Et møde med fortiden!

"Var det ham? Det måtte det være! Hvem ellers? Det var i hvert fald damen, men var det ham? Var det virkelig ham?"

Jeg sad på en café med Lise. Jeg fik øje på en dame, der kunne ligne hende der adopterede min søn for 20 år siden. Jeg måtte tage chancen, jeg ville finde ud af om det var ham. Jeg SKULLE vide det!!!

1Likes
2Kommentarer
233Visninger

1. Tag chancen

Var  det ham? Det måtte det være! Hvem ellers? Det var i hvert fald damen, men var det ham? Var det virkelig ham?

 

For 20 år siden, fik jeg en søn. Dengang var jeg kun 15 år gammel. Jeg blev enige med mine forældre om at bortadopterer ham. Jeg havde listet mig ud af sengen, og så hvem der fik ham. Det måtte jeg selvfølgelig ikke, men jeg kunne ikke lade vær.

Nu sad jeg på en café på strøget, og så præcis den samme dame, komme gående forbi, med en knægt ca. på 20 år, jeg genkendte hendes lange sorte hår, og den blege hud. Jeg fik kuldegysninger, og måtte trække min tynde cardigan op over skulderen, selvom det ellers var en varm dag. Min veninde Lise kiggede i min retning, og så også damen. Jeg havde før beskrevet hende, og hun tænkte det samme som mig. Jeg blev forvirret, mest af alt havde jeg lyst til at gå derhen, men det kunne jeg jo ikke! Eller kunne jeg? Nej, måske vidste han slet ikke jeg var hans mor, måske havde de aldrig fortalt ham det?

De gik videre, og Lise sagde jeg skulle glemme det, og nyde dagen. Vores frokost kom, men den ellers lækre tun sandwich, var pludselig kvalme opvækkende. Vi snakkede og efter en halv time, gik vi videre. Jeg gik ind i H&M, og kiggede efter børnekjoler. Henne ved børnetøjet stod de igen. Damen stod med en lille lyserød kjole i hånden, hun havde ret lange krogede fingre, som holdte stramt om den lille sløjfe. Drengen stod ved siden af, han stod med en anden lille kjole. Det så ud som om de var lidt uenige, om hvad de skulle vælge. Drengen kiggede imod mig, og vores øjne mødtes. Det var ham! Øjnene var de samme! Blikket, jeg var hundrede procent sikker nu!

Da jeg havde født, havde jeg set ham. Hans blik var smeltende, det fik en til at glemme tid og sted, og bare se de gode ting i livet. Jeg kunne ikke give ham bort. Det kunne jeg ikke. Men han blev taget.

Det var det samme blik, der fangede mig nu, lige her i H&M. Jeg blev bare stående og kiggede ham i øjnene. Damen rømmede sig, og jeg slap hans blik. Jeg dukkede mig, og kravlede væk. Sneg mig fra tøjstativ til tøjstativ, gennem lange bukser og kjoler til jeg var ude af butikken. Lise stod med et blad og var helt opslugt. Jeg gik over til hende, og fortalte det. Hvad skulle jeg gøre? Tale med damen alene. Selvfølgelig.

Jeg stillede mig ved udgangen og ventede. Der gik lang tid, kunne de ikke skynde sig. Efter en halv time, gik jeg derind igen. De var væk? Lise var begyndt at blive utålmodig, og sagde de nok havde taget den anden udgang. Jeg blev irriteret, jeg ønskede virkelig at vide om det var ham.

Vi gik op af strøget igen, vi havde slet ikke nået det vi gerne ville, og der var fyldt med mennesker, men heldigvis var Lise forstående, så nu måtte vi bare få en hyggelig eftermiddag. Min mave knurrede, jeg havde jo ikke spist min frokost, og Lise foreslog vi satte os og fik noget mad. Denne gang var appetitten ikke væk, jeg var vildt sulten og opdagede ikke hvad der skete, før Lise prikkede mig på skulderen og nikkede i retning af det andet bord. Der sad de. De havde vidst ikke opdaget mig, for de havde sat sig lige ved siden af, ved det andet bord.

Jeg gik lidt i panik, og måtte gøre noget. Måske ville jeg aldrig se ham igen, så jeg tog chancen. ”Er det din rigtige mor?” fløj det bare ud af mig. Jeg blev selv helt forbavset over mit direkte spørgsmål, og skyndte mig at sige undskyld. Drengen så meget forvirret ud, hvorimod damen så bange og ked ud af det. Hun var næsten sunket ned i stolen, og skammen stod nærmest skrevet i panden  på hende. Drengen kiggede meget mærkeligt på sin mor, og begyndte så at græde. ”Jeg vidste det, jeg vidste det!” sagde han bare, og smed sig ind over bordet. Folkene på caféen, kiggede på ham. De forbi passagerne stoppede næsten op, og gloede. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde virelig dummet mig, og måtte gøre det godt igen!

”Nej, nej, undskyld! Jeg tog fejl af jer, det var nogle andre jeg mente” sagde jeg beklagende, og kiggede på Lise, for at få hjælp. Hun nikkede med, som om hun også troede de var nogle andre. ”Jeg vidste det Jytte, det gjorde jeg” sagde drengen og kiggede på sin mor, ”Det derfor jeg ikke ligner nogle af jer! Jeg burde have regnet det ud, ingen af jer har brune øjne, og ingen af jer har fregner”. Jeg fik det virkelig dårligt, han vidste det ikke. De havde ikke fortalt ham det, men han havde haft sin tvivl, og nu gjorde jeg så hans tvivl større.

”Hvem er du egentlig!” sagde damen, og vendte sig rasende mod mig, ”hvad ved du egentlig om os, du kender os jo ikke”. Jeg fik skyldfølelse. Jeg vendte mig rundt, jeg kunne ikke kigge på hende. Hendes rasende blik var skærende, som ny slidte knive, men dækket af hendes sørgelige mine og triste ansigt. ”Kig på mig, du kender os ikke, og har ikke ret til at blande dig” fortsatte damen, ”svar mig, hvem er du?”. Jeg måtte forklarer mig, jeg fortalte jeg bortadopterede for 20 år siden, og troede det var ham. Jeg fortalte det hele, og hun blev mere og mere ked af det.

Drengen eller mand var han nok mere eller mindre, sad bare og græd og græd. Ind imellem kom der er klynk efter fulgt med en sætning som: ”Hvorfor har i ikke sagt noget, så jeg vidste det?” Lise sad bare kiggede, sommetider hostede hun, og damen sad bare der med det rasende blik, alt sammen mens jeg sad og fortalte.  Dem på caféen var vildt dårlige til at skjule, at de lyttede. Jeg fortalte bare, og til sidst lagde jeg slet ikke mærke til folk omkring mig.

Da jeg havde talt færdig, kunne jeg ikke holde gråden inde mere. Hele mit liv, al min bekymring, mine op-og ned ture, alt havde jeg lige fortalt til to fuldstændig fremmede mennesker. Jeg løb ud på toilettet, jeg måtte skylle mit ansigt. Lise gik efter mig, og trøstede mig. Hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg sige når jeg kom tilbage? Jeg kunne jo ikke blive herude for altid, selvom det var det jeg havde mest lyst lige nu!

Jeg tog en dyb indånding, kiggede mig selv i spejlet, og fik øje på en meget trist dame. Jeg stod bare der med meget røde øjne, og et alt for trist ansigt. Jeg var kun 35 år, men lige der lignede jeg en på 50. Jeg  mærkede en hånd på min skulder, det var Lises. I spejlet kunne jeg se, hun også så meget træt ud. Hun smilede opgivende til mig, og gav min skulder et klem.

Jeg gik tilbage til bordet, men de var væk. Selvfølgelig! Jeg satte mig på min stol, og stirrede tomt ud i luften. Det var langt fra den tøse-hygge tur, jeg havde planlagt med Lise. ”Undskyld!” hviskede jeg. Hun smilede bare. Tjeneren kom, og bad om betaling. Det var da mærkeligt, man skulle da altid selv gå op? Men da han afleverede bonen, var der en seddel med.

 

33 24 04 771

Ring til mig, har mange spørgsmål?

Waldemar.

 

Jeg kiggede forbløffet på tjeneren, som nikkede mod bordet hvor de havde siddet. Jeg rakte sedlen til Lise, som kiggede forbløffet op. Hvornår skulle jeg ringe? Når damen i hvert fald ikke er der. Jeg ville gerne ringe med det samme, men ikke her, jeg skulle hjem først.

Vi besluttede at tage hjem, jeg kunne se på Lise hun virkelig følte med mig. Jeg havde kendt hende siden vi var 6 år, så hvis hun var utilfreds kunne jeg godt se det. Lise tog med mig hjem, vi havde taget seks bagels med hjem. Jeg kaldte min mand og søn ind fra haven, de var godt i gang med bolden. Min søn Mike på 6 år, var selvfølgelig helt smattet ind, så jeg bad ham gå i bad inden vi spiste. Det gav mig god lejlighed til at fortælle min mand om damen og Waldemar. Han hed Waldemar, det var egentlig meget sødt! Han kunne se det rørte mig, jeg havde fortalt ham det for længe siden. Lise begyndte at dække bord, og Jens min mand trøstede mig. Det var ikke ham jeg havde fået Waldemar med, det var en tidligere ungdoms kæreste. Mike kom ned igen, og Jens bad ham hente sine søstre, så jeg kunne nå at fjerne mine tårer. Lise, Jens og jeg satte os hen i sofaen og tændte for tv’et. Der var OL, lige nu var det gymnastik. Mai og Mike kom løbende ned af trappen, de sloges om at sidde ved siden af Lise. Mie kom gående stille til sidst. Mai og Mie var to vidt forskellige tvillinger. De var 8 år, men Mai virkede yngre og Mie virkede ældre. Eller Mies intelligens virkede ældre. Hun opdagede med det same, jeg havde det dårligt. Hun skulle til at sige noget, men Jens rørte ved hende, så hun vidste hun skulle lade vær.

Jens puttede ungerne, ret utilfredse med at skulle i seng, og jeg ringede til nummeret.

”Det Waldemar?” sagde den anden ende af røret.

”Hej..øh….ja…..det e..er…Mette” fik jeg stammet frem.

”Mette? Når dig….!” sagde han med grødet stemme.

Mine tårer trillede ned af kinderne på mig. Vores lyse stue og samtale køkken  med dejlige møbler og flot udsigt over havet, føltes pludseligt omklamrende. Billederne af børnene nærmest fløj ned i hovedet på mig, og deres ansigter fløj med vrede øjne rundt i mit hoved. Jeg blev helt forvirret, hele verden snurrede sig om mig. Alt blev sort!

Jeg vågnede blødt, jeg lå i sofaen. Lise sad ved siden af mig, og viftede med at blad. Jeg var besvimet, og havde ligget der i et kvarter. Jens kom med en kop te, og sagde han havde snakket med Waldemar. Han var interesseret i at mødes med mig, men det skulle være hemmeligt for hans ”mor”.

Dagen efter mødtes vi på samme café. Han sad der da jeg kom. Han virkede meget høflig, han rejste sig i hvert fald og gav mig hånden da jeg kom. I starten var det vildt akavet, men han var meget interesseret og samtalen blev rigtig god. Han besluttede at ringe til hans ”mor” Jytte.

Jeg blev meget nervøs, men da hun kom var hun meget afslappet. De havde nok talt om det derhjemme i går. I starten virkede hun meget striks, men efter noget tid åbnede hun sig op. Hun fortalte, at hun ønskede hun selv havde fortalt ham det, så de kunne snakke rigtig om det. Waldemar havde fortalt før, at han ikke følte han passede ind. Deres familie var alle lys håret, og havde blå og grønne øjne. Han selv havde mørkt hår, og brune øjne.

Jeg var dybt taknemmelig for den snak vi havde, og at jeg i dag har det godt med Waldemar. Mine børn føler de har fået en storebror, og de elsker ham rigtig højt. Vi er ofte sammen med ham alene, men vi er også sammen med Jytte og hendes mand Kim, som vi er blevet rigtige gode venner med. Vi har det super godt, og til næste sommer skal vi til Spanien med dem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...