DHS

Mig og Brian vil stille op i DHS, men får lidt udfordringer undervejs.

0Likes
0Kommentarer
174Visninger

1. DHS

 


DHS

Det var ved at være tid den årlige DHS (Danmarks Hurtigste Scooter) konkurrence.
Vi var i værkstedet som vi stort set altid var i, og arbejdede på vores scooter projekt som vi skulle bruge til DHS.  Vi havde ikke helt styr på hvad vi havde brugt på den, men det var jo nok for omkring de 25.000 kr. og der var blevet brugt flere hundrede arbejdstimer.  Vi havde brugt alle vores penge på dele, for vi skulle bare have de bedste dele man kunne få. Det var vi nødt til, for det var der også mange andre der gjorde.
Vi skulle bare skynde os, for vi havde kun et par dage endnu til at finde på noget, så vi kunne få Danmarks Hurtigste Scooter.
Vi skulle have den til at veje så lidt så muligt, og nok også finde noget ekstra til den, så den kunne køre lidt hurtigere. Den scooter,  der vandt sidste år, kunne stadig køre en lille smule hurtigere, og den var sikkert også med i år. Så vi blev nødt til at finde noget ekstraordinært til vores.  Vi blev enige om at bygge turbo til den. Det var ikke så frygtelig svært at finde ud af hvad vi skulle bruge til at lave den, men den var sindssygt svær at lave, når man ikke havde prøvet noget lignende før. Derudover  manglede vi også nogle småting til den, som vi ikke kunne købe, fordi vi ingen penge havde.
Vi måtte skaffe nogle penge, så vi kunne købe noget. Vi var presset, og nu var der ikke engang 3 uger til DHS. Vi måtte gøre et eller andet, vi skulle bare skaffe de der penge, og det skulle  gå hurtigt.
Der var ikke nogle, der ville låne os pengene. Det vidste vi allerede.
Vi måtte prøve at finde et arbejde, men kom i tanke om,  at vi bare kunne sælge de dele, der var på scooteren inden vi lavede den fuldstændig om.
Vi fandt heldigvis en hurtig køber som vi solgte delene billigt til. Det vigtigste var jo også at vi kunne købe de sidste dele til turboen, og det kunne vi nu!
Så det første vi gjorde var at købe dem.
Vi arbejdede hele natten på at lave den færdig. Det lykkedes, og det viste sig, at den kunne køre vildt stærkt.
Nu var vi endelig klar til DHS. Vi skyndte os ind for at sove,  for vi havde været vågne hele natten og  dagen efter var der DHS.
Så blev det endelig dagen for afholdelse af DHS. Vi var ankommet,  havde lige tilmeldt os , og vi skulle køre vores første sprint om ca. en time. Det var Brian, der skulle køre det første løb.
Han var klar 15 min. før han skulle køre, for det var vigtigt ikke at komme for sent.
Jeg kunne se at Brian var meget nervøs, men han vandt sit løb. Han vandt faktisk rimelig stort, så det var da en rigtig god start.
Jeg skulle køre ca. 40 min. efter Brian, og jeg var meget nervøs. Tænk hvis jeg tabte mit første løb, lige efter at Brian havde vundet stort… det ville være pinligt. Jeg følte mig rigtig presset, for jeg skulle vinde.
Jeg kom ud på banen sammen med min modstander. Der blev talt ned     3     2     1     KØR!!
Jeg fik en rigtig dårlig start. Han var nok 4 meter foran mig efter de første 2 sek. Jeg sakkede mere og mere bagud. ... jeg gik i panik over at jeg var bagud, men fandt så ud af, at det var fordi at jeg næsten ikke gav den nok gas.
Så lige så snart den fik fuld gas, susede jeg forbi ham og vandt løbet.
Da jeg kom i mål, sagde jeg bare til Brian, at der var noget i vejen med gashåndtaget til at starte med. Det ville være for pinligt, at fortælle, at jeg gik i panik midt i det hele.
Herefter skiftedes vi til at køre et løb ad gangen.
Vi kørte mange løb efterfølgende og vi vandt den ene gang efter den anden!
klokken var nu ca. 18:00 og vi var nået til semifinalen. Det var Brian, der skulle køre, og der var en god time til at løbet skulle starte. Brian ville gå over for at købe noget aftensmad nu, for han var blevet godt sulten.
Vi havde jo heller ikke fået andet end morgen mad og noget at drikke hele dagen, så det var klart, at vi var sultne.
Vi aftalte så at jeg blev henne for at holde øje med scooteren, mens han gik over og købte noget at spise og drikke til sig selv. Jeg var ikke vanvittig sulten endnu, så jeg kunne godt vente på at han fik købt noget først.
Så jeg stod bare og kiggede på at de andre kørte, og så, om jeg kunne få øje på, hvem vi skulle køre mod i semifinalen. Da klokken den var 18:45 begyndte jeg altså at undre mig lidt over, hvor Brian han blev af. Da syntes jeg godt nok,  at han havde været væk i lang tid, og jeg var sådan set også ved at være rimelig sulten. Da klokken den var 18:55, og der kun var 5 minutter til løbet begyndte, var han stadig ikke kommet. Der måtte være sket et eller andet med ham.. Jeg havde ikke tid til at prøve på at finde ham endnu, for jeg blev nødt til at køre løbet nu når han ikke var kommet.
Det gjorde jeg så, og løbet gik faktisk rigtig godt. Jeg vandt godt nok ikke så stort,  men jeg vandt og det var det vigtigste Så nu var vi altså nået til finalen! Det var en fed fornemmelse at være nået så langt i konkurrencen.
Da jeg kom tilbage var Brian kommet, og han var også rigtig glad for, at vi var kommet i finalen. Jeg spurgte ham selvfølgelig hvorfor han havde været væk i så lang tid. Det viste sig bare at være fordi, at manden i pølsevognen havde givet ham noget dårlig mad, så han var blevet dårlig og havde fået dårlig mave.
Men nu var han tilbage og så kunne jeg endelig få noget mad. Jeg gik over til pølsevognen, som stod uendeligt langt væk når man var så sulten.
Da jeg så endelig kom derover, havde han ikke engang en burger klar, så jeg måtte vente.
Jeg  ventede lang tid på den der burger, men pølsemanden var heldigvis rigtig flink. Han gav mig da også en gratis Cola, så jeg lagde ikke rigtig mærke til, at det tog næsten 35 min.
Burgeren var heldigvis ventetiden værd, den var godt nok god. Nok den bedste jeg længe havde fået.
Da jeg kom tilbage sad Brian ved scooteren. Jeg kunne se, at han ventede på at køre. Vi havde jo aftalt, at han skulle køre i finalen, nu når jeg kørte i semifinalen.
Der var ca. 1 time og 30 min. endnu til at han skulle køre.
Så vi ville lige gå op og købe en fransk hotdog og noget at drikke ovre hos pølsemanden. Vi tog  scooteren med for en sikkerheds skyld.
Da vi kom hen og bad om en fransk hotdog og en sodavand, troede jeg, at det var ham den flinke mand, der stadig var der. Det var det så bare ikke. Det var en eller anden gammel sur dame, der bare ikke gad stå i den der pølsevogn.
Så vi gik tilbage lige så snart vi havde fået vores mad.
Hende glemte vi da heldigvis hurtigt alt om igen, da vi så der kun var en halv time til at løbet begyndte.
Brian fandt hjelmen frem, så han var klar, og så så vi lige det sidste løb, inden Brian skulle køre, så vi  kunne finde ud af hvem han skulle køre imod.
Da han tog hjelmen af kunne vi se hvem det var, og vi blev noget overraskede.
Det var ham, der stod i pølsevognen  og virkede så flink. Ham skulle Brian åbenbart køre mod.
Han virkede knap så flink, da han stod derovre og råbte så højt, fordi han var kommet i finalen.
Nu var der 20 min. til at Brian skulle køre i finalen. Snart var tiden inde og der blev talt ned:    5    4    3    2    1 KØR!!  Brian var bagud til at starte med, men han indhentede sin modstander og vandt løbet! Så skete det værste der overhovedet kunne ske… Brians modstander blev så sur over at han tabte, at han drejede lige over i Brian, så han fløj af.. med en fart på ca. 160 km/t.
Brian var bevidstløs, og han kom på Rigshospitalet med redningshelikopter med det samme.
Han vågnede op igen ca. 4 timer efter. Han var ikke helt klar over hvad der var sket, men begyndte stille og roligt at huske tilbage, med lidt hjælp fra både lægerne og jeg. Lægerne fortalte, at Brian var sluppet med en kraftig hjernerystelse, et brækket ben og en brækket arm.
Da Brian var kommet helt til sig selv igen, hev jeg den store pokal op ad tasken, og fortalte ham at han jo lige nåede at vinde.

 



 

 



Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...