Vilde Tulipaner

"Pludselig forandrede det hele sig. Træerne blev til brændende blomkål, stien stikkende torne. Kurt, han var den onde kriger der holdt Xena fanget. Jeg skulle redde hende. Jeg skulle feje ham af vejen, han skulle udryddes"

Det handler om Bo, han er 17.
Han kan ikke skelne mellem fantasi og virkelighed, det får ham på afveje flere gange.


0Likes
0Kommentarer
200Visninger
AA

1. Vilde tulipaner

Den verden der var mit hoved var meget bedre en den virkelige. Jeg slås med orker, drikker mjød med troldmænd og bekæmper Voldemort med Harry Potter.

Men her i den virkelige verden er alt kedeligt, der er ingen troldmænd eller noget. I den virkelige verden hedder jeg Bo og jeg er 17år. Jeg går ture i parken. Jeg spiller computer. Jeg er nørden, ham uden venner. Dem i skolen sagde jeg var syg, især Kurt mobbede mig, han gjorde det aldrig alene, de var altid flere. Kurt var den populære dreng. Ham der gjorde det svært for mig, han ødelagde mig. Jeg hadede ham. Jeg var helt fin, mit hoved fejlede absolut intet. Min fantasi var bare bedre, min verden var sjovere, der var det mig der bestemte.
De er stadig efter mig, de siger stadig jeg er syg. De er de onde, jeg er den gode.

Jeg går tit ture i parken, der er så fredfyldt og stille. Jeg kan kigge på træerne, tisse i en busk, hvis det er det jeg vil. Jeg kigger på de andre der går i parken, det gamle par der altid går søndags ture. De smiler altid venligt til mig, dem kan jeg lide. De er så søde og venlige.
Den dag set jeg ser Kurt og hans kæreste. Hun har langt lyst hår og krystal blå øjne, hun ligner krigerprinsessen Xena, det er hendes hjerte man skal vinde. Jeg har ikke vundet det, endnu. Den dag så hun trist ud. Måske havde hende og Kurt slået op? Han havde aldrig været særlig god ved hende.
Jeg gik videre mellem de fine blomster, der var tulipaner i alle farver, det var smukt. Jeg stod og beundrede dem lidt og så fik jeg øje på Kurt.
Kurt.. han stod og tissede i de fine tulipaner. Han kiggede på mig og grinte.

Jeg blev vred.

Pludselig forandrede det hele sig.  Træerne blev til brændende blomkål, stien stikkende torne. Kurt, han var den onde kriger der holdt Xena fanget. Jeg skulle redde hende. Jeg skulle feje ham af vejen, han skulle udryddes.  Jeg løb over mod ham, og ignorerede smerten i mine fødder fra de stikkende torne. Han havde alle odds med sig og jeg alle imod mig. Jeg løb mod ham. Jeg stoppede lige foran ham. Jeg kørte mit svær gennem ham, lige i maven. Han bukkede sammen. Jeg gav ham et knæ i hovedet, blodet strømmede ud fra ham. Jeg måtte blive ved med at kæmpe, han var det eneste der stod imellem Xena og jeg.

Til sidst lå han helt stille. Jeg satte mig ved siden af Kurt. Han havde været så dum, det var hans skyld.

Tulipanerne var stadig fine.

Alle i parken stillede sig omkring os. De gjorde intet. De stod bare og kiggede. Der kom en mand løbende, han bad ’tilskuerne’ om at ringe til ambulancen og politiet. Han gjorde noget.

Der kom politi og ambulance.  Kurt levede stadig, han var ikke død men bevidstløs. Politiet anholdt mig.
Jeg kom ind i en celle. Jeg var helt alene. Væggene stirrede på mig, de stak i mig. Det smertede. Det var en god smerte.

En mand med briller kom ind, han hed Torben. Han havde en ternet skjorte på med seler over til at holde bukserne oppe. Han var psykolog, jeg skulle åbenbart have en psykologisk vurdering. Torben begyndte at snakke, han var meget behagelig at snakke med. Jeg åbnede mig op for ham. Jeg forventede faktisk at han også gjorde det for mig. Noget for noget. Den virkelige verden skuffede mig endnu engang.
Torben gik rundt i rummet, han gik i cirkler, det stressede mig. Min hjerne krympede jeg kunne ikke koncentrere mig, det spændte, jeg prøvede at koncentrere mig, holde fast i virkeligheden. Jeg kunne ikke, det blev sort et øjeblik..

  Han blev Voldemort, jeg skulle besejre ham! Han kastede en besværgelse, den ramte mig, jeg kastede besværgelsen tilbage - den ramte. Han blev kastet tilbage i sofaen. Jeg flygtede, jeg løb alt hvad jeg kunne. De fulgte efter, men jeg var for hurtig.
Jeg flygtede ud i skoven og der ville jeg leve for evigt. Men de fangede mig.

Jeg kom på den lukkede psykiatriske afdeling, der er jeg stadig. Jeg bliver fortalt at jeg ikke kan skelne mellem virkeligheden og fantasien. Jeg snakker stadig med psykologen Torben og jeg får noget medicin. Jeg synes ikke medicinen gør noget godt – jeg har aldrig troet på at medicin kan kurerer noget. Lægerne siger, at det tager noget tid før medicinen virker. Men jeg har faktisk fået det bedre, især efter jeg har snakket med Torben. Det hjælper at få snakket om ens problemer.

Jeg har ikke set Xena siden..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...