It Still Hurts- 1D

Jess er en pige på 17 år, normalt er hun en uadvent og glad pige, der elsker fest og farver, men det ændres brat da Jess' kæreste Benjamin begår selvmord.
Benjamins død tager hårdt på Jess, der efter at have siddet grædefærdig på sit værelse i et år, bliver sendt over til sin moster Lou, der bor i London.
Lou arbejder for drengene i One Direction, derfor kommer Jess også til at bruge meget tid med dem.
Vil drengene hjælpe hende med at finde sig selv igen? Kan de få hende på andre tanker? Kan de få hende til at glemme sorgen, efter Benjamins død? Og hvad sker der når en af drengene minder hende så meget om ham? Kan Jess finde sit gamle jeg frem, eller vil hun for altid sidde fast i fortiden?

9Likes
1Kommentarer
792Visninger
AA

10. An old friend

"Babe" hvisker Harry og presser sine læber mod mit hår, jeg grynter irriteret og vender mig om, hvilket udløser et lavt smerte støn fra Harry.

"Undskyld" hvisker jeg, og lader min hånd kærtegne en lille blottet del af han bare overkrop, resten var dækket af min krop.

"Hvornår skulle vi hente din ven?" mumler han, og rykker en smule på sig under mig.

"Fuck" siger jeg højt, og sætter mig op i et sæt, uden overhovedet at tænke på Harry, hurtigt får jeg fat på min telefon, og tjekker klokken, 10:55, og Tobias vil være her klokken 11, derfor har vi travlt.

"Du har 2 min. Styles" råber jeg, idet jeg løber op af trapperne, og ind på min værelse.

"Fuck fuck fuck" hvisker jeg for mig selv, mens jeg kommer i en lang marineblå kjole, og kører en hurtig hånd gennem mit hår, det må være nok, jeg børster hurtigt tænder, og styrter ned igen.

"Harry!!" råber jeg højt, da jeg ikke finder ham i stuen, langsomt og kun iført sine jeans kommer Harry udfra køkkenet.

"Hvad laver du?" ryger det ud af mig, jeg skær kort ansigt af mit uventede udbrød, men vil egentlig gerne høre hans svar.

"Morgenmad?" siger han som om det er indlysende.

"Der er ikke tid kom så!" siger jeg hurtigt og smider en T-shirt i hovedet på ham.

"Så tager vi også hjem lige efter vi har samlet ham op, jeg er sulten!" brokker han sig, da vi endelig sidder i den kørende bil.

"Jaja" nikker jeg min enig, især da min mave vrider sig, bare ved tanken om mad.

:Min telefon larmer i min hånd, og Harry kigger opmærksomt på mig.

"Vejen søde, vejen!" griner jeg, og tager min telefon op til øret, med et suk, det er Tobias, og jeg er ret sikker på han ringer for at fortælle han er landet og ikke kan finde mig.

"Vi er der om lidt, tæl til 10 luk øjnene, så stor jeg der!!!" siger jeg hurtigt, inden han når at sige noget først.

"Rolig, jeg venter bare, vi ses snaart, jeg står ude!" griner han, og jeg ånder lettet op og lægger telefonen fra mig igen.

"Hvor langt er det nu?" spørg jeg mindre irriteret Harry i om.

"2 min." mumler han, og placerer et par solbriller foran hans øjne.

"Vi har ikke 2 min. kan vi ikke kører bare liiiiiiidt hurtigere?" spørg jeg og viser en millimeter mellem to fingre.

"Du betaler bøden, og klarer alt sladderen!" advarer Harry, men sætter så farten op alligevel.

"Fair" smiler jeg.

"Endelig" udbryder jeg, da vi holder ind foran lufthavnen.

"Hey?" lyder det fra Harry, som småløber op til mig, og griber min hånd, jeg sender ham et roligt smil, og tager en dyb indånding.

"Omg" mumler jeg lavt, da jeg endelig får øje på den velkendte skikkelse lidt længere fremme, personen hjemmefra, den eneste der virkelig få England til at føles som Danmark, min bedsteven, og personen, som har støtter mig gennem alt, personen, som lige nu står og kigger dumt på mig, måske fordi jeg er stoppet op, og glor på ham med åben mund, Harry giver min hånd et fast klem, jeg kigger op på ham med skinnende øjne, tæt på randen til gråd, endelig slipper jeg hans hånd og løber mod min bedsteven.

Med åbne arme kaster jeg mig i favnen på en meget omtumlet Tobias, som dog -til mit held- griber mig, og knuger mig tæt, før han sviger os begge et par gange rundt.

"Jeg har savnet dig" hvisker jeg, og først nu går det op for mig hvor meget jeg egentlig har savnet ham, og med tårer i øjnene møder jeg hans strålende blå øjne.

"Du ved jeg også har savner dig prinsesse" hvisker han tilbage og planter et soft kys i min pande.

Jeg trækker mig en smule tilbage fra ham, men holder solidt fast i hans hånd, og vender mig mod Harry, der ret akavet bare står og kigger på os.

"Tobias, det her er..." starter jeg.

"Harry Styles" afbryder Harry mig,og rækker sin hånd frem mod Tobias', der slipper min for at tage i mod den.

"Fedt at møde dig! Jeg er Tobias"  smiler Tobias, med et sideblik til mig.

"Det er så fedt, du endelig er her!" jubler jeg, og klapper glad mine hænder mod hinanden.

"Du virker anderledes, gladere, det er dejligt" smiler han igen, jeg nikker taknemmeligt.

"Det er takket være Harry, han har fået mig på andre tanker" siger jeg roligt, og læner min krop mod Harrys, som hurtig svinger en arm om mit liv, og planter et solidt kys i mit hår.

"Er han også skyld i det engelske?" griner Tobias på dansk, og først nu går det op for mig, at vi kun har snakket engelsk.

"Haha, nej det er vist bare London, men vi må hellere holde os til engelsk, i hvert fald mens Harry er her" smiler jeg, denne gang på dansk.

"Fair" smiler Tobias, jeg vender mig roligt om, da det går op for mig, at Harry ikke længere er ved min side, jeg finder ham nogle skridt bag os, med en flok piger, de er faktisk ret gamle, måske endda lidt ældre mig, sikkert nogle som Harry normalt ville lægge an på, hvem ved måske gør han det også nu? Jeg kan ikke helt lade vær med at mærke stikket i hjertet.

"Såå, du er sammen med en kendt" smiler Tobias, jeg ryster kort på hovedet.

"Nej, jeg er sammen med Harry" siger jeg bestemt.

"Går det ikke lidt op i et?" spørg han undrende.

"For andre måske, men for mig er han bare Harry" mumler jeg, og kan ikke lade vær med at smile, da jeg siger hans navn.

"Og måske en smule af Benjamin" mumler Tobias, og jeg er ret sikker på jeg ikke skulle have hørt det, dog kan jeg ikke lade det lægge, som jeg måske burde, for ikke at ødelægge vores ene dag sammen.

"Hvad sagde du?" spørg jeg skarpt.

"Det var ikke sådan ment, men du har vel lagt mærke til ligheden mellem dem, de grønne øjne, smilehullerne? Det er umuligt at undgå?" siger han forsigtigt.

"Du tager fejl" hvæser jeg.

"Lad os lade det lægge nu" mumler han, og lægger en arm omkring mig, og fører mig hen til Harry og pigeflokken, der kun er blevet større.

"Harry Harry! Er dig og Jess kærester?" spørg en af de yngre piger, Harry trækker kort på skulderne, og kigger hen på mig, med et lille smil, før han så nikker en smule, hvilket udløser et kæmpe smil hos mig.

"Hun er smuk, pas på hende Harry" fniser den lille pige, og jeg rødmer forlegent, dog nikker Harry bestemt.

"Det er hun ja, og de skal jeg nok, det lover jeg" svarer han smilende.

"Så det er officielt?" spørg Tobias ved min side, jeg nikker kort.

"Nu er det ja" ler jeg, og går hen mod Harry, der tager imod mig med åbnearme, og omfavner mig, jeg gengælder han omfavnelse og stiller mig på tær, for blidt at kysse han læber i nogle sekunder, også igen trækker mig fra ham.

"Der er ingen vej tilbage" hvisker jeg smilende.

"Jeg har ikke brug for en vej tilbage" smiler han, og kysser kort min næse.

"Piger, vi er nød til at komme hjem, vi har ikke spist endnu, jeg håber vi ses en anden gang, husk der er ikke lang tid til planerne over den nye tour bliver offentliggjort" smiler Harry, og fører os begge væk fra flokken.

"Topper?" synger jeg glad i bilen på vej hjem..

"Mmmmh" svarer Tobias velkendt, da jeg det sidste stykke tid har bombet ham med spørgsmål.

"Hvordan har hans familie det?" spørg jeg skrøbeligt.

"De hænger i, det gør de, men det er svært, værst for Sille" mumler han, og jeg mest af alle ved dette er et skrøbeligt emne, alt omkring Benjamin er skrøbeligt for mig, men også andre.

"Hun er også så ung, hun forstår det ikke" hvisker jeg svagt.

"Det har intet med alderen at gøre, jeg forstår det heller ikke, forstår du det måske?" spørg han skarpt, og er i det samme gået i forsvar.

"Tobias" hvisker jeg svagt, og skælver til Harry, der sidder foran, men helt sikkert lytter med.

"Nej forstår du det?" spørg han igen.

"Jeg, jeg kan ikke forklare det" mumler jeg, og bider mig hårdt i læben, da jeg mærker tårerne på mine kinder.

"Du må ikke græde" hvisker Tobias, og stryger en hånd over min kind for at fjerne tårerne.

"Det gør jeg heller ikke, ikke mere" mumler jeg.

"Du skal bare til at være rask, så du kan komme med hjem igen, det er ikke der samme uden dig?" smiler han beroligende.

"Rask? Jeg er ikke syg, tror alle derhjemme jeg er syg? Jeg er ikke syg, jeg har mistet min sjæleven, min kæreste, for fanden, det er normalt det her, jeg er ikke syg, lad vær med at fortælle mig jeg er syg!!!" flipper jeg hysterisk ud, egentlig burde jeg ikke reagerer på denne måde, men jeg er ikke syg!

"Rolig rolig, du ved hvad jeg mener, selvfølgelig er du ikke syg, men dig selv"

"Jeg er mig selv, du sagde det selv, jeg er okay igen, jeg er ovre det, jeg har Harry nu, det hele går godt for mig, lad vær med at ødelægge det nu!" udbryder jeg frustreret.

"Jeg ved det Jess, men du har jo ikke Harry for evigt, du skal hjem på et tidspunkt, han skal på tour, det her er noget du også må klare på egen hånd" smiler Tobias, jeg tager en dyb indånding og anstrenger mig for ikke at slå ham, hvem fanden tror han, han er, han kan sgu da ikke bare komme og ødelægge min lykke på den måde?

"Du må se realiteten i øjnene Jess" hvisker han, og til hans held stopper Harry foran villaen, og er hurtigt til at hjælpe mig ud, jeg lover, jeg havde slået Tobias, hvis vi ikke havde været her nu. Uanset om min lykke var en forskruet drøm i mit hoved eller ej, så skulle han i hvert fald ikke ødelægge den, med hans lorte virkelighed, ikke nu.. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...