Den mørke side

Jeg rystede over hele kroppen, det var uendeligt og ville ikke stoppe… Alt andet stod stille, jeg kunne ikke høre en lyd, fornemme, men ikke høre noget direkte. Det eneste jeg kunne høre var den tunge regn, der slog ned mod asfalten. Der var helt mørkt, det uheldige offer lå bedende og kiggede mig dybt inde i øjnene. Jeg skimtede tilbage og så den ene mand med min søster i et fast greb foran sig, de to andre mænd holdt hver sin pistol mod hendes lille hoved. Jeg så hun brød i gråd og tårnene strømmede ud fra hendes blanke, uskyldige øjne. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg tog en dyb indånding, lukkede øjnene, sendte alle mine tanker til min afdøde mor og far, hvad ville de sige? Jeg åbnede øjnene langsomt, tog mod til mig, satte pegefingeren på aftrækkeren, lukkede øjnene på et splitsekund og skød. Man kunne tydeligt høre skuddet, det rungede ud over hele pladsen og satte sig fast i mit hoved som et ekko, der ikke ville stoppe.
Jeg vendte mig om og faldt hulkene ned på mine knæ...

3Likes
1Kommentarer
659Visninger
AA

2. En ny begyndelse eller bare et skridt længere mod det sorte hul?

Min søster begyndte at holde af vores erstatnings forældre, Birte og Carl. Jeg fattede det ikke, hvad havde hun gang i? Havde hun glemt alt om mor og far!? Eller var hun bare kommet videre? Jeg burde være den store, der trøstede hende og holdt modet oppe, men det var jeg ikke. Jeg kunne ikke glemme mor og far og tænkte på dem konstant. Hver eneste dag. Hvert eneste minut. Hvert eneste sekund. Men det hjalp ikke, jeg fik det kun dårligere af det. Birte og Carl ville gerne snakke med mig, men det sidste jeg havde brug for var deres hjælp! De vidste ikke, hvor hårdt jeg havde det og, hvor meget jeg havde været igennem, så jo mindre de kunne give mig min barndom igen, skulle de bare holde sig langt væk.

I frikvartererne fandt jeg mig til rette på en bænk, under en bro. Broen var flittigt dekoreret med graffiti i alle regnbuens farver. Der stod ord som fuck, jeg slår dig ihjel og  jeg ved hvor du bor. Det rørte mig ikke, men alligevel fik jeg et lille gys gennem kroppen. En dag kom der en pige hen til mig ved navn Cecilie, hun virkede okay, men jeg vidste ikke, hvad hun var ude på... Hvorfor ville hun snakke med mig? Mig som ingen kunne lide.. Men det gjorde hun og det resulterede i, at vi blev veninder. Vi mødte ofte hinanden ved bænken, i frikvartererne og efter skolen. Sådan blev vi ved i lang tid. Vi havde det faktisk godt sammen og hun fik titlen som min sladderveninde. Hun vidste ikke noget om titlen, men det var en jeg personligt selv havde givet til hende. Cecilie. Cecilie min sladderveninde... Vi sludrede og sladrede i frikvartererne og uden for skolen. Vi begyndte at møde hinanden personligt og begyndte at gøre det som alle andre veninder også gjorde... Kiggede på drenge, sladrede, sludrede, sludrede og sladrede mere igen...

En dag efter skole går vi hen og sætter os på den sædvanlige bænk. Mine øjne falder igen over graffitien. Men der var noget, som var anderledes. Noget som ikke plejede at være der. Jeg kiggede godt efter og dér lige midt i al spraymalingen sad der en mærkat. Den havde jeg ikke set før, så jeg kig ud fra, at den måtte være ny. Jeg hoppede ned fra bænken og gik over for at kigge på den.

Hm... Ligesom jeg troede. Den ér ny!

Hvad snakker du om!?

Mærkaten! Kan du ikke se den?

Jo, men... Du må nok hellere lade den være, den tilhører...

Jeg rev mærkaten af og studerede den grundigt. Den havde et mønster der mest af alt mindede mig om to snoede dragehoveder, formet som yin og yang. Jeg vendte mig langsomt om mod Cecilie.

Hvem var det den tilhørte?

Hmm… Altså det er en kriminel gruppe, der holder til her i området. Hvis jeg var dig ville jeg holde mig langt væk fra dem, de er ikke lige sådan til at hoppe over bjerge med. Man har fundet beviser på drab, skydderier og voldtægter, men ikke nok til, at man har kunnet fængsle dem...

Jeg så en ekstra gang på mærkaten, foldede den sammen og lagde den ned i min højre jakkelomme.

Men, hvorfor lige her? Hvorfor sidder den mærkat netop lige her?

De vil gerne markere, at de har været her, derfor sætter de en mærkat…

 

Jeg tænkte lidt over det hun havde sagt. Tænkte, at jeg måtte finde ud af, hvem de var og, hvad de ville. Men så ligetil var det vidst ikke. Jeg snakkede med Cecilie et par dage efter. Hun skar det tydeligt ud i pap, at jeg ikke måtte opsøge den så kaldte kriminelle gruppe. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre... Men blev enig med mig selv, at jeg tilsyneladende havde været nok igennem og ikke ville udsætte hverken mig eller min søster for mere...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...