
"Er det kæmpeblæksprutten?" spurgte en førsteårselev. Der blev tysset på ham. En mast brød overfladen og langsomt kom det mægtige Dumstrang skib til syne. En dæmpet mumlen spredte sig blandt os alle, og stoppede først da skibet havde lagt til og en lille flok mennesker trådte ud. Det var en flok på cirka 20, anført af en høj kvinde, der mest af alt mindede mig om en bulldog. Hendes sorte hår var klippet i en lige paige-frisurer og hendes små gennemborende øjne kiggede på en, som om hun så lige gennem alle ens løgne. Hun var klædt i pels og gik med små stanhaftige skridt.
Skolekoret var begyndt at synge, og gjorde det stadig da kvinden gav Professor Orbit hånden og ledte hendes elever indenfor. Da de var forsvundet ind af de store egetræsdør, brød snakken ud. Hvem af de 20 skulle kæmpe mod Hogwarts' deltagere? "Jeg håber ikke det bliver ham den høje," hviskede en pige ved siden af mig til sin ven. "Hvem?" Hviskede han tilbage, "de var alle sammen høje!"
Jeg bed mig i læben, de så alle sammen ud til at kunne knuse Isabell med deres bare næver. Edmund kiggede på mig med panik i blikket, han åbnede munden for at sige noget, jeg tvang blikket væk. En eller anden hvinede og pegede på himlen. Alle vendte blikket opad, hvor en karret trukket af flyvende heste kom til syne. Jeg spærrede øjnene op i rædsel, jeg havde altid været småbange for heste, og de der var jo kæmpe store!
Edmunds blik brændte mig i nakken, han vidste det jo godt, det med hestene. Jeg knyttede min næver og fokuserede på vognen der landede med et blødt bump på plænen. Hestene kastede med deres store hoveder og skrabede i jorden med deres hove. Deres øjne havde et vildt skær og jeg krympede mig indeni, da en af dem så direkte på mig og vrinskede.
Døren gik op, og endnu en flok elever, klædt i fin silke, trådte ned af trappen. De var også ledt af en kvinde, hende her var dog meget smuk. Hun havde langt gyldent hår og store isblå øjne. Hun smilede blot til vores rektor, inden hun gik mod slottet. Hendes elever fulgte efter, de rystede næsten hele bundtet og hev deres silkekapper tættere om kroppen. Jeg fulgte dem med blikket, og snart passerede det nu hæse skolekor rækkerne og alle bevægede sig mod slottet.

Lige så snart vores gæster havde fundet sig til rette i storsalen, stod Orbit klar til at holde sin tale. Eleverne fra Dumstrang havde sat sig ved vores bord, i starten kiggede jeg på dem med store øjne og tænkte på hvordan de allesammen kunne smadre Isabell. Så kastede jeg et blik på Ravenclawbordet, Beauxbaton eleverne havde slået sig ned der efter ti minutters klagen over de beskidte sæder, her sad Edmund ved siden af en høj brunette, der blev ved med at svinge med sit lange hår og blinke med sine store dådyrøjne. Edmund var mere rød i hovedet end det Gryffindor-banner der hang over Gryffendorbordet. Jeg greb så hårdt om min gaffel, at metallet nev mig i fingrene. Jeg havde mest af alt lyst til at kaste gaffelen i hovedet på frk. Perfekt, så hun kunne få sig en fejl eller to i det smukke ansigt. Jeg skulle lige til at forhekse hende, da Orbit slog armene ud og begyndte at tale.
"Velkommen kære venner! Velkommen til Dumstrangs udvalgte og deres forstanderinde Salina Haff." Han kiggede varmt på bulldog-damen, der sad med armene over kors og vogtede over salen som en gal vagthund. "Velkommen til Beauxbaton og deres forstanderinde, Bellina Melisande, eller mere korrekt: Madame Melisande." Han kiggede nu på kvinden med det gyldne hår, hun så fornærmet ud, måske fordi hun var blevet nævnt til sidst. Orbits milde træk blev hårde og mere alvorlige. Først nu lagde jeg mærke til to personer der stod bag ved højbordet. Den ene var... min bror? Jeg prikkede til Isabell og pegede. Hun så ud som om hun var ved at blive kvalt da hun så ham. "Hvem er det ved siden af?" spurgte hun hviskende. Jeg rynkede brynene, jeg vidste det ikke. Mandens ansigt var skygget af hans høje hat.
"Som sagt tidligere på året, vil der i år være nogle ændringer i reglerne for den Magiske Trekamp. Til at forklare jer dem, er selveste ministeren for Magi, Peter Gwen," Orbit blev overdøvet af et udbrud af gisp, hvin og folk der brød ud i snak. Det forklarede min bror. Jeg kiggede på Edmund, dådyrpigen kiggede stadig på ham, men så skuffet ud da han så på mig i stedet. Han pegede på min bror og mimede: "Er det ikke din bror?" Jeg nikkede.
Orbit tyssede på os igen og gentog hvad ingen havde hørt. "Ministeren vil selv fortælle jer reglerne, ja. Velkommen Hr. Minister." Han trådte til siden og manden med den høje hat trådte frem. Jeg havde set massere billeder af ham i Profettidene og små glimt af ham ved mine besøg på min fars og brødres arbejdsplads, nemlig selveste Ministeriet for Magi.
Alligevel, overraskede han mig. Han var ikke særlig høj, hans havde sort hår der var lagt fladt på hans hoved af en masse voks og hans øjne... Ja hans øjne, de gjorde ham nem at huske. Det ene var sort som natten, det andet var hvidt, helt hvidt. Han var blind på det, der var mange historier om hvordan det skete, men ingen havde fået den sande historie ud af ministeren endnu. I dagens anledning var han klædt i sort rejsekappe, med matchende hat og en stok der blev toppet af i en sølvkugle.

"God aften alle sammen, jeg vil gå lige til sagen," han talte som om det kedede ham at stå der og tale til en bunke teenagere, men det var som om der var mere i det. Jeg kunne ikke lide ham, der var noget muggent over den måde hans øje kiggede ud over salen på og bare den måde han talte gav mig myrekryb, jeg følte lidt at han morede sig. "I år skal der udvælges 3 deltagere fra hver skole," han holdt en lille kunstpause, "disse deltagere skal kæmpe til døden." Der var stille i salen, jeg tror ikke rigtigt at der var nogen der troede på det, selv håbede jeg på at ministeren ville råbe "Fik jer!", men det gjorde han selvfølgelig ikke. Han fortsatte, "De ni deltagere vælges tilfældigt med Flammernes Pokal som altid. Men! I år har i intet valg små venner," han holdt igen en lille pause og hans mund krøllede til et underligt smil, "grundet for få tilmeldinger de seneste år, har ministeriet bestemt at alle, ja alle, skal have deres navn i pokalen."
Jeg var lige ved at falde ned på gulvet i chok, og jeg var vist ikke den eneste. Alle så ud som om de prøvede at vække sig selv fra en ond drøm. Og der var mere. "Med alle mener jeg selvfølgelig de udvalgte fra gæsteskolerne og alle elever der er fyldt 12 her på Hogwarts. Dødspillet vil blive afholdt i en arena og vil vare så mange dage det nu tager for 8 deltagere at dø." Havde jeg hørt rigtigt? 12?!? Ville de sende andenårselever ind for at kæmpe til døden?
"De ni vil blive fundet i morgen." Med de ord, forlod ministeren salen med min bror i hælende.

Orbit annoncerede med trist stemme at det var tid til at spise. Jeg havde mistet appetitten. Igen, var jeg nok ikke den eneste. Det var ikke mange der så meget som prikkede til deres mad. Eleverne fra Dumstrang og Beauxbaton så også chokerede ud, så havde de ikke vidst noget på forhånd. Isabell tog mig i hånden og vi kiggede på hinanden. Så meget postyr om at hun ville melde sig. Vi var, om vi så ville det eller ej, sammen om det. Som stod vi på kanten af et bassin som Isabell havde tænkt sig at hoppe i. Og så i sidste øjeblik, kom der en og skubbede os begge, så vi faldt i med et plask.

Den nat, sov jeg ikke godt. Jeg drømte hele tiden at jeg var blevet udpeget som deltager i Dødspillet. Så lå jeg pludselig i en kiste der blev sænket i jorden, jeg var ikke død, men ingen kunne hører mine skrig. 

Jeg vågnede badet i sved. Det var stadig mørkt, men jeg kunne bare ikke sove. Jeg endte med at fiske min bog om Trekampen op af tasken. "Lumos" Min stav lyste op og jeg læste. Jeg slugte det ene kapitel efter det andet. Jeg læste om alt lige fra de forskellige opgaver der var blevet stillet til hvad vinderne hed. Da solstrålerne tittede ind af vinduet, kunne jeg næsten vinderrækkefølgen udenad.
Jeg gik ned til morgenmad inden alle andre og var allerede færdig med min toast da Isabell dumpede ned ved siden af mig. "Hvorfor er du oppe så tidligt?" Spurgte hun søvndrukken. Jeg svarede ikke. Jeg spejdede efter Edmund, men han var ingen steder at se. Jeg kastede min taske over skulderen og mumlede noget om at jeg ville smutte ned på biblioteket. Isabell skovlede bare brød i sig og nikkede.
Som jeg havde forventet, sad Edmund på biblioteket. Han havde vist også været tidligt nede i storsalen, et æbleskrog lå ved siden af ham. Han kiggede op da jeg kom ind og smilede træt til mig. "Du har heller ikke sovet?" konstaterede jeg nærmest og han lo stille. "Nej, jeg havde også en underlig drøm... du, nej bare glem det." Jeg løftede et øjenbryn. "går du rundt og drømmer om mig Ed?" Jeg vippede hans bog op så jeg kunne læse titlen. Drømmetydning. Hm. "Nej, eller jo..." Han så en smule panisk ud og kiggede ned i gulvet. "Du, øh, fodrede mig til en basilisk." Han kiggede på mig og jeg kunne ikke lade værre med at grine. Så kiggede jeg på hans sårede udtryk og min latter døde ud. "Bare rolig Ed, jeg ville aldrig hakke dig om til Basilisk-føde," jeg smilede opmuntrende og han klappede bogen sammen. "Det troede jeg da heller ikke, skal vi?" han tilbød mig sin arm, og snart marcherede vi op til første time.
Dagen gik uhyggeligt hurtigt. Edmund og jeg havde begge oldtidens runer, bagefter havde vi forsvar mod mørkets kræfter. Så havde vi en fritime som vi brugte på at lave vores oltidens runer lektier (Isabell havde lektier for i muggler studier). Vi sluttede dagen af med dobbelttime i forvandling. Mine kostbare timer, tikkede af sted. Jeg frygtede at en af mine venner skulle kæmpe, ikke én gang faldt det mig ind at jeg kunne blive valgt. Men selvfølgelig kunne jeg det.
Isabell og jeg jagede nogle fnisende tredjeårselever væk fra vores yndlings sted og slog os ned. Jeg kunne mærke flere øjne i nakken, alle vidste af en eller anden grund at min bror var ministerens juniorassistent. Jeg sukkede og lænede mig tilbage i stolen, mens jeg betragtede Edmund, der sad og læste sin drømmetydnings bog. Vi snakkede ivrigt om hvem der mon blev valgt til at kæmpe, da et højt fnis, fik Edmund til at tabe sin bog og blive tomatrød i ansigtet. Dådyrpigen var tilbage. Hun kom trækkende med to veninder, de var smukke begge to, ikke lige så smukke som dådyrøjne, men smukke nok til at få Edmund til at spærre øjnene yderligere op. Jeg skulede og prøvede diskret at rette på mit hår.  
Langsomt gik hun mod os, mens hendes mås vrikkede overdrevent fra side til side. Hun havde nogle bøger i favnen, en af dem var den bog Edmund også sad og læste: Drømmetydning. Hun kiggede med store øjne på hans eksemplar og brød så ud i et stort smil. "Så du 'ar taget et kig på den Edmunde?" Den måde hun sagde hans navn på gav mig kvalme, jeg kiggede på Isabell. Hun kiggede mistænktsomt på Edmund. "Øh, ja" sagde han og rodede op i sine krøller, noget han ellers aldrig gjorde. Hun hvinede og kiggede på ham som var han en hundehvalp, så vendte hun blikket mod sin veninde. "Sagde jeg det ikke, Daniele? 'an 'ar fantastiske krøller!" Daniele fnisede og hev franske veninde nummer to med ud af lokalet. Dådyrøjne ænsede mig slet ikke men stirrede afventende på Edmund der så ud som om han kunne besvime på stedet. Jeg smækkede højlydt min bog sammen og Edmund vågnede af sin trance. "Øh, vi ses vel til aftensmaden?" sagde han, Dådyrøjne hvinende igen, placerede et smækkys på begge hans kinder og vraltede ud af biblioteket med måsen vrikkende som og den sad løst på pigebarnets krop.
Isabell stirrede vantro på Edmund, hun så ud som om hun ikke vidste om hun skulle grine eller græde. "Hvem var så det?" Spurgte hun til sidst, Edmund der stadig stirrede på døren, Dådyrøjne var forsvundet ud af, vendte modvilligt hovedet og så på hende. Mine negle borede sig ind i mine håndflader og jeg var sikker på at de snart ville begynde at bløde.
"Åh," sagde han, som om han først lige havde opdaget at vi eksisterede, "det er bare Alouette." Han smilte fjoget til mig, men hans smil blegnede hurtigt. Jeg har nok set lidt skræmmende ud. Jeg rejste mig og slog nogle bøger  ned af bordet, så de landede på gulvet med høje bump. "Hvorfor går du ikke efter din fantasktiske Alouspætte, Edmunde" sagde jeg rasende og efterlignede Alouettes stemme, "i kan jo starte en bogklub!"
Jeg stormede ud af bibloteket. Tårerne prikkede mig i øjnene. Jeg skubbede folk til side og løb så hurtigt jeg kunne mod kældrene og sikkerheden i opholdsstuen. Jeg tænkte kun en ting: Lad dem ikke se dig græde.

Jeg gemte mig på min sovesal resten af eftermiddagen. Isabell dukkede ikke op, jeg tror hun vidste at jeg ville være alene. Jeg var lige ved at springe aftensmaden over, da jeg kom i tanke om Dødspillet. Det var nu at de ni skulle udvælges. Jeg gik langsomt ned mod opholdsstuen da jeg opdagede at mine kinder var våde. Jeg tørrede hurtigt øjnene i min skolekappe og gik så med løftet hage gennem rummet.
Jeg blev tit overrasket over hvor hurtigt ting spredte sig på skolen, jeg kunne hører nogen hviske om mit råberi på biblioteket. Eller var det bare mig, der forestillede det? Jeg tog en dyb indånding og smuttede så hurtigt som muligt ud af lokalet og løb op af trapperne mod storsalen.
Jeg satte mig på min sædvanlige plads og lagde mærke til hvor presset stemningen i lokalet var. Alle sad klumpet sammen i grupper og snakkede dæmpet. Det var som om alle ni deltagere allerede var døde og dette var deres begravelse. Isabell sad der allerede, hun stirrede ud i luften. "Han flippede helt ud da du gik," sagde hun og kiggede på mig med et strengt blik, "han kunne ikke finde ud af hvad han havde gjort forkert. og ærligt talt Ei, det kan jeg heller ikke." Jeg stønnede lavt og undgik at møde hendes blik. Hun blev ved. "Hvad sker der mellem jer to?" Hendes stemme var skarp, hun måtte da vide det. "Ikke noget" peb jeg og tvang mig selv til at møde hendes blik. Hun troede nok ikke på mig, men lod det ligge.
Flammernes Pokal stod på en lille piedestal foran højbordet. Jeg tænkte på hvor mange der havde set deres navn komme flyvende op fra den kop gennem tiderne. Den lille kop af træ rummede alle vores navne. Hele skolen, med selvfølgelig undtagelse af førsteårseleverne, kunne få afgjort deres skæbne her og nu.
Alle var snart på plads og kiggede afventende på Orbit, men han trådte ikke frem. I stedet kom ministeren ud af sidekammeret bag højbordet og stillede sig ved siden af pokalen. Min bror kom efter ham, men stillede sig i stedet ved bagvæggen.

"I aften skal de 9 deltagere vælges!" sagde ministeren som om hans eneste søn var blevet givet en høj post ved ministeriet. "Om lidt vil pokalen skyde, først de tre navne fra Beauxbatons, så fra Dumstrang og til sidst Hogwarts' deltagere, ud af sit indre. Bare hav tålmodighed, kære venner." Som var det indøvet, blev den blå ild rød. Den kastede sig opad som en gejser og en lille lap papir dalede langsomt ned mod ministeren. "Først, fra Beauxbatons: Claire Blanc, træd her op kære."
En slank rødhåret pige rejste sig fra Ravenclaw bordet. Hun havde grønne triste øjne og så ud som om hun var lige ved at græde. Ministeren lagde en hånd på hendes skulder og sagde tillykke. Tillykke? Tillykke, du skal dø! 

Pokalen spyttede endnu et navn op i en regn af røde flammer. "Beauxbatons anden deltager," sagde ministeren mens han greb papirlappen, "Phillipe Rousseau, kom bare." En dreng, med hår der var så lyst at det næsten var hvidt og som havde isblå øjne, rejste sig også fra Ravenclawbordet og stillede sig ved siden af Claire. Han så pjevset ud, den lille fyr og hans underlæbe bævrede.

"Og den sidste deltager fra Beauxbaton er," Gwen så afventende på pokalen, han smilede stort. Hvad var der galt med den mand? En tredje seddel landede i hans hånd. "Alouette Clement." Jeg drejede hovedet så hurtigt at min nakke sagde knæk. Den Alouette? Dådyrøjne fik tårer i øjnene og rejste sig fra sin plads ved siden af Edmund. Han var meget bleg. Hun gik op til højbordet og glemte helt at vrikke med røven. Jeg vidste godt at det var forkert, men kunne ikke lade være med at blive en smule glad indeni.

De tre deltagere fra Dumstrang stod også snart ved højbordet. Vektor Wrat, en stor bredskuldret dreng var den første. En lille lusket udseende pige kom bagefter, hun hed Cassandra Gale. Den sidste var en høj dreng med rodet brunt hår, en lige og lidt spids næse og skovgrønne øjne. Hans navn var Oskar Bluum. Han var den eneste af Dumstrang-slænget der så nogenlunde normal ud, hvis man kan sige det sådan. Han kunne ligeså godt have gået på Hogwarts. Han havde hverken en bred pande, brede skuldre eller kantede ansigtstræk. 

Stemningen i salen blev trykket, jeg kiggede rundt på de mange bange ansigter. Alle som en kunne de blive sendt ind i en arena for at dø. Jeg lukkede øjnene og ventede. Jeg hørte den spruttende lyd fra pokalen og der var så stille i salen, at man faktisk også kunne høre papiret der blev grebet mellem to fingre. "Den første deltager fra Hogwarts er," der var en kort pause. "Hannah Green!" Jeg åbnede øjnene og kiggede ud over salen, hvem var denne Hanna? En lille pige fra Huffelpuff begyndte at tude. Jeg tror nok, at hun prøvede at holde tårerne inde, men det gik ikke godt. En Gryffindor dreng råbte et højt, "NEJ!" Ham kendte jeg godt, Charlie Green. Han havde oldtidens runer med mig og Edmund, han var faktisk helt okay. Jeg anede ikke at han havde en søster. Hanna gik op mod højbordet mens hun snøftede. Hvor gammel var hun? Hun gik sikkert kun på anden årgang. Pokalen spyttede endnu et navn ud. Jeg så på de røde flammer med et skræmt blik, de havde dømt Hanna til døden.

"Edmund Rent!" blev der råbt. Navnet rungede i mine ører. Vent, hvad? Jeg kiggede på Edmund der sad som en statue ved Ravenclawbordet. Han var askegrå i ansigtet. Han stirrede vantro på ministeren, kom så langsomt op og stå og gik op ved siden af Hanna. Jeg kunne ikke fatte det, af alle mennesker, så var det ham. Isabell hulkede stille ved siden af mig, det var der mange der gjorde.
"Og den sidste deltager er," ministeren greb den sidste seddel. Allerede inden han åbnede munden, vidste jeg hvad der stod på den. Jeg vidste det bare. "Eireen Ches."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...