The suicide silence - One Direction (13+)

I flere år har den 18-årige Camilla, eller Milla, været et kæmpe mobbeoffer. Hun har aldrig haft noget at grine af, og hun har altid følt sig udenfor og for speciel til at trives. Så da hun, efter masser af år, beslutter sig for at begå selvmord, møder hun sit idol One Direction, og da drengene begynder at interessere sig for hende og hun så småt begynder at være sammen med nogen af dem i smug, begynder hun at tvivle på, om selvmord nu er den rette løsning.. (Der kan være anstødende sprog og scener i)

8Likes
4Kommentarer
756Visninger
AA

3. Kapitel 2

Hun rettede blikket mod mig. ,,Nåh, Camilla. Nu er du ikke så sej længere, hva'?" Hendes smørrede smil var hadefuldt, og jeg stirrede tilbage ind i hendes iskolde, hævntørstige øjne. ,,Man er ikke sej når man mobber, Izobell. Hvis du vil være min ven, så sig det. Du er muligvis en sød pige inden under dit frygtelige ydre" Jeg stirrede på hende, prøve at få hende til at forstå - Men jeg vidste, at jeg spildte mine krafter. Hun slog op i en kort latter. ,,Du taler, som om du prøver at forhindre en hund i at bide. Prøver du det? Ser du mig som en hund? Hva', Camilla?" Hun talte hurtigt og snerrende, og pressede mig længere op af skabet. ,,Dine dage er talte, Camilla. Du er en fucking lort, og du ved det godt. Du er en taber, Camilla. Indse det før det er for sent" Hvæsede hun, satte hånden på midten af min brystkasse, og skubbede mig ind i skabet så jeg mærkede det bule bag mig. ,,Jeg myrder dig, Camilla. Du ødelægger mit liv og trækker min popularitet ud til en tynd tråd. Du er død før du beslutter sig for at dræbe dig selv. Du ved, at du er en taber. Du ved det, Camilla" Hvislede Izobell, før hun slap mig og sendte mig et dræberblik, før hun vandrede ned af den lange skolegang, og efterlod mig, med tårerne dryppende ned på gulvet, med blandede følelser; Fysisk smerte og teknisk smerte.

,,Camilla? Camiiiilla? Hvad er  minus-745,79 gange 974 plus 12?" Spurgte min lærer - Jeg var i ekstramatematik-fag med Izobell. Mig, fordi at jeg ikke var god til at lære, og Izobell, fordi at hun var for snobbet og uopmærksom i alle timerne. ,,Det ved jeg ikke?" Sagde jeg lavt. - Hvordan helvede kan man regne det ud i hovedet?. " ,,726381?" Sagde jeg lavmælt. ,,Nej" Snerrede Izobell, før læreren smilede overbærende til mig. ,,Nej" Ordets betydning var faktisk det samme - Bare i et andet tonefald. Han ønskede nok han bare kunne efterligne Izobell og vrisse 'Nej, din idiot. Kan du fucking ikke regne?'. Og i så fald, så ville mit svar være, at nej, det kunne jeg ikke. Og jeg kan ikke lære noget, hvis du ikke hjælper mig. For jeg kan ikke lave noget alene. Og Izobell, nej, hun var helt, helt og aldeles udelukket. Læreren blev ved med at rose Izobell, men jeg var i en anden verden; Verdenen, hvor jeg havde mødt One Direction.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...