Let Love Melt With Hate - (1D OneShot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2013
  • Status: Igang
Efter at Natalie endelig fik hendes bedsteveninde Grace', hemmelighed at vide, blev hun tvunget til at arbejde som 'det sorte bud' sammen med hende - for en gruppe kriminelle unge. Da hendes kæreste, Harry Styles fandt ud af at hun var blevet involveret i det, måtte hun slå op med ham. Sorgen har taget hårdt på hende, men holder sine tårer inde til hun er på sit værelse. Efter få dage dukker en ikke særlig intelligent pyroman ind og skaber kaos.

1Likes
0Kommentarer
495Visninger
AA

1. The Stifling Fire

 

Hvad sker der? Vent! Hvor er jeg?

Lugten af svovl, brændt træ, og svidende kød, var det eneste jeg kunne lugte i den kvælende røg. Råbende mænd, skrigende kvinder, og flammer, var det eneste der hørtes. Jeg åbnede øjnene, og satte mig op med en galoperende hovedpine. Jeg tog mig til hovedet, og så mig omkring. Røgen var så tyk at jeg ikke kunne se en hånd for mig. Med det samme kom erindringerne tilbage.

 

Tredje aften uden Harry. Tårende trillede endnu hurtigere ned ad mine kinder, og jeg hørte mig selv flæbe. Jeg gav mig selv en mental lussing, så min kind begyndte at svide. Ikke tænke på ham, Natalie! Det var hans egen skyld! Han skulle ikke have blandet sig i mit arbejde! De kunne have slået ham ihjel for fanden! Jeg havde brug for at komme ud med det hele, straks. Jeg gik hen til hylden og tog min dagbog til mig og begyndte at skrible løs.

 

                                                                                                                                Fredag d. 23 Marts 2012 

Kære Dagbog.

Her for du starten af mit nye lorte liv. Da Grace sagde hun ville fortælle mig en hemmelighed, troede jeg ikke at jeg skulle blive involveret i den. Men det blev jeg. Hun fortalte mig at hun var medlem af en gruppe med kriminelle unge siden hun var 15! Og da hendes - eller vores - chef Ryan, fandt ud af at hun havde fortalt mig det, tvang han mig til at være med eller dø. Selvom Grace prøvede på ikke at involvere mig i det, blev jeg tvunget til at arbejde som 'deres sorte bud' sammen med Hende - hvilket betyder at vi hele tiden skulle fragte penge til og fra forskellige kriminelle 2-3 gange om ugen. Efter en måneds arbejde blev Harry urolig. Han vidste at der var noget på gære ved blot at se på mig. Jeg må indrømme, at han havde ret i at jeg ændrede mig - både fysisk og psykisk - men jeg måtte holde det hemmeligt. Da jeg en uge efter  skulle tage skraldet for både Grace og jeg, blev jeg standset af Harry. Vi begyndte at skændes og til sidst måtte jeg slå op med ham. Det knuste mig helt, men jeg havde ikke lyst til at han skulle blive involveret. Så det er forbi nu. Desuden fik jeg sgu tæv for forsinkelsen af 'varene'.

- Natalie.

 

Jeg lukkede min dagbog og satte den på plads. Jeg satte mig på gulvet i værelset, og tog krampagtigt om mine ben og begravede hovedet ned. Snot og store tårer blandede sig med hinanden og landede på mine bukser.

 

Jeg gispede i dét jeg hørte noget glas gå i stykker. Jeg hørte min far råbe og mor skrige, inden deres dør blev smækket. Jeg rejste mig op med et sæt og løb ud af døren, men stoppede dog hurtigt op. En mand i både sort maske og tøj, stod foran mig og ligeså chokeret ud som jeg følte mig. I hånden holdt han en sølv dolk med et guld skæfte og små rubinrøde diamanter i enden - den så underligt bekendt ud. Hurtigere end jeg kunne nå at registrere, hamrede han mig ned med næven. Det sidste jeg huskede var at jeg faldt og landede hårdt på det polerede trægulv.

 

 

Jeg hostede. Jeg prøvede på at rejse mig op, men jeg var for svag. Jeg lagde mig ned på maven, og prøvede at mave mig hen til mit vindue, men da jeg kom tættere på havde ilden allerede bredt sig ud til det meste af værelset. Jeg lå midt på gulvet i værelset, og tænkte mig frem til en udvej. Røgen skar i mine lunger, og jeg hostede flere gange. Med det samme væltede den glødende reol ned over mine ben, og mit smertens skrig gav genlyd i alle hjørner. Ilden bredte sig ned under mine bukser, og begyndte langsomt at slikke hud og hår af. Tårerne trillede mens jeg skreg om hjælp.

 

"Hjælp mig dog! En eller anden!" hviskede jeg panisk. Røgen, smerten, og ilden havde for længst gjort det af med min stemme. Modet svigtede, og jeg lod mig modvilligt ligge og dø - en langsom og smertefuld død.

 

Lyden af sirener hørtes langt væk, og menneske råb syntes at blive højere - men ikke højt nok til at jeg kunne høre hvad de råbte. Døren nedenunder blev sparket, og jeg gispede forskrækket.

"Natalie! Natalie hvor er du?!" Råbte Harry. Harry! Nej, kære gud lad ham leve! Lad ham ikke finde mig døende her!

Et glødende stykke træ trillede ovenpå min bare skulder, og videre ned ad mit bryst. Smerten var udholdelig, og jeg kunne ikke holde mine hulk tilbage - heldigvis kunne jeg ikke skrige for så ville Harry komme. 

"Natalie! Det mig Harry! Hvor er du, Natalie! Svar mig!" Stemmen var kommet tættere på, og lyden af den knirkende trappe fik mig til at fare sammen. Døren til mit værelse blev brast op, og Harry stod i døråbningen med et vådt sjal om sig. Synet af ham gjorde mig blød om hjertet, og tårene pressede sig på.

Han kastede et enkelt blik på mig, og begyndte straks at løbe imod mig. "Nej Harry, du vil ikke kunne fjerne den, gå nu," hviskede jeg grådkvalt. Han rystede ivrigt på hovedet, og prøvede at hive mig væk fra reolen, men hverken den eller jeg, rykkede sig en tomme. Han søgte panisk rundt efter noget at skubbe det af med, men intet var brugbart da ilden allerede havde fat i de fleste ting.

Sved piblede ned ad mig, og jeg havde brug for luft. Jeg rakte ud efter hans hånd, men var alt for svag. Han fangede dog min handling, og tog min hånd i sin mens tårer regnede ned fra hans kinder. "Harry.. please gå n-nu. Jeg er for svag til at kunne l-leve," sagde jeg grædefærdigt imellem hostene.

Jeg tvang min hånd op til hans kind og aede den. Han rystede fortvivlet på hovedet, og pludselig kom der et skær af beslutsomhed i hans øjne. Han vendte sig fra mig, og med sine bare næver, løftede han reolen centimeter efter centimeter højere op, mens hans smerte støn skar mig i ørene. Min helt.

"Nu Natalie, få benene væk," blev der stønnet i smerte. Jeg prøvede ihærdigt på at få benene under kontrol, men de rystede som galninge. Efter en svag lussing mod min kind, tvang jeg mig til at holde dem i ro og derefter få dem ud, selvom det kostede mig både smerte og overanstrengelse. 

Ved første blik på hans hænder fik mig til at græde. "Harry-" "Det okay Natalie, for mig er du mere end det. Mit liv." De var begge blodige med en del vabler, men han ignorerede dem. Godt nok var det dårlig timing, men altså helt ærligt jeg havde brug for ham - også selvom han er min eks. Jeg rakte en hånd om bag hans nakke og kyssede ham hårdt og indædt. Smagen af hans læber mod mine var som chokolade mod smør - blødt mod hårdt - hvidt mod brunt - og dog smeltede man de sammen ville det komme til at smage fryderen!

Hans hænder fandt vej rundt om mig og bar mig ud. Vi slap ikke øjenkontakten en eneste gang, mens han halvløb hele vejen ned til trappen. Røgen i stuen var muligvis mindre kvælende, men ikke behageligere. Søvndrukken rakte jeg min hånd op til hans kind og aede den kort. Smerten i mine ben var uforklarlig barnlig i forhold til det jeg måtte gøre for at redde Harry's liv - at slå op med ham.

Jeg husker tydeligt hans grønne øjne  der blev tynget at sorg, og munden der snerpede sig sammen til et par sammenbidte hvide tænder. Hans krops holding der bad efter min tilgivelse, bare et enkelt tegn på svaghed som han vil kunne dykke sig ind i. 

Mine lunger ville helt sikkert heller ikke klare den, da jeg var sikker på at de allerede nu var sorte som kul. Min stemme var svag, og min krop ville ikke lystre min hjernes ordre. Jeg ville ikke klare den. Mærkeligt nok følte jeg mig slet ikke bange - nærmere fredfyldt. Jeg vidste jeg ville ende i mine forældres favn på ingen tid, og at Harry var stærk nok til at fortsætte sin rejse uden mig.

"Vi ses imorgen, min elskede krøltop. Min helt." Med hans øjne i ansigtet, hans kalden efter mig, og rusken i mig, var som en vuggevise. Selvom jeg vidste han ville have mig til at vågne, slappede jeg istedet langsomt af i kroppen og lod mig lukke øjnene helt. Et sidste smertens støn forladte min mund, før jeg gled i en mørk søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...