Zigzag

Jeg står, og kigger på hende. Jeg kan ikke se hun trækker vejret, men jeg kan se de grønne streger på hjerte måleren, som går zigzag op og ned, så jeg kan se hun er i live.. endnu.

2Likes
0Kommentarer
243Visninger

1. Zigzag

Jeg står, og kigger på hende. Jeg kan ikke se hun trækker vejret, men jeg kan se de grønne streger på hjerte måleren, som går zigzag op og ned, så jeg kan se hun er i live.. endnu.

Det var onsdag, første dag efter sommerferien, min bedste veninde Julie og jeg havde aftalt at vi skulle mødes ovre hos mig inden vi tog i skole. Vi skulle starte i 9 klasse, så vi ville følges over til skolen. Julie ville tage cyklen over til mig, da der var lidt langt mellem vores huse. Julies mor døde da Julie gik i 7 klasse. Julies mor havde en vane med altid at drikke lidt for meget vin, man kan sige hun var en slags alkoholiker. En aften da hendes mor havde drukket alt for meget, faldt hun ud over altanen i deres lejlighed, hun faldt 4 etager ned. Julie var knust, hun havde kun sin mor og storesøster. Hendes far gik fra hendes mor da han fandt ud af hun var gravid. Julie flyttede hjem til sin storesøster.

Julie var alene hjemme da hendes storesøster var i Hong kong på forretningsrejse i 3 uger. Julie plejede altid at klare det med at cykle de 5 km over til mig, bare ikke den onsdag. Vi skulle møde kl. 9, og klokken var blevet 8.50, jeg havde sagt til Julie hun skulle være her omkring kl. 8.30 så vi havde noget tid til at aftale hvordan håret skulle sidde, og til at nå om til skolen. Jeg begyndte at undre mig over at hun ikke var kommet endnu, så jeg ringede til hende. Hun tog den ikke, så jeg blev urolig og sagde det til min mor. Kl. var blevet 9.02 og Julie var stadig ikke kommet, så min mor startede bilen og sagde vi skulle køre hjem til hende for at se om hun var okay.

”I got the moves like jagger, i got the mooooooves like jagger”, lyden af ’moves like jagger’ med Maroon 5, var den eneste lyd der var i bilen, indtil jeg skreg. Julie lå i vejkanten, med blod i hoved og på tøjet, hendes cykel lå ødelagt et par meter fra hende. Min mor så det også, så hun skyndte sig at køre ind til siden. Vi løb hen til Julie. Jeg kunne mærke smerten i brystet da mit hjerte blev knust. Der lå en smadret flaske over ved cyklen, men jeg tænkte ikke mere over det. Min mor ringede straks 112. Jeg stod og græd, jeg kunne ikke engang kigge på hende. Min mor og jeg var begge i chok. Jeg havde været bedste veninder med Julie siden børnehaven, vi havde været uadskillelige lige siden vi mødtes første gang, og vi havde oplevet alt sammen. At se hende ligge der, sådan, kunne jeg slet ikke reagere på, jeg blev tom for følelser, stod bare, helt stille.

Jeg hørte ambulancen kom, og de hentede Julie. Både min mor og jeg blev afhørt, men jeg var for oprevet til at kunne svare dem ordenligt. De tog Julie ind på en båre. Ambulance folkene spurgte mig om hun ikke havde nogle forældre eller noget andet familie de kunne ringe til, jeg sagde at der kun var hendes storesøster, men hun havde ikke mobil, da hun tilhørte Amish folket. Amish folket er et folk, der ikke tror på elektronik. De vil ikke bruge hverken mobil, internet, tv, eller elektrisk lys.

Jeg sagde også at hun var i Hong kong, så de sagde at min mor og jeg måtte tage med hende derind. Da vi sad i ambulancen, var ALT kaos. Julies vejrtrækning svingede kraftigt, lægerne faldt over hinanden, var viklet ind i ledninger og der lå papir fyldt med blod over det hele. Min mor og jeg sad over i hjørnet på et tyndt grønt tæppe på gulvet, der var blod pletter på, det var ikke særlig behageligt. Vi græd begge to. Min mor holdt min hånd, og prøvede at berolige mig ved at nusse mig i håret som hun altid havde gjort, lige siden jeg var lille, hver gang jeg havde været ked af det.

Vi kom til hospitalet og alt var stadig kaos, ambulance folkene fumlede med det hele, men fik båret Julie ud af bilen, slået benene ud på båren og kørt hende ind. Min mor og jeg blev henvist til venteværelset. Vi fik noget rødt saftevand, der egentlig ikke smagte særlig godt.

Mit hjerte hamrede så hårdt, at jeg troede det ville hoppe ud af brystet på mig, jeg svedte helt sindssygt på hænderne. Jeg kunne ikke tænke på andet end Julie, og hvordan hun havde det.

Synet af hende, liggende i vejkanten, med blod over det hele, dukkede op i mit hoved, lige meget hvor meget jeg prøvede at tænke på noget andet.

Jeg var omringet af hvide vægge, hvide kitler, hvide gulve, hvide sko, hvide senge, alt var helt hvidt og rent. Det gav mig hovedpine. Jeg begyndte at føle mig svimmel, og sagde det til min mor, hun sagde jeg skulle prøve at ligge mig ned og lukke øjnene. Jeg lagde mig, og faldt faktisk i søvn.

Jeg vågnede 3 timer senere, ved at en kvinde sygeplejerske med rødt hår, der stod ud til alle sider, kiggede på mig med et sørgmodigt blik, hun prikkede til mig og sagde med en meget skarp stemme, der skræmte mig lidt, at jeg kunne se Julie nu, og at hun var på værelse 208. Jeg rejste mig op, og min mor tog mig i hånden. Hun kiggede på mig med et blik som ’må jeg gå med?’ jeg nikkede diskret, og vi gik ned af de hvide gange. Jeg så værelse 208. 8 var Julies yndlingstal. Vi gik ind, jeg så Julie, og det føltes som om nogen stak en kniv i mit hjerte. Hun var blevet lagt i respirator, hun havde sår i hele ansigtet, hun var blevet lagt i hospitalstøj, og jeg kunne se det ar hun havde på armen, fra da vi blandede blod, noget som mange veninder gør, så kalder de sig ”blod søstre”. Jeg har et ar samme sted. Jeg stod bare og kiggede på hende.

En meget høj, sorthåret læge kom ind og forklarede hvad der var sket. Julie var blevet ramt af en bil, da hun skulle køre over hovedvejen, og var så faldet ned i grøften. ”Personen i bilen havde bare kørt videre”, sagde lægen med had i sin stemme.

De lavede nogle prøver, og hendes blod var fyldt med alkohol, og efter at lægerne havde taget nogle prøver af hendes lever, fandt de ud af, at hun havde haft et lille drikke problem i nogle år, det viste sig at hun havde drukket rigtig meget, også i dag. ”Det forklarer flasken ved cyklen” sagde jeg roligt og kiggede ned i gulvet. Min mor gav min hånd et klem.

Hun er stadig i live. Lægen og min mor går ud, og lader mig være alene med Julie. Jeg står og venter lidt, mit sind vil over til hende, men mine ben tør ikke flytte sig. Jeg lukker øjnene, tager en dyb vejrtrækning, og mærker mine ben gå. Da jeg åbner øjnene igen, står jeg foran Julie. Lyden af hjerte måleren går igennem min krop og giver mig gåsehud. Jeg trækker den lille skammel af træ hen ved siden af Julies seng og sætter mig. Jeg tager hendes hånd, og kigger på hende. Jeg mærker en tåre, den sidder i øjenkrogen, triller ned af kinden og rammer højre side af min læbe. Jeg hvisker til hende: ”Det skal nok gå, det hele. Alt ordner sig. Det lover jeg dig”. Min stemme ryster og jeg græder mere end nogensinde før, jeg har aldrig i mit liv forestillet mig noget som dette skulle ske for mig, og for Julie.

Jeg sidder bare og kigger på hende. Hun er egentlig smuk. Hun ligner en intelligent, viljestærk pige, der ved hvad hun vil. Hun har normalt briller, det er en af de få gange jeg har set hende uden. Jeg sidder med hendes hånd i min. I mit hoved forestiller jeg mig at Julie vågner op, kigger på mig og smiler. Hun kommer hjem og vi lever lykkeligt til vores dages ende. Jeg vågner fra ”drømmen”, da jeg hører hjertelydene blive svagere og gå langsommere. 3 læger kommer løbende ind, inklusiv ham den høje sorthårede fra før. Jeg bliver skubbet væk, og lægerne samles omkring hende. Jeg hører den sorthårede mandelæge snakke med en lyshåret kvindelæge, de siger hun ikke vil klare det uden kunstigt åndedrat. Jeg løber ud til min mor og hun tager armene om mig og spørg hvad der er sket. Inden jeg når at forklarer det, kommer lægen ud til os. Han ser meget trist ud. Han tager sine gummi hansker af, og siger at Julie ikke kan overleve uden respirator. Han beder min mor og mig om at komme ind på værelset. Vi står og kigger på Julie. Hendes vejrtrækning er blevet stabil, men min mor og jeg skal tage et valg. Skal hun blive i respiratoren, eller skal vi slukke. Min mor kigger på mig, som om jeg skal tage valget. Jeg går over til stikket til respiratoren. Hjertelyden går langsommere, stregerne, der går zigzag, stopper og man hører lyden af, at jeg smider stikket på gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...