It Still Hurts- 1D

Jess er en pige på 17 år, normalt er hun en uadvent og glad pige, der elsker fest og farver, men det ændres brat da Jess' kæreste Benjamin begår selvmord.
Benjamins død tager hårdt på Jess, der efter at have siddet grædefærdig på sit værelse i et år, bliver sendt over til sin moster Lou, der bor i London.
Lou arbejder for drengene i One Direction, derfor kommer Jess også til at bruge meget tid med dem.
Vil drengene hjælpe hende med at finde sig selv igen? Kan de få hende på andre tanker? Kan de få hende til at glemme sorgen, efter Benjamins død? Og hvad sker der når en af drengene minder hende så meget om ham? Kan Jess finde sit gamle jeg frem, eller vil hun for altid sidde fast i fortiden?

9Likes
1Kommentarer
803Visninger
AA

3. En ny start

"I cant explain this feeling
  I think about it everyday
  and even though we've moved on
  it gets so hard to walk away"

 

Det er snart et år siden, at min elskede Benjamin forlod mig, og med snart mener jeg om 2 uger præcis, hvilket også ville være vores 7 årsdag, tanken er ikke til at holde ud, jeg havde alt, og på et split sekund, havde jeg også mistet alt.

I snart et år har jeg siddet indendørs, jeg har kun været ude når min mor har tvunget mig, mine veninder og andre fra skolen har været over, jeg har nægtet at tale med nogen, ja egentlig har jeg også nægtet at tale med min mor, jeg har skubbet alle væk, langt væk.

Min mor er ved at være rigtig bekymret, hun vågner hver nat, fordi hun enten kan høre mig græde eller skrige i søvne, når hun så vækker mig kan jeg ikke fortælle hende noget, det er normal procedurer for mig, det ville være underligt hvis det var anderledes.

Min mor har for nylig besluttet at sende mig over til min moster, hun siger at det på ingen måde er en straf, men en ferie for mig, jeg ved godt at det ikke er sådan det hænger sammen, hun kan bare ikke klarer mig mere, jeg forstår hende godt, jeg kan ikke engang klarer mig selv, men jeg har prøvet at være stærk, det har jeg virkelig.

Min moster hedder Lou, hun bor i London med sin mand Tom, og sin datter Lux, jeg brugte meget af min tid ved hende da jeg var yngre, og Benjamin og jeg har da også besøgt hende et par gange indenfor de seneste par år.

Jeg har accepteret at jeg skal bo ved Lou i en periode, og jeg har besluttet mig for at prøve at være stærk, jeg vil ikke være i vejen for Lou og de andre derover, jeg vil være stærk og selvstændig, det er slut med at græde, jeg kan godt det ved jeg.

Min mor sætter mig af i lufthavnen, hun kører hurtigt igen, afsked har aldrig lagt til min familie.

Da jeg lander i London lufthavn, er der en masse mennesker, de snakker engelsk, alt er selvfølgelig på engelsk, heldigt for mig har engelsk været mit hovedfag de sidste 3 år, plus min mor har snakket en del engelsk derhjemme, siden jeg var 5 år, så jeg er sådan set rimelig godt rustet til livet i London, sådan da.

Da jeg har modtaget mine kufferter kigger jeg rundt efter Lou, en kvinde løfter armen og stirrer på mig, det er Lou, hun er ikke til at kende, hun ser jo fantastisk ud, selv er jeg iført et par grå joggingbukser, og en stram sort top, mit hår sidder i en lang fletning der går ned over mit bryst.

Lou og jeg sætter os til rette i hendes lille bil, Lux sover på bagsædet, hvor hun engang imellem giver små grynt fra sig.

Lou sender mig et smil, min mor har selvfølgelig refereret hele situationen for hende, men det virker til min store glæde ikke som om at Lou tager hensyn til det.

Lou kigger ud af vinduet og retter sig forlegent op i sædet, vi har kørt i en time og ingen af os har sagt et ord, ”Nå Jess, hvordan går det så i skolen, følger du godt med?” selvfølgelig valgte hun skoleemnet, det perfekte emne til en akavet samtale, jeg sukkede kort.

”Jeg droppede ud sidste år, efter…” jeg lod resten af sætningen hænge, jeg ville ikke sige hans navn.

”Jess, jeg er virkelig ked af det der er sket, det havde du selvfølgelig ikke fortjent at opleve, men nu er det jo sådan det er. Jeg kan ikke gøre til eller fra på det område, men i den tid du er her, lover jeg at hjælpe dig på andre tanker, det er snart et år siden er det ikke?”

Jeg rettede mig op i sædet og kiggede undrende på hende, i et år havde alle prøvet at undgå emnet, men Lou, ja hun var Lou og gik lige til det, det var faktisk dejligt, i alt den tid havde jeg nægtet at snakke om det, og nu havde jeg ikke noget valg, det var lettende ikke at skulle tage stilling til det.

”Tak Lou, det betyder meget. Jo det er et år siden på mandag, på mandag ville vi også have haft 7 årsdag, men ja!” jeg pressede øjnene sammen for at holde tårerne inde, jeg havde lovet mig selv at være stærk, ikke at græde foran Lou, i det mindste!

”Det lyder som om, at du allerede har det en smule bedre, stemningen er da lettet lidt synes du ikke? Jeg synes ikke vi skal snakke mere om det lige nu, du skal have tid til at vænne dig til tanken om at snakke om det, men vi vender tilbage til det, det lover jeg!” Jeg nikkede stift et øjeblik ”tak Lou, det betyder virkelig meget for mig. Alt det du gør for mig, og min mor, du er en stor hjælp, jeg vil bare ikke være til besvær!”

Lou stoppede bilen udenfor et stort lejlighedskompleks, jeg kigger undrende på hende, hun trækker på skulderne ”Det skal du ikke tænke på, du er altid velkommen her, og du er overhovedet ikke til besvær, det bliver forfriskende at have en teenager i huset!” hun sendte mig et strålende smil ”Jeg har lige lidt arbejde, det tager kun en times tid, jeg kan godt smide jer af ved huset, hvis du hellere vil hjem med det samme, men det her er ret vigtigt!” jeg ryster på hovedet, ”Lou det er okay, jeg vil ikke være til besvær” jeg blinker hurtigt til hende og sender hende så et ret mislykket smil, hun ser afventende på mig og nikker så, ”Gider du at tage Lux på armen, helst uden at vække hende?” jeg nikker.

Vi står kort efter i en elevator, Lou kigger opmærksomt på mig, ”Altså det er One Direction vi er på vej op til!” siger hun opmærksomt, jeg trækker på skulderne, jeg er da egentlig ret ligeglad, jeg skal vel ikke bruge dem til noget ”Du ved vel godt hvem de er ikke?” spørg hun kort, jeg ryster på hovedet ”Jeg har hørt deres navn før, men hvis du ikke glemmer det, så har jeg været gemt inde på mit værelse det sidste år, uden nogen form for kontakt med omverdenen!” jeg griner falsk, jeg har ikke haft det store at grine over, det sidste årstid, Lou sender mig et smil og nikker så.

Lou træder ind gennem en dør, og med det samme lyder en masse drengestemmer, jeg sukker Lux vender sig uroligt i mine armen, stadigvæk i dyb søvn, men det ville ikke vare længe før hun vågner hvis ikke de dæmper sig.

Lou mumler noget til de larmende stemmer, hvilket får dem til at falde ned, jeg sukker lettet og følger efter Lou ind i en stue.

Da jeg står i døråbningen til den store lyse stue, står 5 drenge og smiler til mig, jeg prøver på at gengælde deres smil, men ved ikke om det lykkes mig, mine øjne følger dem rundt, de var da ret pæne, jeg får øjenkontakt med en mørkhåret fyr, han har nogle vilde krøller, men det er nu hans øjne der fanger mig mest, de er lysende grønne, og har en stor lighed med Benjamins øjne, jeg bider mig kort i læben og spænder musklerne i min kæbe for ikke at græde, ikke her, jeg kunne jo heller ikke græde med det samme der var en fyr, som mindede bare det mindste om Benjamin vel?

En blond fyr vinkede mig vej ind i et soveværelse, jeg lagde forsigtigt Lux i sengen, og fulgte så med ham ud i stuen igen.

Lou stod og satte hår på ham med krøllerne, jeg satte mig forsigtig og tavs i sofaen, jeg kunne mærke alle deres blikke på mig, jeg sukkede lettere irriteret, det var svært nok at skjule min sorg og de frembrusende tårer i mine øjne, uden alles opmærksomhed.

Lou grinede kort ”Drengene glem det, hun er ikke directioner!”

Jeg kiggede forundret på hende, jeg havde aldrig hørt ordet før, hun trak ligegyldigt på skulderne og koncentrerede sig om drengens krøller.

Den blonde fyr nærmede sig mig og rakte hånden ud, ”Hey jeg er Niall” smilede han, han så ret godt ud, det gjorde de alle faktisk, jeg tog venligt imod hans hånd ”Jess” jeg sendte ham et prøvende smil, tanken om at smile, lagde mig bare så fjern, at det umuligt kunne ha’ set godt ud.

Jeg løftede mig kort i sofaen og trak min mobil op af lommen da den ringede, det var min mor, hun spurgte ind til fly turen osv. Niall kiggede underligt på mig da jeg lagde mobilen fra mig på bordet ”så du er fra Sverige?” spurgte han interesseret, jeg rystede på hovedet og grinede kort, overraskende nok var det ægte, ”Jeg er fra Danmark, men tæt på” sagde jeg kort, de andre drenge fulgte opmærksomt med i vores samtale, drengen med krøllerne rejste sig fra stolen foran Lou, han var åbenbart færdig, Niall tog i stedet for ham plads i stolen, med et kæmpe smil.

”Så Danmark, interessant. Jeg er Harry” han rakte mig hånden, jeg tog imod den og undgik bevidst øjenkontakt med ham, hans øjne ville minde mig for meget om Benjamin.

De andre drenge kom hen og præsenterede sig som Louis, Zayn og Liam.

Jeg pillede akavet ved mine bukser, Louis rettede sig op, han havde sat sig i sofaen overfor mig, hans blik lagde på min mobil, eller rettere sagt mit cover, coveret var det billede af Benjamin og jeg, hvor han kysser min kind, præcis det samme billede som sad i den halskæde der hænger om min hals.

”Så er det din kæreste?” spurgte Louis med en lys stemme, et kort og hurtigt gisp lød fra Lou som straks sendte Louis et advarende blik, jeg rettede mig op og løftede hånd mod hende.

”Lou det er okay, en ny start husker du, han kunne jo ikke vide det vel? Nej eller ja, ehhm, han døde for snart et år siden så, jeg har ikke hel fundet vænnet mig til tanken, han er vel ikke min kæreste mere..” mumlede jeg sammenbidt og spændte endnu engang mine kæber for at holde tårerne inde, drengene nikkede og mumlede alle at de var kede af det på mine vegne osv.

Louis kiggede nygerrigt videre på coveret ”hvor længe havde I været sammen” spurgte han så, Zayn tror jeg nok det var, puffede ham advarende i siden, jeg sukkede.

”Jeg har altså intet imod at snakke om det” løj jeg, men smilet på Lous læber var det hele værd ”På mandag ville vi ha’ været sammen i 7 år, vi mødte hinanden da jeg var 10 år, på mandag er også årsdagen for hans død!” jeg prøvede at smile, men endnu engang var det uden held.

Lou trak Louis over til sig, men det forhindrede ikke hans nysgerrige spørgsmål, ”så i startede d som barne- legekærester, men alligevel holdt det i 7 år?” jeg nikkede ”tja, det gjorde det, men hvad kan jeg sige, han var noget særligt, han er min eneste ene!” Lou sukkede af de sidste ord, jeg vidste udmærket godt selv at det var store ord, men det var sådan jeg havde det.

Harry rømmede sig, og kiggede så direkte på mig, jeg vendte mit blik mod jorden, jeg ville ikke se ham i øjnene, det var for skræmmende, ”hvordan døde han egentlig?” han havde tydeligvis holdt spørgsmålet inde længe, og noget sagde mig at de andre drenge, bare havde ventet på at han skulle spørge, jeg sukkede, og en enkelt tårer klemte sig ud af min øjenkrog, Lou sukkede irriteret, ”Vi skal hjem nu Jess, henter du Lux?” jeg nikkede hurtigt og rejste mig, inde på værelset stoppede jeg foran spejlet, tårerne pressede sig på, jeg lod dem løbe ned over mine kinder, og tørrede dem hurtigt væk igen, jeg tog en dyb indånding og løftede Lux op.

Jeg stod lidt inde på værelset, de andre snakkede lavt ude i stuen, Lou skældte drengene ud over deres upassende spørgsmål, jeg rystede kort på hovedet, hun skulle ikke være sur, jeg skulle ikke være sur over det, jeg havde jo selv sagt til dem at det var okay.

Jeg trådte ud i stuen igen, og med det samme blev alle tavse, jeg sendte dem endnu et mislykket smil.

Lou kyssede alle drengene på kinden og sagde farvel, jeg kiggede på dem, og sagde så farvel, Niall rakte mig min mobil, som jeg taknemlig tog imod, Louis fulgte os ud til døren ”det var hyggeligt at møde dig Jess, jeg håber snart vi ses igen!” han sendte mig et strålende og undskyldende smil, som jeg så godt som muligt gengældte.

 Lou og jeg kørte hjem i stilhed, det var ikke en akavet stilhed, det var bare stilhed, fordi der ikke var noget at sige.

Det var ved at være mørkt da vi endelig kom til den store villa, jeg træder langsomt ud af bilen, og af ren refleks åbner jeg Lux’ dør og tager hende op, hun sover stadigvæk, hvilket er meget heldigt, jeg går mod døren og Lou sender mig et taknemligt smil.

Varmen fra stuen lægger sig med det samme rundt om mig, jeg går direkte ind på Lux’ værelse og lægger hende i sengen, jeg går hurtigt til bare til Lou som står i køkkenet, jeg sender hende et prøvende smil, ”du skal ikke finde mad frem for min skyld, jeg tror bare jeg går op og pakker ud, og så lægger jeg mig til at sove, det har været en lang dag!” Lou åbner munden og vil til at protestere, men jeg ryster afværgende på hovedet ”Lou jeg er ikke sulten, godnat” jeg kysser hende hurtigt på kinden, og får trukket mine 2 kufferter med mig op af trapperne.

Jeg står i den lange gang, jeg studerer langsomt billederne der hænger på væggen, Lou og Tom brugte aldrig anden sal, kun når de havde gæster, så jeg havde faktisk hele etagen for mig selv, der var 3 værelser, og et badeværelse, meget mere end hvad jeg havde brug for, men jeg skulle da endelig ikke klage.

Jeg gik ned for enden og fandt mit sædvanlige værelse, jeg sukkede og kiggede rundt, på væggene hang en masse indrammede billeder, af mig da jeg var lille, af hele vores familie og af mig og Benjamin fra vores sidste tur herover, over sengen hang en stor speciel fremstillet plakat, af mig og Benjamin, der lidenskabeligt kysser hinanden foran Eiffeltårnet, jeg smilede ved mindet, vi havde været så glade dengang, jeg havde været så glad, det ligger mig så fjernt nu.

Jeg sætter mig tungt ned på sengen, tårerne presser sig på, jeg lader dem med det samme slippe ud, de triller dramatisk og længselsfuldt ned af mine kinder, jeg hulker kort. Førhen plejede jeg aldrig at græde, kun af glæde, førhen kunne jeg vise min glæde i smil og kærlige kram, førhen havde jeg været en glad og uadvent pige, der altid havde blandet sig godt med nye mennesker, men nu, ja nu har jeg mistet den del af mig selv, jeg har mistet evnen til at være mig selv, det er også det der er det værste omkring Benjamins død, jeg har ikke bare mistet ham, jeg har mistet mig selv, og jeg har ingen anelse om, om den del nogensinde vil vende tilbage til mig, bliver man nogensinde glad igen? Lige nu virker det umuligt for mig at være glad.

Jeg smider mine kufferter hen i det ene hjørne af værelset, jeg åbner den ene af dem, øverst lægger mit billede, det samme billede som er mit cover, som er i min halskæde, det billede har jeg også med i indrammet udgave, mine fingre glider kort hen over hans ansigt på billedet, inden jeg sætter det fra mig på det lille natbord.

Jeg trækker hurtigt i mit nattøj, som egentlig plejer at består af et par hvide og lyserøde ternede shorts, samt en hvid Bh, men lige i dag trækker jeg en stor drenge T-shirt op af tasken, den er velkendt det er Benjamins, jeg havde fået mange af hans T-shirts da han gik bort, hvilket jeg faktisk var glad for, det gav ligesom et ekstra minde om ham, og når jeg savnede ham tog jeg altid denne her på, den var bare grumset hvid, men Benjamin havde altid sovet i den, hvilket gjorde at jeg altid følte mig tæt på ham, med den i nærheden, jeg trak den overhovedet, min sorte Bh skinnede let igennem den, jeg dufter til trøjen, den dufter af ham, i hvert fald i mit hoved, jeg sukker og lægger mig i sengen, jeg rækker dynen helt op over hovedet, og lader endnu engang tårerne få frit løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...