Det første dødspil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Vidste du at det første dødspil nogensinde, blev afholdt på Hogwarts? Det sted der har været et trygt hjem for unge troldmænd og hekse, bliver snart et helvede for Eireen. Den traditionelle Magiske Trekamp har i året 2078 fået et regelskift. 3 elever fra henholdsvis Beauxbaton, Hogwarts og Dumstrang skal kæmpe. Til døden.

16Likes
9Kommentarer
1547Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Kapitel 2

Et brev

Der var dødstille i salen. Dødspillet? Tre deltagere? Isabell og jeg udvekslede blikke, jeg var ikke sikker på om hun stadig ville stille op. 
Professor Orbit var ikke færdig. Han behøvede ikke engang at bede om ro, alle sad bomstille og lyttede. "Vores venner fra Dumstrang og Beauxbaton vil ankomme den 1. november, der vil i få mere at vide," han smilte og slog ud med hænderne, "lad os spise."

Isabell og jeg var på vej mod Slytherins opholdsstue, vi var gået tidligt. Larmen i storsalen havde ikke været til at holde ud, alle snakkede om Dødspillet. Hvem skulle være med? Hvorfor tre deltagere? Hvor skulle udfordringerne finde sted? Spørgsmålene havde været uendelige, selv førsteårseleverne, der ikke rigtig vidste hvad Trekampen eller Dødsspillet gik ud på, deltog i snakken. Deres små pibende stemmer kunne høres helt i den anden ende af bordet. Jeg havde fået nok, så jeg meddelte at jeg gik i seng. Min mad havde jeg ikke rørt, jeg havde en underlig fornemmelse i maven. Jeg var ret så sikker på, at dette års turnering skulle blive meget anderledes.
Isabell var meget stille. Det lignede hende ikke, hun var normalt den der holdt snakken igang hele vejen ned til opholdsstuen. Vores skridt gav genlyd i den kolde stengang og gjorde stilheden mellem os underlig, jeg måtte sige noget.

"Hvad tror du ministeriet har tænkt sig?" Isabell var kommet mig i forkøbet. Jeg kiggede på hende, jeg kunne ikke læse hendes ansigt i mørket, der kun få gange blev oplyst af en fakkel. "Jeg ved det ikke, måske jeg skulle sende en ugle til min bror," Isabells mund blev en tynd streg, hun havde aldrig sagt det, dog var jeg sikker på at hun ikke brød sig om min ældste bror, Darren, der arbejdede som ministerens for magis juniorassistent. "Jeg mener, han må jo vide et eller andet" fortsatte jeg, Isabell nikkede bare og strøg noget hår om bag øret. Vi gik i stilhed igen. Det var underligt, vi var bedste veninder, vi snakkede altid! Det dumme dødspil skulle ikke bare komme og tage min Isabell fra mig. Dødspillet. Det løb mig koldt ned af ryggen, det navn lød ikke godt. "Dødspillet" hviskede jeg, ikke med vilje, det var bare lige gået op for mig hvor alvorligt det lød. Det var sådan et fremmed ord i min lille perfekte verden, hvor død og ødelæggelse lå fortiden til.

Isabell kiggede fraværende op, "æh, hvad sagde du?" Vi standsede ved indgangen til opholdsstuen, jeg løftede armen og strejfede muren med fingrene, så den smeltede væk. Opholdstuen var øde, det grønlige skær fra søen oplyste rummet og gjorde stemningen mere dyster i aftenlyset.  Jeg mumlede noget om at jeg ikke havde sagt noget og satte kursen mod vores sovesal. Da jeg trådte ind i det aflange rum, kunne jeg ikke lade være med at komme med et lettet suk. Nu var jeg hjemme. Alt fra det mørke trægulv til de tilsvarende mørke træmøbler, virkede rigtigt. Intet havde forandret sig i ferien. Min seng stod stadig bagerst i rummet, stor, blød og indbydende. Da jeg var nået hen til den, havde jeg allerede trukket halvdelen af min uniform af. Jeg hoppede hurtigt i mit nattøj og kravlede ned under dynen. Jeg indsnusede duften af det nyvaskede stof og glemte i en stund,  hvad der skulle til at ske.

Når jeg tænker over det, har jeg slet ikke præsenteret mig selv, det glemte jeg vidst oven i alt det postyr med Dødspillet og Isabell. Nå, men jeg hedder Eireen Ches. Hvis du er en del af troldmandsverdenen, skulle det gerne sige dig noget. Jeg er stolt af mit navn, det har en historie, det er vigtigt for mig.
Nå, med det på plads kan jeg fortælle om den drøm jeg havde den nat. Jeg sad i storsalen, alle kiggede på mig. det var ikke sket i drømmen, men jeg vidste at mit navn lige var blevet råbt ud over mængden. Men jeg havde jo ikke engang puttet mit navn i, tænkte jeg og jeg sagde det også. Ingen gad lytte. Isabell skældte mig ud, Edmund lo, han lo af mig! Han sagde at det var fantastisk at han endelig kunne slippe af med mig. Alle lo, grinte så højt. Jeg begyndte at græde, vrælede midt i storsalen. De lo endnu højere, Edmund tårnede sig op foran mig og pegede på mig mens han lo.
Jeg vågnede med et spjæt, mine øjne var fugtige. Solen stod ind af vinduet, første skoledag. Hurra. Jeg tog mig til hovedet og brummede lavt. Dumme Ed, sådan at snige sig ind i mine drømme og le af mig, det var ikke særlig høfligt gjort. Jeg sparkede dynen til side og stod op. Isabell snorkede med åben mund i den anden ende af rummet og jeg kastede en pude i hovedet på hende. Vores to andre værelseskammerater var allerede forsvundet. Jeg rodede igennem min kuffert og smed mine skoleting ned i min taske så hurtigt jeg kunne, mens jeg hoppede i skoleuniformen. Isabell vågnede med et grynt og kiggede spørgende på mig. "Vi er sent på den din idiot" sagde jeg og hun væltede ud af sengen. Jeg var lidt sur på hende på grund af det med drømmen, hun havde jo råbt af mig.
Jeg vidste ikke helt hvad der skete for mig den morgen, men da Edmund fangede os ved indgangen til storsalen, bakkede han adskillige skridt da han så mit ansigtsudtryk. "Hvad har jeg nu gjort?" sagde han da han trådte frem igen. "Ingenting" mumlede jeg og vi gik ind i storsalen.
Det var underligt, jeg havde det som om jeg slet ikke havde været Eireen dagen før. Jeg havde glemt min rolle, vores rolle. Vi var den lukkede gruppe, dem man ikke kunne blive kloge på og som ikke lukkede nogen ind i deres lille kreds. Vi var reserverede og af en eller anden grund populære. De Uopnåelige, blev vi kaldt af nogle.
Jeg havde aldrig rigtig vidst om de kunne lide os eller om de var bange for os, men da vi ko ind i storsalen, stoppede adskillige samtaler, folk drejede hovederne og trådte til siden. Op med hagen pigebarn, min barnepige og læreindes stemme var høj og tydelig i mit hoved. Jeg løftede hagen. 
Isabell og jeg satte os ved Slytherinbordet. Jeg spiste noget toast og ventede på posten, jeg havde ikke set min ugle siden vi kom. Jeg skulle ikke vente længe, hundredvis af ugler baskede snart rundt under loftet, Bishop, min ugle, landede foran mig uden noget brev. Jeg strøg ham på hovedet og gav ham lidt toast, da en anden ugle landede på bordet ved siden af ham. Jeg genkendte den flotte slørlugle som en af ministeriets, den rakte sit ben frem og lige så snart jeg havde løsnet brevet, satte den af og væltede mit glas med græskarjuice.
Det var helt klart et brev fra ministeriet, seglet understregede det bare. Isabells øjenbryn skød i vejret, vi vidste godt hvem det var fra. Jeg rev konvolutten op og smed den ind under bordet inden nogle andre fik øje på den. 
Så jeg havde forudset, var den fra min bror.

Hej søs! Hvordan går det? I har vel fået det at vide nu, ikke? Jeg kan ikke afslører for meget lige nu, men glæd dig! I år bliver turneringen ikke bare nogle lamme udfordringer, det bliver virkelig spændende for en gangs skyld! Jeg jeg haft en finger med i planlægningen, det skal nok blive sjovt.

- Darren

 

Hej dig der læser dette! Jeg håber du kan lide historien! Jeg vil rigtig gerne have noget respons, så smid gerne en kommentar, jeg kan sagtens tåle kritik! :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...