Gustav linjen

jeg er ikke den besdte til at skrive histrorie så i må gerne sige hvis der er noget jeg kunne gøre bedre

1Likes
0Kommentarer
224Visninger

1. Gustav linjen

Det var den 23/05/1944. og mig og min panser division var lige kørt ind i den sydlige del af Italien. Vi var på vej mod en tysk forsvars linje ved navn Hitler linjen eller som den også blev kaldt ”Gustav linjen”. Lige pludseligt hørte jeg kommandøren  sige ”Hey John se lige det her” jeg kiggede ud og så hele byer ødelagte af de tyske soldater. Hjælp ikke særlig made på nerverne. Hele vores deling bestod af Sherman kampvogne og vi var godt parate til hvad end der nu var der var der ude og ventede på os. Vi vidste at tyskerne havde en stor fordel, vi var jo på fjendtligt tærer territorium og vi havde ikke lige så stærkt krigs materiale som de havde. Vores Shermans havde ikke en chance mod den tyske PzKpfw Panther. Den eneste chance var hvis man ramte lige under tårnet, kunne man være heldig at få tårnets motorer ud af drift. pluslig spurgte kommandøren, ”hvad laver du". Jeg svarede, ”ikke noget sider bare og tænker lidt". Han spurgte om vi var klar  til at angribe. Alle i kampvognen nikkede bestemt, vi var nemlig tæt ved at være fremme ved fjendens linjer og alle vidste at de kun kunne håbe bedste og vent det værste og håb på det bedste. Man skulle ikke regne med at komme hjem og se sin familie igen. To timer senere nærmede vi os fjendens linjer, vi kunne allerede høre vores lader begynde at lade kanen. Det næste vi kunne høre var et brag. Det lød som om at vi blev ramt, men det var kanonen der gik af. Kommandøren råbte at vi havde ramt en fjendtlig kampvogn. Jeg sad og på en måde med fløsen af glæde, men jeg havde ikke lyst til at smile det virkede forkert at se glad ud efter man lige havde slået fire tyske soldater ihjel. efter et stykke tid var alt kaos, det var helt sy realistisk at se på og endnu være at tænke på. lige pludselig var der en kampvogn ved siden af os der sprang i luften, i det samme øjeblik råbte kommandøren, ”pas på de har artilleri!". Jeg begyndte at ryste på mine hænder og min og min kommandør spurgte, ”er du okay?". Jeg nikkede og begyndte at tage fart på igen. det begyndte pludseligt at suse forbi os med skyd fra maskingævere og kanoner. Det var skræmmende at høre på bragene der kom fra alle kanonerne, jeg kunne høre kommandøren i bagrunden råbe, ”skyd!". Jeg så en af vores skud ramme en fjendtlig kampvogn pludselig begyndte de tyske kampvogne at trække sig tilbage kommandøren skreg, ”stop!". Vi gik ud for at se hvad der var sket, Alle der tyske styrker havde trykket sig tilbage, men der var mange af vores egne kampvogne der var gået tabt i slaget. Det linede noget fra en drøm, det var sy realistisk at se på alle de liv det her havde kostet, jeg havde svært ved at forstå at alt det her var virkelighed. Det lindet noget fra en drøm. Vi satte os ind i kampvognen igen og kørte hjem ad igen. jeg havde ikke forventede at vi overlevede det men jeg var glad for at vi var vej hjem igen og at jeg ikke havde fornemmelsen af at jeg ikke skulle hjem igen. Men nu var det overstået og jeg var på vej hjem og det skulle jeg ikke være med til igen.             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...